Print artikel

Verdensborger nummer 1

Garry Davis viser stolt verdensborgerpasset frem. »It's world mandated«, siger han. Foto: Kristoffer Granov
Albert Camus taler ved mødet i Salle Pleyel. Davis til højre.
Verdensborgerpasset er en leg med symboler. Foto Kristoffer Granov
Gallup anslår, at de har udstedt omkring 750.000 verdensborgerpas siden slutningen af 40'erne. Foto: Kristoffer Granov
Artikel
26.12.14
I årene umiddelbart efter 2. Verdenskrig, åbnedes et vindue på klem for højtflyvende nytænkning. Efter al ødelæggelsen var der rum til at forestille sig en verden baseret på andre principper end nationalstaten. En af dem, der var forrest i kampen for et nyt verdensborgerskab, var Broadwayskuespilleren og bombeflyverpiloten Garry Davis. I Paris dannede han et umage makkerskab med Albert Camus og skabte en international sensation med sig selv som prøvekanin.

Verdensborger nummer 0001, den 92-årige Garry Davis møder ATLAS i den lille lufthavn i Burlington, Vermont, hvor jeg netop er landet fra New York for at besøge verdensborgeren. Han er iført kasket, khakifarvede shorts og en t-shirt påtrykt ”Citizen of the world”. »Så du kunne kende mig«, siger han.

Jeg kravler ind i hans skramlede Honda Accord, der bærer præg af at være ejet af en mand, som ikke tager oprydning og andre dagligdags ting specielt alvorligt. Vi kører et minut eller to, svinger et par gange og parkerer på en bomstille vej ved Davis’ ydmyge og ikke helt nye pastelfarvede træhus. »Her kan du se«, siger verdensborgeren og peger på et lille stykke græs foran huset. »Det er Jordens overflade.«

Vi bliver stående et par minutter udenfor huset og taler. Davis er spinkel, bærer sit grå hår i en hestehale og er en anelse krum i holdningen, men virker ellers ikke særligt præget af sin fremskredne alder. På trods af alle de år, der er gået, siden Davis blev bevidst om sit verdensborgerskab i løbet af nogle dramatiske minutter i en bombeflyver over Nazityskland, er han ikke blevet træt af at gøre opmærksom på sin sag. Lige siden han som ung krigsveteran i Paris blev en international sensation med selskab af tidens førende franske intellektuelle, har han utrætteligt argumenteret for en kosmopolitisk tilstand uden nationale grænser. Hans organisation, World Service Authority, arbejder for verdensregering og udsteder verdensborgerpas.

En smule konfrontatorisk måler han sin besøgende: »Hvem er du?«, spørger han på en måde, så det er klart, at han ikke er interesseret i mine personlige fakta. Det er et eksistentielt spørgsmål, verdensborgeren stiller mig. Vi bliver efter lidt famlen enige om, at jeg er et væsen af den menneskelige familie. Så langt så godt. Davis åbner sin hoveddør og foreslår, at vi fortsætter samtalen indendørs.

I midten af maj 1948 gik Garry Davis ind på den amerikanske ambassade ved Place de la Concorde i Paris med en usædvanlig mission: Han ville frasige sig sit amerikanske statsborgerskab. Under den netop overståede verdenskrig havde Davis siddet i sin bombeflyver og kastet læssevis af højeksplosive bomber ned over både civile og militære mål i Hitlers Tyskland. På en mission over Peenemünde, hvor Davis og hans besætning skulle bombe nogle tophemmelige installationer, blev flyet ramt af flak, en motor satte ud, og det blev besluttet at smutte over Østersøen og nødlande i Sverige. Det betød internering og ikke mindst, at krigen var slut for Davis' vedkommende. Tiden i Sverige gav anledning til refleksion. For det første tænkte Davis, at det umuligt kunne være ok sådan at hælde bomber ned over andre mennesker. For det andet slog det ham, at man oppe fra B-17-bombemaskinen ikke kunne se de grænser, som verdens stormagter kæmpede på kryds og tværs af. For Davis blev analysen mere og mere klar. Det var nationalismen, der var skyld i krigen, og krig måtte det være slut med fra nu af. Prisen var ganske enkelt for høj. Ved den allierede invasion ved Salerno i Italien havde Davis noget tid inden mistet sin elskede storebror Bud, der var blevet dræbt, da den destroyer, han var ombord på, blev ramt af tysk artilleri.

»Måske var det ikke løsningen at kaste brændbomber på soldater og civile. Siden min første mission over Brandenburg havde jeg mærket små stød af dårlig samvittighed, og under al sorgen, alt det følelsesmæssige og det propaganda-fodrede had, var jeg begyndt at sætte spørgsmålstegn ved det moralsk rigtige i at straffe det tyske folk med vores overlegne fire power. Hvor mange bomber havde jeg kastet? Hvor mange mænd, kvinder og børn havde jeg myrdet? Var der ikke en anden vej, blev jeg ved med at spørge mig selv.«

Nu ville han ikke længere være del af et system, der igen og igen resulterede i krige med millioner af dødsfald. På ambassaden i Paris blev Davis modtaget af Miss Schneider, der havde 35 års erfaring, men mest af alt havde håndteret amerikanere i udlandet, der havde mistet deres pas ved uheld.

»Hvordan kan jeg hjælpe Dem Mr. Davis?«

»Jeg vil give afkald på min amerikanske nationalitet.«

Efter lidt forhandling og nogle dages ventetid var Davis tilbage på ambassaden for at afsige den ed, der fratager en person sit amerikanske statsborgerskab.

Det var den 25. maj 1948, og Garry Davis sværgede med hånden på biblen:

»I hereby swear that I desire to make a formal renunciation of my American nationality, and pursuant thereto hereby absolutely and entirely renounce my nationality in the United States and all rights and privileges thereunto and abjure all allegiance and fidelity to the United States of America«

Bagefter følte han sig en mærkværdig frihed, beretter han i dag. Derudover følte han sig tørstig og præcis ligeså meget menneske som før. »Min menneskelighed krævede ikke nogen dokumentation, og den kunne heller ikke fordampe ved at krydse kunstige grænser«.

