Print artikel

Den anden skyld

Mussolini, SS-chef Heinrich Himmler, propagandaminister Joseph Goebbels og Hans Frank holder nazistisk tete-a-tete i 1941.
Essay
16.02.18
Man hører ofte, at der findes en særlig tysk skyldkultur. Når børn og børnebørn af nazistiske forbrydere fortæller deres personlige historie om Naziregimet, er virkeligheden imidlertid mere kompliceret.

Niklas Franks Faderen – et opgør skabte i sin tid, da den i 1987 udkom i Tyskland, en del furore: for mange tyskere var Franks opgør med sin egen far – ”slagteren fra Polen”, som man også har kaldt ham –, en skandale. Især den uforsonlige tone og de provokerende motiver, med hvilke han lægger distance til sin far og sin familie, medførte kritik fra dele af den tyske offentlighed i 1980erne. Franks bog blev kritiseret for at være effektsøgende, kold og provokerende.

I dag er Franks opgør med faderen accepteret som en del af den nyere tyske historie. Og med rette. For bag sønnens personlige opgør med massemorderen og krigsforbryderen Hans Frank ligger et grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi som efterkommere af nazistiske massemordere overhovedet kan komme videre; hvordan man, så at sige, kan holde ud at leve med den umiddelbare nærhed, som især familiemedlemmer til de nazistiske forbrydere voksede op med.

I den danske offentlighed vil man formentlig forbinde den slags diskussioner med ideen om en tysk ”skyldkultur”, dvs. med forestillingen om, at vi tyskere siden 1945 har været optaget af at piske os selv, og af at betone skyld og skam over vores forældres og bedsteforældres forbrydelser.

Virkeligheden er imidlertid mere kompliceret. Man misforstår Franks bog og dens ærinde, hvis man tror, at den skulle være del af en uanfægtet tysk Vergangenheitsbewältigung, der angiveligt startede efter 1945 og som har domineret landet sidenhen. Det forholder sig snarere omvendt: Franks bog er et opgør med den udbredte mangel på Vergangenheitsbewältigung i efterkrigstiden. Den er en del af kampen mod den tavshedskultur, der dominerede i Vesttyskland i 1950erne og som trak tråde helt op til slutningen af 1990erne. Samtidig illustrerer bogen, hvordan dette opgør er emotionelt smertefuldt, og hvordan de tætte familiebånd, som tyskere efter 1945 voksede op med, var en forhindring for det tiltrængte opgør mod nazisternes ugerninger i forbundsrepublikken.

Skyld og fortrængning

Vil man forstå de udviklinger, som Franks bog skriver sig ind i, hjælper det at se nærmere på de tyske diskussioner omkring skyld og skam. Som udgangspunkt herskede der i Vesttyskland enighed om, at skylden for de nazistiske forbrydelser skulle placeres individuelt. Skylden for forbrydelserne havde, indlysende nok, kun de, der havde udrettet bestemte, konkrete handlinger: Forbrydelserne selv, men også at se væk fra deres udførelse, eller at støtte dem eller forblive tavse overfor dem. Efterkommere og andre tyskere, der ikke var direkte involveret i sådanne handlinger, var selvfølgelig heller ikke medskyldige i nazisternes forbrydelser.

Denne indlysende pointe blev gentaget gang på gang gennem hele den vesttyske efterkrigshistorie. Der herskede konsensus omkring efterkommernes uskyld i forhold til nazismens forbrydelser. Samtidig begyndte man i løbet af 1970erne og 1980erne at diskutere en anden slags skyld, der ikke bestod i udførelsen af selve forbrydelserne, men i det uomtvistelige faktum, at man i høj grad reintegrerede de nazistiske gerningsmænd i det vesttyske samfund efter 1945. Der var tale om en personlig kontinuitet, der omfattede næsten hele funktionseliten: dommere, statsadvokater, professorer, lærere, diplomater, politikere, og medarbejdere for efterretningstjenesten, der havde haft bærende funktioner i NS-tiden, blev i løbet af 1950erne genansat i ofte tilsvarende funktioner i Vesttyskland. Og efter amnestilovene fra 1950erne var det næsten umuligt at blive dømt for forbrydelser begået under nazitiden.

