Print artikel

Det gode liv er ikke autenticitet. Det er resonans

Interview
25.07.17
Hvis fremmedgørelse er problemet, så er resonans måske svaret. Sådan lyder den umiddelbart enkle pointe fra den tyske sociolog Hartmut Rosa.

Da den tyske sociolog Hartmut Rosa i løbet af 00’erne blev kendt for sin diagnose af højhastighedssamfundet blandt andet med bogen Acceleration og fremmedgørelse, fremlagde de tyske medier hans syn som nostalgisk og tilbageskuende. De fremstillede en mand, der ønskede, at vi tog os bedre tid, at vi bremsede op.

Den tyske avis Fankfurter Allgemeine kaldte ham tilmed »Entschleunigungs-Guru,« altså noget i retningen af en ”slow down guru”. Og det var han ikke glad for.

»Jeg tænkte: Nej, det er ikke det, jeg vil sige. Jeg har aldrig skrevet noget substantielt om deacceleration eller langsomhed,« fortæller professoren i sit bogtætte kontor på Friedrich-Schiller-Universität i Jena, i det forhenværende Østtyskland.

»Jeg har analyseret hastighed, og jeg har kritiseret højhastighedssamfundet, men på mange måder tror jeg, at det er modsat: Vi kommer ikke ud af det. Hvis man bare sætter hastigheden ned, så vil man formentlig ødelægge økonomien og en masse andet,« fortsætter han.

I mødet med mediernes fortolkning af hans arbejde, begyndte han at fundere over, om langsomhed er en værdi i sig selv. »Og nej, det er den ikke,« kom han frem til.

»Hvis langsomhed ikke er en værdi i sig selv, og hastighed heller ikke, i sig selv, er et problem, bliver man nødt til at se meget nøje på, hvad der egentlig er problemet,« fortsatte hans konklusioner.

Hastighed er kun et problem, hvis den medfører fremmedgørelse. Det ser Rosa mere og mere i form af mennesker, der får stress eller bliver udbrændte. Disse foregående analyser blev ansatsen til den nye bog, der beskæftiger sig med en ikke-fremmedgjort relation til verden. En relation, der har fået navnet resonans, og som er blevet titlen på det nye værk, der fylder næsten 800 sider, og som han har arbejdet på i rundt regnet ti år.

Bogen blev oversat til engelsk i slutningen af 2016 og kan betegnes som et fundamentalt dokument inden for den nyere sociologiske retning, der går under navnet ‘Sociology of the Good Life.

Det modsatte af fremmedgørelse

Fremmedgørelse er et gammelt sociologisk begreb, der særligt vandt indpas med Karl Marx (1818-1883), der var inspireret af filosoffen Ludwig Feuerbach (1804-1872). Ligesom Marx, har Hartmut Rosa interesseret sig for begrebet gennem længere tid, men altid med den nagende tanke, at han ikke vidste, hvad et ikke-fremmedgjort liv ville sige. Hvad det modsatte af fremmedgørelse er.

»Autenticitet var i lang tid svaret, i hvert fald i en marxistisk tradition,« forklarer Hartmut Rosa. »Vi bliver fremmedgjort, hvis vi lever mod vores menneskelige natur eller vores sande behov, men hvordan kan man forstå, hvad vores sande behov er?« spørger han.

Autenticitet var altså det begreb, Hartmut Rosa var mest tilbøjelig til at stille overfor en fremmedgjorte tilværelse, og da han i sin tid skrev en afhandling om den canadiske filosof Charles Taylor, gjorde han brug af forståelsen, men han mener ikke, at begrebet holder længere.

»Problemet med autenticitet er, at det handler om gå tilbage til en tidligere tilstand for at redde individet. At der er noget, der definerer mig, og derfor er noget rigtigt, hvis det passer til mig. Resonans derimod åbner individet, og så forandrer det. Hvis man virkelig føler resonans, transformerer det altid en. Slutresultat er ikke det autentiske startpunkt,« forklarer han. 

»Hvis jeg var i et godt humør, følte jeg at verden talte til mig; jeg så på træerne og stjernerne, jeg tænkte, det er smukt, og dér er Venus.«

»Nogle gange forandrer vi os eller møder ting, der ikke er autentiske, og alligevel sætter de aftryk og giver mening. På en måde var det en slags praktisk eller fysisk indsigt, at ikke autenticitet, men resonans er det modsatte af fremmedgørelse,« fortæller han.

-Hvordan kom du frem til den konklusion?

