Print artikel

Alle banker dig i hovedet med narrativer

Besked til besøgende. Foto: Kristoffer Granov
Reportage
19.06.12
Skeptisk bevidst om, at nogen prøver at pakke noget pænere ind, end det i virkeligheden er, tog ATLAS imod en invitation fra det israelske turistministerium om en tur til Det Hellige Land. Resultatet blev en rejsereportage i indre splid med sig selv. Om psykoser, indsnævrede fortællinger, halve løgne og om at blive en lille smule zionist.

Ikke langt fra en beværtning ved navn Holy Bagel i Jerusalem, ligger en flok russiske damer og gnider nogle souvenirs på en sten. Den aflange sten er på størrelse med en briks og er indsat i gulvet i en kirke, som nogen mener er bygget der, hvor Jesus blev korsfæstet. Stenen skulle være den selvsamme sten, som nogle af profetens venner lagde ham på, efter at de havde pillet hans livløse krop ned fra korset. De russiske damer er af den overbevisning, at noget af stenens hellighed kan suges op i deres indkøbte religiøse souvenirs.

I kirken hilser vi også på en ældre arabisk mand ved navn Wajeeh al-Nusseibeh. Det er ham, der har nøglen til kirken. For adskillige hundrede år siden, fik en forfar til Nusseibeh overdraget ansvaret, da de forskellige kristne menigheder på ingen måde kunne blive enige om hvem, der skulle ligge inde med den vigtige nøgle. Sådan er det stadig. Franciskanerne, armenerne, græsk ortodokse, kopterne, og andre kristne afskygninger kan ikke blive enige om ret meget. Så sent som i 2004 udbrød der slåskamp mellem nogle græsk ortodokse og katolikker omkring en uenighed, der så vidt vides opstod omkring uoverensstemmelse over, om en bestemt dør skulle være åben eller lukket.

Vi er kommet til Jerusalem, alle konflikters mor.

ATLAS er inviteret til Israel af noget, der hedder igto fra Stockholm. Det vil sige Israel Government Tourist office for the Nordic and the Baltic countries. Israel er som bekendt det land, hvor det meste af bogen biblen foregår, og desuden et land, der konstant bliver refereret til som alle politiske konflikters afstamning. Så da magasinet i sin selvforståelse, betragter sig selv som både litterært, historisk og politisk interesseret, tænker vi os ikke om mange gange, før vi siger pænt »ja tak«. Indtil videre er det eneste, de flinke israelere har bedt os om at nævne deres hjemmeside goisrael.com. Det er hermed gjort.

Man forstår, at turistministeriet ikke er tilfreds med antallet af turister, der også ligger lavt målt på, hvad landet har at byde på. Vi taler om et middelhavsland med smukke strande, bjerge, en rig historie, oldtidsminder, et behageligt klima, ikke mindre end to hovedstæder afhængig af hvem man spørger og et tiltalende cuisine. Ministeriet har en god sag, må man sige, så hvordan får man spredt det gode budskab?

I Ben Gurion lufthavnen bliver den lille pressegruppe mødt af Irit. Hun skal være vores ledsager på turen, der både går til Jerusalem og Tel Aviv. Irit er vores ansigt på det Israel som turistministeriet gerne vil fremvise. Hun er rigtig sød. Knap 50 år gammel, smilende, klædt i farverigt tøj med en lidt useriøs farvning af håret i lyse nuancer. Hun kan godt lide at gøre opmærksom på sine frisindede synspunkter, hun har et uhøjtideligt forhold til religion (måske på nær et blødt punkt for noget new age). Homoer kan hun også rigtigt godt lide. De er nemlig festlige og fun loving.

Vi bliver hurtigt sat ind i, at landet har eksisteret i 3.000 år. Det er ret forvirrende, fortæller Irit, men lover i samme åndedrag, at vi nok skal være eksperter, når vi forlader landet om en uge.

Irit fortæller også, at ethvert besøg i Israel starter med holocaust-museet Yad Vashem. Høj som lav, der er inviteret til landet af officielle kanaler, bliver fragtet hertil. Det er rigtig nok også vores første stop på turen. »Det er ligesom fundamentet for det hele«, fortæller Irit.

Yad Vashem er anlagt som en kniv, der skærer gennem landskabet. Som en sti med obstruktioner, hvor knivens skær stoppes flere gange af rum, der er anlagt som forskellige kapitler i folkemordets historie. Når man til sidst når igennem hele denne dokumentation af forfærdelig brutalitet, ender bygningen med et panoramisk blik over de omkringliggende bakker: land. Jødisk land. Yad Vashem bliver således et stort smertefuldt argument for staten Israel. Måske endda mere end et mindesmærke over millioner af myrdede. Er det en upassende instrumentalisering af holocaust? Måske. Er det en nødvendig dokumentation af et meget mørkt kapitel i menneskets historie? Uden tvivl.

