Print artikel

At være udenfor verden er at være intet

Foto: Frederik Korfix. Fra serien 'Angstens ansigt'.
Essay
18.07.18
Den helt udstødte har intet at miste og er derfor i stand til at gøre det utænkelige og uhyrlige i sit erobringstogt for en plads i verden.

»Det føltes godt«, sagde Saypullo Saipov på det første retsmøde, efter han i oktober sidste år med vilje påkørte en menneskemængde på Manhatten og slog otte mennesker ihjel. Det er selvfølgelig vanskeligt at forstå, hvordan en handling, som for langt de fleste kræver en rædselsvækkende aktivering af fantasiens mest dunkle og mareridtsagtige forestillinger, kan have ”føltes godt” at udføre i den virkelige verden. En verden af berøringer, lugte, lyde og billeder; hvinende dæk, splintrende glas, menneskeskrig, rædselsslagne ansigter, splintrende knogler, vigende kød og strømmende blod. Hvorfor ville han fremkalde et sådant helvede? Hvordan kan det have ”føltes godt”? Det er der næppe nogen anden end Saipov, der helt forstår. Men måske har vi alle indimellem ridset i den fernis, der står imellem os og det uhyrlige?

Da jeg var 20 år, blev jeg en sen aften på vej hjem fra et besøg hos en ven ramt af et tsunamiagtigt angstanfald. Jeg kiggede fra passagersædet i hans bil op på månen, som den aften forekom mig særligt stor og besynderligt oplyst. »Se lige månen!« sagde jeg og vippede til ham med albuen. »Den ser jo helt sindssyg ud.« Han trak hovedet lidt nedad mod højre forbi rattet som for bedre at skaffe sig udsyn og konstaterede så tørt: »Jeg kan da ikke se, at der er noget med månen.« Jeg husker, at jeg kort nåede at registrere en uro over, at det, jeg opfattede som en åbenlys og indiskutabel iagttagelse af virkeligheden, nemlig at månen tog sig helt særligt og urovækkende ud den aften, ikke var delt af min ven. Og så skyllede angsten ind over mig med en sådan kraft, at jeg kortvarigt var ved at miste bevidstheden. Det føltes som en bølge, der tog mig. Jeg havde intet at stå imod med. Jeg blev ført væk med en strøm, der var langt stærkere end mig selv. Men denne følelse af at blive taget af noget ydre og diffust udgjorde kun den ene del af angstanfaldets væsen, for parallelt hermed føltes det, som om noget styrtede sammen i mit indre. Som om denne bølge forårsagede et kollaps af alt det, der udgjorde min mentale statur, og som gjorde det muligt for mig at færdes i verden med en vished om, at ”jeg”, som jeg forstod mig selv, var en konstant faktor.

Man kan sige, at min ide om, at jeg vidste, hvem og hvad jeg var, fra det ene nu til det næste styrtede i grus under trykket fra angstbølgen. Derfor blev jeg efterfølgende i en lang periode angst for, hvad jeg så at sige selv kunne blive. Pludselig var alt muligt. Jeg kunne være rask nu, men død af et hjerteanfald om et minut. Jeg kunne være mit eget genkendelige selv nu, men rablende sindssyg om 30 sekunder. Denne indre relativitet blev udgangspunkt for en intens angst i de næste par år. Det er ikke let at agere trygt og frit i verden, hvis tanken om ens egen forgængelighed i både kropslig forstand (den pludselige død) og mental forstand (den pludselig affekt eller den momentane sindssyge) optræder som allestedsnærværende og meget virkelige potentialer. Der er et utal af forklaringer, man kan vende sig imod, hvis man vil undersøge, hvorfor mennesker udvikler angst eller udsættes for den type erfaringer, men det skal det ikke handle om nu. I stedet vil jeg igen vende blikket mod månen, som den aften for snart 20 år siden i et kort øjelik delte to mennesker i en bil på landevejen øst for Aalborg i hver deres parallelle virkelighed.  

