Print artikel

Fra ruinhøj til krigsturisme

Teufelsberg har en broget historie. Fra nazi-universitet over ruinhob til kold krig og bz'ere.
Reportage
11.10.14
En vandring på djævlebjerget, på toppen af krigens efterladenskaber på cykeltur gennem Berlin og Grünewald. Den skulpturelle radarstation. Henfaldet, nu overtaget, leaset og bevogtet. Et falleret David Lynch projekt, på grundstenene af et naziuniversitet. Velkommen til en iphonereportage fra Teufelsberg.

I august, inden jeg rejste til Berlin snakkede jeg lidt løst med en ven om et sted i Grünenwald. Et kunstigt bjerg bygget på resterne af en nazibunker, af ruinerne af Berlin efter krigen, så højt, at amerikanerne brugte det som radarstation under Den Kolde Krig. Det blev opkaldt efter søen i nærheden: Teufelsberg eller Djævlebjerg.

Det er fredag. Jeg skal ingenting. Jeg har boet en måned i Berlin. Hver dag er en tom dag, der skal fyldes. På et tidspunkt løber tiden ud for turisten. Det er ikke muligt længere at mønstre interesse. Jeg bliver indenfor, jeg begynder at arbejde. Det er efterår, nu sætter det ind. Efter verdens længste sommer. Sommeren 2014 bliver bare ved og ved. 20 grader hele sidste uge. Vi sveder i lejligheden. I dag blæser det. Bladene falder gyldne, helt gule mod jorden, der er kirkegården nedenfor mit vindue. Jeg kan ikke arbejde i dag, og jeg er kommet i tanke om samtalen fra august. Jeg skal til Teufelsberg.

Jeg tænder for dataroaming på min iphone, og downloader en rutebeskrivelse. Nordpå gennem Kreuzberg, over Postdamer Platz, vest på ved Brandenburger Tor, gennem Tiergarten og syd ad Teufelseestrasse., 20 Kilometer på min østtyske cykel.

Trafikken i Neuköln er tung, men det går ok. Jeg har hørt forskellige ting om Teufelsberg: At det er bevogtet af BZ'ere, der har boet der i flere år, at det er leaset som turistattraktion, hjem for grafittimalere, at det er forladt, gratis indgang. Intet problem. Det tager en time at cykle til skoven. Man drejer fra af Bismarckstrasse, forbi den Schweiziske skole, så er man i skoven. Mod øst forsætter Grünnenwald og mod vest rejser bjerget sig. Man ser radarkuplen, sønderrevet af mennesker og vind.

Teufelsbergs historie er broget. Den går tilbage til tiden efter Anden Verdenskrig, hvor man besluttede sig for at etablere højen, der måler 120 meter, og således i dag rejser sig som byens højeste punkt. Ruinerne dækker det militære tekniske universitet tegnet af den nazistiske hovedarkitekt Albert Speer. Efter de omfattende bombardementer af Berlin havde man et enormt overskud af murbrokker, man skal forestille sig et landskab, som den tyske litterat W. G. Sebald citerer fra en ukendt kilde i Luftkrig og litteratur: »Kære medlevende læsere og venner (…) lad mig fortsætte min beretning. Tyskland rammes ødelæggelse, rotterne huserer i ruinerne, hvor vi engang boede, fede af lig« Det er dødens landskab, stadig varmt af bombardementerne, hvor der skal ryddes op. I en tid, hvor der var et underskud af mænd, blev det kvindernes opgave at gå til jobbet. Med en arbejdsdisciplin, som Sebald leder tilbage til nazismen bygges Berlins 'bjerge', hvor Teufelsberg står som det højeste.

Først blev her etableret en skiløjpe med træklift, derefter et skihopsstadion med plads til 6000 tilskuere. Den lukkede i 1969, men allerede i 1961 var det amerikanske National Security Agency rykket ind på toppen, og etablerede de første lyttestationer. Gennem Den Kolde Krig, stod bjerget således som overvågningens forpost i Tyskland, hvor britiske og amerikanske enheder kiggede ind i DDR. Da muren faldt blev den store station gjort overflødig, og her begynder dens nutidige fortælling.

Jeg stiller min cykel for bakkens fod. Jeg er meget svedig, og en flaske vand er løbet ud i min taske. Mit kamera er gået ud og alt er vådt. Skoven er fugtig og gul. Jeg går op af vejen, hvis asfalt er hullet og sprækket af skoven, der roligt er ved at få overtaget. Træerne åbner for en udsigt, jeg ser Wannsee og Postdam i horisonten. Skovene forsætter og forsætter.

