Print artikel

Dannelse – den ny utopi?

Pressefoto
Essay
02.03.17
Hvordan bliver man den man er, spørger Suzanne Brøgger. Ved at læse litteratur, studere verdenshistorien og overgive sig selv til kærlighed og fællesskab, lyder svaret fra forfatteren.

»Vi er spøgelser, der bevidner slutningen på en litterær epoke«, siger Philip Roth i romanen Exit Genfærd. Allerede i begyndelsen af det 20. århundrede havde Johannes V. Jensen skrevet – efter sin overvældende succes med Kongens fald – at litteraturen ikke ville eksistere i fremtiden, når mennesker ville få bedre muligheder for at kommunikere.

 – Men hvis litteraturens æra er slut, hvorfor findes der så flere og flere, der bliver forfattere? Hvorfor udkommer stadig flere bøger, hvorfor vokser bogmesserne, litteraturfestivalerne, og læseklubberne helt vildt?

Det er fænomener, der afspejler længslen efter og behovet for det, der måske er ved at være slut. For selvfølgelig vil litteraturen ikke forsvinde. Det er kun dens betydning, der er forsvundet. Litteraturen er kun én blandt mange andre kommunikations- erkendelses- og underholdningsformer. Litteraturen som dannelse er noget andet.

– Hvorfor dannelse? Hvad skal man med det?

For at blive den, du er, som Nietzsche råder til. Og Kierkegaard: »Du kan ikke åbne døren til lykken ved at skubbe og mase, fordi døren åbnes indad«. Man læser indenad. Vi er som art gode til at akkumulere magt, men har alle dage været dårlige til at oversætte magt til lykke.

– Hvad sker der, hvis ikke jeg bliver den, jeg er?

Så bliver du helt beroende på, hvad andre siger om dig. Eller du bliver som andre. Eller som andre siger, du skal være.

– Hvordan kan jeg blive den, jeg er?

Ved at øve dig i at blive bevidst om dine livsvalg. Opfindelsen af toget og elektriciteten tvang ikke mennesker til at bo i et kommunistisk diktatur eller i fascistiske regimer, eller et liberalt demokrati. Det var et valg. På samme måde vil den teknologiske udvikling fortsætte, robotiseringen. Men om også mennesker vil være robotter eller udvikle sit indre menneske, det er et personligt valg.

– Hvad betyder dét?

Den, der bliver bevidst om sine livsvalg, bliver også belønnet. Både manifest og metafysisk.

– Hvordan metafysisk?

Du kommer til at opleve, at dine ønsker går i opfyldelse. At der sker en overensstemmelse mellem den, du er og omgivelserne. Du får en skæbne. Og man får tillid til tilværelsen.

– Hvad skal man med en skæbne?

Skæbne giver mening som bonus. Livsmening.

– Det hele kan jo være summen af meningsløse tilfældigheder?

Skæbne er at give tilfældet blivende betydning.

At blive den, man er, giver styrke og mening.

– Hvad har dét med litteratur at gøre?

Alt. Der er ingen andre steder, man kan finde de livsformer, de udviklingsprocesser beskrevet. Det står ikke i psykologien. Eller i filosofien.

– Hvorfor står det i litteraturen?

Fordi litteratur er erfaringsbearbejdelse – til alle tider. Lyrik, drama, roman... genrerne opstår som svar på de forskellige udfordringer, mennesker har stået overfor gennem tiderne.

– Jamen alt dét er jo passé! Hvordan kan man bruge udtryk fra fortiden i vores egen tid?

Fordi fortiden forandrer sig uafbrudt. Når den tolkes af dig, her og nu, bliver den nutidig.

– Hvorfor er det ikke alle, der ved det her?

Det er en besværlig utopi.

– Hvorfor?

Fordi den kræver, at man som menneske bliver forpligtet på sin eksistens.

– Hvad vil det sige?

At man hele tiden ’kender sit stikord’, når man skal træde i karakter.

– Hvad nu, hvis man ikke kan?

Utopien giver også skæve eksistenser en livsmulighed for at blive en del af samfundet. Og en berigelse.

                                                       *

En af Norges fremmeste essayister Henning Hagerup fortæller, at han som følge af omsorgssvigt kæmpede med både anoreksi og alkoholproblemer som ung, men ganske enkelt blev reddet af verdenslitteraturen. Af Homer, af Shakespeare og Goethe. Han blev reddet af sin overlevelses- og erkendelsestrang. Den store litteratur gav retning og form – dannelse, simpelt hen. Dante åbner ens øjne for mysteriet, som han siger.

Jeg selv er en sådan skæv eksistens. Det lå ikke lige i kortene, at jeg helt sikkert ville klare mig i tilværelsen. For det er den samme kraft, der bruges, når man udvikler sig, som når man ødelægger sig selv. Og når man er ung, kender man ikke altid forskellen. Man kan ikke sige, at jeg havde dannelsen med hjemmefra. Jeg kom fra et hypermoderne hjem på forkant med alle tænkelige opløsningstendenser, som siden blev almen skik og brug: Opbrud fra al tradition, som det moderne liv foreskrev efter krigen, og som jeg har skrevet om i Til T (2013). Men min mor var belæst, kunne sin Goethe udenad og spillede klaver. Hun var ’kultiveret’, som det hed engang (hvad blev der af dét ord?).

