Print artikel

Når datahøsten slår fejl

Internethistorikeren er bekymret for datahøsten. Foto: CC
Dyson voksede bogstaveligt talt op med de første computere. Foto: CC
Interview
06.05.14
Hacker-historikeren George Dyson så som barn verdens første computer blive bygget på Princeton University, men så trak han stikket. Han forsvandt ind i et liv som kajakbygger og udforskede naturen fra en selvbygget hytte i et højt træ, men vendte så tilbage til civilisationen: »Det digitale liv er ligeså vildt som det, du finder i regnskoven.« Nu vender han sig mod indsamlingen af data.

»Når man som jeg har boet så lang tid i skovene, så får du et meget afstemt forhold til naturen. Det digitale liv er i virkeligheden ligeså vildt som naturen. Digitale organismer er ikke nødvendigvis mere levende end en telefonbog, men det er strenge af kode, der replikeres og udvikler sig over tid,« konstaterer George Dyson over en digital forbindelse, mens han genkalder sig et andet slags vildtvoksende liv.

»Fra min tid i regnskovene i British Columbia kunne jeg se sporene af organismer, som ikke nødvendigvis er levende, men de replikerer sig selv alligevel,« forklarer han. »Det er et levende kredsløb af 0’er og 1-taller, der udvider sig med enorm hast. Som i begyndelsen med vores univers, så udvider det digitale univers sig ikke - det eksploderer. Det kan man ikke overvåge og forstå i fuldt omfang.«

George Dyson er er blevet kaldt internettets historiker, men hans forståelse af den digitale vildmark går ikke blot gennem historien, men også gennem naturen. Dyson er ellers opvokset på Princeton University, New Jersey, i 1950’erne, i en ny verden efter krigen. Kunne du udtænke det, kunne det lade sig gøre. To af det 20. århundredes vildeste opfindelser - atombomben og computeren - blev opfundet på samme tid og af den samme inderkreds af unge videnskabsmænd, som var den unge drengs naboer. George Dyson blev født af forældre, som var med til at skabe fremtiden. Men hvor går man hen, når man som dreng er født ind i den slags akademisk Nirvana og dagligt er omgivet af vilde tænkere? Når man er blevet klappet på hovedet af nogle af verdens førende mad men indenfor ingeniørkunst og deres forskning, der indbefattede drømme om atomdrevne rumfartøjer på Mars og ikke mindst udviklingen af den første supercomputer i verden?

Som søn af den berømte teoretiske fysiker, Freeman Dyson og en ligeså højt estimeret matematiker af en mor, Verena Huber-Dyson, var George Dysons barndom et liv blandt videnskabelige stjerner på Princeton University. Han blev som lille babysittet af Albert Einsteins sekretær og J. Robert Oppenheimer - ‘atombombens fader’ og den tidligere leder af det hemmelige Manhattan-projekt - var også tilknyttet Institute for Advanced Study på Princeton, hvorfra Dysons barndom drejede. Det var her, at matematikeren John von Neumann arbejdede på arkitekturen til den første computer i verden i midt-40’erne sammen med sin chefingeniør, Julian Bigelow. En pioner, som i 1950’erne gav George Dyson lov til at rode med elektroniske komponenter i en lade tæt på universitetet - selve supercomputeren MANIAC var et hemmeligt projekt i et lukket rum - forbudt for børn.

»Mange vokser op med naboer, der kan fixe ting, som man bliver så dybt fascineret af som barn. Når man tænker på dem senere i livet var de nok ganske almindelige. Sådan havde jeg det. Det var vilde eksperimenter, jeg voksede op iblandt, og Julian Bigelow fascinerede mig. Han skabte noget. Folk kom fra hele verden for at se den her maskine og køre noget kode på den. Senere viste det sig jo, at jeg var vokset op med mennesker, der havde skabt noget ganske fundamentalt for den verden, vi lever i i dag.«

Dyson, der har skrevet en lang række bøger om teknologiske milepæle, mener ikke det digitale wildlife skal tæmmes, sådan som det foregår med overvågningstjenestens NSAs massive aflytning af borgere gennem en systematisk datahøst. Og han ser whistlebloweren Edward Snowden som et opråb. Dysons seneste bog griber fat i matematikeren Alan Turing, som allerede i 1930’erne og 40’erne var på sporet af nutidens digitale liv og måske bedre end nutidens efterretningstjenester forstod dets væsen.