Jeg bruger min iphone. Jeg har lige fået nyt cover. Det kostede 5 euro i H&M, det er guld og glimmeret falder gradvist af. Tiden går ligesom i glimmeret, der falder mod jorden. Billederne bliver dårlige, men det er ok. Det er en grå dag, og alt er gnidret. Jeg går lidt videre, jeg ved ikke hvad jeg skal forvente, men da jeg kommer til indgangen står en allerede forsamlet gruppe af 10-12 personer. Tre unge mennesker har trafikveste på, og forventer tydeligvis, at vi betaler for en guidet tur. Den koster otte euro.

Efter nedlæggelsen af overvågningsstationen, var området i et limbo mellem naturaktivister, investorer og byadministrationen. I 1996 blev grunden købt af aktionærer, hvis vision var at renovere det, sælge det som luksuslejligheder og etablere et femstjernet hotel. Det var i 90'ernes økonomiske boom, planerne faldt sammen. Teufelsberg fik lov at henfalde.

Den guidede tur rundt på området er i begyndelsen ok. Vores guide hedder Shalmon Abraham, han har et stort skæg, langt hår og to rottweilere, der konstant forsøger at bide hinanden i halsen. Han viser os rundt. Det er ødelagt, overmalet og nu overtaget af forskellige kunstnerkollektiver.

Det er sådan det fungerer i dag. Overvågningstationen leases af Abraham, han administrer, hvem der må komme ind, hvem der male, og hvem der passer de små køkkenhaver der er skudt op på grunden. Det føles mærkeligt at blive guidet så stringent igennem bygninger, der er faldefærdige og uden for al orden. Det er orden indsat i kaos.

I 00'erne skete der ikke meget med Teufelsberg. Grünewalds vildsvin overtog området, og indrettede sig på højen. David Lynch forsøgte at opkøbe bygningerne for at etablere et lykkeuniversitet. Først et naziakademi, så et yogauniversitet. Kommunen afviser. Indtil i hvert fald 2011 er stedet beboet af en BZ-bevægelse, der passer sig selv og bygningerne. Besøgende kan komme og gå som de vil igennem de store huller i hegnet, der er blevet etableret. I 2012 ændrer det sig.

Jeg bliver ret hurtigt træt af Abraham. Han viser os ind i den britiske del af overvågningstationen, her hænger en række billige prints, der er klistret op på de fugtige vægge. De skal give en indikation af områdets historie. Gentagende gange siger han, at vi ikke må forlade de gange han viser os. Der er ingen afspærring, så det gør jeg altså.

I 2012 har BZ'erne forladt grunden og vagter begynder at patruljere bjerget. Jeg har læst flere artikler, hvor folk har klaget over aggressiv adfærd og dårlig attitude. Der kommer et skilt op ved hegnet: Day-tour eight euros. Teufelsberg skifter fra at være et rekreativt område, tilgængeligt for Berlins borgere til en turistattraktion. Bygningerne bliver krigsturisme, og endnu en mulighed for at tjene på historien.

Jeg er her. Jeg er en del af det. Jeg er krigsturisten. Jeg er nysgerrig, og jeg kigger rundt blandt bygningerne. Jeg hører stemmer, men ser ingen mennesker. Bagved hovedbygningerne er der etableret små huse, køkkenhaver. I interviews udtaler Abraham, at ingen bor på grunden. Det er nok en sandhed med modifikationer. I hver fald er der etableret en legeplads, og jeg hører også flere barnestemmer. Jeg går op af en trappe, jer ser indover Berlin. Postdam mod vest, Berlin mod øst. Fernsehturm rejser sig som symbolet på DDR, jeg står i hovedkvarteret for Den Kolde Krigs overvåning. Det er erindring lige foran. Det er tanker for fuld smadder i hovedet. Jeg tager et billede. Min Iphone vil have flash. Alt bliver guld. Der er diset, en mand kommer hen og beder mig om at gå. Han har en støvmaske på. Han er i gang med at male en soldat med en gasmaske. Jeg gør som han siger, men jeg gider ikke mere. Det begynder at regne. Her er koldt.

Jeg forlader området. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg cykler hjem. Det begynder at regne kraftigere, men det stopper så helt. Rush hour i Berlin. Fandeme vand over alt. Jeg tror, at jeg er skuffet. Jeg har set udover Berlin fra kuplerne, men jeg blev også smidt ned derfra. Jeg tænker, at man skal se Teufelsberg. Selvfølgelig skal man det. Hvis man er marginalt interesseret i krigens historie, og dens efterspil er det et helt skørt sted at komme hen. Man kan også tænke en hel masse over, hvordan man behandler bygninger som erindringsstrukturer.