Når oplevelsen af, at månen ikke tog sig ens ud for min kammerat og jeg den aften, blev det, der udløste mit panikanfald, tror jeg, det hænger sammen med en angst, jeg nærer, for at falde ud af verden. Man falder ud af verden ved sindssygen, ved hjerneskaden eller komaen, og man falder uigendriveligt ud af verden ved døden. Verden må her forstås som det menneskelige fællesskab - det sociale. Verden er der, hvor mennesker interagerer. Den døde krop eksisterer, men den, som kroppen tilhørte, før døden indtraf, eksisterer ikke længere. Vi siger allerede, at vi har mistet nogen, eller at nogen ikke er her længere, mens liget endnu er varmt i sygesengen. Kroppen er her, men den kommunikerer ikke. Den sindssyge kommunikerer, men bliver ikke forstået. Den sindssyge kan ikke nå andre mennesker gennem sproget. Derfor er den sindssyge ikke ”sig selv”. Han eller hun er altså borte fra verden, når sindssygen hærger, selvom han eller hun sidder lige dér i frokoststuen på den lukkede afdeling. Men vedkommende kan som oftest, modsat den døde, bringes tilbage over tid og ved hjælp af psykofarmaka.

Det mest hyppige og trivielle fald fra verden er søvnen. Det er ikke uden grund, det hedder at falde i søvn. I græsk mytologi er søvnen og døden, Hypnos og Thanatos, tvillinger og forbundet i både ånd og slægt. Deres mor, Nyx, er natten og personificerer dermed menneskets mest trivielle sanseoplevelse af verdenstabet. Når dagslyset fortrænges forsvinder det differentierende. Farver og former smelter sammen i mørk enhed. Dermed ophører også det sociale og det menneskelige. Vi må tænde lys i nattemørket for at opretholde verden. For det sociale er at benævne og sige: dette er ting, dette er væsen; dette er dyr, dette er menneske; dette er mand, dette er kvinde; dette er barn, dette er voksen osv. Det er også sådan, bibelens umiskendeligt menneskelige guddom skaber verden i 1. Mosebog. Han starter med lyset: »Gud sagde: ”Der skal være lys!” Og der blev lys.« Herefter skiller han lyset fra mørket, der gik forud for skabelsen, og først da gives der navn til nat, dag, himmel, land, hav, planter, stjerner, dyr og mennesker. Lysets og sprogets tilstedeværelser er de komplementære betingelser for indretningen af menneskehedens ordnede verden – det sociale og kategoriserede. Hvor 1. Mosebogs skabelsesberetning starter med lyset, som baner vej for sproget, vendes hierarkiet mellem lys og sprog i bibelens anden skabelsesberetning. I Johannesevangeliet hedder det i allerførste vers: »I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.« Først i vers 4 og 5 kommer lyset til: »I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.« Der sættes altså lighedstegn imellem sproget (Ordet) og Gud samt imellem lyset og livet. Her er sproget det skabende princip, mens lyset er selve eksistensen. I mørke udviskes former og farver, dermed udviskes symboler og grænser, og dermed udviskes selve det sociale. Hver nat slipper vi hinanden og verden og glider ind i det ukendte og ukontrollable.

Børn er nogle gange urolige for at sove, fordi de ikke ved, hvad der venter på den anden side af søvnens fald, og fordi deres far eller mor ikke kan krydse grænsen med dem. Ligesom døden aldrig kan deles med andre, kan heller ikke søvnen foregå socialt. Det er sandsynligvis kun de vedvarende erfaringer med igen at vågne og i løbet af få sekunder genindtræde i verden, der gør, at vi ikke er rædselsslagne for at falde i søvn. Men når faldet fra verden truer med at ske uden for søvnen, medfører det en lammende angst, for på den anden side af dét fald venter enten sindssygen eller døden. På den anden side af dét fald venter det mørke, der er livets og verdens modsætning. Da det gik op for mig, mens jeg sad der i bilen, at ”min” måne – og dermed min virkelighed – var en anden end min kammerats, var det dén sikring, der sprang i mit indre. »Nu sker det,« tænkte jeg. »Nu falder jeg!«

