Print artikel

Skyldsspørgsmålet

En stadig kamplysten Radovan Karadzic. Hvor meget opbakning, han stadig har, er et ubesvaret, emn ikke uvæsentligt spørgsmål. Foto: CC
Interview
07.04.16
Med domsafsigelserne over krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien er behovet for at løsrive spørgsmålet om skyld og ansvar fra en kollektiv fortælling blevet vigtigere end nogensinde. ATLAS har talt med analytiker ved ICTY og lektor Christian Axboe Nielsen

En ældre herre med hvidt hår trådte den 24. marts 2016 ind i retssalen for FN's krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien, ICTY. Gemt bag små brilleglas indbefattet af stål, sort jakkesæt og et stribet slips, lignede han enhver anden statsmand. Men kort tid efter han var trådt ind i selvsamme lokale, efter cirka otte års retssag, blev han idømt 40 års fængsel.

Hans navn er Radovan Karadzic, og han blev dømt skyldig i de fleste af de fremsatte anklagepunkter, herunder folkedrabet i Srebrenica i 1995 som del af krigen i Bosnien-Herzegovina. Srebrenica bliver ofte beskrevet som den værste massakre i Europa siden Anden Verdenskrig med 8.000 lig af muslimske drenge og mænd til følge. Et par dage efter Karadzics dom faldt endnu en i rækken. Denne gang over den serbiske nationalist Vojislav Seselj, som modsat blev frifundet.

»Først og fremmest må vi indse, at de her retssager er af symbolsk karakter. Det vil aldrig nogensinde i verdenshistorien ske, at vi får flertallet af gerningsmænd dømt. Kigger man på tyskerne efter Anden Verdenskrig er det en minutiøs brøkdel af den samlede andel af gerningsmænd, der blev dømt,« siger Christian Axboe Nielsen.

Derfor stopper arbejdet ikke ved domstolen, men strækker sig ud til de nuværende politikere, som skal være med til at løsrive spørgsmålet om skyld og ansvar fra den kollektive fortælling.

»I det omfang at politiske ledere på Balkan ikke tager afstand fra de forbrydelser, som deres egne landsmænd er blevet dømt for, så er det implicit en udtalelse fra deres side om, at de rent faktisk støtter de forbrydelser.«

Christian Axboe Nielsen har i perioder arbejdet som analytiker og ekspert ved ICTY foruden at være lektor i Østeuropastudier ved Aarhus Universitet. Ved ICTY arbejdede han for anklagemyndigheden, hvor han var ansvarlig for at analysere politiet i Serbien, Republika Srpska og Repblika Srpska Krajina (den serbiske udbryderrepublik i Kroatien fra 1991 til 1995).

Offerrollen

Med dommen over Karadzic blev den tidligere psykiater ikke kun fundet skyldig, han blev direkte beskrevet som arkitekten bag folkedrabet i 1995. Drab, som blev planlagt og begået i det tidligere Jugoslavien under en fremadstormende nationalisme. Det begyndte i 1980erne, hvor den for alvor tog til i Serbien. Karadzic blev i den periode Milosevics forlængede arm som præsident for den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska. Jugoslavien var i opbrud, og både Milosevic og Karadzic gik ind for et nyt Storserbien.

Det hele handler om den her udprægede frygt for, hvad der vil ske, hvis man bliver til et mindretal. Karadzic sidestiller det at være mindretal med udryddelse. Det serberne gør i starten af 1990erne går helt og holdent ud på at beskytte sig selv, set ud fra deres synspunkt

»Med andre ord kan det hele nemt koges ned til et spørgsmål: hvorfor skal vi serbere være mindretal i jeres land, hvis I kan være flertal i vores land? Det hele handler om den her udprægede frygt for, hvad der vil ske, hvis man bliver til et mindretal. Karadzic sidestiller det at være mindretal med udryddelse. Det serberne gør i starten af 1990erne går helt og holdent ud på at beskytte sig selv, set ud fra deres synspunkt,« siger Christian Axboe Nielsen.

– Man kan vel nærmest sige, at de indtager en form for offerrolle?

»Ja, det kan man meget vel sige. Der er jo også andre steder i verdenshistorien, hvor man kan se, at netop de aktører, der mener, at de er ofre, er dem, der er i stand til at begå forbrydelser mod andre.«

- Så de gør i virkeligheden det, de selv frygter allermest?