»Hvis jeg kunne vise, at det var muligt for mig at overleve i verden uden papirer, krydse grænser uden et pas og i det hele taget opføre mig som et frit menneske uden hjælp af nogen form for nationale legitimationsoplysninger, ville jeg slå et slag direkte mod selve nationalismens hjerte.«

Det viste sig at være lettere sagt end gjort. Efter at have erhvervet sig sin nye status som statsløs, gik Davis til de franske myndigheder for at forklare dem, at han altså var i landet, men ikke havde hverken visum eller pas. Umiddelbart fik han at vide, at man ifølge fransk lov ikke kunne sige, at han fandtes. Davis, der uden tvivl besidder et talent for det kværulantiske, nød i det stille det åbenlyse paradoks i at findes i kød og blod, men at være en ikke-eksistens i bureaukratisk forstand. Efter at have telefoneret rundt omkring blev løsningen, at Davis skulle anskaffe sig en kvittering for sit afleverede pas på den amerikanske ambassade. Kvitteringen kunne den rare dame hos de franske myndigheder derefter stemple: TROIS MOIS. Den statsløse Davis kunne nu opholde sig tre måneder i Frankrig uden at være på kant med loven.

 

»Nationalstaten er en myte bevaret af traditionens slaveri, ufornuftige loyaliteter og papirlapper«

 

Hjemme hos Davis i Burlington, serverer verdensborgeren appelsinjuice fra en toliters papdunk. Hjemmet er smårodet, tydeligvis ikke velhavende, men Davis har aldrig gået meget op i den virkelige verdens trivialiteter.

Siden han vendte tilbage til USA i starten af 50'erne som ”immigrant”, har han stædigt fortsat kampen for verdensborgerskabet. Hans argumenter er simple: Grænser er menneskeskabte fantasmer. Mennesker er i biologisk forstand ens, så hvorfor skulle alle ikke have de samme rettigheder? Hvorfor skulle alle ikke kunne opholde sig, der hvor de nu engang mest har lyst til det?

Med alderen er han ikke blevet mindre kværulantisk, praktiske argumenter er ikke lige ham. Det var de autoritetspersoner, han mødte på sin vej som papirløs, der fik ham til at opfinde verdensborgerpasset. For Davis er det en absurd forestilling, at man skal bevise sin egen eksistens.

»Et af hovedformålene med at give afkald på mit statsborgerskab var at demonstrere, at nationalstaten ikke behøver at blive nedbrudt, for i virkeligheden findes den slet ikke. Nationalstaten er en myte bevaret af traditionens slaveri, ufornuftige loyaliteter og papirlapper, der i bedste fald kun lader som om, at de anerkender snarere end skænker eksistens til den enkelte.«

Davis bruger artikel 15 i FN's menneskerettighedserklæring til at underbygge sit argument. »This is where knowledge is power«, tilføjer han. »Artikel 15 fastslår, at alle har ret til en nationalitet, og i stykke 2 siger den rent faktisk, at man også har retten til at ændre sin nationalitet. Det betyder, at man er fri til at vælge, og jeg har valgt at være en verdensborger. USA har skrevet under på erklæringen i 1948, så de har bare at anerkende min status. Det er min ret. Det er sådan, man spiller spillet, det er sådan, man laver taktik.«

Taktisk leg med symboler har hele tiden været et centralt element i Davis' aktivisme. Verdensborgerpasset i sig selv, er et provokerende paradoks som udsprang af behovet for at kunne dokumentere sin egen eksistens. Passet får sit mandat fra artikel 13 i menneskerettighedserklæringen, der siger, at »Enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted indenfor hver stats grænser«, og at »Enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sig eget, og til at vende tilbage til sit eget land.«

Garry Davis viser stolt verdensborgerpasset frem. »It's world mandated«, siger han. Idéen om at lave en verdensregering fik han faktisk fra en lettere irriteret Eleanor Roosevelt, der var USA's delegerede til FN's generalforsamling i Paris. Hun syntes ikke, at Davis og hans flok var særligt hjælpsomme. Efter en dramatisk afbrydelse af forsamlingen fastslog hun, at FN er en forsamling af nationalstater, og de ville på ingen måde følge rådet om at danne en verdensregering i stedet. ’Hvorfor starter de ikke en selv, hvis de er så vilde med idéen,’ genfortæller Davis i dag indsigelserne fra den tidligere first lady.

»Derfor startede vi med at registrere verdensborgere, så vi kunne forme en verdensregering, der kunne overstråle de nationale regeringer.«

I Paris var de tre måneder ved at løbe ud for den nyfødte verdensborger. Tiden gik, og de franske myndigheder blev trætte af at diskutere med Davis. De var på nippet til at udvise ham, da han fik øje på dagens udgave af Herald Tribune. På forsiden var der et billede af den franske delegerede til det nydannede FN, Robert Schuman, der var i færd med at overrække generalsekretær Trygve Lie en gylden nøgle, som skulle symbolisere, at området omkring Palais de Chaillot skulle være FN-territorie, når organisationen skulle mødes i Paris til generalforsamling. Et lys gik op for Davis. Internationalt territorie! Hvor ellers kunne en verdensborger høre til?

»Det eneste sted, jeg kunne gå hen, var det internationale territorie i Paris. Samme dag som de ville smide mig ud af Paris. Hvis det ikke er skæbnen, så ved jeg ikke hvad det er.«

I Paris vrimlede det med international presse. FN-konferencen var ikke begyndt endnu, så pressekorpset var tørstige efter en god historie, og den kunne Davis levere. Før krigen havde Davis optrådt på Broadway. Blandt andet med stor succes som dubleant for tidens store navn Danny Kaye. Han var ud af teaterfamilie, faren var en anerkendt bandleder, måske herfra havde Davis fået sit uomtvistelige talent for iscenesættelse og virkemidler i forholdet til pressen.