Det gjorde jeg jo så ikke. Jeg døde ikke den aften i 1999, og jeg gled heller ikke ud i psykotisk vanvid. Men en sikring var sprunget, og jeg gik i lang med tid en fornemmelse af, at hvert næste nu kunne blive det, hvor jeg faldt ud af verden. Det ene panikanfald afløste det andet, og jeg var plaget af angsten dag og nat. Jeg befandt mig på verdens rand, kan man sige. Jeg følte hele tiden, at jeg lå på kanten af faldet. Det kunne indtræffe når som helst. Det er ikke så mærkeligt, at min angst orienterede sig imod disse to centrale fald fra det sociale: døden og sindssygen, for de er tæt forbundne. Sindssygen er at stå udenfor det fælles sprog og dermed den fælles virkelighed. For et dyr, der som medlemmerne af menneskearten er afhængigt af flokken for at overleve, betyder dette fald en udstødelse, der uvægerligt fører til døden. Individet kan ikke skaffe sig til livets opretholdelse alene, overladt til sult, tørst og naturens ubarmhjertige vilkår. Ved Adam og Evas uddrivelse fra Edens have, får de døden, som de ellers ikke kendte til i haven, med i faldet. Den udstødte er den døende. Der er således reminiscenser af dødsangsten i enhver angst for udstødelsen. At være med i verden, med i det sociale fællesskab, er at være menneske. At være udenfor verden er at være intet.

Man falder ud af verden ved sindssygen, ved hjerneskaden eller komaen, og man falder uigendriveligt ud af verden ved døden.

Jeg sidder i øjeblikket i en lejlighed i Paris og skriver. På dette sted på denne tid er verden ikke som i vore arkaiske forfædres floksamfund afgrænselig og konkret. Lejligheden, jeg sidder i, er ikke min. Den har min kone udvekslet sig til i ferieperioden via en computer, som er en skærm med et tastatur, som jeg ikke forstår, men som giver adgang til utallige abstraktioner og billeder, fordi computeren er koblet til internettet, et globalt netværk af computere, som jeg heller ikke forstår, men som ophæver fysikkens tid og rum og bringer en mangfoldig, abstrakt virkelighed helt ind i min nærhed. Et eller andet abstrakt sted, som egentlig ikke er et sted, ligger der koder og protokoller, som sørger for, at billederne når min skærm. Under tastaturet og bag min skærm sidder ledninger og dioder og dimser, som sørger for, at jeg kan taste, se og lytte. Jeg forstår intet af det, men ikke desto mindre, tager jeg det for givet, at jeg kan tilgå denne verden af abstraktioner med simple viljeshandlinger. Hvis jeg taster sådan og sådan, ser og hører jeg en tale afholdt af en amerikansk præsident i går. Hvis jeg taster sådan og sådan, kan jeg ubesværet krydse alle sfæriske grænser og bevidne fremmede folks seksuelle aktiviteter, selvom det er otte år siden og 2354 kilometer borte, den fysiske hændelse fandt sted. Hvis jeg taster sådan og sådan, træder en animeret kanin frem på skærmen. Hvis jeg trykker på dén knap, hopper den. Hvis jeg taster sådan og sådan, kan jeg læse i Bhagavad Gita. Her er min mor, her er en atombombe, her er en erigeret pik, her er en bakterie, her er Donald Trump, her er et rumfartøj på en fjern komet, her er et pladecover med Elvis Presley, her er ruinerne af Aleppo.