»Netop. I Tyskland i 1930erne var tyskerne også besatte af det, at de var blevet til ofre. Ved domstolen i Haag har der været 161 anklagede, og en del af dem har indrømmet deres skyld. Det er interessant at fremhæve, at blandt de serbere i Haag, der har erklæret sig skyldige, finder man meget prominent i deres udsagn, at de siger, at de var så sikre på, at de havde været ofre under Anden Verdenskrig og ville blive det igen. På den måde fortæller de, at de ikke var i stand til at se, at de var begyndt at begå forbrydelser mod de andre.«

Christian Axboe Nielsen har gennem 20 års arbejde med Balkan fundet frem til det, han selv kalder et ’konkurrerende offerskab’. Det dækker over den udbredte selvopfattelse af at være ofre, som samtlige aktører i det tidligere Jugoslavien ligger under for.

»Det er vigtigt at understrege, at det ikke er noget, serberne har monopol på. Tværtimod. Fx fremhæver de kroatiske politikere hele tiden, at ’vi’ det kroatiske folk kun kan være ofre, men aldrig gerningsmænd. Man ser det også i Makedonien og hos albanere i Kosovo. Det er også derfor, at de fleste albanere ser det som umuligt, at der er blevet begået forbrydelser mod serbere. Men det er der.«

Skylden

Det er ikke kun Radovan Karadzic og Vojislav Seselj, som er blevet henholdsvis dømt og frifundet. I alt løber anklagerne som nævnt op på 161, hvor flere højtstående medlemmer af militæret og det politiske virke er på anklagebænken. De igangværende sager tæller blandt andet Ratko Mladic som var bosnisk-serbisk generaloberst.

For at kunne dømme krigsforbrydere ved ICTY, har man benyttet sig af et juridisk begreb, der tager udgangspunkt i organiseret kriminalitet. Det hedder Joint Criminal Enterprise og er overtaget fra amerikansk jura. Begrebet kan sammenlignes med bandekriminalitet. Hvis en person bliver dræbt, vil der være en specifik person, der har trykket på aftrækkeren. Men der findes også en bredere kontekst af bandemedlemmer, som har hjulpet til med projektet fx ved at stille biler til rådighed, fundet gemmesteder eller andet. På den måde får bandemedlemmerne et fælles, forbryderisk projekt.

Ser man på anklageskriftet mod Radovan Karadzic eller Slobodan Milosevic, nævnes de som del af samme Joint Criminal Enterprise. I dommen over Karadzic står der eksempelvis, at de forbrydelser, han er fundet skyldig i, også er en del af noget andet, hvor andre, som Milosevic, har spillet en rolle. De andre har med andre ord gjort forbrydelserne mulige og omvendt. Det fungerer som led i det principielle spørgsmål, der rejser sig i denne sag om, hvor meget ansvar den øverste politiske leder har for det, denne persons politik fører med sig. Et spørgsmål der, ifølge Christian Axboe Nielsen, også er essentielt for de nuværende politikere.

»Den tyske filosof Karl Jaspers har skrevet en bog med titlen Die Schult Frage (skyldsspørgsmålet, red.). Det, Jaspers skrev, var, at efter en omfattende krig, hvor der er omfattende og systematiske forbrydelser, har det folk, hvis navn forbrydelserne blev begået i, en forpligtelse til at medvirke til retsopgøret. Og offentligt at tage afstand fra de forbrydelser. Hvis de gør det, så medvirker de til, at den kollektive skyld fjernes fra et folk. Men så længe de for eksempel forhindrer det retsopgør eller identificerer sig med de konkrete gerningsmænd, der bliver dømt, medvirker de til, at der er en kollektiv skyld.«

- Findes der en kollektiv skyld i eks Jugoslavien?

»Det er vigtigt at se på, hvordan politikere og helt almindelige borgere reagerer på, at et medlem af deres folk er blevet dømt. Uanset om det er serbere, kroatere eller albanere. Hvis reaktionen er, at det umuligt kan være sandt, så har vi et problem, for så nægter den konkrete aktør at tage afstand fra de forbrydelser. Man kan have en mistanke om, at det ikke bare er den pågældende aktør, der ikke vil acceptere den dom, men at den aktør måske også støtter de forbrydelser, der blev begået.«

Radovan Karadzic blev anholdt i 2008 efter at have været gået under jorden siden 1997. I alt har sagen taget 497 retsdage og krævet 586 vidneforklaringer. Sager af den karakter er så omfattende, at ikke alle når at blive dømt, som episoden med Milosevic illustrerer, hvor den anklagede døde i sin celle i 2006. Derfor har man flere gange måtte overveje, om dele af sagerne kunne udelukkes eller på anden måde forkortes.