Et er i hvert fald sikkert. Turistministeriets konstante trang til at berettige Israels eksistens starter med holocaust. Næste stop er et arkæologisk museum, hvor man skipper selve arkæologien og straks går til en kæmpe model over Jerusalem, som man mener, byen så ud på det 2. tempels tid. Det var dengang, Jerusalem sidst var jødisk regeret, indtil romerne i år 66 jævnede byen med jorden. Tilmed så grundigt, at det eneste der stod tilbage var vestmuren af det 2. tempel. Den er i dag også kendt som grædemuren.

Det 2. tempel og holocaust er de to mest solide referencer for al historiefortælling om Israel, der kommer fra officielt hold. Man har endda sat det i system og givet det et navn, hasbara, der på hebraisk betyder ”forklaring”. Alt efter temperament er hasbara statslig propaganda eller harmløs pr-indsats for at sætte sig selv i et bedre lys. Akademisk upartisk historisk formidling er det i hvert fald ikke.

Det virker besynderligt, men det lader til, at Jerusalem har et historisk hul på næsten 2.000 år hvor der ikke rigtig skete noget, der er værd at tale om. Efter romerne ødelagde det 2. tempel i 66 AD og frem til 1948, hvor staten Israel blev oprettet, skete der tilsyneladende ingenting. I hvert fald ikke, hvis man skal tro ministeriets officielle udlægning, som den bliver fremlagt af Irit. Det er ikke, at hun lyver. Hun er slet ikke typen, der lyver. Der er bare ting, der ikke bliver sagt. Ord som ikke bliver udtalt. Hasbara, som den fremstår hos Irit, benytter sig for eksempel ikke af ordet Palæstina, ej heller palæstinenser. Hvis der er snak om området, hvor staten Israel i dag ligger, hedder det »the land of Israel«. Altså israelitternes land som det fremgår af biblen. (Den meget gamle bog, som igen og igen viser sig at være udgangspunktet for megen argumentation her i nabolaget.) De allestedsnærværende teenagesoldater med automatvåben skødesløst hængende over skulderen bliver præsenteret som en slags spejdere, der er ude for at lære deres land bedre at kende. Den mærkelige term »the wilderness of Judea«, som først vækker undren, viser sig senere at dække over det, man i resten af verden kalder Vestbredden. På et tidspunkt bliver der spurgt til de skinhatteklædte ultraortodokse, der går rundt på gaden. Irit vil helst ikke tale om dem. De er ekstremister, fortæller hun. De er modstandere af staten og støtter Arafat, forklarer hun. De andre religiøse er fuldt integrerede i landets sekulære liv.

Konflikten med palæstinenserne nævnes heller ikke. Alligevel har vi den hele tiden med os i minibussen. Som om en kæmpe blinkende ufo følger den os på hele rejsen uden, at nogen tager sig sammen til at tale om den. The elephant in the room, som man siger på engelsk. Man er ikke i tvivl om, at turistministeriet tager hasbara alvorligt. De skal nok give os en forklaring på det hele. Det virker mærkeligt usikkert, at et helt land har så travlt med at berettige og begrunde sin egen eksistens. Især over for en flok venlige skandinaver, der ikke har vist skyggen af skepsis i forhold til Israels ret til at eksistere.

Jerusalem er nærmere en by, hvor alle folkeslag mødes og insisterer på, at man er forskellig fra alle andre

Det er bemærkelsesværdigt, at alle de ting, der i Jerusalem bliver betragtet som hellige, hviler på et meget spinkelt grundlag. I hvert fald med en historikers øjne. Jesus blev med overvejende sandsynlig ikke korsfæstet der, hvor man har bygget en kirke af netop samme årsag. Muhammed fløj med meget stor sandsynlighed ikke op til himlen der, hvor Al-Aqsa moskéen ligger i dag. Selv muslimernes egen favoritkilde, koranen, nævner ikke med navn Jerusalem som stedet, hvor det skulle være. Og så er vi ikke engang kommet til det med at flyve. Hvis man fravælger biblen som historisk kilde, er der nærmest ingen arkæologiske beviser på, at kong Davids rige var meget mere end en teltby, der måske har ligget i nærheden. Og grædemuren –det allerhelligste i jødedommen- er prosaisk betragtet, bare en mur som så mange andre. Det virker til at selve det, at noget er helligt, mest af alt bygger på en beslutning i en gruppe om hellighed.