Denne medialisering af verden og menneskelivet, der medfører, at en stor del af vores tanker, følelser og sansninger orienterer sig imod abstrakte gengivelser af verden fremfor at orientere sig mod verden i vores fysiske nærhed, har selvfølgelig betydning for vores oplevelse af at høre til eller ikke høre til i verden. I en verden af flimrende billeder er det let at blive fremmedgjort. Man får let følelsen af at være ”smidt af”. Når Facebook bugner af feriebilleder fra steder, vi ikke har råd til at besøge, når lastbiler pløjer ind i menneskemængder på blågrå overvågningsbilleder, når alle, der mener noget i fjernsynet og aviserne, mener det modsatte af en selv, så kommer man let til at føle sig fremmed, udstødt og alene. Men billedernes abstrakte virkelighed rummer også utallige veje ind i verden. Selv de individer, der tidligere var hægtet så grundigt af samfundsfællesskabet, at de reelt var isolerede, for eksempel pædofile eller repræsentanter for andre tabuiserede seksuelle eller politiske orienteringer, der ikke tolereres i noget nuværende samfund, kan erobre et hjørne af den abstrakte verden. Det abstrakte kan nemlig undslå sig den konkrete verdens magtmidler. Pædofile kan finde hinanden online, mobiliseres, grupperes og udvikle en verden – et sprogligt konstitueret fællesskab – hvor pædofili ikke blot accepteres, men måske ligefrem tilskyndes. Samfundet – altså vores verden – med dets konkret forankrede magtmidler har nogle gange held til at fange og sanktionere pædofile, men kun hvis disse i handling overskrider den abstrakte verden og forbryder sig imod børn i vores verden, eller hvis de videreformidler billeder, der udgør bevis for sådanne forbrydelser. I den medialiserede virkelighed kan det ikke-rummelige til gengæld rummes, og så godt som alt er hævet over konsekvent, kollektiv udstødelse. Her kan alle finde ind i en mikro-verden: nazister, kommunister, konspirationsteoretikere, islamister - selv pædofile. Den systematiske magtsortering og udrensning af uønskede ideer og tankeretninger, som samfundets institutioner, navnlig uddannelses- og vidensinstitutioner, i århundreder har praktiseret igennem det, som den franske sociolog, Pierre Bourdieu, kaldte den symbolske vold, har mistet sin potens i mødet med den medialiserede verdens opløsning af den konkretforankrede virkelighed i mangfoldige, labile og frit tilgængelige abstraktioner. Derfor er der opstået en stamme til enhver kriger så at sige. Den belgiske filosof, Chantal Mouffe, beskriver det moderne demokratis udvikling som bevægelse henimod en agonistisk pluralisme. Vi er blevet en offentlighed af fjendtlige stammer, der hver i sær opretholder sig selv ved at føre konflikt imod hinanden. Alle er kriger, bøddel og offer på én gang i sådan en verden. Men kampen er på politik, ord og billeder. Der ruller ingen fysiske hoveder online. Men vi kan ikke kun være dette Det Abstrakte Menneske. Vi går stadig på gaden, ser stadig hinanden i øjnene, taler, griner, ånder, knepper og skider.

I nogle af de tilfælde, hvor denne verden af abstraktioner drives til helt at dominere den konkretrelationelle verden, der udover sprog og symboler også består af fysiske møder, talte ord, blikke og berøringer, bliver individet imidlertid i stand til at foretage sig handlinger, der forekommer grænseløse eller direkte uhyrlige. Den pædofile, der med sit kor af anerkendende internetstemmer i ryggen overskrider grænsen fra sit online communitys abstrakte mikroverden til den konkrete virkelighed og forgriber sig på et barn med stemme, blik, hud og muskler, er et eksempel, og Saipovs terrorhandling i New York er et andet. Et tredje eksempel er Anders Behring Brevik, der ud fra dennes egne beretninger om hændelserne op til terrorangrebet den 22. juli 2011 syntes at være meget bevidst om det vanskelige i denne overskridelse fra abstrakt ide til fysisk-konkret handling. Breivik øvede sig på drabene med computerspil og brugte stoffer, høj og dramatisk musik samt meditative, selvhypnotiske teknikker for på den fatale dag at kunne fastholde den abstrakte forestilling om sig selv som heroisk modstandsmand og om ”kulturmarxisterne” som folkemordere i mødet med levende, unge menneskers uforstående blikke, flygtende kroppe og angstfyldte skrig. Breiviks politiske holdninger og konspiratoriske verdensbillede, som han formgav på internettets debatfora, var nok radikalt og kontroversielt, men det var ikke unormalt eller usædvanligt. Der er findes utallige blogs og communities, hvor det er normen at omtale venstreorienterede som folkefjender, landsforrædere og femte kolonne og at omtale muslimer som fjender og invasionsstyrker. Det, der gør Breivik anderledes end resten af denne talrige skare af internetkrigere, er, at han formåede at lade dette verdensbillede fortrænge den konkrete verden fuldstændigt, så hver enkelt af de 69 unge mennesker til trods for deres individuelle blikke, kroppe og stemmer blev reduceret til rene abstraktioner, til billeder. De blev Den Folkemorderiske Fjende og intet andet. Breiviks radikalisme består således først og fremmest i overskridelsen imellem den rent abstrakte medieverden af billeder, ideer og symboler og den konkretrelationelle verden, hvor sproget og symbolerne er knyttet til blikke, kroppe og bevægelser. Jeg er overbevist om, at såvel den pædofiles overgreb som terroristens nådesløse drab i grundlæggende forstand er udtryk for veje ind i verden. Ugerningerne er billedernes, symbolernes og ideernes - den rent abstrakte verdens - indtog i vores fælles virkelighed, og de er udtryk for det isolerede individs erobring af land i den verden af relationer, de oplever sig som udstødt af. At være udenfor verden er at være intet, og intet – heller ikke det at være forhadt, foragtet og frygtet – er værre for et menneske. Den helt udstødte har intet at miste, og derfor er vedkommende i stand til at gøre det utænkelige og uhyrlige i sit erobringstogt for en plads i verden. I forbindelse med retssagen mod Breivik blev det tydeligt, at hans største frygt var, at retten ville erklære ham sindssyg og uegnet til straf. Hvorfor? Jeg tror, det var fordi, det sindssyge ikke hører vores verden til. Prædikatet ville berøve ham den plads i verden, han havde vundet ved drabene.

