Print artikel

Rabbiner søger menighed

I Israel blev Melchior kendt som ham fra det forjættede land Danmark. Foto: Dennis Lehmann
Det handler om at få tiden til at gå mindre stærkt og blive bedre til at være i nuet, forklarer Melchior. Foto: Dennis Lehmann
»Hvis jeg ikke var jøde eller muslim, ville jeg muligvis også selv være imod omskæring,« siger Melchior. Foto: Dennis Lehmann
31årige Melchior overtager embedet i Krystalgade, hvor synagogen har ligget siden 1833. Foto: Dennis Lehmann
»Spørg mig når jeg er død,« siger Melchior når han bliver spurgt til hvad der sker efter døden. Foto: Dennis Lehmann
Interview
05.09.14
Majoriteten skal passe på sin minoritet, siger Jair Melchior. De danske jøders nye rabbiner er rekrutteret i Israel, men har dybe danske rødder i kraft af sit slægtskab. Udover at være en Melchior, skal han som bare 31årig overtage et religiøst lederskab af en menighed, der er under pres af sekularisering. Melchior virker dog ideel til opgaven, han er nemlig selv fyldt med paradokser. Fra sit syn på omskæring og en palæstinensisk stat til livet som religiøs i en moderne tid. Mød den ortodokse rabbiner, der kalder sig selv venstreorienteret og som mener, at muslimer og jøder burde stå sammen som minoriteter.

Det er tidlig morgen. Klokken er lidt over syv, og Krystalgade er fuldstændig tom for mennesker. Inde i nummer tolv, hvor Københavns Synagoge har ligget siden 1833, er elleve mænd i fuld gang med dagens første gudstjeneste. En af dem er Jair Melchior. Han er høj, ranglet og reciterer, ligesom de andre mænd, morgenbønnerne højlydt og i sit eget tempo. Denne måned afløser han den tidligere overrabbiner, Bent Lexner, og overtager, som kun 31-årig, stillingen som det officielle overhoved for Det Jødiske Samfund i Danmark, der indtil for nyligt gik under navnet Mosaisk Trossamfund. Men Jair Melchior er også barnebarn af den tidligere overrabbiner Bent Melchior, hvilket gør ham til den ottende danske rabbiner i sin slægt. Alligevel var det først i forbindelse med ansættelsen for et år siden, at han flyttede til Danmark. Jair Melchior blev nemlig født i Norge, hvor hans far, Michael Melchior, fortsat er overrabbiner. I 1986 flyttede familien til Israel, og det er der, han er vokset op.

At blive dansk rabbiner

»Folk må altså ikke tro, at mit job kun handler om at stå inde i synagogen.« Jair Melchior sidder på Bent Lexners kontor på Carolineskolen, landets eneste jødiske skole, og venter på en dreng, der i forbindelse med sin Bar Mitzvah, skal øve sig i at læse op af et bibelafsnit på hebraisk.

»Jeg tilbringer alt for meget tid på den her.« Jair Melchior vifter med sin smartphone, og ryster på hovedet over »email-monsteret,« som han hver uge overvejer at smide ud. Men udover, at telefonen giver mulighed for at følge med i de mange mails, der dagligt vælter ind, har den også en app, der gør, at han hurtigt kan slå danske ord, som han er i tvivl om, op. Den kan han endnu ikke undvære.

Jair Melchior skal lige til at fortælle om sine arbejdsopgaver, da en gruppe fnisende teenagepiger banker på. »Jair, er de her kosher?« Pigerne holder en kasse med is frem imod ham. Han finder sin telefon frem, og begynder at slå kassens indhold op på jagt efter tilsætningsstoffer, der ikke er i overensstemmelse med de jødiske spiseregler. Det viser sig, at en af pigerne har fødselsdag. »Mazel tov«, udbryder Jair Melchior, der, når han vil vise sin entusiasme, kan lukke en høj, langtrukken og lidt skinger lyd ud af sin mund. Isene viser sig ikke at være kosher. Pigerne må, lidt slukørede, tilbage til butikken og bytte dem.