Jerusalem kan være åndeløst mystificerende. Man zoner ud, falder i staver og under sig over, at menneskelivet kan være sådan her. Her i byen kan man godt lide at kalde den for ”verdens hjerte”. Det er det forhåbentligt ikke. Jerusalem er en by af fortrængninger, psykoser, vrangforestillinger, fejlfortolkninger og lysende eksempler på, at Oplysningens flamme ikke har brændt stærkt nok. Alligevel er Jerusalem et mikrokosmos, som man ikke kan ignorere. Det ville være nemmere, hvis man kunne, men så mange muligheder for bedre at kunne forstå forhold og konflikter rundt omkring i verden ligger gemt her. Her i Jerusalems psykotiske parallelunivers, kan man måske se, hvordan verden ville se ud overalt, hvis det ikke var påkrævet, at man skal begrunde sin position med almen gyldig rationalitet. Jerusalem er et monument over alt dårligt ved organiseret religion.

Forskellige slags moderate troende fra de tre monoteistiske religioner kan godt lide at sige, at ”vi alle er Abrahams børn.” Altså at vi alle grundlæggende burde kunne sameksistere på grund af den arv, vi deler i den modbydelige historie, hvor gud overtaler Abraham til at ofre sin søn til ham. Bare lige for at bevise sin loyalitet. Den religiøse grundmyte, der skal have udspillet sig på Tempelbjerget i Jerusalem, skulle så kunne begrunde, at vores blinde tro på et dårligt forslag forener os medmenneskeligt. Men Jerusalem er ikke realiseringen af et kosmopolitisk broderskab af mennesker. Jerusalem er nærmere en by, hvor alle folkeslag mødes og insisterer på, at man er forskellig fra alle andre. Selvom det for religionsskeptikeren vil være tydeligt, at den virkelige skillelinje går mellem religiøs og ikke-troende. Måske Jerusalem er humanismens mareridt. Der hvor alt, der kan gå galt, går galt. Selvom byen selvfølgelig også er pragmatisk. I dagligdagen sameksisterer man. Man køber hinandens falafel og siger pænt tak. Det ville være alt for upraktisk, hvis alting skulle være en slagmark. Men Den Store Uenighed er altid underforstået og uudtalt tilstede. Ingen fundamentale problemer bliver løst. Magten forbliver den sidste og afgørende faktor. Og dem, der har den for tiden, skal nok sørge for, at den bliver manifesteret.

Jerusalem er på mange måder en deprimerende by. Monument over to nedslående stykker fakta om mennesket: Vores manglende evne til at komme overens med hinanden. Og vores impuls mod at tro på de mest fantastiske fortællinger, så længe de giver os en lille smule ro omkring den kendsgerning, at vi skal dø.

Modernister er gennem århundreder blevet frastødt af Jerusalems hellighed, men fascineret af den åbenbare psykose som byen kan medbringe. Gustave Flaubert beskrev stolt, at han havde pruttet en stilfærdig protest-prut, da han gik gennem den gamle bydels berømte Jaffa-port. Om den hellige korsfæstelseskirke skrev han, at en hund ville være blevet mere bevæget end ham. Den engelske forfatter Thackeray fornemmede byens tunge voldelige historie. »there’s not a spot at which you may look but where some violent deed has been done, some massacre, some visitors murdered, som idol worshipped with bloody rites.« Herman Melville fandt det naturligt at spørge sig selv, om fortvivlelsen han så kunne være resultatet af den fatale omfavnelse af guddommen.

Hvis Jerusalem er et psykotisk mareridt, er Tel Aviv til gengæld realiseringen af en drøm. Da europæiske jøder i sidste halvdel af 1800tallet opfandt zionismen, var den fjerne drøm netop etableringen af et hjemland for det jødiske folk i Palæstina. Så da en gruppe pionerer for lidt over 100 år siden grundlagde Tel Aviv, begyndte man realiseringen af den zionistiske vision. Byen har en lidt slidt charme. De mange huse fra byens pionerperiode i 20erne og 30erne, står elegant, men lettere medtagne på fredsommelige gader med rækker af træer. Der er en afslappet atmosfære ikke ulig andre kystbyer med klimafordel. Der er efterladenskaber af en centraleuropæisk cafékultur, der er brunstigt strandliv, maden er god, på nogle restauranter garanteres det, at råvarerne ikke kommer fra ulovlige bosættelser. Det virker meningsløst at bruge det 2. tempel, der blev ødelagt i 66 AD som argument for staten Israels berettigelse, når man har et levende og konkret et i Tel Aviv. Der bliver levet gode liv i Tel Aviv. Nogle har skabt noget, hvor der bliver levet gode liv. Er det ikke berettigelse nok? Jeg udfordrer enhver tvivler på Israels eksistensberettigelse til at gå en tur ned af Rotschild boulevarden på en lun sommeraften, mens du konverserer stilfærdigt med en ven.

