Print artikel

Mariah Carey ser flirtende på mig

Giovanni Antonio Guardi, Tancred og Argante med Clorinda i baggrunden
Artikel
23.05.16
Er militæret en idrætshøjskole for dem, der ikke er pjevsede? Billedkunstner Christian Schmidt-Rasmussen gennemgår en række værker. Først på listen er om Giovanni Antonio Guardis ’Kampen mellem Tancred og Argante med Clorinda i baggrunden’.

Mariah Carey ser flirtende på mig. Mens hun koket fremviser sit sværd. Mens hun står i harnisk og ser alt andet end farlig ud. Det er en af bagdelene ved ikke at bruge den reklamefri udgave af Wordfeud, men jeg har ikke haft et kreditkort i mit eget navn til min egen konto en del år efterhånden, så jeg kan ikke betale i app-butikken (hvilket faktisk er en af grunde til, at jeg ikke har fået lavet et nyt, sådan en slags bremse).

Jeg bryder mig ikke om at blive flirtet med på den der beregnende måde. Nok om det, reklamen er mere komisk end anstødelig. Men jeg ville ikke have hæftet mig videre ved den, hvis det ikke var for maleriet af Giovanni Antonio Guardi. Vi ser en slagscene fra den klassiske mytologi. Jeg kender ikke historien, og den er heller ikke relevant for det her. Læg mærke til skjoldmøen til hest i maleriets højre side. Hende og Mariah har en del til fælles. De har begge et lidt fjollet grin smurt ud over ansigtet, de har våben og er i harnisk, men ser alt andet end truende ud. Godt nok er maleriet en slagscene med trukne sværd og lanser, men ingen ser særligt stressede, oprømte eller krigeriske ud. Det ser ud til at foregå i al venskabelighed, alle er velfodrede og ingen bløder. Det minder mest af alt om en opvisningskamp eller et modeshow. Igen ville det ikke være noget, jeg hæftede mig ved, hvis ikke havde været for mine sønner, som alle spiller en del computerspil. Sådan noget rollespilskrigsnoget, hvor de spiller i klaner, altså på faste hold med andre rundt om i verden. Og to af dem har flirtet lidt med tanken om melde sig til militæret. Uha, tænker jeg. Jeg mener, krig er faktisk ikke noget, der efter min bedste overbevisning kan retfærdiggøres som andet end rent akut selvforsvar. Men selvforsvar er der efter alle meldinger fra historien rigeligt brug for, så jeg er absolut ikke mod, at Danmark har et militær. Og det er jo heller ikke fordi, sønnerne vil melde sig til nogle af de tåbelige krige, som nationen har rodet sig ud i rundt om. Jeg mener, hvad tænker de der inde på Borgen?

Mariah Carey vil have dig til at slås
Mariah Carey vil have dig til at slås

Nej, det er fordi, de har en forestilling om militæret som en klub for mænd, med en karsk, rå og maskulin omgangstone med fokus på disciplin og kroppen. De ser ikke, hvad militæret er. Det er basalt set en krigsmaskine i hvile. De ser Mariah Carey, de ser Dirch Passer som sergent, de ser det som en idrætshøjskole for dem, der ikke er pjevsede. De ser ikke, hvad situationen i Europa kan udvikle sig til, og de ser i hvert fald ikke sig selv stående ved grænsen og skyde flygtninge, hvilket faktisk er, hvad jeg ser, når jeg ser maleriet, netop på grund af den light og flødeskumsagtige måde, det er udført på, og den der stemning af jovialitet. Men det er jo bare mig.

Men hvorfor laver man et maleri, der fremstiller krig på DENNE her måde? Var den pågældende bestiller af maleriet bevidst om løgnen i maleriet, eller skal maleriets begrundelse findes et helt andet sted? I et eller andet omfang er det tit et spørgsmål, man stiller sig selv, når man ser kunst på museer, af den helt simple årsag, at museet sjældent er første stop på et kunstværksrejse gennem verden, og at alle de år, der er gået, siden dette værk blev lavet, trækker en hinde ned over det. Vi efterlades af tiden, vi står her, lidt betuttede og med blandede følelser og ved faktisk ikke helt, hvad vi kigger på. Uanset hvor velformidlet værket er. Som en slags modvægt til lige det her maleri kan jeg anbefale I stålstormen af Ernst Jünger, en tysk officer under Første Verdenskrig. Det er satme tufft og mandigt og væmmeligt, og vi er helt inde i hovedet på fortælleren. Men undre sig over krig, det gør man stadig.

En lidt anden vinkel på maleriet kunne være, at der for alvor var tale om noget seksuelt, at de to mænd og damen skal lige til at kaste sig ud i noget lagenroderi, eller nok mest de to mænd egentlig. At motivet overhovedet ikke har krig som sit fokus, at vi slet ikke skal forstille os at være i en idealiseret udgave af Stålstormen, men i et forstadie til noget svedigt og yderst venskabeligt. For en del år siden læste jeg en anmeldelse af en fagbog, der mente at afsløre de ægte cowboys som en homoseksuel klan af sorte mænd. Det kan måske uopretteligt have farvet min læsning af alle mulige ting. Eller også.. ser de ikke meget kærligt på hinanden?