»I det her tilfælde kunne jeg ikke være så kreativ.« Jair Melchior nikker i retning af døren. »De havde ikke brug for råd, men et teknisk svar og konsulterede mig, som man ville konsultere en bog eller en robot.« Ifølge Jair Melchior er det dog de færreste i menigheden, som går op i de jødiske regler, og derfor er størstedelen af de henvendelser han får af personlig karakter. »Når det sker forsøger jeg komme med så mange svar som muligt.« Den slags vejledning handler nemlig, ifølge ham selv, i langt højere grad om at forstå situationen, og hvad det er personen har brug for at få at vide. »I de situationer forsøger jeg ikke at give et simpelt svar, men i stedet at hjælpe dem til at træffe en beslutning.« »Selvom folk«, som han efterfølgende konstaterer med et stille smil, »som regel allerede på forhånd ved hvad de skal gøre.«

At opgaverne i den danske menighed er så omfattende og forskelligartede er, ifølge Jair Melchior, netop en af grundene til, at stillingen appellerede til ham. »I Israel har man ikke menigheder. Der går man i synagogen og opfylder sine religiøse pligter. Men i modsætning til her, hvor man konstant mødes på kryds og tværs i alle mulige sammenhænge, både i og uden for synagogen, får man aldrig den der følelse af at være en del af en menighed. Det var det, jeg savnede.« 

Hvorfor?

»Moderne mennesker er ensomme. Jeg føler også stor ensomhed ind imellem, men netop derfor handler det om at rejse sig fra sofaen og skabe et indhold i sit liv. En af måderne man kan skabe det på, er ved at leve med en gruppe mennesker og sammen lave meningsfyldte ting. Det er der, det at have en menighed kommer ind i billedet.«

Hvordan adskiller din kritik af moderniteten sig fra den man for eksempel hører fra folk, som flytter ud i en skov på jagt efter et mere autentisk liv?

»Det tror jeg ikke nødvendigvis, den gør. Selvom vi naturligvis forsøger at finde svar forskellige steder, handler det grundlæggende om det samme: at få tiden til at gå mindre stærkt, og at blive bedre til at være i nuet.«

 

For Jair Melchior er det i jødedommen, han forsøger at finde svar på de spørgsmål. Sabbatten – den ugentlige hviledag, der strækker sig fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag – er et godt eksempel. »Shabbat er den mest fantastiske dag. Der er ingen TV. Ingen computer. Ingen telefon. Men når det så bliver shabbat, er der helt stille. Børnene leger hele dagen. Jeg ville aldrig forbyde dem det helt, for det ville isolere dem fra det samfund de lever i, men det jeg prøver at gøre – det som jødedommen hele tiden gør – er at sætte nogle faste rammer op.«

Rammer er dog ikke kun noget, han sætter op for sine børn. For eksempel spiser han sjældent ude i København. Han skal være sikker på, at det han spiser overholder kosher-reglerne. »Men«, som han tilføjer på karakteristisk polemisk facon, »siden hvornår er det blevet en menneskeret at gå på restaurant? I gamle dage var det en luksus.«

Alligevel er Jair Melchior ikke i tvivl om, at netop han selv ind imellem kan have svært ved at lade rive sig med – også i religiøse sammenhænge. »Jeg har helt klart et meget sociologisk blik på mange ting. En ting er at forklare, hvad folk skal gøre, og hvorfor de skal gøre det. En anden ting er selv at gøre det.«

Men, som han tilføjer, skyldes fremmedgørelsen ikke kun jobbet. Det handler også om personlighed. »Selvom jeg er et meget socialt menneske, har jeg ikke så mange venner. Det vil sige, jeg har mange venner, men det der med bedste venner, det har jeg aldrig rigtig haft.«

