Print artikel

Skønheden og udyret ved Documenta

Marta Minujin i Athen. Foto: Mathias Voelzke
Reportage
19.05.17
Den gigantiske tyske kunstudstilling Documenta indtager i de næste måneder Athen. Dermed synliggør udstillingen ikke bare det tysk-græske herre/slave-forhold, men bliver selv en del af det. Det er en kniv direkte i det betændte sår, der er mellem Grækenland og Tyskland. Mellem Grækenland og Europa. Hvordan behandler man den problemstilling i kunsten?

Athen er smuk, men særligt smuk i april. På de små gader blomstrer appelsintræerne, og det dufter stærkt og sødt. Duften fra de hvide blomster mindsker lugten af urin, der ellers kan være gennemtrængende på de mange gader med slidt og beskidt marmor. Sådan er Athen, og sådan har det altid været. Det lærte jeg, da jeg for lidt under et års tid siden, flyttede til Athen, for at skrive artikler for et lille græsk magasin. Spørgsmålene dengang trængte sig hurtigt på; hvad i bybilledet er krise, og hvad er ikke krise? Hvad er bare, og hvad er ikke bare? Det er svært at se, når der er så meget at se. De athenske gader, lærte jeg, de har altid været beskidte. Lugten af urin? Den er muligvis taget til.

Nu er det kunstudstillingen Documentas gæster, der skal se, der skal prøve at forstå. For den tyske kæmpeinstitution Documenta, der holder udstilling hvert femte år, normalt i den vesttyske by Kassel, er denne gang flyttet til Athen. Eller rettere sagt: udstillingen starter i Athen og bliver senere afholdt i Kassel. En slags kulturudvekslingseksperiment er på programmet, og det går under navnet Learning from Athens.

#crapumenta

For foden af Akropolis, tæt på Dionysosteatret, slynger en bred vej sig rundt langs bjerget. Den er for gågængere; turister, der skal besøge det antikke Grækenland, men denne søndag, er åbningsceremonien for Documenta ved at gå i gang. Syv heste; brune, grå og plettede, står uroligt midt i en blanding af turister, journalister og fotografer. Ceremonien lød ellers flot, da jeg læste om den: Hestene skal ride fra Athen til Kassel, forbinde byerne, minde os om vores hedengangne nomadekultur. Men her, væk fra de flotte ord i pressematerialet, her, midt i realiteten, får jeg lyst til at kigge væk. Hestene er urolige og virker stressede. Talerne, der bliver holdt af kunstneren Ross Birrell og Documentas chefkurator Adam Szymczyk, kan dårligt høres. Fra tid til anden bliver der kastet hvide papirpamfletter op i luften: »Who is Learning from Athens and What?« står der på dem. Jeg kigger mig omkring for at få øje på, hvem der er budbringer. Jeg ved, at der er flere athenske kunstgrupper, der stiller sig kritiske over for Documentas besøg i Athen, men jeg lokaliserer ikke hvem. I stedet får jeg øje på husmuren bag mig. #crapumenta står der med sorte bogstaver på den sandfarvede mur. Lidt længere henne ad huset står der Narcissists of the World Unite. Flere har varmet op til åbningsceremonien.

Beslutningen om at bruge Athen som scene og undersøgelsesfelt for den 14. Documenta blev taget af den polske chefkurator, Adam Szymczyk. Det var en beslutning, der ikke gik ubemærket hen. Yanis Varoufakis, Grækenlands tidligere finansminister (og som også er kendt for sin læderjakke, motorcykel og en meget konkret fuckfinger til Tyskland), har kaldt beslutningen for »kriseturisme« og desuden udtalt, at »det er ligesom rige amerikanere, der tager en tur til et fattigt land i Afrika, tager på en safari og dernæst på et slags humanitært turistkorstog.« Han finder ikke Documentas besøg hjælpsomt, hverken kunstnerisk eller politisk.

det er ligesom rige amerikanere, der tager en tur til et fattigt land i Afrika, tager på en safari og dernæst på et slags humanitært turistkorstog.