Når Facebook bugner af feriebilleder fra steder, vi ikke har råd til at besøge, når lastbiler pløjer ind i menneskemængder på blågrå overvågningsbilleder, når alle, der mener noget i fjernsynet og aviserne, mener det modsatte af en selv, så kommer man let til at føle sig fremmed, udstødt og alene.

Da jeg som 20-årig følte, at jeg befandt mig på randen af verden, var det eneste, jeg ville, at finde tilbage til verden. Som ethvert fortabt barn ville jeg tages i hånden og føres hjem. Det forekommer åndssvagt her mange år senere og fra et helt andet sted i livet, men jeg fandt i den periode trøst i en banal popsang:

»What has happened to it all/ crazy, some are saying/ where is the life that I recognize/ (gone away) / But I won’t cry for yesterday/ there’s an ordinary world/ somehow I have to find/ and as I try to make my way/ to the ordinary world/ I will learn to survive«.

Simon LeBon er bestemt ingen stor digter, men dette billede – den ordinære verden, der syntes tabt for jeget, men som kunne genfindes eller genvindes – vandt ikke desto mindre genklang i mit indre og fastholdt både en optimisme og tog brodden af den kolossale ensomhed, jeg følte der mellem verden og intet. For jeg skulle selv finde min vej mod verdens midte, så meget havde jeg forstået. Mine forældre kunne ikke samle mig op og bane mig en vej ud af angsten og ind i verden. Mine venner og øvrige familie heller ikke. Min kæreste var 20 år og kunne selvsagt ikke lede mig, som det fortabte barn vil ledes. Jeg var alene på randen af verden, og jeg måtte alene finde en vej hjem. Sådan tænkte jeg - i uger, i måneder - indtil jeg en sen eftermiddag hos min læge, der indtil da havde ment, at min angst kunne motioneres væk med daglige cykelture, brød sammen og sagde de for mig næsten umulige ord: »Jeg kan ikke klare det. Du bliver nødt til at hjælpe mig.« Og det gjorde han så - på en måde i hvert fald - ved at henvise mig til den psykiater i Nordjylland, der havde den korteste ventetid på kun to opslidende måneder.

Jeg husker før mit møde med psykiateren at sidde i meget lang tid i et institutionstypisk venteværelse med hjertebanken og lige dele håbefuldhed og skamfølelse. Jeg håbede inderligt på en vej ud af angsten, hjem til verden, og jeg skammede samtidig uendeligt over min tilstand. Da det endelig blev min tur, noterede jeg mig en påfaldende og urovækkende ugidelighed i stemmen bag døren til det tilstødende kontor, hvorfra mit navn blev kaldt.

Psykiateren på den anden side af døren var Arne Mejlhede, der senere skulle blive omdrejningspunktet i en stor, medieoprullet skandalesag om fejldiagnosticering, fejlmedicinering af flere hundrede patienter og om faglig inkompetence og lægelig skødeløshed. Ved mit møde med Mejlhede blev jeg trods mine beskrivelser af åbenlyse angstsymptomer efter mindre end fem minutters konsultation diagnosticeret som psykotisk. Jeg fik udskrevet antipsykotisk medicin. Jeg fik at vide, at det muligvis kunne udvikle sig til skizofreni. Jeg fik at vide, at jeg skulle undgå at få børn, fordi det ville kunne udløse en alvorlig psykose. Jeg fik at vide, at det var tvivlsomt, om jeg kunne gennemføre mit universitetsstudie. Disse konklusioner var han nået til, fordi jeg oplevede virkeligheden anderledes end andre, som han sagde, og fordi han kunne se psykosen i mit blik. Det var så det. På fem minutter var jeg erklæret sindssyg, fordi jeg beskrev mine angstsymptomer, og fordi mine øjne åbenbart afslørede en ellers ikke udtrykt galskab. Derefter bad han mig tegne ti følelser. Det gjorde jeg så, og da seks af dem var negative og kun fire positive, konstaterede han, at jeg nok også var depressiv og udskrev lykkepiller til at supplere den medicinske behandling af min psykose.

