Print artikel

At sørge er at ligge ubevægelig på gulvet

Rooney Mara i 'A Ghost Story'
Kritik
30.01.18
I David Lowerys 'A Ghost Story' er sorgen en handlingslammelse, hvor det at miste tildeles en forfinet æstetik og viser sig i øjeblikke, hvor Rooney Mara ligger ubevægelig, i hvad der kunne være et billede fra Pradas nye lookbook.

A Ghost Story starter som fortællingen om kæresteparret C og M, spillet af Casey Affleck og Rooney Mara, men ændrer sig hurtigt, da Affleck i en af filmens første scener omkommer i et trafikuheld tæt ved parrets hjem. Efter Mara har taget afsked på hospitalet, rejser Affleck sig fra briksen og optræder i resten af filmen som et lagentildækket spøgelse, der både er en simpel idé og en raffineret leg med barnets forestilling om de afdøde. Siden premieren på årets Sundance festival, er filmen blevet fejret som en mindre indie-sensation, hvor især den lagentildækkede Affleck har vagt opsigt, men også Mara er både rørende og troværdig som apatisk sørgende, og filmen er ikke kun en spøgelseshistorie, men også en meditation over det at blive forladt, det at forlade ufrivilligt og tid som en størrelse, der relativiserer den enkeltes sorg som en minimal stjerne i et uendeligt univers.

Midt i disse refleksioner opleves Maras sorg som handlingslammende og tildeles en forfinet æstetik, når hun som sørgende, i rene beskæringer, ligger ubevægelig i smukke striktrøjer og lytter til sin afdøde kærestes musik. Hendes ansigt er til alle tider stoisk og udtryksløst, som var hendes tanker tomme og hendes sind apatisk. Det er ubærligt men også virkelig smukt; så smukt, at man selv får lyst til at miste. Så smukt at det til forveksling ligner et billede fra et af de store modehuses nyeste lookbook.

Den passive og inaktive reaktion på tab

Det synes naturligt, at man om Mara tænker, at hun er sørgende, og at de forskellige scener giver indblik i det at sørge. Men som bekendt har sproget betydning for forståelsen, og også her er det danske sprog unuanceret. På engelsk har man således distinktionen mellem grieving og mourning, som ikke blot er to ord for sorg, men som også tilbyder hver deres forståelse af, hvad den efterladte gennemlever.

Denne distinktion opleves i Joan Didions selvbiografiske bog, The Year of Magical Thinking, om hendes sorgprocess året efter hendes daværende mand, John Dunne, pludseligt døde; et år med magisk tænkning, som bogen hedder på dansk. På et tidspunkt forklarer Didion: »Until now I had been able only to grieve, not mourne. Grief was passive. Grief happened. Mourning, the act of dealing with grief, required attention.«

Med andre ord foreslås det, at grief er den passive og inaktive reaktion på tab, hvorimod mourning er den aktive process, hvormed det tabte bearbejdes, og i forlægelse af dette synes Mara i A Ghost Story at være grieving og ikke mourning. Foruden sorg deler A Ghost Story og Didion også en fælles fortællestruktur, idet der krydsfortælles mellem et før og efter døden, sådan som det ofte sker i kunst om sorg, og hos begge er resultatet, at sorgen kaster sin skygge på selv det gode, fordi vi hurtigt kender til den uundgåelige afslutning.

Distinktionen mellem grieving og mourning er ikke kun vigtig for at forstå Maras psyke, men også for at forstå hendes fysiske optræden og de billeder der indenfor filmens logik opstår. Således er det den handlingslammelse, der følger med hendes grieving, som resulterer i de omtalte billeder af Mara, der i smukke striktrøjer og rolige positurer ligger ubevægelig på det kolde trægulv.