»Jeg nåede frem til begrebet ved at reflektere og lægge mærke til mit eget liv, mine egne erfaringer og måske også i den litteratur, jeg har læst. Jeg tænkte over, hvilke situationer, jeg følte mig fremmedgjort eller ikke-fremmedgjort i. Og jeg begyndte at tænke, at måske handler det om måden, jeg forbinder mig med verden på. I måden jeg er situeret i verden.«

Hartmut Rosa boede på det tidspunkt i Schwarzwald, et bjerg- og skovområde i det sydvestlige Tyskland. Om aftenen plejede han at tage en pause fra sine akademiske studier og kigge ud gennem vinduet for finde frem til, hvilket humør han var i.

»Hvis jeg var i et dårligt humør, følte jeg, at verden var indifferent eller kold og distanceret. Hvis jeg var i et godt humør, følte jeg at verden talte til mig; jeg så på træerne og stjernerne, jeg tænkte, det er smukt, og dér er Venus. Hvis man er i et dårligt humør, tænker man på Venus som noget, der ikke vedkommer en,« fortæller han.

»Jeg reflekterede også over, hvad er en god måde at være i verden på? Og svaret var, at jeg skulle føle mig forbundet, at verden skulle svare mig. Og jeg så det som et fysisk billede: en tråd, der binder mig til verden,« fortsætter han. »Jeg kalder det en tråd af resonans, der vibrerer og forbinder mig til verden.«

I tråd med livet

Bogens undertitel er A Sociology of the Relationship to the World, og den beskæftiger sig altså med forholdet mellem mennesket og verden. Det er Rosas ærinde at gøre op med forestillingen om, at subjektet (mennesket) og objektet (verden) er adskilte. I stedet handler det om at forstå forholdet mellem disse to koncepter.

Det lyder forholdsvis enkelt, alligevel er der en del fodnoter til hans teori. Resonans skal nemlig ikke forstås som for eksempel harmoni, men mere som at udvikle sin egen stemme og at få den hørt, forklarer han, »men også at høre en andens stemme og blive rørt af den.« En vigtig pointe, der bliver demonstreret, hvis man blot tænker på Tyskland i 1930’erne. For var nazisterne for eksempel gode til at skabe resonans? Det spørgsmål har Hartmut Rosa dvælet ved i noget tid. »På en måde jo,« svarer han, »men de ville ikke høre en anden stemme, de var ikke åbne. I stedet ville de gøre de andres stemmer stumme. Problemet i den sammenhæng er, at så mister man også sin egen stemme, man adopterer så at sige bare en andens, det herskende fællesskabs,« forklarer han.

Dialogen, samtalen, er et godt sted at se på og forstå resonans. »Forestil dig, at du er til et møde, og at du har fire punkter, som du gerne vil have igennem,« eksemplificerer Hartmut Rosa. »De deltagende godtager alle fire punkter og i et rational choice- perspektiv, burde du være tilfreds: Du fik din vilje. Men det føles ikke nær så godt som, hvis der virkelig havde været samtale, der transformerede parterne,« forklarer han.

I den forbindelse er det også vigtigt at forstå, påpeger han, at resonans ikke blot er en følelse. Bag denne bemærkning gemmer sig en forståelse af resonans som båd fysisk og filosofisk. Han sammenligner resonans med den tyske filosof Ernst Blochs (1885-1977) begreb heimat, der omhandler konceptet ‘hjemsted’. Noget, der både lyser op fra barndommen og ind i fremtiden, men også er forankret et konkret nutidigt sted, hvor vi føler os hjemme. Det begreb har Hartmut Rosa dedikeret et kapitel til i sin nye bog.

Resonans er tidskrævende

Udover at bruge en god del af de 800 sider på at afklare begrebet resonans, bliver bogens sider brugt på at forstå, hvilke tilstande et åbent og resonansfyldt forhold til verden er underlagt. I den henseende virker han mere klar i mælet:

»Min hoveddiagnose er meget enkel,« fortæller han. ”I de gængse institutionelle sfærer: Økonomien, videnskaben, teknologi og endda politik har vi døve, stumme og følelsesløse forhold. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det er meget instrumentelle forhold. Vi arbejder hårdt, og vi er gearet efter effektivitet og kontrol, der ikke handler om at være i resonans. Vi har også kontra-sfærer: kultur og religion for eksempel, som jeg kalder resonanssfærer. Og fordi vi arbejder hårdt, vil vi gerne om fredagen være i resonans. Men problemet er, at det bliver i oaser. Det bliver i ferien og i weekenden, at vi forsøger at være åbne. Det er et dikotomisk forhold,« fortsætter han.

Det åbenlyse problem er, at det er tidskrævende at være i et forhold til verden, der er karakteriseret ved resonans. Resonans kræver en åbenhed, der kan transformere, og det er det, der er tidskrævende, mener han.

