Print artikel

Det grænseløse Europas fald

Flygtninge i Grækenland på vej mod grænsen til Makedonien
Kommentar
26.04.16
»Wir schaffen es«, sagde Angela Merkel flot om en million immigranter i Tyskland. Men i dag er Europas svar på flygtningestrømmen ikke længere åben grænser, men grænsebomme – i modsætning EU-projektets grundtanke. Men hvor der hegnes land, skabes folk. Dette er den nationalstatslige tankes forudsætning og første politiske udtryk. Og dette er netop anstødsstenen for grænseløshedens utopi. Christian Egander Skov kommentererer Europas krise

Der er vendinger, som formår at indfange og udtrykke en epokal situation så klart, at de brænder sig fast i vores kollektive bevidsthed og bliver uadskillelige fra situationen, de udtrykker.

Det var i begyndelsen af august 1914, at den britiske udenrigsminister Lord Grey sagde de berømte ord: »Overalt i Europa slukkes lygterne, vi skal ikke se dem tændt igen i vores livstid«. Grey talte her om den storkrig, der stod for døren, og i de følgende år skulle bade Europa i blod og piske det med svøber af ild og jern, indtil det havde mistet enhver tro på de idealer, Grey og hans generation af statsmænd havde viet deres liv til. Førkrigstidens Europa havde sin gammelpatriarkalske og autoritære indslag til trods været en opvisning i liberalitet og fremskridtstro, hvor visheden om, at udvikling betød fremskridt, syntes solid og urokkelig.

 

Der var nationalstater, og der var grænser, men det var også en tid, hvor en mand kunne rejse tværs over Europa uden pas. Kun ved Rusland måtte han vise legitimation, men hvad skulle han da også der

Der var nationalstater, og der var grænser, men det var også en tid, hvor en mand kunne rejse tværs over Europa uden pas. Kun ved Rusland måtte han vise legitimation, men hvad skulle han da også der.

Greys ord er blevet stående, ikke fordi de var et udtryk for én mands rædsel for det umiddelbart forestående, men fordi Grey i sin fortvivlelse vovede at profetere: alt dette er slut, nu venter noget andet. Ret fik han, og det blev fortvivlelsen ikke mindre af.

Men var det, der kom nu noget helt andet? Skyldtes det store omslag, krigen og ødelæggelsen, barbariet og millioners blodrus noget udefrakommende, der ligesom ikke hørte førkrigstiden til? Næppe. Sandheden var jo, at det var denne fredelige sommerverden, som ganske af sig selv gled over i efterår og vinter.

Under overfladen var mennesket, som det nu var og altid har været, og civilisationssammenbruddet var altid en mulighed, hvor dygtigt det end søgtes fortrængt. Lige så virkelig førkrigstiden havde været, ligeså meget var dens sikkerhed et udtryk for en illusion, der måtte briste i mødet med virkelighedens jernlove. Hvordan og hvorfor er det ikke om at diskutere her, for det afgørende er egentligt blot dette, at den orden, som baserer sig på illusion, altid vil være en skrøbelig orden.

Folkevandringen

Den migrationsstrøm, vi netop nu står i, er vel uden sidestykke i Europas historie. I 2015 kom langt over en million migranter til EU. Og Europas og unionens ydre grænser ligger reelt set helt åbne. I tredje kvartal af 2015 blev kun omkring 33.000 nægtet adgang til EU. Det var kun 2.000 flere end samme periode året før, selvom antallet af migranter i denne periode var vokset fra ca. 112.000 til 617.000.

Menneskesmugling er ikke længere et begreb, der dækker, hvad der går for sig i den folkeflytningsindustri, der er vokset frem i takt med sammenbruddet. Langt den største gruppe migranter ankommer via den østlige middelhavsrute, hvorefter turen går op gennem Balkan og ikke sjældent ender i Tyskland. Man kan ikke smugle en million mennesker noget sted hen, men det behøver man heller ikke. Det er nok med en gummibåd og et kort, der viser vejen til det forjættede land.

Her er ikke tale om menneskesmugling, men om folkevandring.

Smag på ordet; stort, overvældende og frygtindgydende på en gang. Kan vi høre det uden, at det leder vores tanker tilbage til den klassiske verdens undergang, dengang det Roms afmagt blev mødt af utallige folkeslag, der selv blev drevet ind over rigets grænser af hunnerne, der med deres frygtelige ituskårne kinder, udholdenhed og militære overlegenhed skubbede til det ene folk, der skubbede til det andet, der først søgte beskyttelse hos Rom og siden underlagde sig byen og riget?

