Print artikel

Hvem retter man høtyven mod?

Illustration: Nina Dissing
Essay
13.04.18
Ungdommen flyder over med kritisk bevidsthed om konkurrencestatens fortrædeligheder, men formår alligevel ikke at gøre op med det stressende selvoptimeringssamfund. Hvorfor?

»Jeg vil gerne have politikere, der har visioner for et samfund, hvor vi alle har det godt, i stedet for et samfund, hvor vi kan piske flest mulige til at være konkurrencestatens fodsoldater.«

Sådan siger formand for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen på foreningens hjemmeside. Og hvem kan være uenig i det udsagn? Selvfølgelig skal befolkningen ikke piskes til at være fodsoldater for konkurrencestaten, og det er for dårligt, at man efterhånden skal være gjort af et exceptionelt robust materiale for at kunne klare et almindeligt job. Det kan ikke være rigtigt. Vi må gøre modstand, i det mindste i det små. Være lidt længere om at uddanne os. Bruge de muligheder vi har for at slå os i tøjret og opføre os på en måde, der ikke passer med det, staten gerne vil have os til. Vi må skide hul i kostrådene. Vi må give en fuckfinger til opfordringerne til at »få pulsen op et par gange om ugen« som sundhedsmyndighederne anbefaler som minimum, samtidig med at man selvfølgelig efterlever rådene om at spise mere fisk, mere fuldkorn, men ikke for meget, aldrig for meget!

Vi må spise løs, fordi vi har lyst til den ekstra portion. Vi må glemme alle CV-hensyn og forfølge vores interesser, selvom det bringer os længere væk fra arbejdsmarkedet. Hvem gider desuden arbejde med marketing og kundeanalyse? Søgemaskineoptimering eller sagsbehandling? Undervisning? Vi skal da leve livet! Drikke og pjække, kaste alle planer og fornuftige hverdagsgøremål over bord. I hvert fald engang imellem. Læse bøger, fordi vi har lyst og ikke fordi vi føler, vi skal, eller fordi vi gerne vil have noget blæret at fyre af, næste gang vi diskuterer Hegel med vennerne.

Det er den slags, mine venner og jeg går og siger til hinanden. Fandeme nej, bliver vi enige om, vi drikker os ned nu, fordi vi har lyst. Men når jeg stopper op og tænker nærmere over de liv, vi lever, bliver det åbenlyst, at vi lyver for os selv. Vi drikker os kun ned, når det lige passer, altså når vi har planlagt det. Modstræbende må jeg indrømme: Jeg giver aldrig for alvor slip. Jeg lever et liv, der handler om ikke at skuffe nogen, om at have sit på det tørre, og det lader mistænkeligt meget til, at de fleste af mine venner følger samme rettesnor. Hvor mange af os har nogensinde gjort noget karrieremæssigt ’dumt’, sådan for alvor? Nul. Hvor mange har nogensinde ignoreret reglerne på universitetet om, hvor mange fag man helst skal tilmelde sig for ikke at blive forsinket? Nul. Hvor mange af os ville rive et år ud af kalenderen og glemme alt om jobmarkedets ræs for at isolere os i et billigt hus ved Faaborg med en stabel af de bøger, vi alle ville ønske vi havde tid til at læse, og så rent faktisk læse dem og ikke lave andet end det? Nul. Vi taler med hinanden om at gøre de ting, men vi gør det ikke. Vi sparer penge op for at få mulighed for at holde selvfinansieret fordybelsesorlov, men vi får aldrig brugt den opsparing, for et sted dybt inde i os selv føler vi, at sådan en fordybelsesorlov er spildt. Den er ikke en reel mulighed for os. Desuden er selvvalgt fordybelsesorlov også bare endnu en optimeringsbestræbelse. Det er tydeligt nu: Jeg kan ikke engang forestille mig, hvordan man kan gøre noget ægte ufornuftigt.

