Print artikel

6 millioner gode grunde

foto: Thomas C Bøjstrup
foto: Thomas C Bøjstrup
foto: Thomas C Bøjstrup
Essay
01.09.10
Et besøg i menneskehedens lavpunkt er både sørgeligt og tankevækkende. Forhåbentligt også lærerigt. ATLAS har besøgt Auschwitz.

Tænker man verdenshistorien igennem, vil man hurtigt komme i tanker om adskillige episoder, hvor mørket har overtaget fremskridtet og hvor menneskets fremgangskurve er sunket dybt. Nogle gange helt utroligt dybt. Det sted i verdens lange historie, hvor den måske har nået sit absolutte lavpunkt, er i området omkring en lille landsby langt ude på landet i Polen, som de lokale kalder Oswiecim, men som resten af verden har lært at kende som Auschwitz. Her myrdede det nazistiske regime med fuldt overlæg, omkring 1 million mennesker. Mestendels jøder, men også tusindvis af romaer, og andre minoriteter og uønskede. I dag kan man besøge lejrkomplekset Auschwitz-Birkenau uden at frygte det mindste for sit liv, men det er alligevel en oplevelse, der for den besøgende, bliver siddende i kroppen et stykke tid.

Man kan i området omkring Oswiecim besøge to forskellige koncentrationslejre, der var en del af det samme kompleks. De er kendt som henholdsvis Auschwitz I og Auschwitz II, der også er kendt som Birkenau. Sidenhen er man blevet enige om at kalde hele komplekset for Auschwitz-Birkenau.

Allerede i bilen fra Krakow melder der sig en form for spænding, som forplanter sig til en lille knude i maven, der strammer til jo tættere de små landeveje bringer os på lejren. Man er klar over, at det ikke er en almindelig turistattraktion, der nærmer sig.

Ved ankomsten til Auschwitz I falder der ro over selskabet, og en foruroliget følelse indfinder sig, da man ved indgangen mødes af den velkendte Arbeit Macht Frei portal. Indenfor informerer diskrete skilte om de forskellige former for brutale ydmygelser, som de nyankomne fanger blev udsat for. Det var en bevidst strategi fra ss-vagternes side at være overrumplende hensynsløse mod de nyest ankomne, med det formål at opdrage og subordinere fangerne til lejrlivet. Den noble Auschwitz-overlever Primo Levi, beskriver i en af sine Auschwitz-bøger skræmmende nøgternt og klogt analyserende, hvordan denne form for »unyttig vold«, denne hæmningsløse plagen af ofret i en absurd logik, måtte have det formål at nedværdige fangerne til et niveau, hvor morderen kunne retfærdiggøre mordet med, at offeret i kraft af ydmygelserne, på en eller andet måde kom til at fremstå som mindre menneskeligt.

Auschwitz I var før krigen en polsk militærforlægning, og var således indrettet til at huse soldater og ikke fanger. To rækker murstensbarakker i tre etager, udgør størstedelen af området. Adskillige af dem er indrettet som museer over forskellige nationers skæbne under tysk besættelse. Her gennemgås den grufulde historie igen og igen blandet med eksempler på lejrens kyniske behandling af fangerne. Pludselig overrumples man af en mange meter lang montre fyldt med tusindvis af afklippede fletninger, der blev fundet i sække ved lejrens befrielse. Håret fra fangerne blev indsamlet og solgt til tyske tekstilvirksomheder, som kunne bruge de mange fletninger i deres produktion. Besøgeren må sunde sig, komme til sig selv, før rundturen kan fortsætte. Stemningen er absolut knuget. Man føler menneskehedens nederlag vokse i kroppen som et indre ubehag.

foto: Thomas C Bøjstrup

 