Samtidig begyndte en omfattende tavshedskultur at sprede sig: ofrene for holocaust blev ikke offentligt omtalt, og skylden for forbrydelserne placerede man udelukkende i toppen af regimet: skylden for de nazistiske grusomheder havde Hitler og hans nærmeste venner. Resten af det tyske folk var forførte, uvidende – og derfor per definition uskyldige. Min egen bedstefar, Albert Speer, blev gjort til hovedvidne i denne fortælling om ”det forførte folk”: hvis selv han, der var en af Hitlers mest fortrolige medarbejdere, ikke vidste noget om holocaust (som han løgnagtigt efter 1945 påstod), hvordan kunne resten af befolkningen så have vidst noget? Og var ikke også Speer blændet af Hitlers karisma, muligvis krydret med en vis homoerotisk tiltrækning, som den store fortaler for historien om ”det forførte folk”, historikeren Joachim Fest, sidenhen mente?

Den anden skyld

I dag ved vi, at fortællingen om ”det forførte folk”, der forsøger at tørre hele nazitidens skyld på Hitler og hans nærmeste medarbejdere, ikke på nogen måde svarer til virkeligheden. Millioner af ganske normale tyskere støttede aktivt Hitler, hans antisemitisme, og den konkrete udryddelsespolitik, som regimet førte overfor blandt andet jøder, homoseksuelle, Sinti og Roma. Og tusindvis, formenligt hundredetusindevis af tyskere, hjælp på den ene eller anden måde aktivt til i massemordet, som ifølge den aktuelle forskning var kendt i den brede befolkning. Min bedstefar var ikke kun vidende om det, men stod også bag de første deportationer af de tyske jøder fra Berlin, og bidrog aktivt til udbygningen af Auschwitz til Vernichtungslager, og dermed til selve massemordet.

For den efterfølgende generation, der typisk var født under Nazitiden, men først blev voksen i forbundsrepublikken, begyndte den udbredte tavshed og fortrængning, som 1950erne og årene frem var præget af, at vokse sig til et seriøst problem. Den nye generation begyndte på tiltagende vis – blandt andet efter Auschwitzprocesserne i 1960erne – at forstå den virkelige sammenhæng mellem mord, ansvar og fortrængning, og begyndte at åbne de sår, som deres forældres generation ikke ville tale om. Fra starten var det tyske opgør med fortiden en intern kamp om fortiden, en kamp mod den fortrængning og tavshed, der delvis fortsatte helt indtil slutningen af 1990erne – og en kamp, der for det meste mødte massiv modstand fra især konservative kredse i samfundet.

Min bedstefar var ikke kun vidende om det, men stod også bag de første deportationer af de tyske jøder fra Berlin, og bidrog aktivt til udbygningen af Auschwitz, og dermed til selve massemordet

Tavsheden og fortrængningen fra 1950erne havde samtidig psykologiske konsekvenser. I 1980erne begyndte man på tiltagende vis at tale om ”den anden skyld”. Den ”anden skyld” bestod ikke i selve forbrydelserne – den havde kun gerningsmændene og deres hjælpere ansvar for, det var man enige om – men i reintegrationen af gerningsmændene i samfundet. Forfatteren Bernhard Schlink, der til daglig er professor i retshistorie ved Humboldt Universitetet i Berlin, forklarede den ”anden skyld” med et eksempel fra de germanske stammesamfund. Hvis en person fra en stamme begik en forbrydelse mod en person fra en anden stamme, havde gerningsmandens stamme, ifølge Schlink, to muligheder: den kunne enten udstøde gerningsmanden, eller yde ham beskyttelse. Valgte stammen den sidstnævnte mulighed var konsekvensen entydig: i så fald overtog hele stammen ansvaret for gerningsmandens forbrydelse, og hæftede kollektivt for den pågældende persons gerninger.