Jair Melchior tænker sig lidt om, før han fortsætter. »Men nu jeg tænker over det, er det det samme med min far, og hvis jeg ikke tager fejl også med min farfar. Grundlæggende tror jeg, at man ender i denne slags stillinger, fordi man er en bestemt type person.«

Det er med høje forventninger af både professionel og personlig karakter, at Jair Melchior er tiltrådt stillingen. Menigheden har både historisk og i nyere tid, ofte været præget af intern splittelse og uenigheder. Derudover er den også i tilbagegang rent talmæssigt. Det skyldes både udvandring, men også assimilation og en høj gennemsnitsalder blandt de som bliver tilbage. Til spørgsmålet om, hvorvidt han har en tendens til at romantisere menigheden falder svaret prompte. »Selvfølgelig. For mig har den altid stået som et ideal. Måske ind imellem også lidt for meget.«

Bar mitzvah-drengen ankommer endelig. Mere end et kvarter senere end den aftalte tid, og hilser teenagesløvt på sin rabbiner, der svarer igen med en syngende high five.

Et ansigt udadtil

For nogle måneder siden besøgte Jair Melchior en folkeskole, hvor han, sammen med en imam, en præst og to medlemmer fra Hare Krishna, var blevet inviteret til at tale om sin tro. Som repræsentant for jødedommen var det meningen, at han skulle præsentere eleverne for en sammenhængende og autoritativ udlægning af, hvad jødedommen er for alle jøder i hele verden. Men Jair Melchior var ikke langt inde i sin præsentation, før han begyndte at komme med eksempler på de mange forskellige måder jødedommen fortolkes og praktiseres på.

Den indstilling er ifølge Tali Melchior, Jair Melchiors hustru, en af grundene til, at han passer godt til den dansk-jødiske menighed. »Jair lever i overensstemmelse med de religiøse regler, men han er på ingen måde rigid, når det kommer til den sociale kontekst.« Uden denne evne til at se tingene fra mange sider, mener hun ikke, at han, eller de som rabbinerpar, ville kunne løfte opgaven.

»Mine venner grinede, da de hørte, at vi havde fået jobbet.« Fortæller Tali Melchior. »De synes, at vi er meget ukonventionelle. Men hvis det var dem, ville de konstant møde deres menighed med en idé om, at medlemmerne gjorde tingene forkert. Det ville heller ikke fungere på langt sigt.«

Den store forskel er, ifølge Tali Melchior, at hvor vennerne er vokset op i isolerede religiøse miljøer, er både Jair og Tali Melchior begge født udenfor Israel, hvilket fra en tidlig alder har gjort dem opmærksomme på, at tingene kan gøres på mange forskellige måder. At man kan være jøde på mange forskellige måder.

Udover, at Jair Melchior som overhoved for landets største jødiske menighed skal komme overens med sine egne medlemmer, skal han også forholde sig til dem, der ikke er medlem af den ortodokse menighed, men som også betragter sig selv som danske jøder. Det tæller bl.a. medlemmerne i reformmenigheden Shir Hatzafon og i den ultraortodokse menighed Machsike Hadas, der samarbejder tæt med den ultraortodokse jødiske bevægelse Chabad. Oveni kommer dem der ikke ønsker at være medlem af et religiøst trossamfund og i stedet ser deres jødiske identitet som kulturelt eller etnisk forankret. Endelig er der også børn af jødiske fædre, der traditionelt ikke regnes som jøder, men som på grund af et stigende antal blandede ægteskaber er en voksende gruppe. 