På havnen i den gamle del af Jaffa –den gamle arabiske by, der nu næsten er smeltet sammen med Tel Aviv, møder jeg Dan Reisner. En internationalt anerkendt billedhugger, der blandt andet har stået for en del udendørsskulpturer i Tel Aviv. Han virker afslappet, nærmest tilfreds og lægger da også ud med at fortælle, at maj er hans yndlingstid på året. Sommeren er spæd og folk begynder at mødes på udendørscaféer til øl og mad, der næsten altid involverer auberginer. Men der går ikke mange sekunder, før samtalen drejer sig mod den tunge psykologi, der hører med til at være en livsnydende telaviver.

»Nogle gange tænker jeg, at jeg bare ville ønske jeg kunne køre ubekymret fra min lejlighed til mit atelier på min cykel. Uden altid at have den her bevidsthed om krise og intensitet«, fortæller han. Vi diskuterer ”boblen”. Den sædvanlige betegnelse for det ubekymrede liv i behagelige sekulære Tel Aviv. Boblen bliver ofte beskrevet som en eskapisme, hvor unge indtager en ansvarsfri og måske endda opgivende og nok befriende rolle som hedonistiske flanører kun interesseret i at leve det gode liv. Men boblen er et blændværk. For hvis man ikke var bevidst om behovet for at undslippe den komplekse intensitet, ville man heller ikke have behov for boblen. Boblen eksisterer kun, fordi traumerne eksisterer.

»Og så er det jeg tænker: jeg kører jo på min cykel frem og tilbage mellem lejlighed og atelier«, vender Reisner tilbage. Det virker til, at kunstneren efter meget smertefuld tankevirksomhed er kommet frem til, at det handler om at leve det gode liv samvittighedsfuldt. Et mantra, der må kunne anvendes i de fleste lande, men som nok er mere præsent her. Og som Reisner tilføjer »jeg kan jo ikke gå rundt og tænke på uretfærdigheder og bosættelser og krig og tortur hele tiden. Jeg ville blive sindssyg. Reisners samvittighedsfuldhed udgøres af hans kunstneriske virke »jeg forsøger at forme materien og på den måde påvirke situationen.«

Så hvad tænker billedhuggeren om ministeriets forsøg på at fremstille Israel som et sorgløst paradis?

»Det er forkert fordi det indsnævrer fortællingen om, hvad Israel er. På den måde bliver vi ikke klogere. Vi må tage de her temaer frem og diskutere dem åbent.«

Netop Israels kompleksitet er måske landets uudnyttede potentiale, når det kommer til at fremme turismen

Jeg møder Yoni Esphar på en café på Tel Avivs havnepromenade. Over allestedsnærværende småretter med aubergine, tahini, gedeost og pitabrød fortæller han også en anden version af israelsk nationalisme. Yoni er chef i en NGO, der arbejder i Gaza, han er en dygtig skribent, og så er han endnu et glimrende eksempel på den samvittighedsfulde israelers besværlige psykologi. Han er vokset op på den israelske venstrefløj, er dybt kritisk over for statens politiske ageren i forhold til palæstinenserne, men er også glad for Tel Aviv, bevidst om sin jødiske kultur og kan ikke forsage hverken landet eller sin historie. Han er pinligt berørt over det officielle Israels måde at sælge landet på. Alt det usagte må være et fundamentalt tegn på usikkerhed, fortæller han. Men både venstrefløjens og højrefløjens svar på problemerne har mistet deres forklaringskraft.

»Både den radikale venstrefløj og den radikale højrefløj er gået intellektuelt bankerot«, fortæller han. Han er glad for sit liv i Israel. Da han var yngre, kunne han ikke vente med at emigrere. Nu har han fundet fred med sin identitet som både jøde og israeler.

Igen fornemmer man denne konfliktfyldte indre splittelse, der åbenbart hører med til at være sekulær israeler. Alle banker dig i hovedet med narrativer, men ingen af dem er tilfredsstillende, før man finder sit eget. Det officielle narrativ, det glatte forenklede narrativ, som turistministeriet fremfører kan kun tilfredsstille den, der kan gerne vil forføres af simple sandheder. Netop Israels kompleksitet er måske landets uudnyttede potentiale, når det kommer til at fremme turismen.