Adam Szymczyk er vel vidende om den problematik, som Varoufakis rejser. Som et slags svar har han udtalt, at Documenta ikke skal ses som kunstnerisk førstehjælp til et land, der er i smerte, ej heller som en kolonialistisk belejring af et ukendt territorium. Todelingen af Documenta skal derimod undersøge og sætte fokus på den opdeling, der er mellem Nord- og Sydeuropa. »Ligesom Tyskland var centrum for forandring i 1955 (da Documenta blev grundlagt red.), er Athen i dag det sted i Europa, der er centrum for udfordringer,« begrunder Szymczyk flytningen med. »Documenta skal radikalt omdefineres, og derfor bliver Documenta også nødt til, igen, at søge efter sin lokation,« forklarer han, og i den forbindelse er »frygten for at blive misforstået en dårlig grund til ikke at flytte,« fortæller han til Athens Art Observatory, og søsatte dermed et documenta-skib, der med velmenende ord havde kurs mod Athen.

At lære at aflære

De mange kuratorer og kunstnere fra Documenta har været nødt til at forholde sig til de positioner, som Varoufakis og Szymczyk indtager. De har været nødsaget til at stille spørgsmålene: Hvordan indtager man uden at indtage? Hvordan koloniserer man uden at kolonisere? For hvordan er man egentlig gæst, når man med tyske midler i ryggen, såvel repræsenterer Grækenlands långivere, og dermed indirekte den neoliberale politik, der er blevet gennemtvunget i Grækenland gennem de sidste syv år?

På pressemødet inden åbningen fremgår det, at en af løsningerne er ikke at fortolke. »Documenta er imod fortolkning,« fortæller Szymczyk pressen og siger så med henvisning til programmets titel, Learning from Athens: »at lære er mere end at give viden fra sig, det handler også om at aflære.« Det betyder, at Documenta som institution ikke har ét perspektiv eller én politik, men er flerstemmig. Du kan stille et spørgsmål, men det svar, du får, kommer an på kuratoren eller kunstneren, du adresserer.

En af de efterfølgende dage møder jeg en ung, græsk pige i metroen. Hun er iført hvid t-shirt med et sort Documenta-tryk, der indikerer, at hun arbejder på en af de mange venues. Jeg spørger hende, hvordan hendes ansættelsesforhold er, og hun fortæller kort, at hun ikke må diskutere ansættelsen. Szymczyks udsagn om at aflære og om at være flerstemmig, virker knap så reel den dag i metroen. Documenta forsøger muligvis at være en radikal, nyfortolkende aktør, men er såvel en institution, der kører på de gode gamle, økonomiske strukturer: En institution, hvis største sponsorere er Volkswagen Aktiegesellschaft samt den tyske bank Sparekassen-Finanzgruppe.

Derfor er det relevant at stille det spørgsmål, som papirpamfletten til åbningsceremonien gør: Hvem lærer fra Athen, og hvad lærer de? Det er et spørgsmål, der henvender sig til magtstrukturen, til relationen mellem lærer og elev, forsker og objekt. Lad os vende tilbage til spørgsmålet senere og først beskæftige os med objektet: Athen/Grækenland.

Hvilket og hvis narrativ?

På det græske magasin Popaganda arbejder Anastassia Vaitsopoulou. Hun er nyuddannet journalist. Til en fest kommer vi til at diskutere, hvilken fortælling, der er om den græske krise. Min tyske kollega Markus Kowalski får slynget ud, at de fleste i Tyskland tror, at problemerne i Grækenland er »fixet«. At de ikke længere behøver at beskæftige sig med grækerne. Anastassia Vaitsopoulou udbryder højt, at det vel ikke er sandt? Hun kigger over på mig. »Tænker I også sådan i Danmark?« spørger hun. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, men giver et bud: »De fleste tænker ikke så meget på Grækenland. Fortællingen går i høj grad på, at EU giver, og Grækenland tager.« Udsagnet er ikke decideret forkert, men det undlades ofte, at 90 procent af de 1600 milliarder kroner, som Grækenland lånte mellem 2010-2015, røg tilbage til kreditorerne, og altså i høj grad tyske banker.