»I Bosnien er der fx over 100 kommuner, og i langt de fleste kommuner blev der begået forbrydelser. Det, dommerne i Haag så siger til anklagemyndighederne, er, at de skal skære ned på det antal af kommuner, som de vil føre beviser for. Det har man gjort, fordi der er så mange forbrydelser, at retssagen ville vare endnu længere, hvis man skulle føre beviser for samtlige kommuner.«

- Men hvad har det haft af betydning for ofrene?

»Hvis man sætter sig i ofrenes sko, er det ikke sjovt at få at vide, at de forbrydelser, der blev begået i netop deres kommune, ikke bliver behandlet i denne her retssag. Men på den anden side kan man godt forstå, at tribunalet er nødt til at vælge et begrænset antal kommuner, hvor forbrydelser begået dér er repræsentative for hele krigens gang. En af de ting, ofrene i forvejen er utilfredse med, er, at de her retssager tager så lang tid. Der må man så spørge, hvordan man finder balancen.«

Sagernes omfang er ikke det eneste sted, man har måttet sortere. Lige fra starten vidste domstolen i Haag godt, at den ikke ville eksistere for evigt. Derfor fik man anklaget de personer, man anså som de vigtigste. Herefter er der oprettet nationale anklagemyndigheder i Kroatien, Kosovo, Serbien og Bosnien. Christian Axboe Nielsen kalder det for »enden på begyndelsen« og sammenligner det med Nürnberg under Anden Verdenskrig.

»Det vigtige i Nürnberg var, at man fik dømt de vigtigste. Man mente dengang, at Nürnberg skulle føre til flere retssager. Ikke hvor det var en international militærdomstol, der retsforfølger tyskere, men tyske domstole, der retsforfølger tyskere. 15 år efter Anden Verdenskrig havde det vesttyske justitsvæsen ikke løftet en finger for at restforfølge gerningsmænd for Holocaust. Men meget langsomt begyndte man at gøre det i 1960erne. Det er stadig en lille brøkdel, der er blevet dømt. Men selv i 2014 og 2015 er der nogle gamle mennesker, som pludselig er blevet anklaget for massemord i Holocaust.«

Tyskland og EU-ansvar

»Nazismen faldt fra hinanden i 1945. Krigen i Bosnien sluttede i 1995. Sætter vi de to tidslinjer ved siden af hinanden, så er vi i dag i 1966 på Balkan,« lyder buddet fra Christian Axboe Nielsen på, hvor Balkan er i dag.

Tyskerne bliver i dag anset som verdensmestre i forhold til at omgås den gru fortid, landet bærer rundt på. Der bliver både lavet dokumentarfilm, spillefilm, museer, og tyske forskere masseproducerer værker, der kulegraver de værste forbrydelser, tyskerne begik mellem 1933 og 1945. Men ligeså åbenlyst det er, at Tyskland i dag er gode til det, ligeså klart er det, at landet var et helt andet sted i 1950erne og 1960erne. Sammenligner man det med situationen på Balkan, er der stadig lange fremtidsudsigter.

»I Vesttyskland i 1966 var der i alle dele af samfundet fremtrædende nazister, der måske proforma efter 1945 havde et papir på, at de ikke længere var nazister, og at de angiveligt ikke havde begået nogle forbrydelser mellem 1933 og 1945. Men i realiteten var der rigtig mange aktører i Tyskland, der havde været en del af krigsforbrydelserne.«

Det, at de blev fysisk fjernet fra deres lande i en lang årrække, gjorde, at andre aktører kom frem. Der kan man så diskutere, om de andre aktører er bedre. Jeg har hørt flere ofre sige, som har været kritiske overfor domstolen i Haag, at hvis de her mænd aldrig var blevet anklaget, turde de ikke tænke på, hvordan deres land havde set ud

- Og dem kan vi også finde i dag i Eksjugoslavien?