Vi har travlt, vi bruger tiden fornuftigt, og det gennemsyrer dagliglivet: Øjeblikkene skal bruges til noget. Det er ikke nok, hvis de bare er øjeblikke i deres egen ret, hvor man for eksempel sidder og tegner kruseduller på noget papir, der lige lå på bordet, og så fik man bare lyst til at tegne lidt formålsløst halløj på det papir, det er bare ikke godt nok! Det skal lede hen mod noget. Det skal være terapeutisk, hvis man sidder og tegner kruseduller, det skal være en strategi mod stress og udbrændthed, ikke bare tilfældigt og uplanlagt. Det siger sig selv, at det ender i et regime af dårlig samvittighed. Man må ikke stene for meget, der er ting, man skal nå. Men selvfølgelig stener man, og jeg har på fornemmelsen, at steneriet oftere og oftere handler om, at vi prøver at slippe væk fra noget. Væk fra alle de retninger, alle de bevægelser hen mod et mål, som alligevel altid er uklart. Overspringshandlingen er blevet noget, man gør, en helt naturlig del af hverdagen. Jeg overspringshandler virkelig lige nu, siger man, stående i køkkenet med en øl, mens en god ven vasker op, og der er egentlig ikke nogen grund til, at man står der med den øl, samboen er træt, man har selv en masse mails, der skal svares på, og man griner lidt, som prøver man at overbevise sig selv om, at det er okay, at det går nok.

Ungdomsoprørernes krav om frihed og hierarkiløse relationer er blevet opslugt af kapitalismen selv og med tiden har styrket den.

En overspringshandling, der på det seneste har været en fast del af min hverdag, er at læse og følge med i ’livsstilsblogs’ på nettet. Jeg læser og kigger på billederne med en underlig blanding af fascination og frastødthed. Jeg forstår ikke, hvad de har gang i, de her bloggere, og alligevel forstår jeg dem virkelig godt. De forsøger at skabe en livsnydende tilværelse, der egentlig dækker over en himmelråbende usikkerhed, nervøsitet og benhårdt flagellanteri. Det er samme historie, jeg lige har fortalt om mig selv, men i en anden indpakning. For det meste er livstilsbloggerne kvinder på min egen alder, der skriver om deres liv som forbrugere, deler madopskrifter, billeder, tekster fra hverdagen, videoer og podcasts. En masse stilrene fotos fra efterårshaven med æblekurv under armen, af perlespeltsalat med krebsehaler og avocado, grønkålschips, mandelsmør, indiske kikærtepandekager, vegansk dip og linsechips. Løbeture i skoven ved solopgang med instagramvenlig dis over det stille vand. Videoer, hvor de fortæller om morgenrutiner, der indebærer yoga, urtete, tørbørstning af hele kroppen af hensyn til blodomløbet, brusebade, som altid afsluttes med en kold skyller, kokosyoghurt og vegetarisk brunch. Videoer, hvor de gør status over deres liv, graden af oppustethed efter forskellige slags måltider, deres hår, deres hud, om den er fedtet eller ved at blive for tør. Om der skal tages hånd om den. For det går jo virkelig ikke at rende rundt med tør hud, det gør det bare ikke.

Hvorfor bruger jeg min tid på det her? Hvorfor bruger jeg timer på livsstilsbloggernes overdrevne kontrol og absurde optagethed af alt, alt for små ting? Hvis jeg tænker efter, ved jeg det jo godt: Det føles tilfredsstillende at sidde og gnide sig i hænderne, mens jeg konstaterer, at de her livsstilstyper lever nogle ufri liv, nogle rigtig kontrollerede spændetrøjeliv. Der må være noget i vejen på et dybere plan. Hvem mener virkelig, sådan inderst inde, at det at sætte vækkeuret til klokken 5:30 er ægte selvforkælelse? At det er vidunderligt at bygge rutiner op, hvor man giver kroppen al den pleje, der kan ligge på den, så man ender med at bruge tre-fire timer på det hver dag? De bruger deres liv på den slags, og jeg nyder, hvordan jeg med skrækblandet fryd kan være vidne til, hvor spildt det hele er, hvor mange Kant-skrifter eller The New Yorker-artikler eller David Foster Wallace-essays, de kunne have nået at læse, men det når de ikke, for de retter øjenbryn og sætter bønner i blød hele tiden. Det er lidt som med gyserfilm: Man bryder sig ikke om at se dem, de er så forfærdeligt skræmmende, men alligevel kan man ikke lade være. Eller et sår: Jo mere man piller, desto mere betændt bliver det, og man ved godt, at man skal holde sig fra det. Alligevel prikker og kradser man, man holder liv i det, for smerten er dejlig og ubehagelig på samme tid.