Resultatet er en æstetik, der gennem Andrew Droz Palermos billeder synes at låne sine valg fra modeverdenen og den dertilhørende æstetik. Ikke kun med tanke på det smukke tøj og de rene beskæringer, men også i forhold til Maras ansigtsudtryk og de steder hun befinder sig. I A Ghost Story synes det logisk, at hun ligger der på gulvet, præcis som man i modebilleder ikke stiller spørgsmålstegn ved placeringen af modellen. Hvor det at eksempelvis Prada-modeller sidder på gulvet fremstår acceptabelt, fordi logikkens love ophæves når æstetikken er i fokus.

Den sørgende er ubevægelig som modeller er ubevægelige

I Maras eksempel synes musikken desuden at øge ubevægeligheden yderligere. I et interview Naja Marie Aidt gav efter sin bog om sorgprocess, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, fortalte hun, at hun siden sønnen Carls død ikke har kunne bære at lytte til musik, fordi den øjeblikkelige følelsesstimulation kan virke ubærlig og ødelæggende. Sådan føles det også når vi hører musikken gennem Mara, hvor det at lytte til sin afdøde kærestes stemme, blot giver en kortvarig glæde før sorgen igen lammer.

For den passivt sørgende er grundlæggende handlingslammet, og det er derfor, Mara ligger ubevægelig på gulvet: Fordi det var der, hun lå. I en lignende scene spiser hun i én sitting en tærte direkte fra tærtefadet, som den omsorgsfulde nabo har afleveret. Først stående ved spisebordet og efterfølgende mens hun sidder på gulvet med ryggen mod køkkenskabene. Fordi det logiske ved at sidde på en stol er sat ud af kraft. I scenen med tærtespisningen synes det velvalgt at dvæle så længe, fordi det at miste også er en midlertidig suspendering af tid som faktor og en lovlig udstempling fra samfundets ræs og konkurrence. Netop som man i modebilleder er mindre optaget af modellers gøren og laden. For det er ikke afgørende at Dolce & Gabbana-modellerne sidder alene i mørklagte omklædningsrum, eller at Prada-modellerne sidder på gulvet, når lejligheden formentlig er fyldt med komfortable møbler. Det fortælles os at mode er at ophæve logisk adfærd, som grief er at spise en tærte i stilhed eller at ligge ubevægelig på gulvet og lytte til musik.

Sorg er som stjernen i universet

Tilsvarende er dét at spise en hel tærte et eksempel på tidens relativitet, for selvom det føles som lang tid, er det intet i et langt levet liv, og langt mindre i tiden som det, der ligger udenfor det enkelte menneske. Netop som den enkeltes sorg for den sørgende er ubærlig og altoverskyggende, mens det i det store hele er en parentes.

Derfor er det smukt, når A Ghost Story dvæler ved stjernerne, der som sorg er ubegribeligt gigantiske og hver især potentielle sole med hver sit tilhørende solsystem af planeter som Jorden, hvor der på hver enkelte jord potentielt sidder en sørgende og spiser en tærte i én sitting.

Men livet går videre, det må det, og det indebærer eksempelvis at man igen møder andre mennesker på romantisk vis. Mara medbringer en date i huset, hvor hun og Affleck boede og elskede hinanden, og i stedet for at opleve det gennem Mara, som det oftest er tilfældet i kunst om efterladte, får vi oplevelsen gennem spøgelset med den effekt, at vi ikke glæder os over hendes forsøg på at komme videre, men i stedet ødelægges af, hvad der pludselig føles som en art utroskab. Men med forsøget på at komme videre følger også påmindelsen om, at der er nogen man skal komme videre fra, og hvorfor skal man det, når minderne stadig kan udspille sig på det kolde gulv til lyden af den mistedes stemme.

I en tid hvor sorgen også strømmer i litteraturen og beskriver stadig nye måder, hvorpå man mister og bliver forladt, giver A Ghost Story en interessant forståelse af sorg som handlingslammende og tilbyder en form og æstetik til sorgprocessen med lån fra modeverdenen.