Print artikel

Senmoderne havnenostalgi

Svendborg havn i aftenlys
Feature
01.05.17
De klassiske industrihavne bliver gradvist erstattet af havne præget af højteknologisk stordrift. Det gør os af en eller anden grund nostalgiske og får os til at ønske os tilbage til dengang, havnen var et støvet og larmende sted. Vi drømmer om den autentiske havn, selvom vi godt ved, den aldrig kommer igen.

»En del mænd var i færd med at lade træbjælker, af forskellig tykkelse og længde, fra en overlæsset lastvogn op på skibets agterområde. Fremme ved boven, under den store glaskabine, sad allerede adskillige passagerer, og der kom uophørligt flere til inde fra byen, med deres indkøb ud til øerne, sække med kartofler, benzindunke, reservedele til maskiner, fjernsyn, olietønder, også tomme tønder uden dæksler, plastiksække fyldt med frugt, æg, vaskepulver, mange også med store tunge kufferter.«

-Peter Handke, Epopé over lastningen af et skib

Havnen er foretagsomhed, samlingspunkt, fortættethed. Den er et punkt, hvor mennesker, ting, dyr, begivenheder og historier løber til og samles for så at spredes igen. Som industrisamfundets vejrtrækning. Ind og ud i en stadig strøm.

Det gælder både oldtidens handelshavn og den senindustrielle containerhavn. Men noget er forandret: engang kunne man slentre ned og glo på havnen og det, der skete der. Se på mændene, der lastede træbjælker fra en overlæsset lastvogn op på skibets agterområde, som Peter Handke beskriver i sin tekst, der udspiller sig en tidlig eftermiddagstime i 1987. I dag, 30 år senere, er havnenes store asfalterede arealer spærret af, og gaffeltrucks, lastbiler og mænd i reflekstøj arbejder systematisk og rationelt. Almindelige mennesker kan ikke slentre ned og overvære lastningen af et skib, og hvis man skal med færge, kører man i bil hele vejen ind i den hvide maskines gab. Containerkranerne rejser sig krumbøjede i det fjerne. Man får ikke lov at komme tæt på.

Det er der mange, der ærgrer sig over, men hvorfor? Hvorfor tales der så meget om vigtigheden af at bevare og sætte fokus på vores unikke havnekultur? Den maritime kulturarv, som vi kalder det. Hvorfor er alle enige om, at den klassiske havn med al dens frønnethed, olietønder, rust, fiskenet, kedeldragter og sprællende fisk, per definition er noget, vi ikke må miste? Det er, som om der er noget mystisk tiltrækkende ved havnen, som også gør os nostalgiske omkring den. Som Knud Sønderby skriver i essayet De danske havne: »Man står med hænderne i lommerne og kikker. Det gør folk altid i havne. Det er, som om der ikke kræves ret meget andet end et bolværk og en båd for at få folk til at standse op og stå stille i fortabt beskuelse.« Havne besidder af en eller anden grund en stærk attraktion, og det er egentlig lidt mystisk, når den ikke er mere end en kaj og nogle både.

Et bud på årsagen til vores fascination af havnen kunne være, at den repræsenterer noget autentisk. Det er havnens autenticitet, folk går efter, det ægte, hårde slid, duften af kul, motorolie, lyden af grus, der suser ned fra et lad, cigaretter dinglende fra kedeldragtklædte sjakbajser, dén stemning. Tjæreluft og træstabler, kulbunker og boghvedesække. På havnen får man lov at se samfundets effektivitet materialiseret i nogle osende maskiner, nogle råvarer, der ligger ubehandlede hen på kajen, nogle råbende mænd. Her bliver selve det, der får samfundet til at løbe rundt, blotlagt. Måske det er denne adgang til at overvære samfundets nødvendige processer, infrastrukturen i brug, der gør os ærgerlige over, at varetransport flyttes over på lastbiler ude på motorvejene om natten, så vi ikke længere kan overvære, at alting kører så effektivt og flittigt, som det bør. Glæde os over, at der igen er gode, lige brædder med skibet, som bliver transporteret hen til den nærmeste trælast, hvor de lokale tømrere henter deres materialer, inden de kører ud og skifter spær på en af de kommunale skoler. Føle den lille tryghed ved at se, at der igen er korn med, som bliver valset til havregryn inde på møllen, så man kan tænke for sig selv: vi producerer mad i det her samfund, det fungerer, det kan jeg se.