Selvfølgelig harcelerer jeg ikke over sagesløse livsstilsbloggere, uanset hvor åndssvagt det, de skriver er, fordi jeg bare synes, det er fedt at gøre nar ad andre mennesker. Så kunne man ligeså godt hele tiden gøre grin med Naser Khader, fordi han opfører sig dumt i medierne, eller Clement Kjærsgaard, fordi han prøver så hårdt at være David Letterman. Nej. Verden flyder over af irriterende mennesker og fænomener, der er masser at harcelere over, det er ikke dét. Det er nok nærmere, fordi livsstilsbloggerne og deres altid tagen alting med et smil, som klart nok for enhver dækker over neurotisk perfektionisme, provokerer, eller rettere: rammer et ømt punkt hos mig. Det er, som om jeg har brug for at latterliggøre dem for at bevise noget, som jeg inderst inde godt ved, ikke kan bevises: Jeg er ikke som dem, prøver jeg desperat at overbevise mig selv og min omgangskreds om, jeg bliver aldrig som dem. Lidt som folk, der lige vil understrege, at de ikke er bange for at dø. Jeg er ikke bange for at dø, siger de, og man nikker og svarer nej, selvfølgelig er du ikke bange for at dø, men man ved, at døden er det, de frygter mest.

For er det virkelig rimeligt, at jeg selv stiger op på den høje modstands- og kritiske bevidstheds-hest, bare fordi jeg udnytter min sparsomme tid til at læse Kant-skrifter, The New Yorker-artikler og David Foster Wallace-essays? Nej. Når jeg stiver mig selv af med Dostojevskij, Pontoppidan, J. P. Jacobsen, Baggesen, Joyce, så fortæller jeg mig selv, at det er helt naturligt, for det er jo stor kunst, og jeg nyder stor kunst for den store kunsts egen skyld. Sådan er det bare. Men indimellem er det alligevel, som om jeg åbner De dødes rige eller Idioten af andre grunde end lysten til at læse en god bog, der kan underholde mig, lære mig noget og danne mig som menneske. Indimellem føles det som noget, jeg fortæller mig selv, jeg burde gøre, læse de her klassikere, af grunde jeg ikke er særligt stolt over. Det bliver jo en del af en selvoptimering, der rækker videre end det at opleve fremragende litteratur, fordi fremragende litteratur bare er fedt. Det bliver lidt som når pumpede mænd spiser proteinpulver efter deres ubehagelige vægttræning. Jeg bygger mig selv op med de klassikere ved at tvinge mig selv til at læse og forstå dem, så jeg selv kan blive en dygtigere skribent, mere skarp og vidende, det er jo så brugbart! Jeg kan ikke løbe fra, at der sidder en lille atlet inde i baghovedet på mig og siger et eller andet a la no pain no gain, eller: uden Kant ingen kant, eller: Læs de her absurd svære bøger, hvis du vil blive til noget her i livet!

