Print artikel

Sproget der er ved at blive glemt

Essay
15.02.17
Forlaget Slagmark har netop udgivet en dansk oversættelse af Hannah Arendts klassiske tekst ”Vi Flygtninge” fra 1943. Det er således for første gang blevet muligt at læse den på dansk - og det er ikke et øjeblik for tidligt.

Vi flygtninge er trykt i et pas-lignende format, endda med Arendts egen ID-information, fylder ikke meget (35 sider fulgt af 19 siders efterord samt tre siders noter), og kan derfor tages ud af lommen og læses på caféer eller i toget. Forlag og forfatter fortjener ros for på den måde at forsøge at gøre Arendts tekst så tilgængelig som mulig.

Vi flygtninge er en tidlig, men bemærkelsesværdig tekst i Arendt store forfatterskab, og den peger fremad mod senere udgivelser som Det totalitære samfundssystems oprindelse fra 1951 og Menneskets Vilkår fra 1958. Helt konkret består teksten af Arendts betragtninger om det at være jødisk flygtning i 1930´erne og 1940´ernes Vesten og hun henvender sig dels til andre flygtninge, men også til de europæiske borgere, hvis stater på stribe har udgrænset jøderne som minoritet og har afvist at tage imod dem.

Udover aldrig at have været oversat til dansk før, er teksten også speciel fordi at Arendt i udgivelsesåret 1943 – to år før Anden Verdenskrigs afslutning – selv er flygtning, har været på flugt gennem flere europæiske lande, og har tilbragt tid i blandt andet en fransk lejr. Hun bruger disse erfaringer, og erfaringerne fra livet inden fordrivelsen fandt sted, til at sætte ord på et europæisk nationalstatsligt system, der fra mellemkrigstiden og frem gennemrystes af en serie dybere og dybere sprækker.

Og ikke alene dét. På grund af hendes perspektiv kommer de refleksioner som Arendt sætter på disse rystelser fra de eksistenser, der faldt, eller blev skubbet, ned i disse sprækker. Derved bliver hendes blik på 1930’ernes flygtningekatastrofe ét, der på samme tid observerer det politiske og moralske kollaps både indefra og udefra. Et blik fra øjne, der så at sige har betragtet deres egen udgrænsning fra systemets beskyttelse.

Relevansen til nutiden opstår på flere planer: Mens politikere, medier og kommentatorer i ét væk refererer til den syriske fordrivelse som ”den største siden Anden Verdenskrig”, er det som om reflektionen over fortiden stopper dér. Væk er forsøg på at udlede lærdomme om forfølgelse, fordrivelse, modtagelse og afvisning til trods for at sidste århundrede er leveringsdygtig i en af de største katastrofer i europæisk historie.

Når man sammenholder Vi flygtninge med nutidens politiske kurs på flygtningeområdet, presser pointen sig på, at læren fra Arendts historie, og fra hele mellemkrigstiden, er ved at gå tabt. At de erfaringer som både den, men også Det totalitære samfundssystems oprindelse tilbyder, efterhånden er blevet forvandlet til et nedsunket landskab, erindringen om hvilket er blevet så forvitret, at politikere og kommentatorer kun genkalder sig fragmenterede og taktiske ekkoer. Og har tabt afgørende forbindelser af syne.

Mellemkrigstidens flygtningekatastrofe er i det politiske sprog blevet presset ind under Holocaust, men derved er fordrivelses- og ansvarsdynamikker blevet tømt for selvstændigt indhold og relevans. Når kritikere forsøger at pege på paralleller mellem europæisk ansvarsforflygtigelse for flygtninge i 1930’erne og nu, udlægges det som om de hævder, at denne eller hin europæiske leder er lig Hitler, eller stræber efter et Holocaust. Borte er erkendelsen af, at selvom den jødiske flygtningekrise blev til på baggrund af den tyske forfølgelse af en minoritet, så udviklede det sig først til en længerevarende fordrivelseskrise fordi de europæiske lande ikke tog ansvar for de fordrevne.