»En Pixar-film er bare masser af numre, som ligger på en disk, mens operativsystemer på computere er endnu flere numre, der replikeres på millioner af computere verden over, i konstant bevægelse og udvikling. Google, Facebook og Amazon er endnu vildere. Det er som gigantiske, flercellede organismer. Alle de her arter tilhører et digitalt univers. Din optagelse af interviewet her på Skype er et eksempel; det bliver gemt med 44 kilobyte pr. sekund. Tankerne som Alan Turing havde er i dag meget, som han tænkte det. Han ville have en komplet forståelse for, hvordan verden digitalt hang sammen i dag. Og det er også derfor, du ikke kan tæmme det digitale liv. Det er fundamentalt uforudsigeligt, hvad der sker med alle de 0’er og 1-taler, så man kan ikke have én regering, der kontrollerer det digitale liv. Ikke på grund af politik, men på grund af matematik. Kode gør bare uforudsigelige ting. Det digitale univers bliver aldrig en pæn nationalpark; det vil altid være et uforudsigeligt digitalt vildnis. Og det er faktisk betryggende.«

Dyson, som flere gange har optrådt på TED-konferencer, lever af at fortælle historier om teknologi og de mennesker, som skabte dem. Og han er slet ikke overbevist om at den altomfattende indsamling af data er nogen god idé. Dyson skriver hovedsagligt om teknologisk udvikling i relation til vores fysiske omgivelser og samfundet og går i sin seneste bog Turings Cathedral i dybden med den legendariske matematiker Alan Turing, som er en af grundlæggerne af datalogien. Og en visionær mand. I bogen, som handler om en lille gruppe af genier, der ikke bare byggede computeren, men også kiggede dybt ind i den verden, den ville skabe, forsøger Dyson at tegne et billede af fremtiden.

»Computeren blev skabt af von Neumann, som jo var i gang med det her projekt for at lave beregninger til atomvåben. Alan Turing var manden med den originale idé og Julian Bigelow var ingeniøren. I nogle skabelsesmyter falder livet direkte ned fra himlen. Skabelsen af det digitale univers indebærer også de her metaforer. Hardwaren kom ud af mudderet fra 2. Verdenskrig og koden blev skabt ud fra de her abstrakte matematiske koncepter. Digitale beregninger kræver både fysisk isenkram og en logisk sjæl for at komme til live. De her unge mennesker var gode til at reparere elektronikken og von Neumann satte dem sammen med matematiske logikere, som kunne forestille sig det her univers af 0’er og 1-taller.«

Dyson voksede bogstaveligt talt op med de første computere. Foto: CC

 

At vokse op med en far, der var dybt anerkendt for sine arbejder med kvantefeltteori, fast-stof fysik og atom-videnskab, og en mor, der ligesom faderen arbejdede med matematik på tårnhøjt niveau på Ivy League-universitetet, var som at vokse op i et ‘beskyttet værksted’ fuldt af papirer, rapporter og tanker. Ifølge Dysons eget eget udsagn var det faktisk en smule kedeligt. Et af faderens senere projekter var det teoretiske og NASA-støttede Project Orion, som i grove træk gik ud på at sende raketter ud i solsystemet med atomdrevne motorer. Men måske blev det for meget for den unge Dyson.

»De var jo vanvittigt dygtige matematikere. Datidens hackere. De arbejdede natten lang, skrev små noter med nørdehumor til hinanden og var bare i deres 20’ere og 30’ere. De her underlige videnskabsfolk var nogle af de bedste, der overhovedet var, og selvom de ikke kunne så meget andet, så var det jo vildt og fascinerende for mig, at de her sindssygt abstrakte ideer, som de havde bidraget til førte til udviklingen af computeren. Det var meget interessant.«

Men George Dyson trak stikket helt ud.