Illustration: Nina Dissing

Det er klart, at faren ved at have sådan en selvoptimatortype med sig rundt i baghovedet, er, at man meget hurtigt bliver selvoptaget. Så ender man som Marnie fra Girls. Så har man pludselig ikke tid til at hjælpe sin kæreste med at rydde op i hans afdøde chefs lejlighed, fordi man har en aftale, og den aftale er med et særligt poweryogahold, som er femte yogahold, man skal til i den her uge. Vi bliver egoister, det har sociologer og filosoffer talt og skrevet bekymret om siden modernitetens første spæde skridt. Og det er sådan set ikke det, der bekymrer mig mest, eller: den bekymring er ikke ny. Det nye er, at så mange af os læser de her sociologer og filosoffer og dermed lærer om de perverse sideeffekter af kapitalisme, neoliberalisme og hvad det alt sammen hedder. Vi får kritisk bevidsthed, faktisk flyder vi over af det. Det paradoksale er, at den kritiske bevidsthed ikke giver sig udslag i de kritisk bevidste menneskers handlinger. Flere og flere af os lærer mere og mere om problemerne ved den tid, vi lever i, og vi taler om den viden, diskuterer den med hinanden, bliver rørende enige om, at the enterprise self er djævlens værk, men vi gør ikke noget. Det er, som om vi genopfører en Woody Allen-film fra 1970erne: vi taler og taler, neurotisk vandrende rundt i vores egne fodspor, men vi gør ikke noget.

Det er klart, at faren ved at have sådan en selvoptimatortype med sig rundt i baghovedet, er, at man meget hurtigt bliver selvoptaget.

Jeg hidsede mig engang op over for en pensioneret herre ved middagsmaden på et højskolekursus. Han havde lænet sig frem og spurgt mig, med indigneret stemme: Hvorfor gør I ikke oprør? Hvorfor finder I jer i det? Og så var han gået i gang med at lovprise sin egen tid på RUC og alle deres blokader af alt, hvad der kunne blokeres. Jeg svarede, at jeg var dødtræt af gamle mennesker, der føler, de har ret til at fortælle unge, hvad de skal gøre. Som om det er det samme, vi er oppe imod i dag, som de var i 1970erne. Som om folk på hans alder ved noget som helst om de udfordringer, folk på min alder har.

Senere, da jeg havde hidset mig ned og var begyndt at tænke over det, manden havde sagt, begyndte jeg at tvivle. Måske havde han ret? Måske er vi for konfliktsky i dag? Hvorfor er det egentlig, vi ikke gør oprør? Selvfølgelig kan man altid diskutere, hvornår det, der skal gøres oprør mod, er tilpas stærkt og altomfavnende til, at alle oprør bliver kvalt i deres spæde begyndelse. Jeg ved ikke, om vi er kommet dertil endnu. Men der er uden tvivl sket ting, siden den irriterende mand blokerede RUC i halvfjerdserne, som ændrer vilkårene og mulighederne for at gøre modstand. Et hav af tænkere har beskrevet, hvordan vi siden ungdomsoprørets efterdønninger er trådt ind i en ny fase i kapitalismen. Richard Sennett kalder det i sin bog The Corrosion of Character et flexibilitetsregime, hvor alle skal være omstillingsparate og derfor ikke har mulighed for at opbygge en konsistent karakter. Menneskelivet bliver simpelthen fragmenteret. Luc Boltanski og Eve Chiapello kalder det i bogen The New Spirit of Capitalism et projektregime, hvor evnen til at være aktiv er den målestok, alle mennesker vurderes ud fra. Guy Standing kalder det i bogen The Precariat – The New Dangerous Class for den prekære æra, hvor en ny klasse af løst og usikkert ansatte vokser frem, mens de stabile jobs forsvinder.

Tiderne er ikke de samme som før 1970, de er blevet flexible, fragmenterede, prekære, og det er ungdommen, der mærker det først og mest intenst. Fælles for de nævnte tænkere er altså, at de beskriver et brud, der er sket efter ungdomsoprøret, men som muligvis også har noget at gøre med det. Hvor samfundet førhen var stærkt hierarkisk, er det i dag, som følge af ungdomsoprørets relativt store succes, præget af flade strukturer og chefer i øjenhøjde. Problemet er, at chefer i øjenhøjde ikke nødvendigvis er lig bedre ledelse. Og absolut heller ikke lig et opgør med det kapitalistiske forbrugersamfund. I stedet har vi set, som Boltanski og Chiapello bruger en del krudt på at påpege, at ungdomsoprørernes krav om frihed og hierarkiløse relationer er blevet opslugt af kapitalismen selv og med tiden har styrket den.