Folkevandring betyder for den vestlige tankes undergang. Folkevandringen er som en naturkraft, der tilsyneladende problemfrit trodser den politiske vilje, som til enhver tid er nødvendig for at sikre en grænse og dermed et folk.

Så ildevarslende det klinger, er det ikke underligt, at begrebet indtil for nyligt vel kun fandt anvendelse på den såkaldt alarmististiske højrefløj. I dag er situationen en anden, og selv i Politiken har man på lederplads kunnet læse digre advarsler mod de politiske konsekvenser: »Folkevandringen udgør en eksistentiel trussel mod det europæiske samarbejde«, skrev avisen 4. september 2015.

Erkendelsen af situationens umiddelbare alvor har indfundet sig på Rådhuspladsen. Men om man også hér har forstået, at folkevandringen ikke er resultatet af en enkeltstående krise, men måske indvarsler en ny normaltilstand, hvor Europas grænser til stadighed vil være under pres fra såvel flygtninge som immigranter, er mere usikkert.

Grænseløshedens utopi.

Da alvoren så smukt begyndte at gå op for Europas regeringschefer i september 2015, var svaret fra Tysklands kansler Merkel bemærkelsesværdigt. Snarere end som kansler i EU’s kerneland at sætte sig i spidsen for bestræbelserne på at sikre grænserne ved Europas bløde underbug, åbnede hun med non challant flothed portene til Tyskland for alverdens migranter, med sit nu ikoniske »Wir schaffen es«.

Resultatet var forudsigeligt. Tyskland var i 2015 det absolut mest fortrukne destinationsland med op imod 500.000 asylansøgere – og dertil en mængde udokumenterede migranter fra særligt Kosovo og Albanien, der har benyttet lejligheden til at sætte sig i bevægelse i søgen efter arbejde.

Tysklands store andel af asylansøgere er værd at bide mærke i. For en række andre lande med et højt antal asylansøgere såsom Ungarn, Østrig og Italien er alle Europæiske grænselande, mens Tyskland ligger placeret i Europas midte. Når migranter vælger ikke at lade sig registrere i grænselandene, men derimod vandre videre, er det altså et bevidst beslutning fra deres side.

Tyskland er med sin holdning blevet en migrationsmagnet.

»Wir schaffen es« kunne have betydet, at Europas stærkeste stat havde sat sin styrke ind på at sikre Europas grænser. Men sloganet betød kun, at tyskerne nu måtte finde sig i, at deres land blev lagt åbent, og at budskabet om den tyske ”Willkommenskultur” spredte sig langt over lande. Det gjaldt altså blot om at komme dertil.  

»Wir schaffen es« blev derved det mest markante udtryk for den grænseløshedens utopi, som synes dybt indgroet i megen europæisk selvforståelse.

Et land, der deler skæbne- og holdningsfællesskab med Tyskland, er Sverige. I 2015 modtog landet lidt over 150.000 asylansøgere. Også her gælder det, at antallet ikke kan forklares på baggrund af landets placering – tværtimod kunne en migrant fra Afghanistan eller en flygtning fra Syrien vel dårlig komme længere væk. Antallet lader sig kun forstå som et udslag af landets politik i forhold til migranter, en politik som i sidste ende afspejler Sveriges særlige selvforståelse. For ligesom Tyskland har Sverige opfattet sig som et åbent land, hvor dette med grænser ikke betød alt for meget, ja hvor selve begrebet havde en negativ klang.

Ved sidste Rigsdagsvalg gik det borgerlige parti Moderaterne til valg på et slogan, der om muligt var endnu mere idealistisk end Merkels. »Öppna era hjärtan«, sagde partiets formand og daværende statsminister Frederik Reinfeldt og fejede med et moralistisk håndkantslag enhver kritik af landets liberale indvandrerpolitik bort.

I dag har 20 procent af Sverige befolkning ifølge de svenske immigrationsmyndigheder udenlandsk baggrund. Selvom dette tal også dækker en meget stor gruppe vestlige indvandrere fra f.eks. Finland, er der ingen tvivl om at Sveriges demografi forandrer sig hastigt som følge af påbuddet om at åbne hjerterne og dermed grænserne.