Som rabbiner Yitzi Lowenthal fra Chabad, der selv ankom til Danmark for 17 år siden, forklarer: »Jobbet handler i høj grad om personlige relationer. Både Melchior og Lexner forstod, at det ikke kun handler om at være klog og retfærdig, men at det også handler om at være vellidt.«

Men, som Yitzi Lowenthal påpeger, er det vel i virkeligheden den udfordring enhver leder står overfor. »Kissinger udtalte engang, at han, efter at have været involveret i universitetspolitik, savnede Mellemøstens simplicitet. Sådan er det også ind imellem i en jødisk menighed.«

Jobbet kræver ikke kun et godt blik for de mange grupper, der eksisterer blandt danske jøder. I fremtiden skal Jair Melchior også forholde sig til de nationale debatter, der involverer dansk-jødiske interesser. Da der på folkeskolen blev åbnet for spørgsmål fra salen, rejste en dreng sig straks op og spurgte til den verserende omskæringsdebat, hvortil Jair Melchior, med et stort smil, svarede: »Jeg har det i hvert fald fint med min.«

»Hvis jeg ikke var jøde eller muslim, ville jeg muligvis også selv være imod omskæring,« siger Melchior. Foto: Dennis Lehmann

 

Selvom Jair Melchior ofte svarer på spørgsmål – især de kritiske – med en afvæbnende joke, er han ikke i tvivl om, at debatten skal tages meget alvorligt. »Hvis jeg ikke var jøde eller muslim, ville jeg muligvis også selv være imod omskæring. Det lyder jo forfærdeligt, men i sådanne situationer nytter det ikke, at man lader sig rive med af følelser. Det er nemlig alt for meget på spil.«

Af samme grund har man, ifølge Jair Melchior, et repræsentativt demokrati – med tryk på det repræsentative. »Nogle ting er så komplekse, at de kræver, at man sætter sig helt enormt godt ind i dem. I sådanne situationer er det ikke en god idé at lade flertallet bestemme.«

Sagen om omskæring mener Jair Melchior er et godt eksempel på det. »Majoriteten misforstår, hvad demokrati handler om og passer ikke på sin minoritet. Derved passer de heller ikke på deres samfund.«

Udover omskæringsdebatten, som de sidste par år er vendt tilbage mere eller mindre regelmæssigt, har Jair Melchior i sin korte embedstid også været nødt til at forholde sig til en bekendtgørelse fra fødevareministeriet, der forbyder rituel slagtning. En beslutning menigheden finder ekstremt problematisk - selvom forbuddet ikke vil have nogle praktiske konsekvenser for de danske jøder, da alt kosherkød i forvejen importeres.

Selvom sagerne bekymrer ham, er de, ifølge Jair Melchior, også gode eksempler på, hvordan jødisk lov ind imellem går dårligt i spænd med den måde, man i dag forstår verden på. »Det er ikke alting, der kan fortolkes væk, men på den anden side er vi også ind imellem nødt til at spørge os selv, hvorvidt det er vores traditioner eller os selv, der skal ændres.« Og i den forbindelse finder han både omskæringsdebatten og slagtersagen særdeles relevante. »Det er godt med emner, der kan sætte det hele på spidsen. Det tvinger nemlig én til at diskutere, hvem man er.«

Den unge Melchior

En rød plet omgivet af en masse grønt. Sådan ser det ud, da Jair Melchior, iført jakkesæt og en rød vindjakke, ankommer til den jødiske begravelsesplads, der ligger i forlængelse af Vestre Kirkegaard. Et medlem af menigheden er pludselig gået bort, og Jair Melchior er blevet tilkaldt til at assistere Bent Lexner med at forrette begravelsen, der, traditionen tro, finder sted kun få døgn efter dødens indtræden.

»Som rabbiner vælger man et andet liv. Hvis jeg skulle invitere alle mine venner til fødselsdag, ville jeg kunne nøjes med en telefonboks,« fortæller overrabbiner Bent Lexner for at give en karakteristik af et job, hvor arbejdsugen sjældent begrænser sig til syvogtredive timer. Et job hvor man, i hvert fald i princippet, altid står til rådighed.