Opgøret med tavshedskulturen

Man kan selvfølgelig diskutere, om det er særligt passende at bruge germanske stammesamfund som illustration for det vesttyske samfund i efterkrigstiden. Men Schlinks pointe er simpel: siden man efter 1945 ikke valgte at udstøde gerningsmænd, medløbere og tilskuere fra samfundet, overtog hele det vesttyske samfund ansvaret og skylden for disses forbrydelser. Den kollektive følelse af skam og skyld, der vitterligt prægede mange tyskere i efterkrigstiden, er begrundet i denne, den ”anden skyld”. Godt nok var alle klar over, at selve forbrydelserne – den første skyld – kun angik dem, der havde begået dem, men der udvikledes i efterkrigstiden en udbredt følelse af skyld og skam overfor et samfund, der ikke vil se forbrydelserne i øjnene og som nægtede at placere ansvaret for forbrydelserne hos andre end Hitler og hans venner. Og som tilmed nægtede at italesætte ofrene for den nazistiske udryddelsespolitik: Det var først sidst i 1990’erne, at det vesttyske samfund anerkendte de forskellige offergrupper.

I alle de årtier udfoldede sig derfor en voldsom politisk kamp om erindringen i det vesttyske samfund. Alle mindesmærker om NS-forbrydelser, der nogensinde er blevet bygget i Vesttyskland, er resultatet af denne kamp. Så sent som i 1980erne havde man for eksempel i bydelen Berlin-Steglitz, hvor jeg er opvokset, på ingen måde nogen mindekultur. Ingen kendte navnene på de naboer, venner, kolleger, der havde boet i bydelen og som var blevet deporteret og dræbt på grund af deres religion, etnicitet, politiske eller seksuelle orientering. De var forbigåede, usynlige, som om de aldrig havde fandtes. Der eksisterede ingen erindringskultur, ingen Vergangenheitsbewältigung.

Det var græsrodsbevægelser bestående af lokale borgere, der i 1970erne og 1980erne begyndte at kæmpe mod denne tavshedskultur. De undersøgte den lokale historie, i skolerne, i sportsklubberne, i de lokale foreninger. De undrede sig over de mange gader, der fortsat var opkaldt efter nazistiske medløbere og forbrydere - og begyndte at sætte ofrene på dagsordenen. Blandt andet foreslog lokale aktivister i bydelen Berlin-Steglitz et mindesmærke for de mange lokale jøder, der havde boet i bydelen og som var blevet dræbt af nazisterne: et mindesmærke med alle navnene, som ingen altså dengang kendte eller nævnte med ord. I det lokale byråd blev forslaget dog i årevis stemt ned af det konservative parti, CDU, der havde flertallet i byrådet. Tavshedskulturen var udbredt. Og svær at bryde. Det tog årtier at få påbegyndt.

Den vesttyske efterkrigshistorie er altså ikke en historie om skyldkultur eller vedvarende selv-piskeri, men en historie om en hård og vedvarende politisk kamp mod tavshedskulturen. En kamp, der først begyndte at falde til ro sidst i 1990erne, da den konservative modstand mod en ny erindringskultur langsomt brød sammen. Mindesmærket i Berlin-Stieglitz blev på tilsvarende vis først bygget i 1995 – mere end halvtreds år efter krigens afslutning.

Den personlige dimension

Kampen mod tavsheden og fortrængningen i efterkrigstiden var ikke blot en politisk kamp, den foregik også i det private rum, indenfor familierne. Den ”anden skyld” bestod ikke blot i, at man vedtog amnestilove, gav de nazistiske forbrydere arbejde igen og undgik at tale om deres forbrydelser, men også i, at man ærede dem som familiemedlemmer og inkluderede dem i det sociale fælleskab: man holdt familiefester, man spiste middage sammen og sendte hinanden hilsener på tværs af republikken. Og man elskede dem. Selve kærligheden til forældrene var en del af det overordnede problem i efterkrigstiden. Fordi kærligheden, selv når den udspiller sig mellem forældre og børn, er en måde at integrere gerningsmænd på – at inkludere dem i et affektivt, emotionelt fællesskab, typisk uden at stille kritiske spørgsmål til deres rolle under krigen.