Nogle få kilometer derfra ligger Auschwitz II eller Birkenau. Man følger togsporet langs landevejen til et lille indgangsparti med tilhørende tårn. Selve lejren er omkranset af hegn og pigtråd, mens de lange sirlige rækker af barakker indenfor vidner om folkemordets nidkære organisering. Man kan næsten ikke tale, når man træder ind på lejrens område. Højst viske. Lejren er alt for overskuelig. Så overskuelig, at man straks erkender systemets nådesløse funktion. Togsporet stopper omtrent halvvejs inde på lejrområdet, et stort perronagtigt område er tydeligvis hvor de berygtede sorteringer fandt sted. Nogle brede stier i forskellige retninger leder mod de gaskamre, som de fleste blev sendt til ved ankomsten. Undtagelsen var de arbejdsduelige. At toget ikke kørte videre er et ubarmhjertigt faktum, man stirrer på det afsluttede spor. Toget stopper her.

Når Birkenau –selv om man ikke skulle tro det var muligt- nærmest virker mere uhyggelig end Auschwitz I hænger det sandsynligvis sammen med den himmelråbende overlagthed, man bliver stillet over for. Birkenau er bygget som en udvidelse og tilføjelse til Auschwitz I, da udryddelsen af de europæiske jøder skulle intensiveres. Sådan blev det besluttet i januar 1942 på den såkaldte Wannsee-konference, i en smukt beliggende villa i et af de pænere kvarterer i Berlin. Her skulle man én gang for alle finde løsningen på ”det jødiske spørgsmål”. Svaret herpå materialiserede sig i mere fabrikslignende lejre som Birkenau. Det er kun alt for tydeligt, hvor stramt effektiviseret et massemord, der er blevet begået her. Birkenau er kort sagt en fabrik, hvor det produkt man producerede var mord. Auschwitz’ store kronikør, den førnævnte Primo Levi, beskrev KZ-lejren som den totalitære stats mikrokosmos. Ikke bare en koncentration af de mennesker, som var uønskede i samfundet, men også en koncentration af det system, der fandtes udenfor pigtråden. Et hierarkisk opbygget velordnet mini-samfund med ubeskåren magt til de ss’ere, der havde herredømmet.

Netop dette faktum, at Auschwitz var så velorganiseret, er omdrejningspunktet i to af de vigtigste og mest begavede analytiske bøger, der er skrevet om Holocaust. Henholdsvis hos Hannah Arendts Eichmann i Jerusalem og Zygmunt Baumans Modernitet og Holocaust. Det vakte stor opsigt, da Arendt i starten af 60’erne, i forbindelse med retssagen mod en af de tilstedeværende ved Wannsee-konferencen, -manden der blev kendt som folkemordets bogholder-, ss’eren Adolf Eichmann, beskrev ham som en habil bureaukrat, der administrerede sin opgave dygtigt, men også ureflekteret og uden skyggen af menneskelighed i forhold til den ordre han så det som sin pligt udføre. Hermed bliver folkemordet en absurd rationel proces, hvori det moderne og bureaukratisk styrede samfunds effektivitetspotentiale bliver udnyttet på den værst tænkelige måde. Her skal man også huske på, at behandlingen af jøderne i Nazityskland var fuldt lovlig efter det gældende retssystem. Hannah Arendts vigtige pointe er, at mennesker selv skal kunne kende forskel på rigtigt og forkert, selvom det strider med de gældende regler.

Som Arendt gør opmærksom på et sted, kan det virke umuligt, at lave kolde analyser, sine ira et studio, af noget så grufuldt. Hvilket, med en af Arendts sædvanligvis lærde referencer, vil sige uden vrede eller forkærlighed for de involverede parter. Det nok bedste forsøg på en sådan kold analyse findes hos den polskfødte filosof og sociolog Zygmunt Bauman. Bauman gør ligeledes brug af mordets effektivisering, som udgangspunkt for sin analyse. Han gør rigtig nok opmærksom på, at folkemord altid har eksisteret i den menneskelige historie, men hvad der gør nazisternes folkemord så unikt, er den industrialiserede produktion af mord. Holocaust er tidligere tiders folkemord langt overlegen i sin effektivitet og rationelt indrettede processer. Således ville Holocaust aldrig kunne lade sig gøre uden moderniteten, og derfor kan man med rette anskue Auschwitz som modernitet, der er gået forkert. Og det kan kun ske i et totalitært regime, hvor modernitetens indbyggede drift mod orden, ikke bliver konfronteret med menneskenes forskellighed. Folkedrabet er ikke en nødvendig konsekvens af moderniteten, men en indlejret mulighed som man altid bliver nødt til at forholde sig til. Som Bauman selv siger det, har vi 6 millioner grunde til at forholde os kritisk til moderniteten og ikke mindst lære af den.

