Print artikel

»Gid Gud kunne begrave mændene og deres våben for evigt«

»Jeg har ikke lyst til at lugte blod og brændt menneskekød igen. Jeg hader krig.« Foto Waleed Safi
Reportage
02.07.14
For 25årige Soha Yahya har de sidste 10 år i Irak været een lang prøvelse, hvor vold og bomber har præget hverdagen. Alligevel vil hun ikke brokke sig, fortæller hun. »Jeg kender mange andre mennesker, der har haft værre skæbner,« siger hun til ATLAS.

BAGHDAD - Soha Yahya sidder på en rød plasticstol i en carport fyldt med frodige potteplanter. Kun de to små bonsaitræer ved siden af kaffekoppen på det røde bord ser ud til at tørste i Baghdads hede, selvom Soha Yahya lige har vandet dem.

Den 25-årige rengøringsdame er færdig med dagens arbejde hos en velhavende familie i et af Baghdads finere kvarterer. Hun stryger fingrene gennem sit flagrende, mørke hår, som vækker opsigt når hun går ned af gaden, og rækker ud efter cigaretterne. Hun tænder en cigaret, tager et dybt hvæs, griber fat i koppen og puster røgen ned i kaffen.

»Jeg drømmer om at flygte langt væk fra krigene, bomberne og mænd, der får stiv pik over en Kalashinkov«, siger 25-årige Soha Yahya med en bramfrihed, som præger alt hvad hun fortæller om.

Hun refererer til den eskalerende krise i Irak efter hærens kollaps overfor de fremstormende ISIS jihadister, der hurtigt og effektivt overtog kontrollen over landets næststørste by Mosul i den nordlige del af landet.

Det seneste Soha Yahya har hørt er, at ISIS i nogle tilfælde har været blot 10 km tæt på Baghdad. Den irakiske hær taber konstant landsbyer til jihadisterne og Iraks shiitiske premiereminister Nouri Al-Malikis regering har indtil videre nægtet at samarbejde med den sunnimuslimske opposition, som den har ekskluderet gennem årene.

Udsigterne til en konstruktiv politisk løsning virker uklare for Soha Yahya og mange irakere i øjeblikket, og krisen har vækket de værste minder til live hos en krigstræt civilbefolkning i Baghdad. På intet tidspunkt siden den amerikanskledede invasion i 2003 har hovedstaden været fredelig at leve i, men volden var i de seneste år blevet mere forudsigelig og været nede på »et acceptabelt niveau« som nogle irakere formulerer det.

Men nu truer volden med at blusse uforudsigeligt op ingen.

»Irak er sørgelighedens vugge«, siger Soha Yahya, og puster cigaretrøgen ud i carporten som hun dagligt spuler med en højtrykspuler i bydelen Arasat, kun få blokke fra den rundkørsel hvor den famøse Saddam statue blev væltet kort efter Baghdads fald i april 2003.

Som mange i hovedstaden foragter Soha Yahya volden og drømmer om flugten fra den. Hendes eneste værn mod den, synes at være de cigaretter som hun kæderyger dagen lang »for at holde nerverne i ro«. Inden dagen er omme, har hun som ofte tømt tre eller fire pakker.

»Jeg har ikke lyst til at lugte blod og brændt menneskekød igen. Jeg hader krig«, siger hun aggressivt.

Som Soha Yahya understreger, kan man ikke forstå hendes foragt for krigen, hvis ikke man forstår hendes sorgfulde fortid.

Soha Yahya er shiamuslim. Hun er opvokset i den sunnitiske by Ramadi 110 km vest for Baghdad. En by der sammen med byerne Fallujah, Baquba og Saddam Husseins hjemby Tikrit udgør den såkaldte Sunnitrekant. Området har især været berygtet for de voldelige konfrontationer mellem militante sunni-grupper og amerikanske styrker efter invasionen i 2003. I dag er Sunnitrekanten stort set uden for centralmagtens kontrol. Hele området vest for Baghdad domineres af militante sunni-grupper eller tidligere baathister.

Soha Yahya opdeler sit liv i fire kapitler. Det første starter med hendes allerførste forelskelse i 2005 - samme år hvor den sekteriske vold mellem landets sunni- og shiamuslimer brød løs.