»Den erklæring jeg kom med var helt klar. Jeg sagde, ”her var vi en situation med 80 nationer, alle indenfor det samme globale område, der er ingen lov mellem dem, og derfor forbereder de sig på den tredje verdenskrig. Jeg har ikke tænkt mig at give min loyalitet til sådan et system. Jeg har lige gjort det i 2. Verdenskrig som bombepilot i en b17, hvor jeg dræbte en masse mennesker.” Derfor vidste jeg, det ville få globale følger, fordi fra showbiz vidste jeg, hvordan man håndterer pressen. Alle i showbiz ved, at man har brug for opmærksomhed, og ved også, hvordan man får det. Det er nødvendigt. It's standard procedure

Davis anskaffede sig et telt og camperede på det internationale område. Sikkerhedsvagterne anede ikke, hvad de skulle stille op med ham. Hver gang de ville bruge fransk lov som grundlag til at smide ham væk, fik Davis overbevist dem om, at det jo var internationalt område, det åbenlyse hjem for en mand uden nation. I løbet af kort tid blev historien om verdensborgeren Garry Davis en international sensation med forsidehistorier i medier kloden over. Fra hele verden strømmede det ind med støtteerklæringer, frivillige meldte sig i hobetal under de verdensborgerlige faner.

En af dem der meldte sig til tjeneste var en franskmand ved navn Robert Sarrazac, en højt respekteret officer i den franske modstandsbevægelse. Sarrazac stod for at organisere et conseil de solidarité med deltagelse af prominente franske intellektuelle. Forfatteren André Breton, der allerede var kendt som en af grundlæggerne af surrealismen, blev en af de mest aktive. Maleren Jean Hélion skulle fungere som Davis' oversætter. Forfatteren Andre Gide og den aktivistiske præst Abbé Pierre var ombord, hvilket også gjaldt redaktøren på et af Frankrigs mest indflydelsesrige intellektuelle magasiner Combat, Claude Bourdet. Men vigtigst af alt var, at et af tidens helt store intellektuelle fyrtårne, Albert Camus, meldte sig under den verdensborgerlige fane.

I stuen i det lille hus i det fredsommelige Vermont spørger jeg Garry Davis, om han var overrasket over medgangen i Paris.

»Nej, overhovedet ikke. Europa var slet ikke imponeret af FN. For dem var det Folkeforbundet, all over again. Europa var ødelagt. Et helt kontinent var en ruinhob.«

»Alle de europæiske intellektuelle tænkte sådan. Den periode mellem 1945 og 1950, var en tid med en enorm angst på grund af erkendelsen af, at vi nu var i atomalderen, nu er der en bombe, der kan udrydde os alle. Og så startede den kolde krig mellem Sovjet og USA. Det så ud, som om det hele skulle til at begynde igen, det var det, der fik mig i gang. 3. Verdenskrig og denne gang med atomvåben. I can't play this game, og ikke at spille, det betyder hvad?«

»Alle læste på det tidspunkt en bog -Anatomy of Peace, af Emery Reves, det er en nøglebog, det har Einstein også sagt. Reves pegede på, at der kun er én grund til krig, - alle tror der er en mængde af årsager til krig, økonomiske, etc, nej, der er kun én årsag, og det er gentaget gennem hele verdenshistorien: når to suveræne enheder findes - og det kan være nationalstater, eller bystater, eller hvad ved jeg - kan de kun gøre to ting. De kan enten forene sig eller kæmpe mod hinanden, Det er grunden til krig. At forene betyder at skabe et højere niveau af suverænitet, og det er lige præcis det, vi kæmper for. Og det er det, vi er

»Så jeg var slet ikke overrasket. Jeg vidste, at når jeg erklærede mig selv en verdensborger ville det komme i pressen. Især i USA, mest fordi jeg havde været bombepilot i 2. Verdenskrig, men også fordi min far var en rimelig kendt figur i showbiz.«

Albert Camus taler ved mødet i Salle Pleyel. Davis til højre.

Albert Camus havde tonsvis af integritet at tilføre den verdensborgerlige bevægelse. Han havde ikke bare markeret sig som en ualmindeligt interessant forfatter og filosof, han havde også arbejdet for modstandsbevægelsen under krigen. Blandt andet havde han skrevet skarpe humanistiske artikler i Combat, der var startet som et forbudt undergrundsblad. I løbet af besættelsen havde Camus skabt sig et navn som et nyt intellektuelt navn, man kunne forvente noget af. Romanen Den fremmede var blevet modtaget overvældende, og efter at havde været fattig og ukendt i Algiers, var han nu en anerkendt stemme, der førte endeløse samtaler med sine nye venner Jean Paul Sartre og Simone de Beauvoir på Café Flore.

I sit filosofiske essay om sisyfosmyten, havde han diagnosticeret tilværelsens absurditet, kun for at gendrive den med et credo om at smile ad den. Midt i absurditeten kan man nemlig selv forme sine værdier og give tilværelsen mening. I Garry Davis' kosmopolitiske handling, så Camus en mulighed for at gendrive den værdiløse pragmatisme, der styrede forholdet mellem staterne. »Verden har i dag valget mellem en anakronistisk tankegang og en utopisk. Den anakronistiske tankegang er ved at slå os ihjel. Hvor mistroiske vi (og jeg) end er, så tvinger vor realitetssans os dog til at vende tilbage til denne relative utopi«, skrev Camus andetsteds.

Den verdensborgerlige tanke gav mulighed for en afvendelse fra en global eksistentiel krise, for en afstandtagen til værdiløs nihilisme, og fra politisk desillusion. Fra det absurde nulpunkt kunne konstrueres en håbefuld etik for verden som sådan. Ifølge Camus kan man overvinde absurditeten og give den menneskelige tilværelse mening i en moralsk ansvarlighed over for menneskeheden.

