Senmoderne havnenostalgi
»En del mænd var i færd med at lade træbjælker, af forskellig tykkelse og længde, fra en overlæsset lastvogn op på skibets agterområde. Fremme ved boven, under den store glaskabine, sad allerede adskillige passagerer, og der kom uophørligt flere til inde fra byen, med deres indkøb ud til øerne, sække med kartofler, benzindunke, reservedele til maskiner, fjernsyn, olietønder, også tomme tønder uden dæksler, plastiksække fyldt med frugt, æg, vaskepulver, mange også med store tunge kufferter.«
-Peter Handke, Epopé over lastningen af et skib
Havnen er foretagsomhed, samlingspunkt, fortættethed. Den er et punkt, hvor mennesker, ting, dyr, begivenheder og historier løber til og samles for så at spredes igen. Som industrisamfundets vejrtrækning. Ind og ud i en stadig strøm.
Det gælder både oldtidens handelshavn og den senindustrielle containerhavn. Men noget er forandret: engang kunne man slentre ned og glo på havnen og det, der skete der. Se på mændene, der lastede træbjælker fra en overlæsset lastvogn op på skibets agterområde, som Peter Handke beskriver i sin tekst, der udspiller sig en tidlig eftermiddagstime i 1987. I dag, 30 år senere, er havnenes store a