I sin roman Højtlæseren fra 1995 adresserer forfatteren Bernhard Schlink dette problem. Historien om Michael Berg, der som ung knægt i 1950erne forelsker sig i en ældre kvinde, som han først senere finder ud af var SS-vogterske og massemorder under Anden Verdenskrig, samler hele den vesttyske efterkrigshistories trauma: om den uskyldige kærlighed, som senere bliver rystet, når den elskedes forbrydelser kommer til syne i forlængelse af Auschwitzprocesserne og det begyndende opgør med tavsheden de efterfølgende år.

I Schlinks roman bliver Michael Bergs forelskelse i den ældre SS-vogterske direkte sammenkoblet med børns uskyldige-skyldige kærlighed til forældrene. Og romanen forsøger at fokusere på de store vanskeligheder som generationen efter krigen havde med at forholde sig til gerningsmændene, og til deres egne følelser til dem: kan man overhovedet udstøde en hel generation af gerningsmænd efter krigen? Er børn i stand til at sige fra overfor deres egne forældre, som de selvfølgelig, ligesom alle andre børn, uden videre har elsket? Eller i det mindste havde håbet de kunne elske…? Kan man overhovedet bryde et sådant bånd? Er det overhovedet muligt, som barn ikke at tage del i den ”anden skyld”? Kan man undgå at blive viklet ind i sine forældres forbrydelser? Kan man blive skyldig ved at elske?

Faderen – et opgør

Set fra dette perspektiv er Niklas Franks bog fra 1987 skelsættende. Den tager en afgørende konsekvens af det svære forhold mellem børn og deres forældre i efterkrigstiden, nemlig ved at bryde båndet. Den indfrier det, som hele efterkrigstiden i Tyskland havde behov for, men havde store vanskeligheder ved i praksis at gennemføre: at bryde med gerningsmændene, ikke kun politisk, men også emotionelt.

Dermed tilbyder Frank en mulig udvej fra den ”anden skyld”, der dominerede forbundsrepublikken. En anden udvej har imidlertid været mindst ligeså udbredt: at holde fast i familiesolidariteten. I ganske mange almindelige familier var det den vej, man gik: at holde fast i fortrængningen, at befri forældrene fra skylden, og muligvis direkte eller indirekte forsvare deres konkrete handlinger. Selv i familier med berygtede top-nazister fandtes denne udvej. Heinrich Himmlers datter Gudrun Burwitz valgte, for at komme med blot et enkelt kendt eksempel, denne vej: den apologetiske, der ville forsvare faderens handlinger. I hendes tilfælde ved at holde fast i hele den nazistiske ideologi. 

Kampen om den tyske historie gik således typisk gennem familierne. Forsøgene på at italesætte fortrængningen og gøre sig fri fra den ”anden skyld“, der tyngede efterkommerne, stod imod vedvarende forsøg på at holde fast i tavsheden og myten om det ”forførte” og derfor angiveligt uskyldige folk. Mindesmærkerne, der efterhånden er blevet bygget, er derfor, set fra dette perspektiv, heller ikke skyldbetyngede, som det så ofte høres i den danske offentlighed. For en hel generation, der har lidt under tavsheden og fortrængningen, er de befriende: endelig blev den tyngende dyne luftet, endelig kunne efterkommere ånde frit igen, siden tavsheden og fortrængningen, som vi led under i årevis, nu langt om længe blev overvundet. Franks bog er en del af denne historie, dette opgør med familiesolidariteten og med den tavshed, der gav skam og skyld videre til de kommende generationer.

