Belast mig ikke med tendenser og alt det bullshit

Vi har simpelthen ikke en fyldig tradition for kunstkritik i Danmark. Om vi har haft det i mit voksenliv, er jeg også lidt usikker på, men nu har vi mindre og mindre. Offentligheden omkring litteratur er mindst tifold større. Chancen for at få en anmeldelse af en digtsamling, der sælger halvtreds eksemplarer, er væsentligt større end for en middelstor kunstudstilling. Det resulterer i, at vi mangler et fælles sprog for billedkunsten - og det er helt sikkert med til at fremmedgøre kunsten for mange mennesker.  

Vi har en kunstscene, der er vokset omvendt proportionalt med offentligheden omkring den. Der findes en kæmpe underskov af kunstnerdrevne steder i Danmark, og det er her, kunsten reelt skabes og udvikles. Men offentligheden når ikke at lære størstedelen af dem at kende, før de er nødsagede til at lukke igen. Sådan er økologien i det. Det er grundet strukturerne omkring formidlingen af billedkunst til et større publikum, at den almindeligt interesserede borger aldrig støder på omtale eller anmeldelse af et eneste af dem. O