Camus og Davis havde udover verdensborger-entusiasmen også en insisterende vital kompromisløshed til fælles. Som frie mennesker kan vi handle os frem til det gode. Hvis man indser, hvad der er rigtigt, er man også forpligtet af sin menneskelighed til at handle derefter. Sådan havde Camus handlet under krigen, da han var aktiv i modstandsbevægelsen. Da ham og Sartre senere blev uvenner, efter Sartre angreb Camus' Oprøreren med nedladende vendinger, satte Camus ham til vægs ved at sige -med henvisning til Sartres inaktivitet under besættelsen- at han aldrig havde gjort mere end at vende sin lænestol i historiens retning. Historien går, at da befrielsen af Paris var undervejs, uddelegerede modstandsbevægelsen folk til at bevogte forskellige vigtige bygninger. Nok mest symbolsk fik Sarte til opgave at besætte det navnkundige teater Comédie-Française. Camus tog forbi for at se til ham, og fandt filosoffen gået ud som et lys i et sæde på orkesterpladserne.

Davis selv stod efter krigen og delte pamfletter ud på Times Square i New York og blev lynhurtigt træt af det ukonkrete i at tale og holde møder. Som hos Camus var svaret for ham ligeså praktisk som det var teoretisk. Han skulle holde op med at være statsborger i en nationalstat for at bekæmpe nationalismen indefra. Selvom han havde genoptaget sin karriere på Broadway med stor succes, følte Davis tiden var inde til handling.

»Jeg tænkte, ”jeg kan ikke tage tilbage til Broadway, når vi er på vej ud i tredje verdenskrig.” Der var ingen der handlede på verdensborgerskabet, de snakkede kun. Jeg var klar til at handle.« 

»Min familie sagde, ”hvad er der sket med Garry, hvorfor er han ikke sjov mere?” Jeg var blevet helt indadvendt. Men min bror som jeg elskede forfærdelig meget, var væk, han var en utrolig dygtig poet, vi skulle have skrevet musicals sammen. Jeg fik et tilbud om at spille en rolle i det største show på Broadway, men jeg sagde nej tak. Direktøren for teatret troede jeg var tosset, da jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne tage rollen, fordi jeg skulle ud og kæmpe for verdensfred.«

Davis er stolt af forbindelsen med de franske notabiliteter. Vi taler om Camus. »Har du læst Camus, virkelig? Det er interessant. Vidste du, at han var på mit hold?« Som talte vi om et forestående VM kalder Davis nobelpristageren en »nøglespiller«.

På trods af medvinden fra notabiliteter og pressen, var FN ikke ligefrem samarbejdsvillige. Kravet fra verdensborger-bevægelsen var, at organisationen skulle omforme sig selv til en slags verdensregering efter demokratiske principper og uden nationalstaterne. Det var medlemsstaterne på ingen måde interesseret i.

Davis og solidaritetskomiteen med de franske intellektuelle gik i offensiven. De afbrød generalforsamlingen og læste en erklæring op. Den såkaldte Oran-erklæring havde Breton og Camus som redaktører, det første uddrag som Davis havde skrevet var ifølge Camus langt og uskarpt. »Eet must bite«, sagde Camus til ham.

»Da jeg afbrød mødet i Palais de Chaillot, d. 27. november 1948, sad jeg på balkonen og var helt utroligt nervøs. Jeg havde to gorillaer fra Sarrazacs modstandsgruppe på hver min side for at beskytte mig mod FN sikkerhedsvagterne. Pludselig kommer en fyr ind, stor frakke, stor hat. Jeg tænkte ”åh nej, en eller anden kæmpe sikkerheds-fyr skal sidde lige foran mig”, men han vender sig om, og det er Camus. Han vidste, hvor nervøs jeg var, så han blinker til mig og smiler, ligesom for at sige, at det er ok; ”vær ikke nervøs, jeg er med dig.”«

Davis tog mod til sig, rejste sig op og læste sin erklæring:

»Mr. Chairman and Delegates:
I interrupt you in the name of the people of the world not represented here. Though my words may be unheeded, our common need for world law and order can no longer be disregarded. We, the people, want the peace which only a world government can give. The sovereign states you represent divide us and lead us to the abyss of Total War. I call upon you no longer to deceive us by this illusion of political authority. I call upon you to convene forthwith a World Constituent Assembly to raise the standard around which all men can gather, the standard of true peace, of One Government for One World. And if you fail us in this...stand aside. for a People's World Assembly will arise from our own ranks to create such a government. We can be served by nothing less.«

Dagen efter var Davis på alle avisernes forside. En af dem bare med et Camus-citat: »Vi er med ham!«.

Verdensborgerpasset er en leg med symboler. Foto Kristoffer Granov

Nu skulle medgangen udnyttes. Det blev besluttet at afholde en verdensborger-generalforsamling, den fine gamle Salle Pleyel blev valgt. André Breton fandt på at lave flyers og omdelte dem selv sammen med andre medlemmer af solidaritetskomiteen. Selveste Albert Einstein sendte et telegram for at udtrykke sin støtte:

»I am eager to express to the young war veteran Davis my recognition of the sacrifice he has made for the well-being of humanity, in voluntarily giving up his citizenship-rights. He has made out of himself a displaced person in order to fight for the natural rights of those who are the mute evidence of the low moral level of our time. The worst kind of slavery which burdens the people of our time is the militarization of the people, but this militarization results from the fear of new mass-destruction in threatening world war. The well-intentioned effort to master this situation by the creation of the United Nations had shown itself to be regrettably insufficient. A supra-national institution must have enough powers and independence if it shall be able to solve the problems of international security. Neither can one nor has one the right to leave the taking of such a decisive step entirely to the initiative of the governments.«

Mødet blev en stor succes. Camus holdt en skarp tale, hvor han fordømte de pessimister, der beskyldte dem for at være utopister uden praktisk sans. Davis selv holdte en tale, der endte med stående bifald. Næste møde blev afholdt på Paris' legendariske cykelbane, Vélodrome D'hiver med deltagelse af omkring 20.000 verdensborger-entusiaster.