Selvom jobbet unægteligt kræver, at man giver afkald på en klar opdeling mellem arbejde og fritid, er det, ifølge farfar Bent Melchior, ikke nødvendigvis et problem: »Stress er jo et underligt begreb, hvis man beskæftiger sig med noget, som man synes er interessant.«

Jair Melchior virker til at være af samme overbevisning, som sin forgænger, og til spørgsmålet om, hvad han laver i sin fritid, ryster han på hovedet, og svarer med et lakonisk smil: »Jeg er hele tiden rabbiner.« Jair Melchior indrømmer dog, at han ikke var helt forberedt på denne del af jobbet. »Det tog et år at forstå, at man aldrig rigtig har fri.«

Der er endnu lidt tid til, at begravelsen starter, og Jair Melchior beslutter sig derfor for at gå rundt på begravelsespladsen og spotte grave. »Hende der var venner med mine bedsteforældre.« »Ham der kendte jeg også.« Begravelsespladsens gravsten er som en scrapbog, der ikke blot fortæller menighedens historie, men også Jair Melchiors egen familiehistorie. Det understreges, da han til sidst ender foran sin egen morfars grav.

At tilhøre det jødiske Danmarks svar på Kennedy-familien har vist sig både at have sine fordele og ulemper. Som Bent Lexner forklarer: »Familien Melchior har jo spillet en meget stor rolle i denne menighed i mange generationer. Nogle vil mene for stor en rolle, og i forbindelse med beslutningen om Jairs ansættelse var der selvfølgelig både diskussioner for og imod.« At opmærksomheden er rettet mod ham selv, er Jair Melchior dog hverken i tvivl om eller utryg ved.

»Selvfølgelig holder folk øje med mig. De religiøse er bange for, at jeg er for liberal, og de liberale frygter, at jeg er for religiøs.«

Men det er ikke kun menighedens menige medlemmer, der holder øje med ham. Også Jair Melchiors farfar Bent Melchior, som han ikke tøver med at omtale som sin læremester, følger ham tæt. »Selvom jeg lærer meget af ham, er tingene også anderledes end i hans tid. Verden er anderledes.«

Da Jair Melchior får tegn til, at begravelsen skal til at gå i gang i det tilstødende kapel, fjerner han den røde jakke, og træder ind på sin plads ved siden af Bent Lexner. 

31årige Melchior overtager embedet i Krystalgade, hvor synagogen har ligget siden 1833. Foto: Dennis Lehmann

 

De danske jøders akilleshæl

Det er sensommer. Jair Melchior befinder sig i sin embedsbolig, som er en lys og moderne lejlighed, der ligger i forlængelse af synagogen. Han vendte for nyligt hjem fra familiens første ferie til Israel, efter de for et år siden flyttede til Danmark. Men besøget blev mærket af den igangværende konflikt i Gaza. »Vi nød at være tilbage, men der var også en krig samtidig.«

Både i løbet af ferien, men også efterfølgende, har Jair Melchior oplevet stor interesse for, hvad han har at sige om konflikten. »Særligt israelere bliver ofte overraskede over mine holdninger. At jeg både kan være religiøs og venstreorienteret.«

Hvorfor overrasker det dem?

»I Israel møder du bare ikke særligt mange, der både er religiøse og venstreorienterede. De religiøse befinder sig som regel langt ude på højrefløjen. Det gør jeg ikke.«

Et af de emner som Jair Melchior har stærke holdninger til, er spørgsmålet om hvorvidt det palæstinensiske folk har ret til en selvstændig stat. »Den jødiske stat blev etableret på baggrund af en antagelse om, at alle verdens nationer har ret til national selvbestemmelse. Så kan man heller ikke nægte et andet folks deres.« Jair Melchior trækker på skuldrene, som om det giver sig selv. »Jeg diskuterede det for nyligt med min far, og jeg fik vist nok også overbevist ham om, at det her argument er helt centralt. Hvordan skal vi ellers kunne legitimere vores egen eksistensberettigelse?«