Jeg var ikke ubegavet. Uerfaren som enhver 20-årig, men jeg var ingen idiot, og jeg vidste selvfølgelig godt, at det var absurd, når Mejlhede diagnosticerede mig med en alvorlig lidelse ved at se mig i øjnene. Jeg vidste godt, at man ikke kunne konstatere en depression ved at kigge på ti kuglepenstegninger, der skulle illustrere følelser. Og jeg vidste, at jeg ikke var sindssyg. Jeg vidste det, og alligevel spiste jeg hans piller i fire år, alligevel mødte jeg op til bizarre gruppesessioner med digtoplæsninger og lægelig ammestuesnak, og alligevel fortalte jeg mine nærmeste – og fremfor alt mig selv – at jeg led af en psykose. Selvom jeg vidste, det ikke forholdt sig sådan, og selvom hele verden, alle mine relationer, alle blikke, alle møder og talte ord dementerede forestillingen om at jeg var sindssyg, så accepterede jeg den som virkelighed. Hvorfor? Fordi jeg var bange for at falde ud af verden. Fordi det ikke betød nok, hvad jeg vidste. Angstens bølger havde knust mine mentale dæmninger, og hvordan kunne jeg vide, at det jeg vidste, var virkeligt? Det eneste, der betød noget, var at finde tilbage til verden. Min virkelighed var blevet relativ på grund af angstens implosionskraft. Mejlhedes virkelighed var fast. Hans diagnose faldt skråsikkert og uden rysten på hånden. Derfor rakte han ind i min ensomhed på verdens rand og greb mig. Hans fortælling, forrykt som den var, viste mig en vej: »Du er sindssyg, men hvis du spiser din medicin, kan du måske blive rask. Jeg skal nok få dig tilbage til verden. Du er ikke intet. Du er noget.«

Breiviks radikalisme består først og fremmest i overskridelsen imellem den rent abstrakte medieverden af billeder, ideer og symboler og den konkretrelationelle verden, hvor sproget og symbolerne er knyttet til blikke, kroppe og bevægelser.

Og hvordan gjorde jeg det så i praksis? Hvordan fastholdt jeg forestillingen om, at jeg var sindssyg, når jeg vidste, det ikke var tilfældet, og når resten af verden vedvarende insisterede på, at det ikke var tilfældet? Jeg gjorde som Breivik, kan man sige. Jeg afkoblede. Jeg holdt abstraktionen fri af den konkretrelationelle virkelighed. Jeg sørgede for, at folks indvendinger - deres ord, blikke, gestik og berøringer - og min egen viden, der jo også hørte denne, vores, verden til, ikke fik lov at korrumpere min fiktive diagnose, for uden den ville jeg miste min vej ind i verden. Jeg ville miste det eneste, der virkelig betød noget. Mejlhedes bizarre diagnose skulle høre denne verden til. Gjorde den ikke det, stod jeg igen på randen af verden uden nogen vej at betræde. Jeg skulle så igen være ulideligt ædt af angsten for falde ud af verden, være alene, udstødt og i næste nu at blive til intet.

Når jeg kan skrive dette knap 20 år senere, er det fordi, min angst for at falde ud i intet næredes af en illusorisk trussel og ikke en reel trussel. Jeg hørte verden til. Risikoen for faldet var kun en forestilling. Jeg havde venner, familie, viden og anseelse, og selvom jeg stadig af forskellige årsager undertiden nærer en, ganske vist triviel og krukket, oplevelse af at være i periferien af verden, tættere på afgrunden end de andre, så er og bliver min position privilegeret. Verden hev mig ind igen. Jeg begyndte at glemme, at jeg var sindssyg. Jeg spiste ganske vist pillerne, var måske indimellem lidt pille-sløv og tilbagelænet, og jeg tog på et par år godt 50 kilo på, men bortset fra det levede jeg et normalt liv. Angsten fortog sig. En dag undrede min læge sig over pillerne og sendte mig til en ny psykiater, der ophævede psykosediagnosen cirka ligeså hurtigt, som Mejlhede havde stillet den. Hun gav mig i stedet en angstdiagnose med tilbagevirkende kraft og tog mig øjeblikkelig af psykosemedicinen og siden også af lykkepillerne. I dag er jeg en temmelig gennemsnitlig, dansk, hvid, veluddannet middelklassemand med familie, venner, hus, bil, indkomst. Jeg sidder, og har altid siddet, så godt fast i verden, at angsten for faldet med tiden måtte miste sin styrke.