Det kan virke besynderligt, at Garry Davis' utopiske drømmerier blev taget seriøst af nogle af klodens skarpeste hjerner i årene efter 2. Verdenskrig. Men ovenpå volden og ødelæggelserne var opstået, hvad man i Tyskland kaldte en stunde null, hvor man havde muligheden for at gentænke internationale forhold.

Det var et slags ideologisk tomrum, der var opstået. Et nulpunkt hvorfra den nye verdensorden skulle tænkes. Meget af Europa var en rygende ruinhob, millioner af menneskeliv var gået tabt, hvordan kunne man tænke en indretning, der gjorde en gentagelse mindst mulig sandsynlig? Én tankeretning, der fik særskilt meget vind i sejlene, var den, at krigen mest af alt skyldtes nationalismen. At nationalstaternes evige konkurrence overskyggede den fællesmenneskelige interesse i at holde fred. Forskellige organisationer, der alle havde en one world-tanke som fundament, opstod. Den prominente filosof Bertrand Russel og den højtagtede læge Albert Schweitzer udtalte sig begge positivt om en verden bygget på andet end nationale principper. Albert Einstein kaldte nationalismen for »en børnesygdom, menneskehedens mæslinger«. Garry Davis læste bøger som The Anatomy of Peace af Emery Reves og Peace or Anarchy af Cord Meyer og involverede sig med organisationen United World Federalists, der holdte møder, delte flyveblade ud og i det hele taget propaganderede for en føderation af lande frem for en hobbesiansk verdensorden af selvinteresserede stater.

Tanken var ikke ny. Allerede i oldtiden havde man opfundet begrebet om det kosmopolitiske. Hos de romerske stoikere som Seneca og Marcus Aurelius, var man også tiltrukket af tanken. Måske mest prominent havde den tyske filosof Immanuel Kant i 1795 udgivet essayet Til den evige fred. Her talte han varmt for en »verdensborgerlig tilstand,« hvor de retsstatsprincipper, der gælder borgerne i en stat, også skulle gælde for forholdet mellem staterne. Staterne opførte sig som »lovløse vilde,« ifølge filosoffen. Den slags opførsel var ikke i overensstemmelse med Oplysningens idealer, man måtte derfor stædigt søge fremskridtet mod en ny og bedre international tilstand. Det blev for Kant som så mange andre verdensborgerlige drømmere ved tanken. Nationalismen blev det styrende princip i international politik. Men nu var tiden inde til at drømme igen.

På spil var ikke bare freden, men selve klodens fremtid. Efter atombomberne i Hiroshima og Nagasaki stod det klart, at en eventuel tredje verdenskrig ville blive destruktiv på en særlig apokalyptisk måde. Garry Davis følte et personligt ansvar for verdenssituationen. Ikke en ukendt tanke på den tid. I Frankrig var Jean Paul Sartre berygtet for at have erklæret, at vi har den krig, vi fortjener. Eksistentialismen kaldte det enkelte menneske til ansvar. Fra hele verden strømmede det ind med opbakning. Det lille kontor som var blevet indrettet på Davis' hotel modtog omkring 600.000 breve. Fra Tyskland lod 125.000 mennesker sig registrere som verdensborgere. I Frankrig var det 50.000. 

Nogle få år efter krigen blev det ikke anset som utopisk fantasteri at forestille sig en verden opbygget efter andre principper end nationalstaten. Men det utopiske vindue lukkede med dannelsen af FN som et forum for nationalstater.

Men fra det lille hus i Vermont styrer Davis stadig ufortrødent verdensborgerbevægelsen, selvom den i den grad har mistet medvind.

»Det her er kommandorummet. Det kan godt være du ikke kan se nogen her, men vi har kommunikationsinfrastruktur, informationsmotorvejen. Jeg har en Mac G5, men tag ned til Washington, det er der, vi udsteder alle vores dokumenter. Det er nummer 5 Columbus Circle, bare fem minutter fra Det Hvide Hus. Du skal møde David Gallup, vores præsident, han er advokat. Du bliver nødt til at tage derned og følge op. Vi har et juridisk hold, og telefonen holder aldrig op med at ringe. Vi har adskillige hjemmesider, det er ikke bare mig i det her lille hus. Jeg er gammel og så videre, det her er større end mig, det giver genlyd over hele verden.«

 

»Latterliggør ikke det her. Den journalist der latterliggør det her, kommer til at mærke min pen.«

 

Efter passet og verdensregeringen har World Service Authority nu også lavet verdenspenge og pusler med en verdensdomstol. Tilbage i Burlington forklarer Davis baggrunden.

»Alle nationale møntfoder har blod på sig, vores penge er fredspenge, hver eneste pengeseddel er underskrevet af mig. Jeg er world coordinater. Det bliver meget betydningsfuldt i fremtiden. Hold godt fast i den, det er en førsteudgave. Det kan godt være, at du ikke kan gå ned i kiosken og købe en liter mælk med den, men i fremtiden... Det er en meget simpel idé. Det er det vi kalder the tactics of world government. Verdensborgerpasset er taktik. Verdenspenge er taktik. Når en person fra myndighederne kommer til mig i mit hus, hvad er så det første han gør, han viser en slags id. Det er hans taktik. Jeg siger: ”don't flash your badge at me”, jeg tror ikke på det, bare fordi der er nogle symboler på det. Alle kan købe et badge, du kan købe et på ebay. Så viser jeg ham mit verdensborgerpas, og han siger ja Mr. Davis vi kender dit spil, vi anerkender ikke dig. Det er en leg, man leger, man leger med symboler. Jeg er ligeglad med, hvem der anerkender hvad, for jeg anerkender det.«

Den lokale postmand, der har Davis' hus på sin rute, må også leve med verdensborgerens krakilske lune. Han nægter at skrive adresse på sin postkasse. Med store bogstaver står der: Sovereign World Territory.

