Print artikel

Hvem var nogensinde så ung

Illustration: Nina Dissing
Essay
07.12.18
Når noget slutter, bliver det pakket ind, afgrænset, og man må binde det hele sammen til en historie. Historien om de otte år jeg boede i København.

Det var en tilfældighed, at jeg læste Joan Didions essay Goodbye to all that. Det handler om, da hun flyttede fra New York, eller snarere da hun var færdig med New York, og jeg tænkte meget på det i dagene efter jeg havde læst det. Faktisk tænkte jeg også meget på det, mens jeg læste det, og jeg var nødt til at holde mange pauser, mens jeg tænkte ud i luften og læste afsnit om igen. Måske var det, fordi jeg vidste allerede da, at mit forhold til den by jeg var flyttet til, var forbi.

Jeg flyttede til København, da jeg var tyve år, lige så gammel som Didion var, da hun flyttede til New York. Hun blev i otte år. Det er jeg også blevet. Da hun var 28 år, var hun holdt op med at tro på nye ansigter, skriver hun. Jeg ved ikke om jeg er holdt op med at tro på nye ansigter, men måske tror jeg ikke længere på nye ansigter her.

En dag i sidste uge cyklede jeg forbi den kinesiske restaurant Dong Yuan, der ligger lidt bortgemt tæt på Nyhavn. Den sommer jeg skulle flytte til København, var jeg på præcis denne restaurant, fordi jeg havde været på Roskilde Festival og skulle være en dag i København med min veninde, der skulle videre på interrail i Europa, mens jeg skulle tilbage til Oslo. Det er nok ikke første gang jeg cykler forbi Dong Yuan i løbet de sidste otte år, men i min lettere sentimentale tilbøjelighed til at ophøje alt, der ikke er længere, faldt den på plads i min hukommelse. Der var jeg engang, da jeg var helt ung, før jeg vidste noget, tænkte jeg. Hvad ville jeg sige, hvis jeg så mig selv nu? Ville jeg blive overrasket over, at jeg stadig befandt mig her, cyklende omkring Nyhavn, eller havde jeg en idé om, at jeg ville blive, allerede på det tidspunkt?

Joan Didion skriver, at det er nemt at se begyndelsen på ting, og sværere at se slutningen. Hun ved, hvornår hun kom til New York som purung tyveårig, men ikke hvornår hun vidste, at det var forbi. Når heltinden ikke længere er så optimistisk, som hun engang var, som hun skriver.

Dong Yuan. Nu kan jeg heller ikke huske, om jeg syntes, det var et sjovt navn. Grinede vi af det, min veninde og jeg, og sagde til hinanden mon de har fået det til at lyde som Don Juan med vilje? Måske lagde vi slet ikke mærke til det. Det er generelt svært at huske ting, der ikke er knyttet sammen af tanketråde til andre oplevelser, mennesker og ting. Den kinesiske Don Juan har intet med mine otte år i København at gøre, og på den måde tager Didion måske fejl, når hun siger, at det er nemt at vide, hvornår noget starter, for det er ikke her.

På min tredje dag i København var jeg startet på universitetet for at læse matematik. Det var i slutningen af august, og selvom efteråret lurede, var det stadig sommer. Jeg boede i en lejlighed i Nordvests fuglekvarter, og fordi jeg ikke havde nogen cykel, gik jeg hjem fra Det Naturvidenskabelige Fakultet og universitetets første dag. For at være smart og spare nogle penge, havde jeg sagt mit norske telefonabonnement op, inden jeg fik et dansk simkort, og havde derfor ingen fungerende telefon. Det var faktisk også inden alle havde en smartphone med Googlemaps, og jeg havde tegnet et kort med en kuglepen i min hånd: Ned ad Jagtvej til Runddelen og så ned ad Nørrebrogade til stationen og så ville jeg huske resten af vejen. Nemt nok. Jeg kan huske at jeg følte mig ensom og fri og hele tiden forsøgte at dreje alle de ensomme følelser over til en følelse af radikal frihed. Her gik jeg, jeg kendte ingen, jeg havde ingen telefon og vidste ikke rigtigt, hvor jeg var. Men her skulle jeg bo på ubestemt tid. Det med, at det var på ubestemt tid var vigtigt for mig, for selv om folk sagde, at jeg jo altid bare kunne tage hjem igen, vidste jeg, at hvis jeg satte en tidsfrist for mig selv, ville jeg overholde den og tage hjem der. Jeg kan ikke huske det, men måske var det dette, jeg gik og spekulerede på den dag – hvor lang tid skal jeg blive, hvor lang tid er nok? Det er sådan, man tænker, hvis man er en person, der kan lide at planlægge. Så derfor tænker jeg, at jeg nok tænkte det.

