Print artikel

Det gode mord

Artikel
06.12.17
At pennen er mægtigere end sværdet opdagede forfatteren Martin A. Hansen, efter han skrev et forsvar for stikkerlikvideringer i 1944. At den også kan føre folk i døden, plagede ham resten af livet.

I 2014 opfordrede Gyldendals skønlitterære direktør Johannes Riis til en samfundsengageret litteratur, da han til Gyldendals efterårsreception sagde de berømte ord: »Fortæl om, hvordan I oplever det, der sker i det danske samfund lige nu, om, hvad I tror og mener, håber og frygter. Hvor fører udviklingen hen«. Det er ofte, at man hører spørgsmål henvendt til forfattere omkring det såkaldt politiske. Er litteraturen politisk? Er det litteraturens opgave at være politisk? Er litteraturen et andet sted end det politiske? Spørgsmålene og svarene er mange. Den franske filosof Jaques Rancière skriver i essayet Politics of Literature om litteraturens politiske rolle: »Literature did not acts so much by expressing ideas and wills as it did by displaying the character of a time or a society (…) Writing is not imposing one will on another, in the fashion of the orator, the priest or the general. It is displaying and deciphering the symptoms of a state of things«. For Rancière er det ikke engang et spørgsmål, om litteraturen er politisk eller ej. Den er en del af det store system af opfattelser og handlinger, som skaber vores verden, og som vi kalder politik. Politik er først og fremmest en måde at rammesætte vores verden, og derfor er litteratur per definition politisk, fordi den gør det muligt at bringe forskellige ting til bordet indenfor den ramme vores samfund nu er. Derfor er litteraturen som i Rancières citat en måde at aflæse og dechifrere en tid, en måde at spørge til, hvordan en given periode forholder sig til moral og etik og mere specifikke begreber om drab, vold og ansvar.

I 1944 udkom en med dagens øjne særegen antologi. Antologien havde titlen Der brænder en ild, og havde bidrag fra nogle af samtidens største forfattere som Kaj Munk, Halfdan Rasmussen, Martin A. Hansen, Hans Kirk og Tove Ditlevsen. Udgiveren var modstandsbevægelsens illegale presse Folk og Frihed, der naturligvis grundet tidens censur udgav antologien som en undergrundsudgivelse, der ikke blev solgt, men blev udbredt fra hånd til hånd. Som indledning til bogen står således »Denne Bog maa ikke sælges. Men alle, der faar den i Hænde, bør føle sig forpligtet til paa enhver Maade at støtte Frihedskampen - også med Penge. Tænk paa Fangerne! Hjælp de paarørende. Find selv deres plads i Kampen!« Antologien skulle påvirke meningsdannelsen i Danmark i besættelsens sidste tid, og fokuserede ikke mindst på debatten om stikkerlikvideringer. I Martin A. Hansens bidrag Dialog om Drab og Ansvar møder vi den oldgræske filosof Sokrates, der overfor samtalepartneren Simias forsvarer likvideringen af stikkere blandt de danske modstandsfolk. Simias er ikke overbevist, og hans holdning er især baseret på, at hvis man tyr til vold og drab er man ikke bedre end sine fjender. Danskerne må være forsvarer for frie idealer. Han siger således: »Jeg synes, det er uværdigt og udansk. (…) Jeg tror, det betyder meget, Sokrates, at vi bliver ved at minde om vore Idealer, saa de kan reddes levende ud af denne Tid.« Simias stiller det helt grundlæggende spørgsmål, om vi har størst pligt til at forsvare vores idealer om en fri rettergang, altså til at forsvare vores stats grundsøjler, eller om vi i øjeblikket ikke hellere skal eliminere vores fjende på fjendens præmisser om vold. Sokrates er ikke et sekund i tvivl: »Mon ikke Forbryderen blev saa stærk, fordi man alt for længe var bange for de Repressalier, han kunde finde paa, for de Ulykker, han kunde volde, inden man fik ham bundet? Man lukkede øjnene for hans smaa Forbrydelser for at undgaa større. (…) Han blev kun mægtigere, dristigere og mere begærlig for hver Indrømmelse, og en skønne Dag laa vi alle under hans Støvlehæl.« Sokrates er altså overbevist om, at på grund af Simias og hans slags pacifistiske holdninger, så var Europa og Danmark endt under Tysklands støvlehæl. Sokrates peger på flere moralske problemer ved krigen,  og hvem der har ansvaret for den: »Og har du fejlet af Svaghed og Idealitet, er der mange andre, som har fejlet af Dumhed, Egoisme, skændigt Pengebegær og Fejghed.« For Sokrates er det netop mere forkasteligt at lade stå stil grundet en tro på nogle idealer, som man tager for givet, som man ikke tænker er kommet til verden på grund af kamp. Han placerer ansvaret hos dem, der tror på den såkaldte symbolske modstand, og er fast overbevist om, at det er nok til at forsvare sig mod fjenden. Simias er bange for drabene, fordi »de viser, at vi er sunket under vore Ideaaler.« men til det må Sokrates blot svare, at »Du kalder dem levende Idealer, og er de levende, maa de engang være blevet født. Gaar du tilbage i Historien, kan du se, hvornaar og hvordan de blev født, og du vil opdage, at deres Fødsel var raa og deres Barndom vild.«