Men ikke alle befinder sig i det sociales privilegerede midte. En af de primære fællesnævnere for mange af vor tids terrormordere i Vesten, Saipov, Breivik, Tsarnaev, Kaczinsky, McVeigh, El-Hussein, Lahouaiej-Bouhlel og mange flere, er, at de på forskellig vis har levet store dele af deres liv på kanten af verden. Fra deres tilværelser i periferien har de ladet en abstrakt idé fortrænge og dominere den konkrete oplevelse af virkeligheden. Fællesnævneren for denne vifte af ideer, i hvis navn terroristen i sidste instans udfører sine overskridende handlinger, hvad enten disse ideer er ideologiske eller religiøse eller et blandingsforhold, synes at være det konspiratoriske. Terrormorderen er i sin selvopfattelse modstandsmand. Han kæmper den retfærdige kamp, slår tilbage. Breivik har, ifølge den anden psykiatriske udredning fra retssagen, der modsat den første ikke vurderer, at Breivik er eller var sindssyg, udtalt, at han oplevede, at de første drab føltes moralsk forkert. Han følte, at alt i ham råbte, at han skulle lade være. Han måtte fokusere koncentreret på fædrelandets fremtid – med andre ord på ideen, den abstrakte konstruktion – for at kunne gennemføre sit forehavende udenfor computerspillets, debatsidernes og pdf-manifestets billedverden. Breivik vidste altså på sin vis, at det han gjorde, var forkert, men eftersom den viden stod i vejen for hans vej ind i verden – fra udstødelse til storhed, fra intet til noget - måtte den fortrænges og domineres.

Jeg tror, at menneskets forhold til de andre altid i varierende grad er spændt ud mellem verdensleden og verdenslængslen.

Det tilsyneladende uhyrlige er således på sin vis en tydeliggørelse af det menneskelige verdensparadoks. Breivik slog uskyldige mennesker ihjel for at få plads imellem dem, imellem os. Jeg tror, at menneskets forhold til de andre altid i varierende grad er spændt ud mellem verdensleden og verdenslængslen. Vi vil hinanden, men vi vil ikke hinanden. Vi vil være sammen, men fri, i enhed, men individuelle. Vi vil dagens differentierede individualitet og nattens sammensmeltede enhed på en og samme tid. Vi er fanget i sproget, i det sociale, men på den anden side af fangenskabet er der intet, for sproget er gud; sproget er verden. I den kristne folklore beskrives Luficers transformation fra engel til djævel undertiden som et fald fra det sociale. Lucifers fald fra Guds rige – den ordnede verden, normerne og reglerne - fører til udstødelsen, og først her, udenfor verden, bliver Lucifer, bringeren af lys (latin), til Satan, modstanderen (hebraisk). Både denne verdens og mytologiernes dæmoner består af de faldne. Ondskabens handlinger er deres genkomst til verden. 

Hos visse dyrearter er det ikke usædvanligt, at de udstødte individer optræder aggressivt og uforudsigeligt. Også kunsten og litteraturen er fuld af udstødte individer, der brager ind i de sociale mure i bestræbelserne på at entrere verden. Både Dostojevskijs kældermenneske og Ellis’ Patrick Bateman længes efter den verden, de samtidig hader. De tre store abrahamitiske religioner centrerer sig alle om at omgøre udstødelsen og vende hjem til udgangspunktets ordnede og differentierede kosmos. Det er ikke sært, at de håndfaste ontologier såsom jihadismen, antiislam-bevægelsen, højre- og venstreradikalismen og konspirationsforestillingerne, hvor det gode og det onde står opdelt med mytologisk skarphed, i nutiden vinder frem i randområderne af vores flimrende billedverden. Og det er heller ikke sært, at de faldne, de på en eller anden vis udstødte, trænger ind i vores midte og slår os ihjel. Den sociale kernekraft virker i alle verdener. Hvis vi taber verden, vil vi tilbageerobre den. Måske var det præcis det, som for Saipov føltes godt, da han brutalt bragede ind i menneskemængden i New York. Han vandt verden tilbage.