Jeg fortæller ham, at jeg er i gang med at skrive en rejsereportage i intern splid med sig selv. Man er inviteret af nogen, der tydeligvis er ansat til at vise den bedste side frem. Det er vel naturligt at være skeptisk indstillet. Ligesom hvis en annonce proklamerer et eller andet produkts uovervindelighed. Yoni griner af ministeriets version af hasbara.

»Hvis man har behov for at fortælle en tillempet historie om sin egen eksistens, må det være fordi, man er usikker på omverdenens syn på en«, siger Esphar. Ifølge ham er turistministeriets guide Irit poster boy for den nye type frisindede sekulære, men også stærkt nationalistiske israelere. Hendes ubekymrede glæde ved at sælge Israel som et turistparadis med dykning, strandliv og løssluppen fest er ifølge Yoni helt forfejlet.

»Israels problem er, at det bliver set som en international paria, en apartheid-stat, der i manges øjne kun står for onde ting. Svaret er ikke at sige: Kom her er sjovt, man kan surfe og feste, og vi har også homoer.«

Jeg spørger Yoni om, hvilket råd han ville give turistministeren, hvis han ringede og bad om råd. Rejsereporteren i indre splid med sig selv, er nemlig overbevist om, at ministeriets version er fjollet og halvbagt, men synes godt nok også, at det er spændende at være i Israel.

»Det bedste argument for at besøge Israel er, at hvis du er interesseret i historie eller politik, er det her dit Hollywood. Maden er god, vinen bliver bedre og bedre, vejret er godt osv, men hvis du har den mindste interesse i politik og historie er alle tænkelige emner, debatter, konflikter og temaer evigt tilstede her.«

Måske skulle Israel holde op med at berette sin eksistens guddommelig eller historisk ret. Jerusalems virkelige historie, som den fremgår af den seriøse historieskrivning viser, at byen igennem 3.000 år har været regeret af mange forskellige folkeslag, der alle på det givne tidspunkt har været de stærkeste i regionen. Der er for så vidt ikke noget galt med at være de stærkeste, hvis man blot ikke glemmer at efterleve det etiske kodeks, vi roligt kan kalde Pippi-doktrinen: Hvis man er stærk, skal man også være sød.

ATLAS’ inviterede medarbejder skal snart flyve hjem fra Israel. Det er på tide at tænke sig om. Hvad skal man konkludere?

Bliver man så klogere af et besøg i Israel? Selvfølgelig gør man det, hvilket i sig selv er god nok grund til at tage af sted. Fjollede anti-dialog politikker som fx den håbløst anti-kommunikative idé om en akademisk boykot af Israel, er både barnlig og kontraproduktiv. Der er heller ingen tvivl om, at gennemsnitsreligionsskeptikeren vil blive fastere i troen (undskyld) på den sekulære vej. Hvis man heller ikke har overdreven appetit på det nationale, kan man effektfuldt samle skyts til en position, der starter med mennesket og sætter kultur i anden række.

Så vil jeg anbefale, at man rejser til Israel på ferie? Ja, selvfølgelig vil jeg det. Men ikke fordi turistministeren siger, at man skal. For at blive klogere, for at skærpe nuancerne. Og det er altid et ædelt formål.

På en fredfyldt terrasse får vi serveret Goldstar-øl efter at solen er gået ned, og en lang gåtur i afdæmpet samtale ved stranden er endt. I selskab med en ven fra rigtig gamle dage, der er bosat i byen erklærer jeg, at jeg måske er blevet en lille smule zionist. Hun ryster på hovedet, smiler. Jeg prøver igen med at understrege, at der virkelig er dejligt i Tel Aviv. Men du kan ikke undslippe alt det andet, siger hun. Landet er intenst spændende, men traumatiseret, og det er en del af pakken. I samme selskab havde jeg få dage forinden, efter at turistministeriet havde afsluttet dagens (mis)-informerende program, blevet kørt op til toppen af Scopus-bjerget i Jerusalem for at se muren, der skærer sig igennem den besatte Vestbred og afskærer bønder fra deres marker. En oplyst motorvej er også blevet bygget. Den leverer sikker og hurtig transport mellem Jerusalem og de ulovlige bosættelser. Landskabet er smukt, bugter sig mod Det Døde Hav og Jordan på den anden side. Det bliver mørkt og ude i bakkerne blinker små grupper af huse. På afstand kan man ikke afgøre om det er palæstinensiske landsbyer eller bosættelser. Det suger i maven. Sådan er Israel. Intens, tragisk, smuk og ikke til at glemme. Alle banker dig i hovedet med narrativer. Det eneste, der nytter, er at skrive sit eget.