De perifere lemmer visner

Feature

25.04.24

For musiker Allan Olsen har det maskuline miljø på Frederikshavn havn udgjort en tryghed under hans opvækst og givet byen værdighed. Da jeg selv voksede op, var havnen i krise, og for mig var den en rå by og et hårdt sted at vokse op. Byens selvforståelse er bristet, og kombinationen af maskulinitet, frustration og depression bliver, med Allan Olsens ord, »tit noget lort.«

Rebekka Bundgaard

»Rust,« svarer Allan Olsen, da jeg spørger ham, hvad han ser for sit indre blik, når han tænker på vores fælles barndomsby, Frederikshavn. En havneby ved østkysten i Vendsyssel med 23.000 indbyggere. Så nordligt, du kan komme, inden du rammer Skagen, der velsagtens er udflugtsmålet for de fleste, som kommer på de kanter.

»Ja, rust. Jern, der ruster.«

Om Frederikshavn er verdens ende eller porten til Europa, kommer an på, hvordan du ankommer til byen. Hvis du nogensinde har prøvet at falde i søvn i et DSB-tog, så er det måske Frederikshavn, du er vågnet op i. I mange år var det her, DSB havde sin endestation. Toget kører ikke længere. Nu har de opgivet den strækning, og stykket mellem Aalborg og Frederikshavn er blevet til lokalbane. Men følelsen er den samme: Man kan næsten ikke forestille sig, at det er muligt at komme længere væk. Det tomme skelet af en station fungerer som byport. Engang lå der en 7/11. Den er lukket nu.