Når samtalen falder på de danske jøders forhold til Israel, er det tydeligt, at Jair Melchior begynder at vægte sine ord meget mere, end han normalt plejer. Emnet er ekstremt politisk, og kræver, at han konstant vurderer, hvornår han kan – og skal - udtrykke sine egne holdninger og visioner, og hvornår han i stedet bør indtage en mere diplomatisk position. »For«, som Jair Melchior også selv flere gange påpeger, »der findes ligeså mange forskellige holdninger til Israels politik inden for den danske-jødiske menighed, som der gør blandt israelerne.« Udfordringen er, at selvom Jair Melchior som både religiøst og politisk overhoved skal lede menigheden, skal han samtidig også være overhoved for hele menigheden, og netop det er, ifølge Jair Melchior, en kæmpe udfordring.

»Det er meget vigtigt ikke at tabe menighedens medlemmer på vejen, men samtidig er det også et problem, hvis man er for konfliktsky. Konflikter er vigtige.«

Til spørgsmålet om hvorvidt han mener, at danske jøder i dag identificerer sig for meget med Israel, ryster Jair Melchior kraftigt på hovedet. »Jeg kan godt forstå, at folk her i menigheden er optagede af Israel. Det er godt og vigtigt. Jeg er også selv dybt involveret. Det er mine venner og min familie. Hver dag kigger jeg i avisen for at se om jeg kender de soldater, der er blevet slået ihjel.« 

Til gengæld mener han ikke, at parterne nødvendigvis altid har en pligt til at blande sig i hinandens anliggender. »Vi er jøder, som har valgt at bo i Danmark. Det er godt, at vi kan få hjælp fra Israel, hvis vi har brug for det, men for eksempel synes jeg, at det var forkert, da et medlem fra Israels parlament foreslog at jøder, i tilfælde af et forbud mod omskæring, skulle kunne få deres barn omskåret på en israelsk ambassade. Det synes jeg ikke, Israel skal blande sig i.«

På samme måde mener han heller ikke, at danske jøder bør føle sig forpligtede til at være talsmænd for Israel. »Israel har allerede en talsmand i Danmark. Han hedder Barukh Binah. Han er ambassadør, og gør et glimrende job. Vi hverken kan eller skal tale med én stemme.«

Det er ikke noget nyt, at spørgsmålet om danske jøders relation til Israel vækker stærke følelser. 1962 besøgte Israels første premierminister David Ben-Gurion Danmark. Han sagde til daværende overrabbiner Marcus Melchiors store fortrydelse, at alle jøder – også de danske- burde udvandre til Israel. I sine erindringer reflekterer Marcus Melchior, Jair Melchiors oldefar, både over episoden, men også dets efterspil:

»Som forholdene har udviklet sig, er det blevet væsentligt for mig at betone to ting: de danske jøders uforanderlige hjemhørighed i Danmark og nødvendigheden af at sikre den dansk-jødiske menigheds fremtid netop som dansk-jødisk menighed. Enhver anden opfattelse eller formulering af vor status er i den grad reelt og ideelt uantagelig, og jeg måtte gå i leding mod David Ben-Gurion, Israels daværende ministerpræsident, da han i september 1962, som den danske regerings gæst besøgte Danmark og ytrede sig i modgående retning.«

Siden staten Israels oprettelse, er der blevet sat kraftigt spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er en fremtid for jødisk liv udenfor Israel. Det er denne antagelse Marcus Melchior, som overhoved for en dansk-jødisk menighed, så sig nødsaget til at modgå i forbindelse med Ben-Gurions besøg. Reaktionerne, som Marcus Melchior livligt beskriver, udeblev heller ikke. Konflikten mellem »Israels konge« og »agerhønen i bjergene« blev slået stort op i den københavnske presse. Det var ikke kun udadtil, at den daværende overrabbiners kommentar skabte sensation. Også blandt jøder blev hans udtalelse fortolket ganske bredt.