Der er ingen, der tvinger dig til at piske dig selv, du kan sagtens melde dig ud af karriereræset, det er du altid fri til at gøre, men du skal bare vide, at så bliver det altså svært at få et lykkeligt familieliv, glade børn, der ikke mangler noget i sammenligning med kammeraterne, en god bolig, en bil til at komme rundt med. Hvor folk førhen blev tvunget ind i bestemte livsbaner på grund af rigide normer, autoritære fædre og underkuede mødre, er alle i dag frie til at gøre, som de vil, men altid i konkurrence med andre, der er lige så frie til at gøre som de vil.

Tiderne er ikke de samme som før 1970, de er blevet flexible, fragmenterede, prekære, og det er ungdommen, der mærker det først og mest intenst

Det, ungdommen i dag ’skal gøre oprør imod’, hvad det så end er, er ikke det samme som i 1970erne. Det har forandret sig, gemt sig. Dengang gjorde ungdommen helt forståeligt oprør mod en patriarkalsk 1950er-stiv samfundsstruktur, der trængte til at blive rusket op i. Men det, der var fordelen for de unge rebeller dengang, var, at den samfundsstruktur havde nogle håndgribelige figurer, man kunne gøre oprør mod. Faderen, professoren, Den Store Mand. I dag er der ikke på samme måde den slags personificeringer, vi kan omstyrte. Det er blevet mere uhåndgribeligt, diffust. Hvordan gør man oprør mod projektregimet? Det prekære arbejdsmarked? Pointen er ikke, at det er sværere at være ung i dag end for 50 år siden, men at det er anderledes, og at vores samfundssystem har forandret sig i en retning, der gør det vanskeligt at lokalisere, hvor man som ungt og utilfredst menneske skal gribe til handling. Det er simpelthen så omfattende en opgave, at ingen af os kan hitte hoved og hale i det. Man kan lede med lys og lygte efter institutioner, mennesker eller normer at gøre op med, men ingen af dem lader til at være lige præcis dér, der skal sættes ind. Politiet? Næh, ikke rigtig. Kommunen? Næh, hvad har kommunen egentlig gjort forkert? Regeringen? Tjoh, den er muligvis pænt åndssvag, men den er heller ikke decideret ondskabsfuld, den lader sådan set til at ville sine borgere det bedste, og den lytter som regel til kritik, og desuden bliver der valgt en ny med jævne mellemrum. Globaliseringen? Hvordan i alverden gør man oprør mod globaliseringen?

Når mine venner og jeg har så travlt med at fremstå som nogen, der ikke ligger under for konkurrencestatens pres, selvom vi alle sammen gør det, skyldes det uden tvivl en arv fra 1970ernes ungdomsoprør, der gør det cool at være rebelsk, næsten et krav. I mine teenageår oplevede jeg det, som om de voksne forventede det af mig. , kunne mine forældres venner finde på at sige, hvornår skal du så gøre oprør mod de gamle? Der er en rest tilbage fra ungdomsoprørets glade dage, en forherligelse af det oprørske, af ikke at ville ligge under for noget. Når det så i dag er blevet uklart, hvad det i grunden er, man ligger under for, hvorfra det udspringer, og hvor man skal vende sin høtyv mod, bliver man klemt. Så følger man modvilligt med, mens man har travlt med at give indtryk af, at man stritter imod, forvirret, ligesom alle de andre, der heller ikke ved, hvad de ligger under for, og hvornår de gør det, og hvad de skal stritte imod, og hvornår det skal ske. Så gør man halvdesperat nar ad livsstilsbloggere, der åbent og ærligt viser deres selvpineri, mens ens egne handlinger alligevel altid retter sig mod at blive et mere optimalt, mere klogt, bedre skrivende, skarpere ræsonnerende menneske, der kan klare sig, sætte sig igennem i vrimlen af andre dygtigt selvoptimerende unge mennesker.