»Noget lignende ser vi, ja. Mange af de førende politiske og erhvervsmæssige aktører i lande som Kroatien, Bosnien og Serbien medvirkede selv til at gøre de her forbrydelser mulige i 1990erne. Det er ganske usandsynligt, at de vil være forkæmpere for den helt store kulegravning.«

- Hvad har retsopgøret betydet for Balkan?

»Det ene er, at det modvirker en ganske almen, menneskelig tendens til ikke at ville konfrontere forbrydelser, der er blevet begået i ’vores’ navn. Det andet er, at mange af de anklagede var enormt vigtige aktører i politik, hæren, politiet og så videre. Det, at de blev fysisk fjernet fra deres lande i en lang årrække, gjorde, at andre aktører kom frem. Der kan man så diskutere, om de andre aktører er bedre. Jeg har hørt flere ofre sige, som har været kritiske overfor domstolen i Haag, at hvis de her mænd aldrig var blevet anklaget, turde de ikke tænke på, hvordan deres land havde set ud.«

Modtagelsen af dommen over Karadzic er blevet modtaget meget forskelligt i de eksjugoslaviske lande. Den serbiske justitsminister, Nikola Selakovic, udtalte ovenpå dommen, at Serbien ikke ville tillade nogen at bruge dommen som argument for at pege fingre ad det serbiske folk. Ifølge tv-stationen RTRS åbnede Milorad Dodik, præsident for Republika Srpska, et kollegie i Karadzics navn kort efter dommen. Reaktioner der vidner om et splittet område.

»Særligt det sidste år har man en gang imellem en kedelig fornemmelse af, at man læser overskrifter, der mere hører hjemme i 1990erne end i nutiden. Unge mennesker – og især unge mænd – i Serbien har store økonomiske udfordringer. Derfor er mange politikere fristet til at tænke, at hvis man kan få de unge til at gå ud og demonstrere mod deres etniske fjender, så vil man med ret stor sandsynlighed vide, at de samme unge ikke vil demonstrere mod regeringen.«

- På Balkan er der mange partier, der vender sig mod det nationale. I Serbien er der fx valg om lidt, hvor de nationalkonservative står til at vinde igen. Men samtidig vil alle de her partier også gerne være en del af EU. Hvorfor spiller EU alligevel så stor en rolle?

»Det er ikke kun Balkan, det er også i fx Polen, Ungarn og Slovakiet. Kroatien blev det 28. medlem af EU i 2013, men det betyder ikke, at alle kroatiske problemer er løst. Jeg ville påstå, at hvad angår det serbiske mindretal i Kroatien, er de lige nu i en meget værre situation, end de var før. Det er forholdsvist nemt for EU at forlange reformer, god opførsel og fremskridt på diverse fronter, så længe landene bevæger sig hen imod EU-medlemskab. Når de først kommer ind i klubben, så er der ganske få instrumenter, der står til rådighed med hensyn til at sanktionere dårlig opførsel.«

- Men er EU overhovedet interesseret i at få de her lande med i EU? Du peger selv på økonomien og arbejdsløsheden. Fx har Bosnien verdens højeste ungdomsarbejdsløshed på 63 procent.

»Først og fremmest er der en hel basal anerkendelse af, at de her Balkan-lande er en del af Europa. Modsat fx Ukraine eller et endnu bedre eksempel: Tyrkiet. Med stabiliseringsforhandlingerne, der blev skudt i gang for lang tid siden med de lande på Balkan, der stadig ikke er med i EU, blev landene lovet, at de på et tidspunkt ville komme med i EU. Det er klart, at nu hvor EU selv befinder sig i en dyb krise, der går jeg stærkt ud fra, at der indenfor de næste fem år ikke kommer nogle nye EU-medlemmer. Kroatien kom ind i sidste øjeblik, kan man sige.«

Selvom Balkan er et EU-ansvar, er der i øjeblikket mange kriser, som skubber de østeuropæiske lande bag i køen. Her er der både tale om gældskrisen, flygtninge- og migrationskrisen og Ukraine-krisen. Ifølge Christian Axboe Nielsen kan EU dog ikke lade et hjørne af Europa stå, hvis EU skal have en fremtid som regional eller global aktør.

»Som The Economist skrev for mange år siden: ’en ting er sikker - hvis Europa ikke kommer til Balkan, så kommer Balkan til Europa.’«