Penge er bare krystalliseret energi, fortsætter han og kritiserer indgående den globale økonomi. Penge har noget til fælles med passet mener han. »Dollaren i din hånd betyder intet, hvis du ikke har tillid til den. Det er et stykke papir, som vi vælger at tro på betyder noget. Det er latterligt,« fortsætter han. »Hvad gør kul, hvad gør atomkraft?« spørger han ud i luften og svarer selv, »Alt det gør er at varme vand op, og hvad gør vandet? Det bliver til damp. Og hvad gør dampen? Dampen går i turbiner. Og hvad gør turbinerne? De laver elektricitet.« Davis har taget tilløb, og nu er han klar til at servere pointen. »Hvad er den største kilde til opvarmning af vand?«. Jeg ryster på hovedet, det er ikke meningen jeg skal svare. »Solen! Så da vi lever i en verdensøkonomi - og det er her menneskerettighedserklæringen kommer ind.« Davis citerer fra erklæringens paragraf 25, der blandt andet siger, at alle har ret til en levefod, som er tilstrækkelig til sundhed, velvære, bolig, tøj, sociale goder og så videre.

»Det er der ingen, der kan være uenig i, men det giver ingen mening, hvis der ikke er et værdiudvekslingssystem til det. Almindelige penge er bare til for at symbolisere rigdom og udveksle varer og tjenesteydelser. Derfor besluttede vi at trykke verdenspenge baseret på kilowatt. På solen. Davis fremviser en pengeseddel i plasticlaminering. »Vi havde ikke det rigtige sikkerhedspapir, så vi blev nødt til at laminere hver enkelt seddel.«

For anden gang spørger Davis mig, om jeg tror de er en flok gamle tosser -crack pots. Når jeg stiller kritiske eller opklarende spørgsmål til verdensregeringen bliver han enten en lille smule aggressiv eller anklager mig for ikke at være klog nok til at forstå koncepterne. Som en anden Yoda eller buddistisk munk stiller han kryptiske paradoksale modspørgsmål. Jeg spørger, om der ikke skal være et verdenspoliti og en verdenshær til at udøve verdensregeringens magt. Hobbes skrev jo, at pagter uden sværdet ikke er andet end ord, tænker jeg. Men med en anden amerikansk statskritikers ord, svarer Davis mig, at Henry David Thoreau, der i sin bog Civil Ulydighed fra 1849 skrev, at når statens love bliver mere retfærdige, vil behovet for magtanvendelse blive tilsvarende mindre. Han tilføjer, at kriminalitet skal håndteres på »et passende niveau«. En trafikforseelse i Burlington skal selvfølgelig ikke en tur i verdensdomstolen.

Hvis jeg bruger ordet international, retter han på mig og siger, jeg skal siger verdensborgerlig i stedet.

»Lad være med at bruge ordet international, det betyder mellem nationer«, belærer han. »Brug ordet verdensborger.«

Vi fortsætter med at tale lidt current affairs. Hvad skal man stille op med en type som Assad i Syrien, spørger jeg. Samtalen er svær, for Davis nærmest nægter at anerkende Syrien som en politisk enhed. Igen skælder han mig lidt ud for at være på »det forkerte niveau«. Jeg spørger, hvad han synes om Obama. Han synes ikke noget, svarer han. »He's on the wrong level«.

Davis siger, at jeg ikke har forstået en brik, fordi jeg bliver ved med at tale på det nationale niveau. Men overgrebene er der jo alligevel, indsiger jeg, hvad skal man stille op med mennesker, der dræber andre mennesker. 

»Man hjælper dem,« siger Davis. »Hvis du taler om mennesker, så er der ikke nogen nationer. Det er meget svært for dig at forstå idéen om ingen nationer. Nationer er 18hundredetals horse and buggy stuff

»It's a whole new ball game. Jeg er en person, som er på det globale niveau, men resten af verden er på nationsniveau. Dit spørgsmål kommer ud af nationalstatstænkning. Hvis alle bare tænkte som jeg gør. Hvis alle bare så dem selv som mennesker på planeten Jorden. Vi er på vej mod et højere forståelsesniveau, og der er love involveret. Præcis som du har love i din krop. Vi vil eliminere den forfærdelige pris, man betaler for nationalstatssystemet. Det er 1800tallets økonomiske struktur. Vi bliver nødt til at blive klogere, vi bliver nødt til at bruge vores hjerner. Det er til vores fordel at gøre sådan. Einstein sagde, at forestillingsevnen er vigtigere end intelligens. Alting, der skal skabes, må først forestilles«.

Jeg tager imod skideballen, men bliver alligevel ved med at insistere på, at der i den nye forestilling må inkluderes noget magtmæssigt til at håndtere forbrydere.

»That's not my problem. I'm over 90. You will have to figure that out«

Davis gider ikke rigtig tale om de praktiske problemer med verdensregeringen. Jeg havde ellers planlagt - med Hanna Arendts hjælp - at spørge ham, om ikke der er et forfærdeligt totalitært potentiale i den utopiske forestilling om en global verdensmagt. Arendt havde set nazismen komme og gå. En hysterisk utopi, der havde sendt hende i eksil. Herfra skrev hun igen og igen om faren ved at opbygge systemer, der ikke er baseret på humanistiske koncepter som tænkning og spontanitet. Arendt så faren ved utopien i kraft af dens udformning, som en detaljeret plan over fremtiden, der ødelægger muligheden for menneskelig spontanitet, og afskaffer politikken. Arendt var ikke urolig ved tanken om det kosmopolitiske. Mennesket, der tænker kosmopolitisk, tænker nemlig menneskeheden som en enhed, hvilket er nødvendigt for at forstå mennesket som ligeværdige individer med lige rettigheder. Men hun var bange for udformningen. Både i Sovjet og Nazityskland så man mere end skeptisk på den jødiske verdensborger uden nation. Der var hos nazister noget særskilt suspekt ved kosmopolittens loyalitet i forhold til nationen. I propagandafilmen Jøden Süss fra 1941 bliver hovedpersonen spurgt, hvor han har hjemme, hvortil han svarer nøjagtig som de stoiske filosoffer fra oldtiden, der først kom på idéen om det kosmopolitiske; Jeg har hjemme i verden.