Så jeg var i allerhøjeste grad søgende og vidste ikke, om jeg ville studere filosofi i en indisk ashram eller gå i hundene som fotomodel i Paris.

Men pludselig en dag som ganske ung befandt jeg mig uden for lands lov og ret, langt ude hvor kragerne vender, fjernt fra fester, butikker og byens fristelser. Havde ingen forudsætninger for at være her – overhovedet. Men her besluttede jeg – til min egen overraskelse – at blive for at forske.

Ethvert menneske må før eller senere blive bevidst om og beslutte, hvor meget eller lidt man vil ligge under for omgivelsernes konstante hjernevask. Blive klar over, at hver enkelt af os hver dag – i hverdagen – oplever vækst, vildvækst, misvækst og død: styrkelse og svækkelser i alt mellem himmel og jord.

Jeg brød ud, fik mit gennembrud som forfatter, i samme bevægelse som jeg trak mig tilbage. Dog uden at miste kontakten til den store verden. Det skete i slutningen af tresserne, hvor litteraturen var ved at blive skrottet som idealdannelse inden for de ’højeste’ samfundsinstitutioner, gymnasierne, bibliotekerne, universiteterne til fordel for læsning af dameblade og tegneserier. Skønlitteraturen var fra nu af at betragte som ’borgerlig’ – og det var det værste, noget kunne være.

Men jeg lavede mig en lille niche, et gammeldags ’fadebur’, hvorfra jeg ville føre stafetten videre, selvom jeg ikke lod mig mærke med noget udadtil, hvor jeg nærmest blev betragtet som revolutionær. Dog ikke af bønderne i min nærhed, som vist bare syntes, at det var synd for sådan en ung pige at bo dér helt alene. Men jeg hængte forfatterportrætter op på væggen: Jeppe Åkjær, Jakob Knudsen, Georg Brandes, Colette, Majakovskij, Jens-August Schade. Hvordan kunne jeg være alene, når jeg var blevet selv-udvalgt medlem af de døde poeters klub?

Al skrift lever i mødet med det levende, læsende øje. Jeg kommunikerede bedst med dem, jeg læste – døde eller levende og gik på opdagelse i lokalhistorien, mens jeg skrev om hvad der var foregået ottetusind år før mig, set fra min vindueskarm. Stenalder, bronzealder, vikingetidens kirkebyggerier, klosterlivets hospitaler og filosofiske diskussioner, reformationen i Sorø, barokkens Kingo, oplysningstidens Holberg på Tersløsegård, romantikkens fru Gyllembourg i Gyrtinge osv. Hele den fortid, som jeg kaldte til live i min bog Sølve (2006) gav mig en grounding, som gjorde, at jeg kunne flyve uden at miste fodfæstet. Jeg opdagede, at i en globaliseret verden er fortiden ikke længere passé, den eksisterer lyslevende iblandt os. Der er tatoverede folkestammer på gaden, folk, der lever i alle tidsaldre – midt i et stormagasin.

                                                        *

Dannelsens store mester, Goethe, som forskede i lysets og farvens mysterie, har en historie om, hvad det vigtigste i livet er. Den gyldne konge spørger slangen: - Hvad er vigtigere end guld? - Lyset, svarer slangen. - Hvad er mere forfriskende end lyset? spørger kongen. - Samtale, svarer slangen.

Og ja, vi er ikke sat her på jorden for at sidde og læse helt alene.

Det er ikke kun skønlitteraturen eller historien, der kan skabe fundamentet for dannelse. Det gælder også for kærligheden. Kærlighedsforholdet. Forholdet til en anden. Som fx en kat. Man øver sig. På relationen. I det daglige. For hvad er vi andet end netop relation? Forbindelser mellem levende celler, der tiltrækkes og frastødes i vuggen, på elskovs- og på dødslejet, hvorfra der kan komme klarsyn med stødende sandheder: Det er aldrig karrierens højdepunkter, biler eller materielle erhvervelser, den døende tænker på, men empatiske relationer, venskaber og kærlighedsforhold. Der er jo en fortrolighedens hemmelige forbindelse mellem alkoven og skriftestolen, som hos Karen Blixen. Der er denne connection mellem de tre pludrende lejer, hvor man lægger hat og handsker og snakker frit fra leveren – som en Molly Bloom i Ulysses – om alt mellem himmel og jord. Ikke så mærkeligt, at Freud indstiftede divanen som det liggende leje, alle ordene kommer fra. I den horisontale stilling opstår der nye – undertiden, epokegørende (selv)indsigter – mellem drøm og vågen tilstand.

I mine yngre år beundrede jeg de famøse grandes horizontales – ikke så meget på grund af de diamanter eller firspand, de fik for deres generositet i intimsfæren, eller for hvad de måtte lægge krop til, som for hvad de måtte lægge ører til. For det er næppe livets højdepunkter, sejrene og succeserne, der kommer til orde her, når man ligger ned, men nærmere livets begrænsninger, uopfyldelige ønsker – længsler.