Jeg boede for nogle år tilbage en tid i Stockholm-forstaden Flemmingsberg, en af byens såkaldt multietniske eksklaver, hvilket blot betyder, at der kun bor udlændinge. Tager man toget fra det belastede ”Flemplan” ind til Stockholm, hvor man i øvrigt næsten ingen udlændige ser – i hvert fald ikke dengang – kan man med fordel svinge forbi det flotte historiske museum, der i 2011 fik en ny udstilling om Sveriges historie fra middelalderen og frem. Spændende og dramatiske sager.

Men i Sverige er intet så spændende og dramatisk som nutiden, heller ikke på museet. For historien ender – eller kulminerer om man vil – i et helt hvidt lokale, hvor store pile i en futuristisk installation viser, hvorfra i verden Sveriges mange nye medborgere stammer. Budskabet er klart: Sverige er nu et moderne, postnationalt, multikulturelt samfund. Et land, der har realiseret den grænseløshedens utopi, hvor ethvert skel mellem folkeslag og kulturer ophæves i dette ene faktum, at vi dog alle er mennesker.

Hvad end man nu bifalder denne udvikling eller ej, må man medgive, at den er markant.

Som enhver der har været i Sverige ved, er svensk debatkultur bestemt ikke uden forankring i værdier. Men det er altid tale om eksplicit humanistiske værdier. Det svenske Folkhem er ikke længere hjemland for et folk, men en bestræbelse på at virkeliggøre alment-menneskelige idealer og derfor også åben for enhver, alle folks hjem. Og dette er i virkeligheden grundfortællingen i den grænseløshedens utopi, som overalt i Europa former udviklingen og skubber gamle nationalstater i retning af multietniske samfund. Sverige er blot et af de få steder, hvor den intellektuelle og politiske elite er modige eller skamløse nok til at sætte ord på; og et af de få steder, hvor befolkningen er så tilpas domesticeret, at den har accepteret det.

Hvor der hegnes land, skabes folk. Dette er den nationalstatslige tankes forudsætning og første politiske udtryk. Og dette er netop anstødsstenen for grænseløshedens utopi.

Europas ubeslutsomhed

Europas eller rettere EU's svar på migrantkrisen har været præget af træghed, forvirring og afmagt. Situationen har afsløret, at bevogtningen af EU’s ydre grænser er helt igennem mangelfuld, og de nølende forsøg på at håndtere tilstrømningen synes at antyde, at der et eller andet sted i selve den måde, hvorpå vi tænker Europa, er en mental blokering, der umuliggør en effektiv håndtering af den krise, som rettelig forstået er vores nye virkelighed, en varig tilstand, som af Europa fordrer en ekistensafgørelse: Vil vi bestå eller bukke under.

I slutningen af september 2015 blev EU’s indenrigsministre enige om det, der skulle forestille at være Europas svar på flygtningekrisen. 120.000 flygtninge fra hårdt trængte grænselande, ikke mindst Grækenland, skulle omfordeles til andre af unionens medlemslande. På den måde skulle presset på disse lande lettes. Aftalen blev i offentligheden hilst velkommen som et vigtigt skridt på vejen til at sikre EU’s grænser; dog ikke ved rent faktisk at sikre dem, men derimod ved at sørge for at presset på grænselandene blev mindre. Byrden skulle fordeles solidarisk.

Som sådan var der tale om en ikke-løsning. Aftalen gik uden om det eneste væsentlige, nemlig at forhindre tilstrømningen i det hele taget. Derfor blev den også mødt med stor modstand af de europæiske lande, der klogelig prioriterede at vogte deres egne grænser i erkendelsen af EU’s fallit. Ved indgangen til 2016 var kun omkring 300 migranter blevet fordelt.

Senest har EU forhandlet en aftale på plads med Tyrkiet, som ligeledes understreger unionens afmagt over for situationen. Her får EU lov til at returnere ulovligt indvandrede migranter til Tyrkiet mod at tage en flygtning i en tyrkisk flygtningelejr. Det skal skabe mere ordnede forhold i migrationen til Europa, hvilket måske kan svække den folkelige modvilje, og gøre det mindre attraktivt at vandre til Europa fremfor at blive i sin flygtningelejr. Men selvsagt vil aftalen ikke betyde noget for, hvor mange migranter, de europæiske lande, kommer til at tage imod.