Jeg tror hverken, at venstrefløjens materialistiske årsagsforklaringer på radikalisme og terror: fattigdom, marginalisering, diskrimination, eller højrefløjens idealistiske ditto: religion og ideologi, giver nogen særligt fyldestgørende forklaring på fremvæksten af den morderiske og løst organiserede terror, vi ser i disse år. Et sådant svar har jeg heller ikke. Den enkelte terrorists vej ud af verden er unik. Psykologi, genetik og neurologi spiller, tror jeg, en rolle i lighed med sociale strukturer og marginaliseringsmekanismer og et næsten uendeligt antal af tilfældige og trivielle faktorer. De ideer, der udgør vejene ind i verden for den faldne, har det faste, relativitetsfornægtende og konspiratoriske til fælles, men det symbolske indhold kan variere fra islamistisk frihedskamp til antiislamisk frihedskamp, fra et forsvar for klodens miljø til et forsvar imod Illuminati, zionisterne, regeringen, fascisterne, kommunisterne.

Den billedverden, der udviklede sig i USA’s mediedominerede pluralisme i løbet af det tyvende århundrede, er blevet global. En stadig større del af verdens individer er lettet fra jordens støv og fra kroppenes ler, og vi lever i stadig højere grad i en bevægelse bort fra det konkretrelationelle og op imod det abstrakte. Vi bevæger os bort fra verden i vor nærhed og op imod billederne af den. Dette giver nye fald fra verden og nye veje tilbage til verden. USA har kendt til massedrab i årtier, og for tiden lærer vi, det globale Amerika, plagen at kende. Og jeg tror, den plage er kommet for at blive.

I sin tid var vores verden, sprogets verden, tydeligt knyttet til den fysiske virkelighed hinsides det sproglige; guderne var sol, himmel, jord, hav, forplantning, død. Men ikke desto mindre havde menneskeheden allerede ved de første arkaiske mennesketypers udråbte navngivning af nat og dag påbegyndt sin bevægelse bort fra naturens enhed, det udifferentierede, kaotiske udgangspunkt, og ind i kulturens differentiering, kategorisering og orden. Det er menneskeligt at svæve. Vi er klodens eneste abstraktionsskabende væsen; kun vi bygger verdener af sprog, opfinder guder, deler i lys og mørke, nat og dag, menneske og dyr, kvinde og mand, os og dem - mig og alle de andre. En trækrone er ikke grøn, før et menneske iagttager den og siger ordet ”grøn”; geden er ikke en ged, før et menneske ser den og kalder den ”ged”. Geden og træet er der, men de er ikke noget, for noget bliver man igennem det sociale, som bliver til i sproget.

Da jeg i min ungdom ramlende sammen i mit indre af angst, føltes det, som om jeg så ud over kanten af verden. Jeg kunne ikke se andet end afgrund. Jeg tror - selvfølgelig uden at vide det - at alle mennesker i mangfoldige og mere eller mindre dramatiske eller trivielle fremtrædelsesformer lever med den dobbelte angst for at blive fortæret af verden på den ene side og for at blive udstødt fra verden på den anden side. Jeg ser den angst i mine medmennesker: i deres blikke, deres ord, deres kroppes bevægelser og i deres billeder, fortællinger og forestillinger. Derfor tror jeg også på, at mange af os, hvis vi anstrenger os, kan forstå den afgrund - det helvede - vores samtids dæmoner, de som uden nåde dræber uskyldige børn og voksne, kommer fra. Vi kan og skal næppe forstå deres grufulde handlinger - deres veje ind i verden - men vi kan muligvis forstå deres fortabelse. De kommer fra et helvede, vi kender. Måske kan den erkendelse bringes til at betyde noget i politisk, ideologisk eller social forstand. Måske kan den ikke. Måske kan flere mennesker på en eller anden måde favnes af lyset, af det sociale, og færre mennesker falde ud af verden til mørket og til intet. Måske ikke. Jeg har intet svar og ingen løsning. Men med denne tekst har jeg lagt endnu et billede til vor medialiserede samtids virkelighedsmosaik, og ethvert motiv er en potentiel trædesten i billedverdenens abstrakte stisystem.