»Den computer var vel på en eller anden måde skræmmende, før jeg egentligt vidste, hvad den var. De ville overtage verden, tænkte jeg. Computeren blev kaldt MANIAC og var dimensioneret ved bare 32 x 32 x 40 bits. Det er 5 kilo byte og svarer til optagelse af en brøkdel af et sekund af den her samtale over Skype,« siger han.

I 1970 - som 16-årig - besøgte George Dyson sin søster i Vancouver, Canada, og han blev vild med byen. Og ikke mindst med kajakker. Han købte en bog og læste om en russisk bygget Kodiak-kajak, som var lidt sejere end de versioner, som amerikanerne havde bygget. Men den var russisk-tænkt og derfor ikke populær. Han blev fascineret og byggede sin første kajak på søsterens veranda. Han flyttede længere ind i naturen i British Columbia og søgte ensomheden og udviklede med tiden en større kajak-type, et design inspireret af Aleut-stammen; båden var også kendt på russisk som en baidarka.

Baidarka: The Kayak var også titlen på George Dysons bog fra 1986, hvor han i billeder og tekst viser, hvordan man kan bygge sin egen kajak og i bogen beskriver han sit liv i naturen som en fri sjæl. En bruger på Amazon beskriver bogen således: »I don't know how this book got published, it does not fit well into any one category.«

På det tidspunkt boede George Dyson omkring Belcarra Bay, udenfor Vancouver og byggede på et tidspunkt sin egen hytte mange meter over jorden imellem træstammer for at få et endnu bedre udsigtspunkt. Hytten surede han fast med reb, vinduerne var gammelt glas fra fjernsynsskærme.

»Jeg var bare glad for at bygge både og blev ret god til det,« siger George Dyson, som blev canadisk statsborger og blev boende i skovene indtil langt op i 1980’erne.

Som sin far søger George Dyson svar. Og går utraditionelt til værks. George Dysons og hans fars forhold er beskrevet i bogen The Starship and The Canoe, som fortæller historien om den verdensberømte astrofysiker Freeman Dyson, som drømmer om at udforske himlen i et billigt designet rumskib, og så George Dyson, som bor i det her træ, højt oppe i trækronerne, ved kysten i British Columbia, og er i gang med at designe en stor havkajak. Begge vidt forskellige karakterer og hver især dybt optaget af hver sin vision; himlen og kysten og øerne langs den canadiske nordvest. Bogen beskriver den underlige far-søn-duo; excentriske, men meget beslutsomme om deres mål og metoder.

»Borgerne kan godt se forskel på almindeligt politiarbejde og så et hemmeligt politi og bør have valget selv.«

 

Dysons følger i dag debatten om den massive data-overvågning, der finder sted fra efterretningstjenester, som afsløret af whistlebloweren Edward Snowden, tænker over, hvad den betyder for tilliden til de statslige systemer. I en klumme i tidsskriftet Edge skriver George Dyson, at det ultimative mål med indsamling og analyse af data ikke bare er at finde ud af, hvad der bliver sagt og gjort, men også, hvad der bliver tænkt. Han finder udviklingen skræmmende.

En af årsagerne til, at George Dyson også er optaget af NSA og overvågningsspørgsmålet er af historisk karakter. Han ser tydelige paralleller til de tanker som matematikeren Alan Turing havde, da han udlagde sine versioner i en ung alder.

»Alan Turing arbejdede under 2. Verdenskrig for GHCQ, som er den britiske pendant til NSA og forbilledet for NSA. Under krigen reddede han den britiske side ved at bryde den tyske Enigma-kode. Det var en kamp mellem efterretningstjenesterne. Arbejdet var med til at ændre udfaldet af krigen. I dag har vi (i USA), hvad vi kalder en sikkerhedstjeneste, men det er jo noget helt andet. En af opgaverne for et sikkerhedsbureau er at sørge for, at vi har en sikker og uigennemtrængelig kommunikation. Det er en ret klar opgave. Den anden opgave er at bryde fjendens kommunikation. To forskellige opgaver. Vores egen sikkerhedstjeneste har perverteret den mission ved at prøve at bryde AL kommunikation overhovedet. En del af den måde internettet i dag fungerer på er kommerciel og afhænger af en hel del kryptering. Er det virkelig en national sikkerhedstjenestes opgave at gå så langt og ødelægge alt dette? Edward Snowden siger nej, og jeg er enig med ham.«