Det, der danner et menneske, er vel netop forholdet mellem muligheder og begrænsninger – som kan opleves gennem kærlighedens stadier. I forførelsen, som har det tragiske indbygget, fordi man før eller siden når et klimaks af indfriede eller uindfriede forventninger – og så slut. Med mindre man kunne forestille sig at forførelsen kunne fortsætte livet igennem med forskellige mennesker. Men så ville man forblive på begynderstadiet, ikke ? Kan forførelsen da fortsætte med den samme person livet igennem? I så fald vil der før eller siden opstå et højdepunkt af skuffelse på begge sider. Hvis forholdet overlever nederlaget af den oprindelige illusion, kan det vokse jævnt hen som – komedie, ligesom i det græske teater, der starter med tragedien og ender med komedien. Eller som i Shakespeares A Winter’s Tale, der slutter med, at den døde bliver levende igen – stik imod al logik, men i overensstemmelse med magisk tænkning og med kunstens – og kærlighedens – formåen.

                                                         *

Endelig er der som dannelsens tredje vej, filosofien, eller sågar religionsfilosofien, som man ikke kan undgå at komme i berøring med, hvis man forsker i eksistensens muligheder.

Hvis man kvier sig ved metafysikken, kan man jo ty til Ludvig Feilbergs filosofiske livsværk om at falde i staver... om hvilke øjeblikke, der rummer høj mulighedsværdi og de øjeblikke, der er livsformindskende. Ingeniør Fejlberg var discipel af naturvidenskabsmanden Ørsted: Ånden i naturen, og jeg blev livet igennem inspireret af ham, især da jeg skrev min zen-bog: En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege.

Før eller senere vil man ramle ind i de tre lysvæsner: Buddha, Jesus eller Zoroaster og de tænkende digter-filosoffer Søren Kierkegaard og Nietzsche, som begge – i en eller anden forstand – bygger på Sokrates, der stiller spørgsmålstegn ved alt. Zarathustra, ’overmennesket’, er jo netop udkastet til hvad enhver kunne være. Det menneske, der hele tiden må skabes, digtes, dannes.

Undertiden muterer religioner til spiritualitet og tro bliver til erfaringen af, hvor fantastisk det er at være i live. Men hvorhen skal man rette sin tak? For man kan ikke lade være med at takke. Og man bliver altså i længden træt af at sige tak til sig selv.

Allerede mens jeg var i trediverne, blev jeg klar over, at mange mennesker oplever verden som helt flad og meningsforladt. Jeg indså, at livsfylden var en gave, der også kunne forsvinde. At det hele kunne klappe sammen og blive fladt som en pandekage uden hverken strål, lys eller mening. Hvordan undgå det flade univers?

Ved at åbne sig mere og mere, meditativt, blev min erfaring. Selvom det er fristende at gå i stå. Men man skal blive ved. I tillid til at livet er stort nok. Vi lever i en paradoksal tid, hvor der teoretisk set er meget frihed, men vores liv er i praksis bundet op på tusind krav. Det er krævet af os, at vi skal lave vores eget liv. Men hvis man vil være perfekt og er afhængig af likes, står man virkelig svagt.

Den meditative åbenhed kræver, at du hele tiden må kaste lag af din såkaldte identitet. For hvis man lader al den ydre bekræftelse sidde fast, så bliver det til et fængsel, der lukker. Men hvordan kommer man ud af det indelukke?

Det kræver en hel masse tårer at bløde indelukket op. Tårer der skal vande det ny, der altid vil vokse frem, mens de døde lag falder af. For at man kan leve i overensstemmelse med den strøm, livet er. Hvis man bygger en identitet op, risikerer man at blokere for strømmen.

Det var sådan, jeg fik inspirationen til at ville være blandt dem, der hele tiden danner sig selv og dermed er med til at forny verden. For vi er en del af et selvskabende univers, som vi deltager i skabelsen af. Eller ødelæggelsen. Deri består dannelsen. Vi skal kunne begge dele. Skabe og ødelægge. Til hver sin tid. Men altid læse på listen over FN’s klimamål.

Brundtland-rapporten er klassikeren, som allerede for lang tid siden fastslog de planetariske grænseværdier, og hvordan natursystemerne ville bryde sammen uopretteligt, hvis de blev overtrådt. Det er de blevet og bliver det fortsat, afmægtigt. Kloden synger hjælpeløst falsk med frem- og tilbageskridt. Mange nationalistiske sammenbrud skal ske og mange flere naturkatastrofer før ti-øren falder for flere og flere.

Den fri forskning i klimaforandringer er nu i fare i USA. Men i det lange løb vil mennesket udvikle sig. Stadig flere vil aflægge sig jeg’et og blive et ’selv’, uselviske – og udvikle sig i retning af det guddommelige miljø, som den jesuitiske palæontolog foreskrev for længe siden i Fænomenet menneske eller som Jeremy Rifkin har videreudviklet i Den empatiske civilisation. Vi skal blive det, vi er beregnet til at blive. Werden was man ist.