Her er ikke tale om at hegne land, men om at vise handlekraft over for de befolkninger og regeringer i Europa, der tvivler stadig mere på det politiske projekt. Det er ingen grund til at forestille sig, at EU’s løsninger forslår.

Grænsebommene sænkes

Folkevandringen er om noget et europæisk problem; kan et politisk projekt som det europæiske forstå nødvendigheden af grænser? EU er netop bygget over en ideologi, der vil ophæve skel og grænser. Den europæiske integration synes at hænge nøje sammen med den nationale desintegration.

EU er som institution eller UPO – unidentified political object – jo netop et udslag af grænseløshedens utopi. Sådan var projektet tænkt af dets kristendemokratiske fædre, der havde oplevet en løbsk nationalismes frådende galskab. Og den dag i dag er fortsat og yderligere integration målet for unionen. Det er ikke længere kutyme at tale om Europas Forenede Stater, men at drømmen om at ophæve grænserne og skabe en ny økonomisk og politisk supermagt lever, er der ikke tvivl om.

Derfor er det også EU om at gøre, at der kommer en fælleseuropæisk løsning på krisen.

Et stærkt Europa må kunne sondre mellem indre og ydre, os og dem, ven og fjende. Alle stater, alle politiske handleenheder er betinget af disse skel. Heri ligger den iboende modsætning i de europæiske samlingsbestræbelser, der effektivt spænder ben for projektet. De grupper, der stærkest ønsker et fælles Europa, er de samme, som tager skarpest afstand fra nationalstaterne, fordi de udtrykker skel og modsætninger.

Men et EU, der ikke enten baserer sig på en fra omverdenen klart afgrænset og i den europæiske historie dybt forankret national identitet, eller forstår sig selv som den institution, som ved at pulje de europæiske folkeslags kræfter sammen til en mægtig opvisning af styrke og beslutsomhed, værner om disse folkeslags eksistens og suverænitet, vil ikke magte andet end at danse på stedet og snuble over egne ben.

Ligesom Sverige og Tyskland vil EU ikke vedkende sig identitet og forankring, hvilket blev klart i den ophedede debat om præamblen til EU’s forfatningstraktat. I stedet for henvisninger til f.eks. kristendommens betydning for skabelsen af en europæisk identitet, blev det europæiske alene forstået som en forpligtelse på alment-menneskelige, humane og altså ikke specifikt europæiske idéer. EU’s Europa skulle ikke være de europæiske folks hjem, men en menneskehedens bastion. Er det så underligt, at alle mennesker i EU’s nærområde nu føler sig i deres gode ret til at kalde Europa hjem.

Mens EU er lammet af sin egen ubeslutsomhed, kommer konturerne til en imødegåelse af folkevandringskrisen fra nationalstaterne. Ungarn bygger hegn, Østrig indfører kvoter, grænse efter grænse lukkes, selv Sveriges grænse er midlertidigt stængt. I Tyskland indfinder tømmermændene sig. I Norge vil man på regeringsplan gøre op med de konventioner, der har sat grænserne ud af spillet.

Og stærke folkelige bevægelser af nationalt tilsnit, nogle sympatiske andre usympatiske, rejser sig, bevæget af vreden over det politiske systems afmagt og kræver, at politikerne sadler om og finder nationale løsninger. Det er omslag og vendepunkt. Det er skæbnestime.

Nu står vi her altså igen.

Måske ikke just i august 1914, men i hvert fald i en situation, hvor virkeligheden, nødvendigheden og situationens alvor konfronteres med vores drømme og idealer om verden, som tillige er blevet vores illusion om verden. Vi står her fordi vi på et tidspunkt glemte at skelne mellem det, der er, og det, vi ønsker der måtte være.

I dette møde, må vi enten revidere vores virkelighedsopfattelse, eller se alting skvatte uhjælpeligt sammen for øjnene af os, når de drømmetråde brister, der har vores verden sammen. Måske kunne Grey i dag have sagt: »Overalt i Europa sænkes grænsebommene, vi skal ikke se dem hævet igen i vores livstid«.

Der tegnes igen streger og trækkes grænser i Europa, folkene vender sig indad og henter på ny styrke fra brønde, vi for længst troede udtørrede.

Virkeligheden slår igen og brister drømmetrådene. Illusion erstattes af desillusion, og apati af handling.

Er det godt? Ikke nødvendigvis. Er det skidt? Ikke nødvendigvis.

Men det er noget andet.