I et dansk perspektiv er overvågningen af danskernes internettrafik eksploderet. 3,5 billioner gange blev danskerne registreret på mobil eller internet i 2013. Det svarer til 72 registreringer pr. borger pr. time, døgnet rundt, året rundt. Mere end 90 procent af registreringerne er overvågning af danskernes internetbrug – den såkaldte sessionslogning. De regler, der er om logning af internettrafik, har medført den eksplosionsagtige vækst. Det betyder en ret indgående overvågning, som reelt ikke har haft nogen værdi for politiets efterforskning. Det er ude af proportioner.

Med udbredelsen af ​​søgemaskiner, der direkte kan spore forbindelserne mellem de enkelte menneskers sind og ord, billeder og ideer, som både karakteriserer og i stigende grad udgør deres tanker, virker et mål om at kontrollere tanker indenfor rækkevidde. Det lyder som science fiction, men hvorfor? Et system, som har den absolutte magt til at beskytte sig selv fra farlige idéer vil også nødvendigvis blokere originale og kreative tanker. Det er den fatale fejl i idealet om en sikkerhedsstat, mener Dyson:

»Når man indsamler ALT, så er det jo for at forsøge at stoppe ‘farlige’ handlinger og personer. Men det er en glidebane, for hvor stopper det? På den måde vil man stoppe idéer, og det betyder også, at filteret bliver så stærkt, at alle typer ideer vil kunne blokeres, fordi de kan være potentielt farlige. Selvom vi har lyttet til hele verdens telefonopkald og logget e-mails, så har vi jo ikke rigtigt fundet mange terrorister. Det er en illusion og en irrationel frygt. Der er nok at være bange for, men måske er det ikke så slemt. Vi er i USA ved at lukke os selv inde bag en beskyttet mur,« siger han.

»Overvågningen i det her omfang giver en falsk form for tryghed. Falsk tryghed er værre end ingen tryghed overhovedet. De her ting går også ud over den fysiske verden og gør nu f.eks. sikkerhedstjek til et helvede i lufthavne, ligesom vi her i USA oplever store vanskeligheder, når der ved konferencer skal flyves udenlandske oplægsholdere ind. Det virker mere og mere som en autoimmun sygdom, hvor du bliver syg, fordi dit immunsystem bliver for følsomt og begynder at reagere mod dig selv.«

Privatlivets fred er også en saga blot og opsamling af kommercielle data er et helt kapitel for sig, men mens Edward Snowden nu taler varmt for kryptering og værktøjer til at hemmeligholde data på vores computer og transmission af data over internettet, mener George Dyson, at hele overvågningen bør synliggøres og afmonteres. De fleste mennesker er i dag oppe i det røde felt, fordi NSA i årevis har medvirket til at gøre databeskyttelse og kommunikation mindre sikker for bedre at kunne masseovervåge.

»Vi er langt forbi den oprindelige tanke omkring sikkerhed. Vi gør overhovedet ikke os selv mere sikre, men derimod mere skrøbelige med al den overvågning. Tingene er spundet ud af kontrol. Ideen om at, hvis vi inspicerer alting, så kan vi kontrollere det hele, er gal. NSA forsvarer deres kæmpe datahøst og analyse med det argument, at data og metadata ikke bliver læst af mennesker, men af maskiner, og derfor, juridisk set, ikke bliver læst. Det alene bør tænde en alarm. Jeg vil personligt hellere have, at der er en person, der rent faktisk lytter med på mine samtaler end, at det er en stor computer, der opsamler alt.«

»Skal vi slukke alle computere, der overvåger? Nej, men vi kunne måske starte med at slukke for den hemmeligholdelse, der foregår. Vi kan godt indsamle data i det åbne. Borgerne kan godt se forskel på almindeligt politiarbejde og så et hemmeligt politi og bør have valget selv.«