Jeg var gået ned af Jagtvej til Runddelen og så ned af Nørrebrogade til Nørrebro stations larmende virvar af mennesker, og jeg frydede mig over kaosset. Dette var inden metrobyggeriet, og der var stadig et stort marked på pladsen ved siden af stationen, som tiltrak mange mennesker. Nogle meter foran mig gik der en meget beruset mand i slidt tøj og råbte af folk og luften. Han var tydelig meget vred, men det var svært at forstå, hvad han sagde, måske fordi jeg ikke forstod dansk så godt, når det blev råbt ud i fuldskab. Det glimtede i solen, og jeg kunne se, at han havde en kniv, som han holdt i hånden, så bladet ligesom lå opefter underarmen. Jeg tror, jeg blev bange, men jeg husker det ikke rigtigt. Jeg husker, at jeg ikke ringede til politiet, for jeg havde jo ikke nogen telefon. Eller var det, fordi jeg ikke følte, at jeg var i min ret til at gøre det? Jeg var stadig en besøgende, en fremmed, og havde ikke den indfødtes ret til at bekymre mig, eller klage over dem, der boede her. Jeg var her i deres nåde og ikke omvendt.

Jeg havde planer om at lave en liste over alle de steder, jeg endnu ikke har været i København og tage dertil, som en slags bucket list, selv om jeg selvfølelig aldrig ville omtale den som noget så kikset. Men jeg er ikke kommet i tanker om nogen steder, jeg vil se. Det er svært at finde frem til det ukendte, når man kender et sted. Jeg ville ikke komme til at gå på Dong Yuan, hvis det var i dag, for man kan ikke fremkalde den rejsendes, fremmedes blik, når man ikke længere er fremmed.

Mens Joan Didions New York var en by for alle dem, der kom fra andre steder, er København en dansk by, en københavnsk by, der lukker sig om sig selv. Alle har venner fra langt tilbage og vil måske også helst beholde det sådan, for det er dem, de ligner mest. Der er plads til mange, måske endda alle, og kommunen bygger pladser til drankerne og hjemløse, for de skal også være her. Når pænere borgere klager over ”Sumpen” i Nørrebroparken eller cigaretskodder på Vesterbrogade, er det ikke givet, at det er dem, der skal lyttes til, for her er folk rummelige. Det ville man ikke gøre i Oslo, hvor de mange narkomaner bliver jaget rundt i byen, fordi man dybest set ønsker, de ikke fandtes -  turisterne eller ”de almindelige borgerne” skal da ikke plages med sådan noget. Udover det er det også anset som en skammelig og amoralsk livsstil, så kig væk.

Jeg følte mig ensom og fri og forsøgte at dreje alle de ensomme følelser over til en følelse af radikal frihed

At det ikke er sådan her i København, fascinerede mig og gør det stadig. Her føler folk sig frie og ønsker det samme for andre. Alligevel er jeg med årene begyndt at føle den rummelige frihed som en kold frihed. Alle må være her, men ingen skal være til gene for andre – man må være hvad man vil, men ingen andre skal være nødt til at gå på kompromis på grund af det. Det er en tolerance, der vil have tingene lidt på afstand. Det er organiseret velvære, men det er ikke omsorg. Det er en for mig næsten paradoksal størrelse, at man både kan have en så gigantisk velfærdsstat, der kræver at alle lever stort set det samme liv og samtidig tillade noget som Christiania, hvor folk kræver at bo ved siden af samfundet, midt i byen. Men det går da fint, og der er egentlig ikke så mange problemer med det, fordi det er der bare, og alle lader hinanden være i fred. Det kan være, at det er et uløseligt dilemma, eller at den måde det er kommet til at eksistere på i København, faktisk er det tætteste man kan komme på en forening af de to værdier. Jeg kommer i hvert fald til at savne den lidt hårde følelse af frihed, selv om jeg måske er vokset ud af den.

Da jeg flyttede til København undrede jeg mig over, at alle gik i det samme tøj. Jeg var vant til, at tøj var noget folk brugte for at vise gruppetilhørsforhold og identitet. I gymnasiet i Oslo brugte jeg hele lange vintre i deminjakke og sorte eller røde Converse for at vise, at jeg ikke var en af snobberne, der gik med dynejakke og store vintersko. I København fungerede det tilsyneladende ikke på den måde, eller følte folk sig bare meget ens? Nu kan jeg godt se lidt forskel på, hvad folk gerne vil signalere til omverdenen, men tænker også, at der er en helt særlig tanke om lighed i det danske eller københavnske sind, der gør at alle vil gøre og gør det samme. At jeg tænker sådan nu, betyder det, at jeg stadig er fremmed alligevel? Jeg tror virkelig (og undskyld mig, hvis det er mit fremmede blik, der har medført en fejlagtig fortolkning), at alle føler sig meget ens her. Lighed kan også eksistere i følelsen, og hvor der er lighed, er omsorg ikke en nødvendighed, for omsorg følges ad med uligheden, som forældre med deres børn.

