Print artikel

Vreden stopper aldrig

Interview
06.03.16
Hans far var Hitlers dukkediktator i det besatte Polen. Som barn blev han babysittet af SS’ere på et slot i Krakow, hvor han levede et liv som naziprins. I dag er Niklas Frank en af Tysklands mest åbenmundede kritikere af landets opgør med nazismen. Udgangspunktet er et opgør med hans egen far

Det sidste minde, Niklas Frank har om sin far, er da han, som syvårig i et fængsel i Nürnberg, er på besøg for at sige farvel inden faren skal hænges. »Han smilte på vej til galgen,« siger Niklas Frank, da ATLAS møder ham i hans hus beliggende i et fladt landskab i det nordlige Tyskland. Dødssmilet er, ifølge Frank selv, det eneste positive, han har at sige om sin far. »Det var det eneste tidspunkt i hans liv, hvor han ikke var en kryster.« Niklas Franks liv og forfatterskab har været centreret omkring opgøret med faren. Hans bog Der Vater. Eine Abrechnung (In the Shadow of the Reich, hedder den engelske udgave.) er et langt nådesløst brev adresseret til faren. »Du kan stikke den skyld op i røven,« siger han om farens noget storladne og sentimentale skyldfølelse i sin celle i Nürnberg. Bogen er et personligt opgør med en far, der gjorde karriere i naziregimet.

Hans Frank blev dømt til døden ved krigsforbryderdomstolen, der fulgte de allieredes sejr i Anden Verdenskrig. Han var allerede fra 1920erne en entusiastisk tilhænger af Hitler og spillede i perioden før den nazistiske magtovertagelse rollen som advokat for den senere fører. Opportunisme og ambitiøs karriereplanlægning fik ham i 1939 udnævnt til såkaldt generalguvernør i det, nazisterne kaldte Generalguvernementet Polen. Det vil sige de dele af det besatte Polen, der ikke var blevet direkte indlemmet i Tyskland. Området indbefattede Warszawa, Krakow og dele af det nuværende Ukraine og var hjemsted for 17 millioner indbyggere. Territoriet omfattede også de tre store kz-lejre Majdanek, Sobibor og Treblinka. Auschwitz lå umiddelbart udenfor. Hitlers langsigtede plan var, at området skulle germanificeres og den oprindelige befolkning gradvist erstattes med tyskere. »Når vi har vundet krigen kan vi for min skyld lave hakkekød ud af polakkerne og ukrainerne og hvem der ellers hænger rundt omkring her,« er Hans Frank blevet citeret for at have sagt. Men på dette tidspunkt blev generalguvernementet administreret som en selvstændig besat enhed med Hans Frank som øverste chef. Et af områdets primære funktioner var at skaffe slavearbejdskraft, så Det Tredje Rige kunne brødfødes og krigsmaskineriet fortsætte.

Niklas Frank, der er født i 1939, havde sin tidligste barndom som naziprins i Polen. På slottet Wawel, der igennem århundreder havde været residens for polske konger, indrettede faren sit hovedkvarter. »Jeg havde en dejlig barndom. Mine minder fra Krakow er rigtig gode. Vi var meget rige, og jeg havde meget legetøj,« fortæller han. »Når vi skulle fra vores andet hjem i Bayern havde vi et privat tog, vi kørte i. Det elskede jeg selvfølgelig.«

Men Frank mener i dag, at han alligevel har fornemmet, at noget var helt galt. »Jeg tror min ældre bror og jeg kunne føle de voksnes dårlige samvittighed uden at vide det. Vi ødelagde det legetøj, vi fik af dem, ligeså snart de gav os det. Jeg er ikke psykolog, men jeg tror, at når man er omgivet af voksne, der lever med en bevidsthed om, at de har besat et land, hvor de ikke har noget at tabe og hvor de dræber jøder og polakker, hvor de end kan finde dem, så de have haft dårlig samvittighed. I dag er jeg ret sikker på, at denne dårlige samvittighed på en eller anden måde blev overført til os. Det er min fortolkning.«

Da krigen var slut og Hans Frank var blevet anholdt og fængslet, begyndte sandheden så småt at gå op for Niklas Frank. »Jeg voksede op med den idé, at Polen var vores private ejendom. Umiddelbart efter krigen kunne man se billeder i de nye tyske aviser med bjerge af lig. Også mange lig af børn på min egen alder. Under billederne stod der altid, at de var taget i Polen, så jeg kunne regne ud at min far var forbundet til de billeder. Som seks-syvårig vidste jeg ikke helt, hvad forbindelsen var, men jeg vidste allerede dengang, at noget var galt.«

Ud af fem søskende forsvarede tre faren som et offer for Himmler, Hitler og sejrherrernes rettergang. Det splittede familien. »Min ældre bror fandt en position midt imellem, han sagde, 'jeg ved, min far var en forbryder, men jeg elsker ham alligevel.' Det er forkert,« konkluderer Niklas Frank. »Så blev han alkoholiker, men en af de sjoveste alkoholikere, jeg nogensinde har mødt. Han var en fantastisk fyr.«