 »Det skal ikke være uomtalt, at en hjemlig gruppe af de ”eneste ægte zionister” energisk tog afstand fra mig og ved at meddele dette til det store udland fik mig anbragt i en gabestok, hvori jeg aldeles ikke hørte hjemme. Deres påstand om at jeg skulle have bragt vanære over deres helgen, var grebet ud af luften…Betænkeligt var det, at mange amerikanske organisationer og enkeltpersoner hyldede mig i telegrammer og breve og udtalte, at jeg var den eneste rabbiner i verden, der var noget ved. Mange af dem havde åbenbart fået affæren galt i halsen og misforstået den derhen, at jeg ville gøre Nasser selskab i hans ønske om at se hele staten Israel udslettet af landkortet. Der findes altså jøder, der, af andre motiver end Nasser, men dog alligevel, har det på denne måde. Hos mig ligger det reelt sådan til, at jeg føler mig knyttet til staten Israel med utallige bånd – tre af dem er mine egne børn, der har besluttet sig til at leve deres liv i Israel- men jeg vil aldrig tie stille, når nogen drister sig til at forveksle mine og de danske jøders følelser og vor ansvarsbevidsthed over for Israel med vore følelser og vor ansvarsbevidsthed over for Danmark.«

Som episoden illustrerer, var spørgsmålet om de danske jøders forhold til Israel – både udadtil og indadtil - mindst ligeså kompliceret for halvtreds år siden, som det er i dag. Det er i det minefelt af holdninger, at Jair Melchior, ligesom sin oldefar, skal finde sin vej som både religiøs og politisk autoritet.

Som Jair Melchior forklarer: »Når der er sygdom i familien, passer man på hinanden. Det er ikke der, man stiller kritiske spørgsmål.« Og netop det, mener han, polariserer debatten. »Jeg har det rigtig dårligt med at se mine venners Facebook-opdateringer. Både de som er for Israel, og de som er imod Israel. Alt for mange står og hælder benzin på det samme bål, og det giver folk et indtryk af, at de er nødt til at vælge mellem to ekstremer. Det betaler vi en høj pris for.«

»Spørg mig når jeg er død,« siger Melchior når han bliver spurgt til hvad der sker efter døden. Foto: Dennis Lehmann

 

Når Jair Melchior flere gange understreger, at han finder det ekstremt vigtigt og værdifuldt, at der findes en jødisk stat, udtaler han sig både som religiøs jøde og israelsk statsborger. »Jeg håber, at Israel en dag kan blive til det, som de der byggede staten håbede på. Ahad Ha’am, en af de vigtigste zionistiske tænkere, forestillede sig, at Israel skulle blive et åndeligt centrum for alle verdens jøder. Det synes jeg ikke, Israel er god nok til endnu. Tværtimod. Staten Israel er en ramme, men fordi vi er så optagede af at forsvare os selv, glemmer vi essensen. Det, der handler om vores identitet. Det tror jeg er farligt.«

For eksempel mener han, at oprettelsen af staten Israel har rejst en hel række spørgsmål som jøder, før de fik en stat, aldrig skulle forholde sig til. »I mange generationer var det nemt at være både venstreorienteret og for menneskerettigheder. Men nu har vi en stat og skal selv forvalte magten.« 

Men ifølge Jair Melchior, er det ikke kun jøder i Israel, som er i fare for at miste blikket for hvem de er. »Folk må ikke føle sig som en b-jøder, bare fordi de ikke bor i den jødiske stat. Man skal være jøde, hvor man er.« Det er det, Jair Melchior frygter går tabt, hvis man hele tiden fokuserer på Israel. »Der er mange i Israel, som mener, at det at være israeler, og det at være jøde, er det samme, men det er det ikke. Ideen om Israel opstod samtidig med, at jødisk religion og tradition blev svækket. For nogle blev det en form for erstatning.«