Det er ikke kun mig, der finder det gamle frisind forlokkende. Men det er stadig mærkeligt for mig at se folk, der uden ironi har store plakater hængende, hvor der står ”København” eller ”I love CPH” eller bare har et lækkert grafisk kort over byen. Det ville man ikke gøre i Oslo. Der gælder det om at hade den by, man selvfølgelig også elsker. Eller omvendt om du vil. Folk fra København rejser for at komme tilbage.

På mit andet år i København var jeg så hjemløs, at jeg faktisk i en periode ikke havde noget sted at bo og var nødt til at stille mine ting i et lagerlokale i det industrielle område mellem Ydre Nørrebro og Ydre Østerbro. Selv opholdt jeg mig på min kærestes kollegieværelse på Amager, i det kollegie, der populært blev kaldt ”selvmordskollegiet”. Jeg fandt hurtig ud af, at tilnavnet måtte være kommet af de alt for lave vinduer, der på syvende sal gav følelsen af, at man nemt kunne komme til bare at blæse ud mellem gardinerne, forbi DR Byen, ud over Fælleden og forsvinde.

Jeg var det, man kalder desperat efter at finde et sted at bo, og efter at være blevet afvist flere gange på auditions til værelser i bofællesskaber, der mest lignede jobinterviews med et slemt folkeskoletvist, havde jeg sænket min standard. Nu skulle jeg til Brønshøj og kigge på et værelse hos en midaldrende mand, der lejede et værelse ud i sin lejlighed. Jeg kom frem og blev vist ind i stuen, der var dekoreret med en naziuniform på en mannequindukke og et glasbord fyldt med hagekors og laminerede Nietzsche-citater, der handlede om magt. Jeg måtte tage plads ved hagekorsene i sofaen, og så skulle vi tale om værelset og min mulighed for at flytte ind. Det kom hurtigt frem, at jeg var norsk og læste filosofi, og derfor tog samtalen den naturlige drejning ind mod enkelte forståelser af tysk filosofi og retssagen mod Knut Hamsun, der blev dømt for landsforræderi efter Anden Verdenskrig. Hvad mente jeg egentlig om det? Den brønshøjske nazist var ikke truende, men lille af vækst og havde en lys, hysterisk latter. Jeg brugte omkring en time til at finde på en undskyldning for at gå.

Da jeg kom ud og tog min telefon op for at ringe til nogen og fortælle, hvad der var sket, så jeg selv skulle tro på det (”Prøv lige at høre, hvor slem min boligsituation er blevet!”), var der allerede flere, der havde ringet og skrevet til mig. Det var den 22. juli 2011, og en bombe var gået af i regeringskvarteret i Oslos centrum. Flere var døde, lufthavnen var lukket og al kollektivtransport stod stille, så folk var på gåben på vej hjem og ringede rundt til hinanden. Senere, i fælleslokalet i kollegiet med det triste navn, blev det tydeligt, at det ikke var den virkelige tragedie, og at det, der ville stå tilbage fra denne dag, var massakren på Utøya. Alle i fælleslokalet var forfærdede, men jeg følte, at det var værre for mig, for det var tættere på mig. De andre så ikke deres hjemby ligne en krigszone i fjernsynet, de vidste ikke engang, hvor øen lå! På det punkt er man altid fremmed for de andre, for man kender sig selv og sine bedst, og føler det tungest, når det går dem dårligt. Og jeg havde tilbragt dagen hjemme hos en nazist i Brønshøj. Et mærkelig narrativ havde valgt at binde denne dag sammen, og når jeg skriver det nu, bliver jeg faktisk i tvivl, om det var sådan det var. Er han der stadig, den brønshøjske nazist?

Hvis mit liv i København har et geografisk midtpunkt, er det nok Nørrebro station. Ikke på grund af manden med kniven, men det var her jeg kom til, og det er her jeg tager af sted fra. I to måneder boede jeg så tæt på stationen, at hvis jeg havde mit soveværelsesvindue åbent, var det som om jeg lå og sov på perronen. Hvert eneste tog sagde den samme biplyd ind i værelset og varslede, at dørene åbnes og lukkes. Når toget kom fra Ny Ellebjerg mod Hellerup på et særligt tidspunkt om eftermiddagen, og solen traf toget, skiftede hele lejligheden farve og blev oplyst af et voldsomt og overvældende lysspil i rødt og orange. Fordi toget kørte så stille på skinnerne, blev jeg første gang næsten bange over det voldsomme lys, der bragte tankerne hen mod UFO-kidnapninger og epilepsi. Jeg nåede ikke at finde ud af, hvad det var, før toget var kørt forbi. Det var først noget tid efter, hvor det var sket flere gange, at jeg fik lokaliseret årsagen, og efter det gik jeg og ventede på lyset om eftermiddagen.