Det, grækerne har fået at smage til gengæld, er nøjsomhedspolitik: arbejdsløshed, privatiseringer, liberalisering af arbejdsmarkedet - de kollektive aftaler er mere eller mindre ikke-eksisterende. Mindstelønnen er sænket til 5000 kroner, men Anastassia Vaitsopoulous løn er langt lavere end det. Hun tjener under 2000 kroner om måneden. Hun arbejder fuldtid, ja ofte langt mere end 38 timer. Hun kan ikke betale sine regninger, hun har ingen sygeforsikring og ingen pensionsordning, men i det mindste har hun et arbejde, og med en ungdomsarbejdsløshed på lige under 50 procent, tager man sig til takke; man er nervøs for at blive fyret ved den mindste kritik. Hun overvejer ofte at rejse væk, at blive en del af den folkevandring, der er det græske brain drain. Hun er træt. Der er ikke meget håb om en bedre fremtid eller et tryggere arbejde, når vi taler sammen.

Håb var der mere af i det hektiske år 2015, hvor Alexis Tsipras, fra det radikale venstreorienterede parti Syriza, blev valgt til premierminister. Dengang udskrev han en folkeafstemning, så den græske befolkning selv kunne vælge, om de ville indgå endnu en aftale med Grækenlands lånere. Grækerne sagde nej tak til mere sparepolitik, de havde genvundet en glemt selvtillid. Men kort tid efter bukkede Alexis Tsipras under for de benhårde tyske og internationale forhandlere. Nej blev pludselig til ja.

Det græske demokrati har det selvsagt ikke for godt for tiden. Og ironien er åbenlys: Athen var demokratiets fødested. I dag virker det hverken til, at det er de græske vælgere, der bestemmer, eller den nu mindre populære Tsipras. I højere grad er det den forholdsvis udemokratiske instans, der i folkemunde går under navnet Die Troika, der udøver indenrigspolitik gennem såkaldte memorandums. Noget, der blandt andet er blevet påvist i dokumentarfilmen Macht ohne Kontrolle - Die Troika fra 2015.

Den slags politik taler man ikke om som kolonisering, måske fordi den er kompliceret og mindre territorial end klassisk kolonialisme? Måske forstår vi ikke denne slags politik som kolonialisme (endnu)?

Disse spørgsmål leder frem til, hvordan fortællingen om Grækenlands krise er blevet fortalt, analyseret og forstået. Det sidste år har stået på selvransagelse i flere internationale medier, for eksempel The New York Times, Frankfurter Allgemeine og organisationer som Journalismfund.eu. I dag er der efterhånden enighed om, at den græske krise har været fremstillet med et stærkt fokus på grækernes egen skyld. Andre faktorer, for eksempel den internationale finanskrise, euroens (fejl)konstruktion, den forfejlede nedskæringspolitik og bankernes alt for risikable udlån, har ikke stået centralt på dagsordenen eller været en del af den mainstreame fortælling.

I den forbindelse kan Documenta ses som et kærkomment eksperiment i genforhandling af de eksisterende narrativer.

Identiteter til genforhandling

På det nyåbnede museum for moderne kunst, EMST, snubler en del gæster over et lavt kar, der er fyldt med grønne oliven. Payment of the Greek Debt to Germany with Olives and Art hedder værket af den argentinske performancekunstner Marta Minujin. Hun har inviteret Angela Merkel på visit, så de kan slå en streg over den græske gæld. En meget vellignende Angela Merkel smiler mere end hun plejer, da hun træder ind på EMST. Hun sætter sig i en kontorstol overfor Marta Minujin. Først bevæger de sig asynkront rundt på stolene. Så finder de en rytme, derefter rejser Merkel sig op og begynder at tale. Hun taler gebrokken tysk og smiler stadig for meget, men hun føjer sig; hun godtager, at den græske gæld bliver tilbagebetalt i oliven og kunst. Publikum klapper, og man glemmer i et kort øjeblik den virkelige verden: at Grækenlands långivere ser nervøst frem mod juli, hvor Grækenland skal tilbagebetale 44,5 milliarder kroner.

I det stille ambassadeområde, Kolonaki, ligger Athens Konservatorium, hvor Documenta også holder til. Bygningen er tegnet af den græske arkitekt Ioannis Despotopoulos. Det er Bauhaus featuring marmor i en sådan grad, at det virker nordisk, ja nærmest finsk. De fleste af værkerne på konservatoriet udviser en bevidsthed om tid og sted. Hvis den ikke er til stede direkte i værket, så afsløres bevidstheden i omgivelserne; i de marmorplader, der er ved hvert værk, med kunstnerens navn, men ikke oprindelsesland. Eller i sproget, der først dikterer engelsk, dernæst græsk, men aldrig (eller meget sjældent) tysk.

