Print artikel

Landskabet er ligeglad

Reportage
10.06.16
ATLAS har sat sig i en gammel skoda for at følge en H&M-plakat rundt i Europa. Målet er at finde ud af, hvad Europa er bygget af, og om man egentlig kan se grænserne

»Landskabet er ligeglad,« siger Frederik da han står og tisser i en å, der markerer den dansk-tyske grænse lige udenfor en landsby ved navn Rens. Vejen skifter navn fra pebermarksvej til pfeffermarkstrasse ret pludseligt, men den virker også ret ligeglad med, hvad vi har valgt at kalde den.

I landsbyen mødte vi den 17årige Nikolai, tilflytter fra Kaliningrad og 2 g'er på det tyske gymnasium i Aabenraa. Han virker også pragmatisk omkring det sproglige og identitetsmæssige kludetæppe. »Det er bare Sønderjylland,« siger han og byder på russiske is indkøbt i Tyskland. Han taler fire sprog flydende og er med til at drive familiens multihal med tilhørende fodboldgolfbane lige overfor den forladte gendarmeriegård. Nogle informationsskilte ved siden af fortæller om en naturskøn cykelrute, der løber øst-vest langs grænsen »130 km på idylliske stier og veje mellem Vesterhavet og Østersøen byder på en oplevelsesrig cykeltur,« står der. Skiltene fortæller også historien om grænsedragningen efter 1. Verdenskrig og genforeningen i 1920. En ”grænsereguleringskommission” med medlemmer fra Frankrig, England, Italien og Japan. De kørte langs ruten i bil og finpudsede ruten.

Vi er taget afsted på en slags grænserundtur i en ældre skoda. Egentlig fordi Frederik ville fotografere grænseområder. Fra Sønderjylland går turen videre til Tyskland, Holland, Belgien, Luxemborg og Frankrig.

Foto: Frederik Korfix

Vi kører til Flensborg bare 12 kilometer inde i Tyskland for at overnatte. Da byen var dansk, havde den en storhedstid som ankomsthavn for skibene fra den danske koloni i Vestindien. Vi bliver tiltalt på dansk på restauranten, hvor vi spiser en velfortjent schnitzel, og på havneknejpen Lord Nielson hører vi Das Boot-temaet i slags trance-version, som en 90'er-agtig blanding af Kraftwerk og eurodance. Frederik får lov til at tage billeder bag baren, hvis vi giver en omgang. Stamgæsterne hygger, spiller terningerne og skåler venligt.

Næste morgen drejer vi skodaen ud på motorvejen, men forlader den igen efter en halv time for at kigge lidt på Dannevirke. Et egentlig ret imponerende voldanlæg, der stammer helt tilbage til 6-700-tallet, og selvfølgelig spillede en rolle i 1864. En del af forsvarværket er en lang teglmur, kendt som Valdemarsmuren bygget i 1100-tallet og som har været 3 kilometer lang og 2-3 meter tyk. Jeg samler et lille stykke af Valdemar den Stores teglstensmur op fra jorden og putter det i lommen.

I Bad Nieuweschans, en lille landsby på den tysk-hollandske grænse i Nordfriesland, hvor Vadehavet begynder, markerer gaden europaweg grænsen. Ligesom i Sønderjylland er den en del af en grænsecykelrute. Findes der egentlig noget mere fredeligt og u-aggressivt end en cykelrute?

 

Måske modsat intuitionen, virker grænseområderne i det indre Europa faktisk mere åbne end resten af landet. Mere som en åben port til noget anderledes og spændende, end en afgrænsning. Bevidstheden om, at det anderledes er lige om hjørnet, skaber i hvert fald en form for åbenhed. Mennesker er først og fremmest pragmatiske i deres sameksistens med andre mennesker

Måske modsat intuitionen, virker grænseområderne i det indre Europa faktisk mere åbne end resten af landet. Mere som en åben port til noget anderledes og spændende, end en afgrænsning. Bevidstheden om, at det anderledes er lige om hjørnet, skaber i hvert fald en form for åbenhed. Mennesker er først og fremmest pragmatiske i deres sameksistens med andre mennesker. Hvis der er grund til at frygte, reagerer man frygtsomt, hvis der er grund til at være rolig, er man det. Her i  Bad Nieuweschans virker de fleste mennesker ligeså uberørte som de ænder, der flyver frem og tilbage over kanalen som markerer grænsen.