Det er imidlertid ikke kun blandt jøder, der ind imellem er en tendens til betragte ordene ”jøde” og ”Israel” som rene synonymer. Natten til den 22. august blev der udøvet hærværk på Carolineskolen. En hel række vinduer blev smadret, og på en af skolens mure var der skrevet: »Ingen fred i Gaza. Ingen fred til jer zionistsvin.« Om morgenen ankom Jair Melchior til skolen sammen med sine børn. »Da jeg først så det, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Det var første gang, jeg blev rigtig bekymret.« Men, som han tilføjer, »da var jeg heller ikke kun Jair eller rabbiner, men også far.« Truslerne skal tages alvorligt, mener Jair Melchior, men han understreger samtidig også, at det er statens ansvar at sikre de danske jøders sikkerhed. »Det her er politiets opgave. Ikke vores egen.«

I løbet af sommeren er Jair Melchior også selv blevet truet på gaden af en arabisktalende mand, som begyndte at råbe efter ham, fordi han går med kalot. Jair Melchior understreger, at det er første gang, det er sket, siden han flyttede hertil. »Dagen efter havde jeg en diskussion med en af synagogens vagter, som vil have mig til at passe mere på. Men jeg vil have lov til at gå, hvor jeg vil, som jeg vil.« Det er, ifølge ham selv, den eneste måde man bekæmper chikane. Konsekvenserne må man leve med.

At konflikten i Mellemøsten har en så negativ effekt på forholdet mellem Europas jøder og muslimer, mener han ikke blot er meget sørgeligt, men også et kæmpe problem. »Vi har mange fælles interesser. Vi burde stå sammen.« Det franske forbud mod at gå med hijab, mener han er et godt eksempel. »Jeg var rasende. Det var et forfærdeligt udemokratisk angreb på et af landets minoriteter, og jøder burde have været de første til at bakke dem op.« Problemet er, ifølge Jair Melchior, at både muslimer og jøder i Europa på grund af situationen i Mellemøsten kommer til at betragte hinanden som modstandere. »Det er synd, når det netop nu er så vigtigt, at vi samarbejder.«

Fremtiden er som døden

»Når folk spørger mig, hvad der sker efter døden, svarer jeg altid det samme: spørg mig når jeg er død.« Med fremtiden har Jair Melchior det lidt på samme måde. 

»Hvis jeg ikke var rabbiner, ville jeg måske være blevet forretningsmand. Jeg håber det ikke, men engang imellem får jeg denne her tanke om at bygge noget op i den virkelige verden. At få stor succes. Det er en klassisk kapitalistisk tanke, som også jeg kæmper med.«

Jair Melchiors far Michael Melchior var minister i Israel fra 1999 til 2001. Den unge rabbiner vil ikke udelukke, at han en dag også går ind i politik. »Jeg har tidligere været meget involveret i forskellige socialdemokratiske bevægelser, og har blandt andet været meget inspireret af den skandinaviske velfærdsmodel.« »Faktisk,« tilføjer han efter et øjeblik, »så meget, at jeg blandt folk blev kendt som ham fra det Forjættede Land. Det forjættede Land Danmark.«

Når Jair Melchiors kontrakt udløber om nogle år, er det både op til menigheden og hans familie om den bliver forlænget. »I modsætning til dengang min farfar var ung, bliver de færreste nu om dage i det samme job hele deres arbejdsliv. På den måde adskiller jobbet som rabbiner sig jo ikke fra alle mulige andre erhverv.« 

Men for nu er Jair Melchior her, og det er den første september og næsten ti timer siden, han officielt overtog stillingen overhoved for det Jødiske Samfund i Danmark. 

»Indtil i morges havde jeg ikke tænkt så meget over, at det er nu, jeg sådan for alvor overtager jobbet.« Jair Melchior smiler, men i hans ansigt har en ny form for alvor indfundet sig, som ikke var der før. »Jeg var på vej ned til morgengudstjenesten, da det pludselig gik op for mig, at jeg i dag skulle sidde et andet sted inde i synagogen end dagen før.«