Personlige refleksioner

Man kan, ud fra denne historie, kun have respekt for Franks kompromisløse opgør med sin far. Det uforsonlige, provokerende sprog i hans bog er ikke kun berettiget, men tjener også et overordnet formål: at bryde igennem familiesolidariteten og dens indforståede tavshed. Et nødvendigt opgør, der måtte have været svært, men også befriende for Frank.

At jeg alligevel altid har haft problemer med bogen skyldes ikke dets sprog eller dens tone. Den er berettiget. Bogens problem er snarere, at dens radikale opgør med forældrene skaber en ligeledes radikal distance til gerningsmændene, som kan vise sig problematisk for de kommende generationer: som kan forhindre os i at tage de nødvendige konsekvenser af de nazistiske forbrydelser. For mig er det således netop den emotionelle nærhed, jeg engang følte til min bedstefar, der holder arven fra nazitiden i live.

Hver gang jeg husker hans varme øjne, hans – set fra barnets perspektiv – sympatiske fremtoning, dukker spørgsmålet op i mig: Hvis han, som den milde og elskværdige person jeg har set ham som, kan begå disse forfærdelige og utilgivelige forbrydelser, hvem kan så ikke gøre det? Kan jeg udelukke, at mine bedste venner, mine familiemedlemmer, alle de sympatiske og empatiske mennesker, jeg kender eller ser omkring mig – at de ville være i stand til at begå tilsvarende forbrydelser? Kan jeg udelukke, at jeg selv ville kunne gøre det?

Selv om Niklas Franks opgør med faderen er nødvendigt og tiltrængt, skal den næste generation måske finde en anden tilgang, en anden vej. En sådan vej vil kræve, at vi uden tøven italesætter og fordømmer gerningsmændene og deres handlinger, men den kan også åbne for, at vi holder fast i de empatiske og, ja, menneskelige egenskaber hos vores bedsteforældre. Ikke for at undskylde deres handlinger eller for at holde fast i tavshedskulturen, som til enhver tid skal brydes, men snarere for at forstå vores alles potentiale til at begå tilsvarende handlinger, til selv måske en dag at blive gerningsmænd. Historiske studier viser, at et overvældende flertal af mennesker er villige til at begå tilsvarende forbrydelser, hvis de rette betingelser er opfyldt: Hvis et mindretal først er markeret som trussel mod flertallet, og hvis der er skabt en juridisk ramme, der tillader forskelsbehandling på det angiveligt truende mindretal, er der næsten ingen, der modsætter sig. Hverken i Tyskland, hvor der kun findes ganske få eksempler på soldater, der under nazitiden afstod fra at blive til mordere, når de blev stillet overfor valget, om de ville være med til at skyde endog børn og kvinder, eller efterfølgende i andre lande.

Det er af afgørende betydning, at vi holder fast i at placere det historiske ansvar for krigstidens forbrydelser, og at vi klart siger fra overfor vores egne familiemedlemmer og deres eventuelle tavshedskultur. Men som børnebørn er vi, i den tredje generation, måske bedre end den anden generation, nazisternes børn, til at udholde dobbeltheden: til at kunne fordømme og samtidig forstå. Selv om vi i de fleste tilfælde har kendt vores bedsteforældre nært, og selv om vi ofte – ligesom jeg – har elsket dem, er den emotionelle tilknytning til dem mindre stærk, end den var for vores forældre. Og selv om også vi børnebørn typisk – og uvidende – var med til at opretholde familiesolidariteten, og dermed reintegrere gerningsmændene i samfundet, ligger ansvaret for efterkrigstidens store trauma, den ”anden skyld”, ikke hos os. Vi var kun børn. Og måske har vi netop derfor muligheden for at udholde ambivalenserne: måske har vi mulighed for kompromisløst at fordømme vores bedsteforældres frygtelige gerninger og samtidig huske deres menneskelighed, som vi har oplevet den. Ikke som en undskyldning. Men i den grad som en advarsel mod fremtiden.