Måske er grænser som sådan ikke særligt vigtige i dag. Det der er vigtigt, er den grænseløse idé om Europa som et område eller entitet, der bygger på en række principper og værdier højtideligt formuleret af vores grundlæggere og mere pragmatisk udlagt i københavnerkriterierne. Her er det nok de ydre grænser, der har betydning. Især i forhold til en aggressiv og udemokratisk Putin, som for alt i verden vil manifestere russisk indflydelse. Derfor støtter han – også økonomisk – mange højrenationale populistiske bevægelser, fordi det er i hans direkte interesse at understøtte alt, der underminerer og svækker et stærkt EU, og alle højrenationale bevægelser er som bekendt meget EU-kritiske. I det lys virker de indre grænser mindre og mindre betydelige. De enkelte nationale identiteter – sprog, selvforståelse, historie – holder derimod aldrig op med at være betydelige, men det burde altså heller ikke være et problem for gennemsnits-europæeren at have et stærk tilhørsforhold på flere niveauer på samme tid. På samme måde som man kan have en stærk identitet som newyorker eller sønderjyde og stadig være ligeså meget amerikaner eller dansker. Grænser handler om identitet og lovgivning. Hvad man gør indenfor et område og hvad man indenfor et område. I Karl Ove Knausgårds Om efteråret, en slags personlig encyklopædi om alt mellem himmel og jord skrevet som information til et ikke endnu født barn, skriver han i afsnittet Rammer, at rammer gør, at noget får en identitet. »Rammer begrænser et fænomen, skaber et klart indenfor og et klart udenfor, og ved sådan at isolere det bliver det klart defineret, det vil sige det bliver til noget i sig selv. Det får en identitet. Identitet er at være det ene, og ikke det andet.« Det gør sig også gældende når man rejser. Når man er i ét område, forstår man sig selv i forhold til netop det, når man flytter sig, bliver ens identitet vigtig på en anden måde. Her i Maastricht føler jeg mig pæredansk og pæreeuropæisk på samme tid.

På grænsen mellem Holland og Belgien ved Maastricht og Vroenhoven på den belgiske side, ligger en akvariebutik, den kinesiske takeout Mary Wong og den græske restaurant Mykonos. Derudover en håndfuld andre restauranter lige før broen over Albertkanaal, der i mere praktisk forstand afgør grænsen. Samme sted døde et anseeligt antal mennesker den 11. maj 1940, da tyskerne besatte de to lande. I den sædvanlige grænsepragmatiske ånd ligger der nu under broen, foruden et monument med de omkomnes navne, et brasserie med moderne møbler, udsigt over kanalen og et museum, der dokumenterer det gamle grænseforts historie. Lidt længere nede af floden, hvor Flandern grænser op til både Wallonien og Holland, indbygget i bjerget Sint-Pietersberg, ligger grænsefortet Eben-Emael. Bygget i 1930'erne til beskyttelse mod øst og bestående af over 5 kilometer underjordiske tunneller, var det den belgiske hærs mægtigste forsvarsværk. I 1940 tog det dog bare tyskerne omkring et døgn at indtage fortet ved brug af faldskærmssoldater, svæveflyvere og en nyudviklet type sprængstof.

De europæiske byer har alle særlige historiske, økonomiske og topografiske kendetegn, der adskiller dem. Düsseldorf har Rhinen og virker nogenlunde velhavende, Maastricht har traktatånden og fremstår bestemt også velhavende. Liège er slidt og mere kaotisk med helt andre socio-økonomisk forhold. Men de har alle en gågade med en H&M

To piger i badetøj har fulgt os hele vejen fra København. De står på en strand med badefødder på, kroppen vendt mod havet, men ansigtet drejet bagud mod den, der kigger på billedet. Lige nu kigger de på mig i Liège på samme måde som de har gjort det i Düsseldorf, Flensburg og Maastricht. De er hovedpersonerne i en kampagne for badetøj, som H&M kører for tiden. De europæiske byer har alle særlige historiske, økonomiske og topografiske kendetegn, der adskiller dem. Düsseldorf har Rhinen og virker nogenlunde velhavende, Maastricht har traktatånden og fremstår bestemt også velhavende. Liège er slidt og mere kaotisk med helt andre socio-økonomisk forhold. Men de har alle en gågade med en H&M.

Lidt udenfor landsbyen Foy i en fyrreskov kigger vi på skyttehuller fra vinteren 1944-5. Dem der har set HBO-serien Band of Brothers, vil huske et særskilt uhyggeligt og nærmest indeklemt afsnit, der fortæller historien om en gruppe amerikanske soldater, som holder stand mod tyskerne i Hitlers sidste skaktræk i form af Ardenneroffensiven. Vi samler granatsplinter op fra jorden og taler om karaktererne fra serien, som man næsten udvikler et venskabsforhold til. Et hjemmelavet kors markerer stedet, hvor Munk og Penkala mistede livet, da en granat rammer direkte ned i deres hul. Vi lægger granatsplinterne i det lille hulrum under håndbremsen i skodaen ved siden af vores stykke af Dannevirke, og kører til Bastogne og spiser boulettes i tomatsovs med pommesfritter til frokost.