Niklas Frank er ikke i nærheden af at kunne tilgive sin far. Han køber ikke billedet af faren som et offer for verdenshistorien. Med et smil forklarer han: »Man ved, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Han kunne jo havde sagt op. Ingen ville havde skudt ham, hvis han var gået til Hitler og havde sagt 'Mein Führer', jeg elsker dig så meget, og jeg elsker bevægelsen, men mine knæ er for dårlige, jeg kan ikke lede generalguvernementet mere.'« Men Hans Frank elskede sin karriere og sin position i naziregimet. »Han var stolt over sine mere end 100 uniformer og sin Mercedes, han var utrolig stolt over at være Herr på et slot og et imperium.«

I et andet minde fra Krakow beskriver Frank, hvordan han bliver passet af en SS-officer, der tager ham med på besøg i et fængsel. SS-officeren åbner en celle, hvor en fortvivlet jødisk pige sidder. Barnet Frank begynder at græde, fordi hun ser så bange og ulykkelig ud, men officeren misforstår barnets reaktion og trøster ham med ordene »bare rolig, den lille heks vil være død i morgen.«

Hans Frank var kulturelsker. Han kunne spille Chopin og Beethoven på klaver og elskede italiensk renæssancekunst. Han skrev også digte og romaner. I Curzio Malapartes klassiske og dybt foruroligende reportageroman fra Østfronten, Kaput, er forfatteren gæst hos Hans Frank og dennes kone på det polske slot. I bogen, der dog nok ikke kan anses for journalistisk reportage, sammenlignes livet på Wawel-slottet med livet ved et italiensk renæssancehof. Humøret er højt, der bæres hagekorsbeplantede stege ind og på jovial facon diskuteres den høje børnedødelighed i den jødiske ghetto. I romanen beskrives et slags tænkerum på slottet, hvor Hans Frank angiveligt satte sig ved flygelet og spillede Chopin, når han skulle træffe vanskelige beslutninger. Billedet af nazistiske forbrydere med et sentimentalt forhold til europæisk højkultur har forbløffet og undret lige siden. Niklas Frank har heller ikke fundet svaret, henvendt til sin far siger han: »Du kendte sandheden om musik og litteratur, du vidste alt, man skulle vide om den slags, men du gjorde alle de forfærdelige ting.« Mens han taler, udstråler hans ansigtsudtryk, trods alle årene, der er gået nærmest et vedvarende chok. »Jeg vil aldrig finde ud af det,« tilføjer han. Om farens bevæggrunde siger han i dag, »Jeg tror mest af alt, han var en stor opportunist.«

Et sigende billede fra Hitlers bjergresidens Obersalzberg i 1941 viser Hans Frank stående i gemytlig samtale med Heinrich Himmler, Joseph Goebbels og Benito Mussolini. »Der står en flok kriminelle,« siger Frank til spørgsmålet om, hvilke følelser billedet fremkalder. Men Niklas Frank skammer sig ikke. »Det er nemt at skamme sig,« siger han. »Vrede er bedre end skam, skam gør dig svag.« Man er ikke i tvivl om at opgøret har været smerteligt. ATLAS vil vide, om han ikke har arvet noget godt fra sine forældre; »Fra min mor, glæden ved at skrive. Fra min far, evnen til at være en formidabel løgner,« slår han fast.

Mussolini, SS-chef Heinrich Himmler, propagandaminister Joseph Goebbels og Hans Frank nazihygger i 1941.
Mussolini, SS-chef Heinrich Himmler, propagandaminister Joseph Goebbels og Hans Frank nazihygger i 1941.

Efter et langt liv med adskillige bøger, hundredevis af foredrag i Tyskland og år som krigskorrespondent for magasinet Stern, er Niklas Frank nu gået på pension, men arbejder på, hvad han kalder sin sidste bog. Denne gang om afnazificerings-processen efter krigen. Men han kan aldrig holde op med at være vred, konstaterer han. »På grund af billederne af de døde børn,« fortsætter han. »Vreden stopper aldrig.«

Opgøret med faren er ikke bare et personligt opgør. Det handler om hele Tysklands måde at håndtere fortiden på, fortæller han. Selvom det fremstår som om landet har været igennem den grundige såkaldte vergangenheitsbewältigung, er Frank ikke overbevist. »Vi bygger store monumenter, men jeg tror det er imod det tavse flertals vilje. Vi bygger dem på grund af politisk korrekthed. Morderne bygger ofrenes monument.«

Frank mener, at det er vigtigt at skelne mellem landets opgør med nazismen og hver enkelt tyskers personlige opgør med egne forældre og bedsteforældres fortid og mulige forbrydelser under krigen. Han griner lidt hånligt af Görings niece, der har ladet sig sterilisere for ikke at kunne videreføre slægten. Det er ikke pointen, siger han. Det har intet med arvemassen at gøre. Det handler om at kunne skelne rigtigt fra forkert. En problematisk skelnen, der kan tydeliggøres af en åbenhed omkring ens nærmestes handlinger. Og det er nok også derfor, at Franks virke i Tyskland har skabt debat. Han fortæller om millioner af støvede filer i landets arkiver fra af-nazificeringsprocessen. »De er fuldstændigt uberørte,« siger han. »Ingen har lyst til at vide, hvad deres forældre gjorde under krigen.«