Garry Davis er 92 år gammel og gider ikke debattere praktiske problemer. Jeg vender samtalen mod de glade dage i Paris i 1948.

Gallup anslår, at de har udstedt omkring 750.000 verdensborgerpas siden slutningen af 40'erne. Foto: Kristoffer Granov

Efter at havde afbrudt FN-forsamlingen med sin tale, blev Davis anholdt. Camus gik med Breton -der uden tvivl må have haft smag for det surrealstiske i optrinnet- til generalsekretæren, men fik at vide, at alle og enhver jo ikke bare kan begynde at holde taler til FN. Camus var ikke tilfreds og arrangerede straks en spontan pressekonference på et brasserie overfor Trocadéro.

»Han gik over på en café overfor Trocadéro og holdte en pressekonference. Han sagde: ”Latterliggør ikke det her. Den journalist der latterliggør det her, kommer til at mærke min pen”. Hans pen var så stærk, at de tænkte, at de hellere måtte behandle det seriøst. Hvis Camus siger, det er seriøst, så er det seriøst.«

I Combat skrev Camus: »Hverken Davis, eller dem der har velkommet ham, forestiller sig at være bærere af sandheden for verden. De har bare ringet en alarmklokke efter bedste evne, og det er meget muligt, at alarmen blev ringet i ørkenen. Men før man griner af det, overvej i det mindste det grimme skamfulde ansigtsudtryk, som dagens realister bærer, og sørg for at du, frem for alt, ikke kaster den første sten.«

-Hvordan var dit forhold til ham?

»Altså jeg var en ung fyr og han var jo en stor helt for mig. Det var i virkeligheden også på grund af ham, at solidaritetskomiteen blev formet. Oberst Sarrazac, som havde været medlem af maquis'en under krigen var strategen, han spillede det meget cool. Vi havde en pressekonference, hvor alle journalisterne og alle de der store navne var der. Breton og alle dem. Sarrazac sagde, at han havde skrevet en lille erklæring om et conseil de solidarité pour Garry Davis,« siger Davis og efterligner den karakteristiske måde, en franskmand udtaler engelske ord. »Han vendte sig mod Camus, for han vidste, at hvis Camus sagde ja, ville alle sige ja, så Camus var den første person, han skulle have ombord. Han spurgte ham om han ville være medlem af et conseil de solidarité pour Garry Davís, og Camus var forbløffet. Du ved, han var jo indædt uafhængig, meldte sig aldrig ind i noget som helst, men han var fanget. Alle journalisterne var der, alle ventede på, hvad han ville svare. Camus kiggede på mig og smilte, jeg kiggede på ham -mit fransk var ikke særlig godt, så jeg var ikke helt sikker på hvad der foregik. Jeg er sikker på han tænkte, ”hvis jeg skal sætte mig selv på spil for den her fyr, vil jeg vide at han er den ægte vare”. På en eller anden måde lykkedes det mig at smile tilbage, og Camus nikkede og sagde, ”ja” «

Omkring julen 1948 besluttede Davis, at det var på tide at udvide aktivismen til Tyskland. Invitationerne var talrige og den tidligere bombepilot havde stadig dårlig samvittighed over den skade han havde gjort under krigen. Men det var lettere sagt end gjort uden papirer. På broen over Rhinen ved den lille tyske by Kehl, der ligger umiddelbart modsat Strassbourg, fik han tilladelse til at forlade Frankrig, men ikke til at bevæge sig ind i Tyskland. Ikke sen til at udnytte en mulighed for et pr-stunt slog Davis sig ned på broen i ingenmandsland og bekendtgjorde til pressen, at fra nu af kunne han nås fra adressen No Man's Land, Pont Kehl, Betweeen Strassbourg and Kehl, Franco-Germany. Som sædvanlig var støtten massiv. De studerende ved universitetet i Strassbourg kom med klapsalver og mad. En indehaver af en butik med friluftsudstyr donerede et telt, som senere blev erstattet af en lille træhytte bygget af frivillige. Igen masser af pr til den verdensborgerlige sag og igen en strøm af breve fra hele verden. Verdensborgere ankom for at deltage, Davis drømte om at grundlægge en lille verdensby i grænselandet. Men det viste sig, at tiden til den type aktivisme var ved at være forbi. Davis havde skrevet til en af tidens store humanister, lægen og filosoffen Albert Schweitzer om råd. Schweitzer var om nogen en mand med moralsk integritet. Han rådede Davis til at tage sig en periode med eftertænksomhed og meditation, hvilket ville være umuligt som leder af en verdensregering. »Forsøg at have en klar bedømmelse af tingene«, skrev han fra sin klinik i Lambaréné. »Du ville handle med udvendige midler i stedet for at handle med ånden. Du må opgive den metode.« Davis følte at Schweitzer havde ret og rådet kom heller ikke helt ubelejligt. Efter en intens periode, hvor det var lykkedes ham at bliver anerkendt verden over som verdensborger nummer 1, var han udkørt. Han bekendtgjorde sin beslutning til pressen og begav sig igen ind på den amerikanske ambassade i Paris. Bag skranken sad endnu Mrs. Schneider. Ikke længere amerikansk statsborger måtte Davis fortsætte sin vej tilbage til USA som »French non-quota immigrant«, der kunne få lov at være i USA som »resident alien«.