Martelange på grænsen mellem Belgien og Luxembourg. 12-15 tankstationer med billig benzin, tobak og alkohol ligger på række på den luxembourgske side. Vi tanker og lægger en kasse lokal riesling i bagagerummet på skodaen. Her ligner det det gamle Europa mere end noget andet sted på turen. Husene på den anden side af vejen virker forladte. Luxembourgs politi kører forbi i en Audi.

I Longwy hvor Frankrig møder Belgien og Luxembourg på samme tid, er der mest af alt rundkørsler og motorvejssammenfletninger. Der er et centre commercial med indkøbscentre og en gammel halvforladt landsby med en romalejr og en gammel togstation. Vi griner lidt af de oplagte fotomuligheder for dyrkere af forfaldsæstetik. Den tilgroede fodboldbane, den forladte bygning med de knuste ruder og tilmurede døre med inskriptionen Grand Hotel.

Hvis noget sted i Europa er grænseløshedens epicenter, må det være Schengen. Ude i Moselfloden mødes tre landegrænser umærkeligt, man kan se stedet inde fra kajen på Luxembourg-siden, hvor en flok ministre ombord på skibet Prinsesse Marie-Astrid i 1985 og igen i 1990 underskrev aftalerne, der erklærede afskaffelsen af de indre europæiske grænser. Nogen har syntes, at det var en god idé at opstille to store stykker af Berlinmuren ved siden af. Det begynder at regne ret kraftigt, så i den lille souvenirbutik køber vi en Schengen-paraply og en magnet til at sætte bag på skodaen. Mærkværdigvis er vejen ned til kajen opkaldt efter en Robert Goebbels. Det oplyses, at han var medunderskriver som repræsentant for Luxembourg.

Vi kører gennem Luxembourg tilbage til Tyskland igennem smukke dale og forbi gigantiske stålværker. I Saarbrücken hænger der et refugees welcome-banner på operaen, der i aften opfører Peer Gynt. Saarland er et af de grænseområder, der har skiftet nationalitet flere gange. Både efter 1. og 2. Verdenskrig insistererede Frankrig på at overtage området, nok mere på grund af de rige forekomster af råstoffer end på grund af de smukke dale. Faktisk blev Saarland først indlemmet i forbundsrepublikken i 1954, efter en periode hvor franskemændene prøvede at overbevise dem om at blive en selvstændig stat. Saarlænderne stemte sig dog tilbage til Tyskland.

I Sarreguimines på den anden side af floden Sar og 15-20 km fra Saarbrücken er der marked ligesom i hundredevis af andre små franske provinsbyer. På overfladen ligner det også alle andre markeder, måske på nær, at det er ved at flyde over med hvide asparges, men der bliver handlet og hilst på både tysk og fransk og noget, der lyder som en blanding. På et lille hjørne, der stikker ud i floden, hvor man har bygget noget socialt boligbyggeri og en parkeringsplads, er Frankrig og Tyskland afskilt af en lille kanal. Set i lyset af de to landes voldelige fælles historie, virker det hele meget fredfyldt og udramatisk.

Vi kører gennem Lorraine og Vogeserne, hvor vi krydser Maginotlinjen et par gange. Det forsvarsværk, der skulle have været fuldstændig uovervindeligt, bygget i 1930'erne som et evigt værn mod Tyskland. Vi kommer forbi fortet Simserhof, »fort invincible de ligne maginot,« står der på skiltet. I Strasbourg fortæller sporvognreklamer, at byen er »eurooptimiste.« Hvis nogen skulle være det, burde det vel også være hovedbyen i Alsace. Tidligere kastebold mellem Tyskland og Frankrig, nu en af de helt store vindere i fordelingen af privilegier fra unionen. Det absurde cirkus, hvor parlamentet flytter fra Bruxelles til Strasbourg, er nok en af de EU-beslutninger, der har virket mest undergravende på den folkelige opbakning til projektet. Og dog fortsætter det, måned efter måned på grund af de evige studehandler, der har svækket unionens handlekraft og strukturelle smidighed.

