Et liv uden historie

Jeg havde kun et par bikinitrusser på, sad på den blå liggestol – rygdelen var sat i øverste hak – og lænede mig op ad det tykke hvide håndklæde, som jeg et par dage forinden havde stjålet på Hilton Hotel efter et one-night-stand. Jeg stirrede ud mod havet og kedede mig. Jeg var arrogant og samtidig manisk melankolsk. Umoden, som man nu engang er, i sine tyvere.

Mens jeg stirrede ud mod havet, og ikke tænkte på andet end mit skrækkelige liv, et liv, der udspillede sig mellem Berlin og Tel Aviv i lejligheder, der blev betalt af freelancejobs, et liv, der i bund og grund var en aldrig afsluttet weekend med et minimum af arbejde, stillede en israeler en hvid plastikstol ved siden af min liggestol og begyndte at tale til mig på hebraisk. Han så på mine bryster imens og - af høflighed kun - af og til i mine øjne. Jeg ignorerede ham og rodede rundt i min taske efter en klud, som jeg så hurtigt som muligt ville dække mig selv til med. Så kom jeg i tanke om en sætning, som min kusine Shahar havde lært mig. En sætning, der kan skræmme enhver påtrængende mand på stranden væk. Jeg hvæsede »Lech Tizdayen!«, skrid.

»Du er slet ikke israele