Problemet er bare, at vores stræben efter den autentiske havnestemning hurtigt bliver paradoksal, for industrihavnen og dens autenticitet opstår netop, fordi den ikke er der af andre grunde end de rent praktiske. Den blev ikke lavet for at skulle blive betragtet af slentrende folkemasser med isvafler i hænderne. Den blev lavet, fordi der skulle læsses noget grus og nogle flæskesider på skibe, så det kunne blive sejlet et andet sted hen. Havnen er ikke hyggelig, det har den aldrig været. Den er et sted, hvor mænd slider deres rygge ned, hvor lastbiler bakker ind i uheldige arbejdsfolk, så de brækker benene. Den er et råt og effektivt sted, og måske det er derfor, alle os, der ikke aner, hvordan det føles at løfte en 50 kilo tung kartoffelsæk, er så tiltrukket af havnen og dens atmosfære?

Bestræbelserne på at bevare de danske havnes kulturelle særpræg virker derfor også som en slags nostalgi efter at kunne opleve det effektive industrisamfunds materialitet på første hånd. Opleve, hvordan det ser ud, når det, der skal gøres, for at det hele kører på skinner, bliver gjort. Nu hvor havnene er storskala, bruges til udskibning af vindmølledele, indskibning af råolie et sted ude i Esbjerg, containere fragtet fra Kina til Hamburg, som så køres på lastbil til Danmark, bliver det hele så fjernt. Alt imens Københavns Nordhavn bliver bygget til med advokatkontorer og luksuslejligheder og anløbskaj til krydstogtskibe. Og Nyhavn allerede længe har været en slags maritim forlystelsespark, hvor turister og øltørstige forretningsfolk mimer en sømandskultur, der er fortid.

Af samme grund bliver drømmen om, at vi skal værne om den oprindelige havnekultur, fremelske den oprindelige havnestemning med slidte kajkanter og små kuttere, aldrig mere end netop drøm. For man kan ikke få det hele på én gang. Man kan ikke både få turisterne, isvaflerne, modebutikkerne oppe i byen og snavset, osen, larmen fra den travle industrihavn i én pakke. Man kan ikke på den måde gøre havnen til en zoologisk have over et fortidigt industrisamfund, så tæmmer man den ihjel, den bliver noget andet, et poleret hjemstavnsmuseum. Som Nyhavn er blevet det. Statsministeren bor der sgu! Så er der ikke meget af den oprindelige havns vildskab tilbage. Nutidens opmærksomhed om dansk havnekultur som et særligt kulturelt særpræg ved Danmark udgør dermed et slags autenticitetens paradoks. Man drømmer om at bevare den autentiske havn, mens man underminerer autenticiteten ved at gøre havnene til emblemer på vores samfunds historie, til turistmål og mindesmærker.

En enkeltbillet til Amerika, tak

Men der må være flere grunde til, at vi begræder havnens overgang til affortryllet stordrift og drømmer os tilbage til dengang svejsegnisterne føg og fiskekutterne ikke var erstattet af 100 meter lange trawlere. For eksempel at havnen, den traditionelle industrihavn, den åbne, kaotiske havn som vi kender den fra det 20. århundrede og tidligere, respræsenterer muligheder. Man kan komme væk, havnen gør det muligt at komme ud i verden. Der ligger skibe, som skal sejle eksotiske steder hen, og man kan komme med de skibe, hvis man virkelig bare må. Mulighederne er i princippet uendelige. På den måde repræsenterer havnen romantiske drømme om det store udland, eller bare en bevidsthed om, at der er en vej væk, hvis man virkelig ikke kan klare at blive boende, hvor man er. Som de tusindvis, der emigrerede fra Danmark i 1800-tallet med dampere fra København til New York og drømmen om et bedre liv i USA. Eller som fortælleren i Knut Hamsuns Sult, der til sidst ikke kan se nogen tilværelse for sig i Kristiania andet end sult, sult og atter sult. Da ender havnen og et tilfældigt skib, der skal til England efter kul, med at blive hans redning:

»Jeg sidder der og stirrer på ”Copégoro”, barken med det russiske flag. Jeg skimter en mand ved rækken; bagbords røde lanterne lyser ned på hans hoved, og jeg rejser mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen hensigt med at tale, som jeg gjorde, jeg ventede heller ikke at få noget svar. Jeg sagde: ”Sejler De i aften, Kaptajn?”«

Havnen er den sidste, spontane udvej, da livet i Kristiania bliver for uudholdeligt. De muligheder  forsvinder med havnenes forandringer i disse år. Man kan ikke ud fra et pludseligt indfald gå ned og forhandle med en skipper og komme med et transportskib til Leeds længere, sådan fungerer det ikke, det er blevet velordnet, systematiseret, alting føres nøje til protokols. Havnen som et nært, tilgængeligt vindue til verden, en konkret infrastruktur, man kan benytte sig af til at kappe alle bånd uden varsel, er ikke længere eksisterende. Selv om det aldrig bliver aktuelt at kappe alle bånd uden varsel for langt de fleste mennesker, er alene muligheden nok. Alene tanken om, at det er noget, man kan, er nok. Havnen som en forsvindingsportal, man kan bære med sig i sin bevidsthed under dagligdagens slid, findes ikke mere.