Den manglende erkendelse af netop denne kausalitet skærer forbindelsen over til formuleringen af flygtningekonventionen fra 1951. Konventionen, der nu generelt er lagt for had af nynationalistiske bevægelser og kun nødtørftigt tolereres af mange etablerede partier, blev netop til på baggrund af de vestlige landes politiske og moralske svigt overfor flygtninge. Konventionen er selvfølgelig ikke en gudgiven stentavle, men et juridisk-politisk forhandlet dokument. Men den repræsenterer dog alligevel et forsøg på at forhindre mulighedsbetingelserne for katastrofer som Holocaust, nemlig staters politisk belejlige afvisning, og dermed moralske devaluering, af forfulgte og nødstedte mennesker. Noget andet der også glemmes i dag, er at konventionen samtidig også fungerede som et rent praktisk værktøj, der hjalp med at omfordele de over 6 millioner europæere, der ved krigens afslutning fandt sig selv fordrevne på et mange steder sønderbombet kontinent.

Borte er erkendelsen af, at selvom den jødiske flygtningekrise blev til på baggrund af den tyske forfølgelse af en minoritet, så udviklede det sig først til en længerevarende fordrivelseskrise fordi de europæiske lande ikke tog ansvar for de fordrevne.

Men her hjælper Arendt vores hukommelse på gled. Hun guider sproget tilbage mod de glemte erfaringer. Vi flygtninge er nemlig også et studie i måden vi taler om hinanden på, og en påpegning af, at netop dette har afgørende betydning. Den viser også, hvordan sprog og erkendelse er intimt forbundne. I Politics and the English of Language (1946) anfører George Orwell, at politik kan have en meget reel indflydelse på sprog, at den kan betyde sprogets forrådnelse. Og i Det Tredje Riges Sprog (1946) beskrev den tyske litterat Victor Klemperer effekten af den nazistiske propaganda-maskine med en analogi: Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket og synes uden effekt, men giftens virkning viser sig alligevel efter nogen tid, og så er det for sent.

På tilsvarende måde kan gentagelsen af fraser og begreber over tid påvirke samfunds forhold til viden – og borgeres forhold til hinanden. Vi kan miste sprog, og derved erkendelse. Før som nu fungerer propaganda ved at erstatte sprog, for derved at slette de erkendelser som tidligere sprog banede vejen for. Den søger at genkode befolkningers fælles sprog, at blokere erkendelserne, således at folk glemmer, hvordan man kan tale om emner uden at reproducere den ideologiske logiks binære konflikt-fortælling.

I en tid med fremkomsten af en strammer- og danskhed-konkurrence mellem Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, udbredelsen af målrettede ”fake news”-kampagner på sociale medier og internationale fænomener som Brexit, Trump, samt de forestående valg i Tyskland og Frankrig synes risikoen overhængende for at det sprog som Arendt tilbyder os forståelse gennem, sproget der lader os er- og genkende de udstødelsesprocesser, der gradvist skabte og omfattede millioner af flygtninge i 1930’erne og 1940’ernes Europa, er ved at forsvinde.

Sidste uge vedtog den mindst mulige flertal i Folketinget (55 mod 54) V38-forslaget, der skelnede mellem danskere og ikke-vestlige indvandrere og disses efterkommere. Selvom den kun var symbolpolitisk udløste den rettelig et ramaskrig. Venstre ilede halvvejs til hjælp med en erkendelse af »klodset« formulering, som dog imidlertid blev trukket tilbage efter mindre end en dag på banen, samtidig med at Dansk Folkeparti understregede, at formuleringen var lige præcis dét som partiet havde i sigte. Samme parti har også lanceret idéen om ”flygtningelandsbyer”, der skal indebære etableringen af lukkede byer afskåret fra den omkringliggende danske samfund. Her, lyder planen, skal selv flygtninge med opholdstilladelser, isoleres indtil de kan sendes væk fra landet igen. En sådan ambition kan ikke kaldes for integrationspolitik, og heller ikke engang en assimilationspoliti. Det er en adskillelses- og segregeringspolitik og bør genkendes som en sådan. Men den politiske tavshed og forklaringerne om sproglige unøjagtigheder i V38-sagen vidner om, at de fleste danske politikere i dag har mistet evnen til at genkalde sig ekkoerne fra mellemkrigstidens minoritets-udgrænsninger. Arendts advarsler falder derved for døve øren.