Vi må dræbe stikkerne, ellers har vi ansvar for alle de uskyldige, der dør som en konsekvens af deres forræderi.

Martin A. Hansens dialog binder sig sammen med Rancières tanker om litteraturen og det, han kalder »litteraturens politik.« I meningsudvekslingen mellem Sokrates og Simias får vi en klokkeklar historisk rapport fra krigens sidste dramatiske år, men det er ikke bare det, der er på spil. I dag fremstår det som en noget aparte tekst, denne sokratiske dialog, som et forsvar for mord. Men i dens absolutte samtid, hvor den danske stat var brudt sammen, fungerede den præcist som det Johannes Riis efterlyste i 2014, og som Rancière omtaler, når han skriver: »The politics of literature thus means that literature as literature is involved in this partion of the visible and the sayable, in this intertwining of being, doing and saying that frames a polemical common world.« Det tog Martin A. Hansen seriøst. Han vidste godt, at litteraturens rolle er at stå til ansvar overfor sin verden. Ikke som et gode eller noget smukt, men som et sted, hvor man stiller spørgsmålstegn til det, der sker i samfundet. Simias tanker er naturlige, retskafne og gode. Han er en idealistisk pacifist, og det kræver stor spidsfindighed at komme frem til Sokrates’ svar, som for Martin A. Hansen bliver til det rigtige svar. Vi må dræbe stikkerne, ellers har vi ansvar for alle de uskyldige, der dør som en konsekvens af deres forræderi.

Dialog om Drab og Ansvar fik vidtrækkende konsekvenser. Efter at have læst Martin A. Hansens dialog blev den unge modstandsmand Ib Mogens Bech Christensen overbevist om modstandkampens nytte og retfærdigheden af vold og drab. Christensen var leder af gruppen 1944, og blev den 23. april dræbt af tyske soldater i Hareskoven efter en udveksling, hvor han ofrede sig for sine kammerater, der alle undslap. For Martin A. Hansen blev dette en brat opvågning, og han blev bevidst om pennens magt og det medfølgende ansvar. Dialog om Drab og Ansvar plagede ham i årene efter, og i 1953 forsvarede han sin dialog med, at alle likvideringerne skulle prøves ved retten: »Jeg fik da den ønskede Oplysning: Afgørelserne skulde efterprøves siden. Jeg ved ikke fra hvem den Besked kom og har ikke prøvet at efterspore det. Det var ogsaa manges Mening at saadan skulde det blive. Det skete ikke. Det var en Fejl.« Det skete aldrig, og tilbage står et stykke politisk litteratur, der talte så kraftigt ind i samtiden, at folk døde af det.