Et halvt år forinden var Davis på ambassaden for at opgive sin status som juridisk amerikaner. Hans sag var blevet en global historie, nu manglede den en praktisk dimension. Svaret blev International Registry of World Citizens, hvor sympatisører kunne registrere deres verdensborgerskab. I løbet af 2 år var der mere end 750.000 mennesker, der gjorde netop det. Et par år senere grundlagde Davis World Service Authority, der udsteder verdensborgerpas fra kontoret i Washington DC. Davis' eget verdensborgerpas fik nummeret 0001. Underneden stod der: »This passport, properly visaed, is valid for travel in all countries unless otherwise restricted.« Efterfulgt af samme besked på esperanto.

På femte sal i en kontorbygning i Washington DC bor World Service Authority. I elevatoren møder jeg en sort mand på omkring 50, der også skal besøge organisationen. Han skal have sig et verdensborgerpas, fortæller han. »Because I’m a citizen of the world«, tilføjer han med en svag antydning af en accent, der kunne være afrikansk eller caribisk. Dumt spørgsmål, tænker jeg forlegent. Hvorfor skulle han ellers have sat kursen mod præsident David Gallups organisation i den amerikanske hovedstad. World Service Authority er et af de helt konkrete resultater på Garry Davis' bestræbelser for verdensborgerskabet. Organisationen er sat i verden for at udbrede Davis' tanker, men mest af alt udsteder de verdensborgerpas. På hjemmesiden kan downloades ansøgningsformularer, som jeg pligtskyldigt har udfyldt, men efter at have været hos Davis i Vermont er jeg taget ned til Washington for at aflevere dem personligt og for at møde David Gallup, så han personligt kan udstede mit nye verdensborgerpas. Gallup er den daglige leder og præsident, mens Davis har den ikke helt klare titel world coordinater.

Jeg spørger den venlige og veltalende præsident om nogle af de praktiske omstændigheder omkring organisationens arbejde.

»Du kan sagtens få dig et verdensborgerpas uden at opgive dit lower level statsborgerskab,« fortæller han. »Du behøver ikke opgive din franske, eller danske eller amerikanske status,« siger han. Jeg rækker ham den udfyldte formular, vedhæftet nogle dollarsedler og et friskt pasfoto nede fra den lokale drugstore.

Gallup har været involveret i over 20 år, en af de mere frustrerende ting ved arbejdet er, at det skrider lidt langsomt frem, betror han mig. Men med et lidt overrumplende citat fra den tyske filosof Schopenhauer, forklarer han, hvorfor verdensborger-bevægelsen ikke har vundet afgørende frem endnu.

»Schopenhauer sagde, at sandheden har tre faser. Først bliver den latterliggjort. Bagefter bliver den voldeligt modsagt og til sidst bliver den accepteret som selvindlysende.«

»Det er jo et faktum, at der kun er én verden. Og med de teknologiske udviklinger bliver det bare mere og mere åbentlyst, at vi lever i en global virkelighed.« 

Gallup er tydeligvis blevet lært godt op af Davis. Han bruger en hel del af de samme argumenter og eksempler. Kontoret virker travlt, som Davis sagde, ringer telefonen faktisk hele tiden. En fransk jurastuderende, der bruger sin sommer på at være i praktik på kontoret, kommer forbi og spørger omkring nogle dokumenter. I de små rum er der arkivskabe fra gulv til loft. De prøver at holde overblikket over, hvor mange dokumenter organisationen har udstedt siden begyndelsen i Paris. Gallup anslår, at de har udstedt omkring 750.000 verdensborgerpas siden slutningen af 40'erne, men det er svært at holde styr på det hele, forklarer han. Men når man tæller alle de forskellige dokumenter, som organisationen udsteder - verdensborgerfødselsattesten, verdensborger id-kortet og selvfølgelig passet - mener præsidenten, at det samlede antal er på omkring 5 millioner mennesker verden over.

Organisationen fokuserer på to strategier fortæller han. Praktiske eller symbolske. Fordelen ved passet, siger Gallup, er at det både er symbolsk og konkret anvendeligt.

»Meningen med verdensborgerpasset er selvidentifikation«, fortæller Gallup. »Ja, det har en symbolsk side. ”Hvem er du? Jeg er et menneske”. Men den praktiske side af det er, at man kan rejse på det. Når man rejser som borger i en nationalstat udøver man sin ret som statsborger, men når man rejser på verdensborgerpasset udøver man sit ret som menneske til at befinde sig, hvor man nu engang har lyst til det.« 

Til slut minder Gallup mig om, hvorfor Davis startede det hele og hvorfor de stadigvæk holder dampen oppe på det lille kontor. »Det var jo for at stoppe, at folk bliver slået ihjel. Garry har sikkert fortalt dig, hvordan han mistede sin bror i krigen. Den smerte, han oplevede ved at miste ham, ville han ikke have, at nogen andre skulle opleve«

»Hvis en mand bliver skudt her nede på gaden i DC, bliver det jo betragtet som et mord. Sådan er det ikke i krig, det synes jeg er væmmeligt, derfor kæmper vi for verdensborgerskabet. Hvis man er i krig bliver et drab ikke betragtet som et mord. Når der bliver skudt en mand på gaden i DC, er det forfærdeligt, men man kan jo heldigvis gå til politiet. Jeg kunne godt tænkte mig, at man også havde den mulighed, når nogen bliver dræbt i krig. Men der findes ikke noget globalt 112, man kan ringe til og desværre ikke noget globalt juridisk system, der kan straffe dem som forbryder sig.«

Garry Davis døde i Burlington, Vermont d. 13. juli 2013. Denne historie blev første gang bragt i den trykte udgave af ATLAS.