Vi flygtninge er også relevant fordi den peger på nogle mere systemiske faktorer, der går igen i nutidens europæiske politik. Ét er de europæiske nationalstaters afvisning af at tage systematisk ansvar for flygtninge, selv når der er åbenlyse humanitære konsekvenser forbundet hermed. Dengang døde mange mennesker undervejs på flugten som også er tilfældet i dag.

I 2016 døde over 5000 mennesker ved Europas grænser, og siden 1993 er et konservativt skøn på mindst 40.000. Før som nu førte de europæiske lande en finansiel udsultningspolitik af de internationale flygtningeorganisationer. Dengang var de blevet udviklet under og efter Første Verdenskrig. Til trods for lovende udviklinger af modeller for legale flugtruter, såsom flygtningepas, omfordeling men også repatriering, blev Nansenkontoret ført ud på et sidespor, og Folkeforbundet sat til at administrere en mere restriktiv flygtningepolitikken, dikteret af den politiske attitude i de europæiske nationalstater.

I mellemkrigstiden, som nu, førte den restriktive politik til opkomsten af bådflygtninge – som tiden omkring Første Verdenskrig i øvrigt også havde gjort det. Og op gennem 1930’erne udvikledes vestlige landes afvisninger af bådflygtninge fra det europæiske kontinent sig til en systematisk politik. Det dannede grobund for en stor irregulær industri, af tyskerne og de europæiske stater kaldet menneskesmuglere og terrorister, og et notorisk monument over politikken var færgen SS St.Louis, hvor omkring 900 jødiske flygtninge blev tvunget til at sejle rundt mellem modvillige amerikanske og europæiske havne, indtil en fjerdedel endte deres dage i tyske koncentrationslejre. Bådflygtninge er langt fra et nyt eller exceptionelt fænomen i Europa, og under Anden Verdenskrig krydsede tusindevis af europæere i øvrigt også Middelhavet sydpå for at søge beskyttelse i Nordafrika.

Jødiske flygtninge ombord på SS St. Louis i 1939

Hvilket leder til endnu en systematisk kontinuitet, nemlig det koloniale tankesæt, der stadig den dag i dag præger europæisk flygtningepolitik. Op gennem 1930’erne diskuterede europæiske politikere og medier ofte, hvad der skulle gøres ved det jødiske flygtningeproblem, men ingen lande var interesseret i at modtage dem. I takt med appeasement-politikken blev der efterhånden opnået enighed om at kolonisere et territorium til dem uden for Europa, eller som en 1938-leder i Jyllandspostens formulerede det, et »jødeland«. Skabelsen af et kolonialt rum til flygtninge var dog ikke et nyt fænomen. Også staten Syrien er et resultat af fransk-britisk koloniale interesser, og fungerede som territorial "løsning" på regional massefordrivelse. I Det totalitære samfundssystems oprindelse betragter Arendt forbindelsen mellem racisme og totalitære udgrænsninger på den ene hånd, og den koloniale imperialismes territoriale ekspansion på den anden, som nært forbundne.

I 1930'erne blev forskellige forslag luftet, såsom Palæstina, Britisk Guinea, Madagascar og Argentina. Bemærkelsesværdigt var det forslag, at de jødiske flygtninge kunne deporteres til De Vestindiske Øer, som Danmark blot et par årtier før havde skilt sig af med, ved at sælge til USA, i 2017 for præcis 100 år siden. Selvom dette forslag ikke blev til noget, peger forslaget om eksternalisering til disse tidligere slave-øer, tilbage mod en endnu dybere og mørkere europæisk, og dansk, historie med racisme, umenneskeliggørelse og fordrivelsespolitik. Samtidig er det også et konkret eksempel, der trækker tråde fra det 20. Århundredes europæiske flygtningepolitik op frem til idag, fordi eksternaliserings-tanken for tiden oplever en renæssance i europæisk politik. Dels i form at deciderede aftaler med lande som Tyrkiet, Tunesien og Ægypten, samt forsøg på at genoprette Gaddafis opfangnings-system i Libyen, mens der indenrigspolitisk loves, at der vil blive lukket helt af for spontane asylansøgninger, og at tusindevis af mennesker vil blive deporteret til lejre i nærområder. Drømmen om at en slags europæisk asyl- og grænsekontrolskolonialisme peger i den grad tilbage til mellemkrigstidens tankesæt.