foto: Thomas C Bøjstrup

 

Og det er lige netop denne effektivitet, man så ubarmhjertigt bliver konfronteret med i Auschwitz. Man går stille rundt i sine egne tanker. Bliver grebet af modløshed, sorg og medfølelse. Man overraskes og overrumples konstant af realiteterne; ved en af de mange barakker, som blev brugt til beboelse står et skilt der fortæller, at tyskerne havde genbrugt designet til en hestestald beregnet til 52 heste. I Auschwitz rummede hver af disse barakker 400 mennesker.

Det hele virker så ufatteligt i ordets egentlige betydning: det er så svært at forstå. Og filosoffernes, og sociologernes analyser bliver så fremmede. At forstå er at tilgive, er det også blevet sagt. Man tænker på, at det grus man går på, og som knaser under skoene, er det  selvsamme grus som mange tusinder angste og udpinte mennesker gik deres sidste skridt på, for bare omkring 60 år siden. Og det er virkeligt underligt, at solen skinner, at der er vindstille og at vi bevæger os i en varm sensommerluft, og fuglenes kvidren er den eneste lyd man kan høre. Vi taler afdæmpet om, at det er mærkelig, at de store træer, der ligger lige på den anden side af hegnet, få meter fra ruinerne af de store krematorie-ovne, er de samme træer som dengang, og at de stadigvæk er levende.

Auschwitz er skelsættende, ikke bare i sin uhørte brutalitet, men også i sin forestillingsmæssige arv. Efterfølgende har vi måttet gentænke et af filosofiens ældste spørgsmål, det om, hvad det vil sige at være et menneske. Auschwitz har tvunget os til at revurdere vores forestilling om, hvad et menneske er og ikke mindst, hvad det rummer af muligheder. Det er mennesket på højeste civilisationstrin, der udnytter denne civilisations teknologi (tog, gas organiseringsevne), til at udføre det laveste et menneske kan: at udrydde andre mennesker.

Måske netop derfor, er et besøg i Auschwitz også et besøg i menneskehedens foreløbige lavpunkt, men samtidig også et besøg i vores fællesmenneskelige traume, der (forhåbentligt!) kan hjælpe os til at mindske størrelsen på vores forbrydelser i fremtiden.

Folkedrabsturisme er ikke sjovt. Det er hårdt for sjælen, og det gør ondt. Man kan nok med rette undre sig over, hvorfor nogen vælger at besøge ét af de værste steder i verden. Der må være en god grund. Når man nu alligevel er på besøg i et smukt og spændende land som Polen, hvorfor så ikke lade være med, at besøge et sted, der er så uhyggeligt og ubehagsfremkaldende som en gigantisk monstrøs kz-lejr. Hvorfor ikke blive siddende på den hyggelige restaurant i Krakow og tilfredst undre sig over det polske cuisines dårlige ry, når den her kylling med kommen nu smager så godt? Man føler vel en eller anden form for pligt mod at konfrontere sig selv med det værste, vi mennesker har at byde på; en bevidsthed om, at det er forbudt at glemme. Vi skal måske huskes på, hvor dumme vi kan være, for at kunne se fremad hensigtsmæssigt. Man kan lære noget om sig selv ved at erkende, at gerningsmændene havde dét til fælles med en selv, at de var mennesker. Og sådan kan vi måske lære noget om mennesker, og forhåbentlig noget om, hvordan vi kan blive bedre i fremtiden, hvis vi tør se ned i afgrunden og indse vores potentiale.

 

kg@atlasmag.dk

 

 

 

 

Mest læste