»Jeg var lige begyndt at blive voksen. Jeg var 16 år gammel. Han var 17. En dag gav jeg ham en parfume og sagde, at han skulle have den på, når han skulle se mig«, siger Soha Yahya med et tilbageholdende smil, inden hun når frem til den brutale del af historien: »en dag aftaler vi, at han skal stjæle farens vandpibe, så vi kan ryge på skolen, for der er jo aldrig nogen om aften. Men kun få sekunder efter at have sagt farvel til hinanden, eksploderer en bombe i vejkrydset længere nede ad gaden. Jeg reagerer instinktivt og løber direkte hen imod krydset. Men det eneste jeg kan se, er kødstumper som ligger spredt over hele gaden.«

Den voksende amerikanske tilstedeværelse i området betød en større interaktion mellem den lokale befolkning og de amerikanske styrker. Og netop mødet med amerikanerne, som hun kalder for kapitel to i hendes liv, hjalp Soha Yahya videre efter den knusende oplevelse med kæresten.

Hun forelsker sig påny. Denne gang i en amerikansk soldat fra en af de nærliggende baser. I al hemmelighed begynder de to at ses et par gange om måneden. »Det var totalt akavet i starten. Han kunne meget lidt arabisk, og mit engelske var elendigt«, fortæller Soha om dagene med soldaten og åbner yderligere op: »Jeg var vildt forelsket i ham, og måske var han også forelsket i mig, jeg ved det ikke. Måske ville han bare bruge tiden på andre ting end sit arbejde. Måske havde han bare ondt af mig, hvad ved jeg. Men jeg håber stadig, og tror på, at han var forelsket i mig.«

Men Soha Yahyas forhold til soldaten blev hurtigt et samtaleemne blandt folk i Ramadi. I starten ignorerede hun dem, men jo længere tid der gik, desto sværere blev det at omgås folk. Især de mere konservative kræfter begyndte at chikanere hende. »Folk er dumme der i Ramadi«, siger hun, mens hun skodder den sjette cigaret på en time og konstaterer: »Kærligheden kan ikke lyve. Den skider på om du er muslim, jøde eller kristen. Men det forstår mændene ikke her.«

I takt med at chikanen fra Ramadis konservative tager til, viser volden i Sunnitrekanten endnu engang sin brutalitet. Den amerikanske soldat bliver sammen med sine tre andre kollegaer ramt af en vejsidebombe i marts 2006. Soha Yahya hører aldrig fra ham. Den dag i dag piner det hende stadig, at hun ikke ved, hvad der blev soldatens skæbne.

Nedturen fortsætter for Soha Yahya. Blot få uger efter vejsidebomben får hun besked på - af byens lokale ekstremister - at hun skal forlade Ramadi inden de næste 24 timer er omme. »De kaldte mig luder og sagde at jeg havde bragt skam over dem«, siger hun, og indleder hermed sit livs tredje kapitel: »Min far kørte mig til Baghdad og tvangsgiftede mig til en 55-årig gammel mand som han kendte,« fortæller hun, og tænder endnu en cigaret »Han var klam og ulækker. Jeg kaldte ham hele tiden bedstefar. Han gjorde mig gravid midt i 2007, men jeg fik en abort med det samme.«

Soha Yahya - som på tidspunkt er 18 år - var ikke parat til at tage sig af en gammel mand. Og slet ikke af et barn som hun med al sandsynlighed ville forsørge alene. Derfor flygtede hun fra den 55-årige i starten af 2008. Men 2008 og de efterfølgende par år blev et mareridt, siger hun. »Min familie i Ramadi ville ikke kendes ved mig, ekstremisterne var ude efter mig, og i Baghdad kendte jeg ingen udover min eks-mand. Så jeg havde ingen steder at gå hen«.

Selvom det værste af den af sekteriske vold i Baghdad var ovre i 2008, beretter Soha om en tid med misbrug og overgreb. Mange mænd udnyttede hendes skrøbelighed efter flugten fra eksmanden. De fysiske mærker som mændene har efterladt på hendes krop vidner om en kvinde, der har gennemlevet et helvede.
»Mit hjerte er blevet som kul. Men jeg hader at brokke mig. Jeg kender mange andre mennesker, der har haft værre skæbner.«

Siden 2010 har Soha Yahya været i gang med livets fjerde kapitel. I fire år har hun boet hos en lille familie der ejer en transportvirksomhed. Familien har givet hende et job som rengøringskone, og ind i mellem sørger de for, at hun får lov at gøre rent hos andre familier så hun kan tjene til dagen og vejen.

Men Soha Yahya frygter for et nyt blodigt kapitel. Hele hendes ungdom har været styret af krigene. De har frarøvet hende mænd, der elskede hende, og sendt hende i armene på mænd, der udnyttede hende. Nu synes en ny konflikt på vej til at opsluge Baghdad, og Soha Yahya tør ikke tænke på konsekvenserne.

»Jeg kan ikke overskue, hvis vi skal vende tilbage til fortiden. Gid Gud kunne begrave mændene og deres våben for evigt«.