Både eksternalisering og bådflygtninge er et tegn på manglende ansvar og samarbejde internt i Europa. Ligesom på Arendts tid. Og faktisk dannede 1943, året hvor Vi flygtninge blev udgivet, også rammen om Barbados-konferencen – der blev endnu et fejlslagent forsøg på at løse flygtningekrisen. Den fejlede som også 1938-konferencen i den franske by Evian havde gjort det, en konference, der er blevet berømt i eftertiden, fordi Hitler her foreslog, at Tyskland ville bekoste transporten af jødiske flygtninge til dets grænser, hvis de andre vestlige lande ville tage ansvaret for dem.

Vesten afviste dog forslaget, og sendte dermed et umiskendeligt signal til aksemagterne om hvor lidt flygtningenes liv betød. Det gjorde de, vel at mærke, til trods for deres fremskredne viden om det tyske lejr-regime, som den amerikanske højkommissær for tyske flygtninge, James G. McDonald, ellers havde advaret skarpt imod i 1935, da han på opsigtsvækkende facon sagde sit job i Folkeforbundet op for at gøre verdenen opmærksom på de europæiske landes manglende politiske vilje til at tage ansvar for flygtninge fra Tyskland.

Flygtningefamilie på Lesbos. Foto: Anton Willemann
Flygtningefamilie på Lesbos. Foto: Anton Willemann

Én erfaring fra mellemkrigstidens er altså umuligheden af at føre humanitær flygtningepolitik samtidig med en appeasement af totalitære regimer. Ønsket om ikke at rage uklar med de fascistiske aksemagter var ensbetydende med tabet af det moralske kompas. Formuleringen af 1951 Flygtningekonventionen var et eksplicit forsøg på at gøre op med tidligere tiders fejl. Et forsøg på at genindføre kompasset. Men i dag er konventionerne under angreb, og der føres endnu en form for appeasement-politik, eksemplificeret ved Europas stiltiende accept af det tyrkiske AKP-regime udrensning af enhver mulig opposition.

Mens det tyrkiske samfund glider længere og længere ned ad en totalitær vortex, lykønsker de europæiske politikere hinanden med, at de har formået at nedbringe antallet af flygtninge ved deres grænser. Selvom en lang række rettighedsorganisationer og juridiske eksperter fra hele verdenen har påpeget aftalens katastrofale humanitære konsekvenser, har politikerne slået ind på den modsatte vej, og har i realiteten undermineret EU's egne juridiske forpligtelser. Blandt andet til at undgå kollektive tilbagesendelser, sikre adgangen til asyl og til ikke at begå refoulement.

Netop derfor er Slagmarks udgivelse så timelig og vigtig: Arendt fungerer som en både alvorlig og indtrængende stemme fra flygtningen, der beskriver hvordan menneskelige eksistenser i en tumultarisk tid forsøgte at forstå sig selv og omverdenen ved at følge en række nationale pejlemærker, som statsborgersskab, national identitet og assimilation. Vi læsere ved dog, at det for mange blev forgæves; at pejlemærkerne, som enorme sandslotte, var ved at synke i grus omkring dem, destabiliseret i deres fundamenter gennem udsondringer af minoriteter og tabte moralske kompasser.

Hannah Arendt beskriver smukt de fortvivledes forgæves forsøg på at finde sikkerhed gennem et endnu stærkere greb i bare en eller anden national identitet: hvis ikke den tyske, så en fransk. Vi ved hvordan denne drøm om statslig beskyttelse i stedet endte som sand, der løb gennem deres fingre. Og Vi flygtninge giver os sproget til at forstå, hvordan denne sandflugt ser ud, og forstås, fra den fordrevnes perspektiv. Den giver os muligheden for at løsrive os fra den nationalistiske genskrivning af vores forståelseshorisont, og muligheden for at undgå at gentage fortidens tragedier.