I stedet ser han en høj grad af fremmedgørelse når eksempelvis folk brænder ud på arbejdsmarkedet. »For mig er udbrændthed en klar effekt af fremmedgørelse: Ja, jeg har mit job, men jeg føler mig døv, stum og følelsesløs. Ja, jeg har min familie, men jeg føler mig ikke forbundet med dem,« siger han og refererer dernæst til socialarbejderne i Tyskland, der rangerer højest, når det gælder udbrændthed. »For mig er det klart, at det er dem, der bliver klemt mest. De har måske endda en impuls til at åbne op, der er et par øjne, der ser på dem og vil have hjælp, men socialarbejderne er også under et instrumentelt pres og regulering, der ikke muliggør at være åben,« fortsætter han.

Vi finder resonans-oaser, men er det nok?

Paradoksalt mener Hartmut Rosa, at moderniteten har været med til at øge kapaciteten for resonans. Det ser han blandt andet ved den hyperæstetisering, der er sket. Vi vil have at verden taler til os med smukke billeder og musik, også i forhold til vores børn, vi vil ikke bare opdrage dem og disciplinere dem, vi vil have et “vibrerende” forhold til dem. Sensibiliteten i forhold til resonans er på den måde forøget. Vi har en længsel mod den, men det sætter også resonans under pres, forklarer han.

»På mange måder er længslen en del af problemet, for i en verden med mange mulige resonansforbindelser og en længsel mod den, kan man føle sig følelsesløs,« mener han. For med en opdeling af hverdags- og arbejdslivet, der er hurtigt og instrumentaliseret, og oaserne, weekenden og ferien, der næsten er pålagt en tilstand af resonans, bliver selve rammerne for resonans spærret inde.

»Den adskillelse er der flere problemer med,« forklarer han. »For det første er der ideen om, at man køber resonans. Jeg skal for eksempel til en koncert i aften, og ideen er, at fra 20-22, der skal jeg føle resonans. Jeg har betalt en masse penge, og jeg vil gerne have det godt. På den måde kan man leve i en illusion om, at man kan kontrollere resonans. Men selvom du gør alt rigtigt, så kan man ikke garantere, at man kommer til at opleve resonans,« fortsætter han. »Når den forventede følelse ikke opstår, kan den meget hurtig slå over i fremmedgørelse: Man står til koncerten og tænker, hvad laver jeg her?«

»Selv juleaften, hvor vi virkelig vil føle resonans, er det måske det tidspunkt, hvor den mindst sandsynligt vil opstå,« funderer han et kort øjeblik. »Der er nødt til at være en form for stabilitet, for at man kan være i et åbent forhold til verden, og det er præcis det, der udfordres af højhastighedssamfundet,« konkluderer han.

»Hvis jeg var i et dårligt humør, følte jeg, at verden var indifferent eller kold og distanceret.«

Resonans kan ikke vækste

Vi er næsten nået til slutningen af interviewet, og jeg kan ikke dy mig for at spørge, hvordan man får fat på resonansen. Hvordan kan man leve et liv, hvor man oplever at ens eget forhold til verden er karakteriseret ved mere resonans? Men det spørgsmål vil Hartmut Rosa ikke svare på. Han ser nemlig også den øgede fremmedgørelse som en del af ønsket om hele tiden at forøge og vækste, og han er derfor bange for at inddrage resonans i et vækstparadigme.

»Det arbejde, jeg laver, starter med det udgangspunkt, at vores samfund er i et permanent behov for at forøge. Ikke kun hastighedsmæssigt, også i forhold til økonomisk vækst, innovation osv. Det, jeg vil, er, at komme udover et samfund, der er baseret på at forøge og vækste,« fortæller han. »På den måde er dit spørgsmål skræmmende, for det er præcis det, folk vil sige. Jeg er bange for, at vi vil se guidebøger, der forklarer, hvordan man kan opleve mere resonans. At det på den måde bliver et kapitalistisk instrument,« fortsætter han.

Mens han fortæller, bliver jeg flov over mit spørgsmål. Jeg kan sagtens se det for mig: Bøger med titler som ’10 måder at føle mere resonans’ eller 'Sådan får du succes i dit professionelle liv med resonans'. Hartmut Rosa mener derimod, at hvis man prøver at kontrollere og instrumentalisere resonans, så mister man den. »Måske kan man skabe dybde i resonans, men man kan ikke forøge den. Mit yndlingseksempel er, at hvis du har en sang, du holder af, og du begynder at spille den hver dag, så mister den sin værdi, og det er det samme med resonans,« siger han. »Vi skal tænke mere på, at vi skal være åben for resonans i stedet for at forøge den.«