 

Den massive Rhin med dens voldsomme strøm, er utvivlsomt den mest åbenlyse og naturlige grænse, vi har mødt indtil videre. Her er topografien mægtigere end mennesket for en gangs skyld. Og alligevel er den måden floden er tæmmet på skabelsen af de sidste århundreders vækst og industri

I den lille provinsby Kehl på den anden side af Rhinen fra Strasbourg er stemningen mindre euro-euforisk. Der er naturligvis de samme svømmefodsklædte badedragtspiger fra H&M, og de samme hvide asparges på byens torv. Byen, der har haft broforbindelse til Strasbourg siden 1300-tallet, og har været fransk i lange perioder af sin eksistens, er egentlig en forstad til Strasbourg. Udenfor Kehl, langs Rhinen, ligger der massive stålværker. På floden flyder pramme med kul og stål. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan forekomster af råstoffer virker mere determinerende for et landområde end nogen andre faktorer. Måske dét EU i virkeligheden handler om, bliver fragtet på lange tunge pramme der glider op og ned ad floden. Den massive Rhin med dens voldsomme strøm, er utvivlsomt den mest åbenlyse og naturlige grænse, vi har mødt indtil videre. Her er topografien mægtigere end mennesket for en gangs skyld. Og alligevel er den måde floden er tæmmet på, skabelsen af de sidste århundreders vækst og industri.

I Lauterbourg, det allernordøstligste hjørne af Frankrig, er toldpavillonen omdannet til café, og tyskere fylder det lokale Carrefour, hvor de handler franske madvarer. Vi forlader Frankrig, hilser på en landmand, der høster hvide asparges på grænsen, kører nordpå mod en grænse af en lidt anden karakter.

I år 9 blev romerske tropper anført af generalen Varus besejret af en alliance af germanske stammer. Det foregik (måske) i Teutoburger-skoven, ikke forfærdelig langt fra Bielefeld. Det romerske nederlag var en katastrofe for de ellers uovervindelige imperialister, og det fortælles, at kejser Augustus bankede sit hoved ind i en marmorvæg i ren frustration, da han fik overbragt nyheden hjemme i Rom. Begivenheden, der også kaldes Varusslaget, markerer også grænsen for romersk ekspansion mod nord. Romerriget kom aldrig længere nordpå, så med lidt god vilje kan man sige, at skovene er grænselandet mellem det latinske og det germanske Europa. I spidsen for germanerne var høvdingen Arminius – senere fortysket til Hermann – som havde været i romersk tjeneste og altså var lidt af en vendekåbe eller bare meget snu. Man skal kende europæerne dårligt, hvis ikke den slags mytologi er blevet udnyttet i nationalismens navn i 1800-tallet. Og rigtig nok: På en bjergtop i skoven påbegyndte man i 1830'erne konstruktionen af Hermannsdenkmal. En over 50 meter høj statue af den germanske leder. Alene figurens sværd, strakt triumferende i vejret, måler omkring syv meter. Lige siden monumentets indvielse og frem til den slags gik af mode i Tyskland, har området været brugt til forskellige former for nationalistiske formål. Skiftende kejsere, kronprinser, kanslere og så videre har aflagt ærbødigt visit. Historien om Hermann, der besejrede et imperium og grundlagde sit eget, kom til at spille en vigtig rolle i opbygningen af den tyske nationalfortælling. En lille hidsigprop med sine egne imperialistiske ambitioner var forbi i 1926, senere brugte nogle ungdomsspejdere opkaldt efter samme hidsigprop stedet til at holde stævner. I dag er der egentlig ret uinteressant, man kigger 20-30 sekunder på det fjollede monument og tænker, »hvor skal vi køre hen nu?«

Vi overnatter på Motel West, der ligger på en rasteplads lidt udenfor Hannover. Det summer fra motorvejen, men ellers er der fredfyldt. På parkeringspladsen holder lastbiler i massevis og enkelt rumænsk chauffør går i badesandaler og med håndklæde over skulderen på vej mod toiletterne. Om morgenen spørger en livsglad kok smilende, om man vil have spiegelei eller rührei. Tilbage på motorvejen sætter vi kursen mod Puttgarten. Mens vi venter på færgen til Rødby tager vi en tur i Bordershop. Ifølge Scanlines »Verdens største bordershop.« Det er søndag, og den ombyggede færge i adskillige etager er stopfyldt med især svenskere med overstørrelse indkøbsvogne, der bliver proppet med vin og øl. Vi undgår lige præcis at blive ramt af en dame, der virker til at have lidt svært ved at styre vognen med de mange varer. »Ja, det er med livet som indsats,« siger hun på syngende skånsk og smiler.

Europa er bygget af varer og handel med dem. Værdierne som vi legitimerer det med er flotte og beåndede og jeg tror på dem, ligesom grænserne. Men det er ikke dem, Europa er bygget af. Europa er bygget af Rhinen, af kul og stål, af krige, af voldanlæg, af traktater, af H&M og af hvide asparges, der kommer af af jorden, hver gang det bliver forår.