Man kan ikke fremkalde den rejsendes, fremmedes blik, når man ikke længere er fremmed

Ved lidt et tilfælde har jeg gået meget i dette område mellem Nordvest og Nørrebro, og er dermed også vokset op, mens det har forandret sig over de sidste otte år. Da jeg flyttede til København, fandtes Den Røde Plads for eksempel ikke, og var slet ikke rød, men et øde, mørkt område, man cyklede lidt hurtigt forbi om natten. Der er kommet cafeer, økobagerier og alt hvad forandringens evige kreds fører med sig, og selv om man kan være sentimental eller trist over det, som er forbi, eller de mennesker, der har været nødsaget til at flytte, er der også en slags ære i at have fulgt med en forandring, at have set noget ske over tid. Måske er det en slags ejerskabsting - jeg var der, mens det skete, og så er det også lidt mit.

Men altså, meget er også det samme. Markedet under Nørrebro station, hvor man kan købe én enkelt brugt kondisko eller et stjålet fjernsyn, og mit første lokale pizzeria, Pizza Fantasia i Nordvest, er der for eksempel stadig. Den lidt ældre tyrkiske mand, der arbejdede der, var faktisk den første person, jeg mødte tilfældigt på gaden efter jeg flyttede, der hilste på mig. Jeg husker, hvor hjemme jeg følte mig i det øjeblik. Selv om det måske var, fordi jeg havde spist for meget pizza, så grunden på en måde var lidt skamfuld, så var det stadig tilfældet, at nogen genkendte mig og hilste på mig på gaden! Så hører man på en måde til et sted, når andre anerkender, at man er der.

Det er selvfølgelig ikke kun Joan Didion og jeg, der har oplevet at flytte til et sted, når vi er tyve og så blive 28 og ikke længere vide, hvad vi gør der. »Was anyone ever so young?« spørger Didion. Jeg var, tror jeg. Man er nok ikke nødt til at flytte væk for at blive ældre, men det kræver, at der er rum for at blive ældre, der hvor man er. Måske er det den nemme udvej at omgøre spørgsmålet om tiden og livet til et spørgsmål om geografi, fordi det er nemmere at forholde sig til. Så kan jeg sige, at jeg flytter på grund af alle mulige praktiske ting som jobs og penge, men det er også, fordi jeg ikke længere tror, at jeg skal være her. Og så fik hun ret alligevel, Didion, for der findes ikke nogen anekdote om, hvornår det var forbi. Det er nemmere at vide, hvornår noget starter, end hvornår det slutter.

Grunden til at alle elsker at rejse, er fordi vi fylder de steder vi besøger med vores egne drømme. På den måde kan du leve hundrede liv på kort tid, når du rejser, fordi mulighederne er uendelige, så længe du bevæger dig videre til nye steder. Hvert sted bliver et kighul ind i et liv, du kunne have levet. En mulighed for et livsforløb, der endnu ikke er tabt, for du har hverken valgt det til eller fra. Så længe du ikke vælger, er du fri.

Når man flytter til et sted, fyldes det også med drømme og forventninger til, hvad det uvisse og fremmede vil bringe med sig. Når man flytter igen, er det ikke nødvendigvis, fordi man har givet op, men fordi man ved, at drømme er for store til stedet. Og når drømmen brast, var der ikke nok tilbage. For det kan godt være, at man behøver både drømmen og det håndfaste for at ville blive, men drømmen kan ikke skæres fra. Nogle siger, at det er det, der kendetegner depressionen: Man kan ikke længere forstille sig fremtiden. Og det kendetegner på en måde også slutningen på et forhold, hvadenten det er et kærlighedsforhold eller et forhold til et sted – der er ikke længere nogen drøm.

Det er det, jeg tror Didion mener, når hun skriver, at heltinden ikke længere er optimistisk. Det er ikke opgivende, dramatisk eller fatalt: »All I mean is that I was very young in New York, and that at some point the golden rhythm was broken, and I am not that young anymore.«

Jeg var der mens det skete og så er det også lidt mit

Man tænker anderledes om et sted, når man ved, at man er på vej væk. Pludselig er man ikke længere ansvarlig for byen, man går lige pludselig ikke længere op i, hvor irriterende det er, at alt i København er lidt inficeret i modens overfladiske spil om at virke cool, eller hvorfor film i biografen egentlig kommer et halv år senere end i alle omkringliggende lande. Den er blevet som en anden ekskæreste, man egentlig stort set kun har varme følelser for, fordi man kan observere de dårlige sider, uden at de længere har noget med en selv at gøre. Og så kan man jo altid tage tilbage igen, men det virker som lang tid siden.