På den måde er udviklingen i retning af stadigt mere velordnede, systematiserede havne en del af en bredere udvikling, hvor rillerne i samfundets store rist bliver færre og mindre. Man kan ikke undslå sig, ikke gemme sig, man vil altid blive fundet, altid blive stillet til ansvar. Alt bliver registreret, alle har deres personnumre og digitale identiteter, man ikke kan slippe væk fra. Havnens omdannelse til et rationelt stykke højteknologi kan ses som en del af den udvikling mod, at samfundets frimærker af frihed bliver mindre. Nettet strammes til, man er nødt til at fungere inden for et sæt af stadigt snævrere definerede rammer. Det gælder ikke kun, hvis man vil have et arbejde, men i alle livets aspekter, der skal ikke meget til, før den tilværelse, man fører, ikke passer ind i vores højeffektive samfund. Og man kan ikke længere bare viske tavlen ren ved at gå ned på havnen og stige om bord på et skib, der næste dag krydser Atlanten.

Den vilde havn

Men en havn er ikke blot en vej ud i verden, den er også en vildskabens, liderlighedens, drukkens og gamblingens holdeplads. I Herman Melvilles Moby Dick fra 1851 får vi dette at se på første hånd. Da fortælleren Ishmael ankommer til byen New Bedford, hvorfra han vil forsøge at komme med et hvalfangerskib, har han et par dage, der skal fordrives. Han finder gennem byens mørke og tåge frem til et sted i nærheden af havnen, The Spouter Inn. Et, som Ishmael formulerer det, ret så »queer sort of place«. Det ene øjeblik vælter det ind med stordrikkende, snøftende sømænd, som har været månedsvis på havet og hurtigt skal have en kæp i øret, næste øjeblik en tatoveret, skaldet indianer, Queequeg, der går rundt i byen og sælger balsamerede menneskehoveder fra New Zealand. Ikke ligefrem hverdagskost.

Et forhold, der også kan være medvirkende til vores havne-nostalgi her på kanten af den klassiske industrihavns grav, kan altså være, at havnen historisk har været et sted, hvor samfundets normer bliver sat ud af kraft. Havnen har altid været et sted for promiskuøsitet. Druk og prostitution. Et sted, hvor det velordnede samfunds regler bliver sat ud af kraft for en stund. Den er et slags vildt grænseland, hvor sømænd alle vegne fra kommer anstigende med netop deres kultur, deres egenartede galskab, aggressivitet, liderlighed. Knejperne på havnen har altid været de mest beskidte, mest gedulgte steder, samfundet rummede. Og vi har brug for den slags steder, de fungerer som ventiler for os, når det hele bliver lidt for protestantisk stramt. Steder, hvor man kan gå hen, hvis det gerne må blive lidt farligt. Det er, som om bortkomsten af havnenes traditionelle vildskab er sket i takt med vores stadigt mere neurotiske forsøg på at eliminere enhver potentiel fare, ethvert moment af usikkerhed, ikke-ordnethed. Når containeren med matematisk præcision bliver stillet på plads af den højteknologiske kran illustrerer det på en måde vores kollektive bevægelse væk fra det spraglede, det flagrende og ukontrollerede.

Og det bryder vi os ikke om, for vi har brug for de frimærker at søge mod – om ikke andet så bare for at fornemme, at der findes en verden, der er anderledes end vores egen rammesatte tilværelse. Som Knud Sønderby skriver i sit havneessay:

»Hvor søgte man selv hen, da man var stor nok til at færdes alene? Til havnen. Til hvor der var vand og skibe, hav og hvad der hører havet til. Havnen trak som en magnet, tumlepladsen for leg og fantasi.«

De høje hegn, skemaerne, fragtplanerne og den tekniske milimeterpræcision, der kendetegner den senindustrielle havn i dag, ødelægger den fantasi, havnen historisk har opflammet i os med alle de gedulgte steder, knejper og nævekampe. Måske vores havnenostalgi også kommer af en længsel efter den klondyke-stemning og regelløshed, havnen traditionelt har repræsenteret? En vildskab, der bliver mindre og mindre af i de her år.