Documenta skal ikke ses som kunstnerisk førstehjælp til et land, der er i smerte, ej heller som en kolonialistisk belejring af et ukendt territorium.

På pressemødet blev det sagt, at man ikke skulle gå på jagt efter en rød tråd i udstillingen, men i stedet se udstillingen som »geografi«. Trods det udsagn, er det alligevel flere emner, der kredser om det samme. Sprog, (kultur)imperialisme, kolonialisme, det oprindelige folk samt genforhandlinger af narrativer går igen og igen, flyder sammen på tværs af nationaliteter, sprog og geografi. De 160 kunstnere, der deltager på Documenta, har gjort “lærdommen fra Athen” detaljeret, fintvævet og en smule uoverskuelig.

Bevæger man sig længere ind i konservatoriet, når man til bygningens hjertekammer: et overdækket amfiteater, der står hen, ufærdigt og mørkt. Salen er uden sæder, gulv og maling, og de mange kvadratmeter består udelukkende af grå, grov beton. Det er nigerianske Emeka Ogboh, der har inddraget rummet i sit værk. På salens største væg skrider verdensbørsen fremad; bogstaver og tal i grønne, blå og røde farver. Højtalere står på flere niveauer og vinkler i salen, og fra dem strømmer flerstemmig sang. Det er ikke til at sige, hvad man hører, men det er både dystert og smukt. Værket hedder The Way Earthly Things Are Going. Ogboh har, i samspil med en græsk og en igbo-komponist, fortolket og transformeret dokumenter fra finansielle kriser siden 1929, det er det, man hører i salen. I 2015 oversatte han den tyske nationalsang Das Lied der Deutschen til ti forskellige afrikanske sprog, og fik dernæst et afrikansk gospelkor i Berlin til at synge sangene. Sangen, der indtil 1991 indeholdt sætningen »Deutchland, Deutchland über alles, über alles in der Welt«, fik ny klangbund. Denne gang er det verdensbørsens tur.

I bygningens gård står et oliventræ og et grantræ, men også en tipi, der er dækket halvt til med blomstret stof. Flere steder er der indrettet siddepladser af sæl- og elgskind. Trækonstruktioner rejser sig over siddepladserne, og på nogle hænger der blå figurer af neonrør, på andre hænger tørret fisk. Midt i gården sidder to piger med matchende sorte lakkasketter. På pladsen omkring dem går sameren Joar Nango rundt. Han er bagmanden bag installationen European Everything, hvor han blandt andet har inviteret den 18-årige grønlandske rapper Josef Tarrak Petrussen til at optræde.

Josef Tarrak Petrussen har tømmermænd, da han sætter sig på sælskindet, en times tid inden han skal optræde. Han virker nervøs, men han siger, han ikke er. Det er stemmen, han er bekymret for. Tarrak skal rappe på en rusten E-formet scene, men det er ikke hvilken som helst scene: E’et stammer fra det græske køleskabsfirma Eskimo, fortæller han. Hans producer Aqqalu “Lu” Engell slår sig ned på sælskindet og taler med. »Det er ligesom isen ’Kæmpe Eskimo’ i Danmark,« siger han. »Jeg hader det. Betegnelsen eskimo er oprindelig fransk, og betyder noget i retning af dem, der spiser råt kød. Brugen af eskimo er totalt racial slur,« siger han og fortæller så en historie om festen aftenen før. Senere går Tarrak op på den E-formede scene, tømmermændene er glemt og han rapper på grønlandsk om den racisme, han oplevede, da han boede i Danmark.

Så hvem lærer fra Athen, og hvad lærer de? Ærligt: jeg ved det ikke. Men jeg ved, at selvom European Everything ikke er slået stort op, så er det der i gården under den blå aprilhimmel, mellem neonrør og tørret fisk, at genforhandlingen af de europæiske identiteter føles åben og reel. Som i det dilemma, der står på skærmen ved siden af den E-formede scene: »When they got rid of us we were not only thrown away, but also set free.«