Print artikel

Den sidste havn

Foto: Frederik Sundby-Lebech.
Foto: Frederik Sundby-Lebech.
Foto: Frederik Sundby-Lebech.
Reportage
02.10.14
På Nordhavnens yderste pynt findes et fælleskab, som ikke lader sig kue af store pengepunge og armbevægelser. De »passer sig selv« og betragter i fordragelighed en ny speltspisende bydel, som langsomt rykker nærmere. ATLAS har besøgt hovedstadens sidste fiskerihavn, hvor der er ligeså stille som på sydspidsen af Lolland, til en snak om isboder, A.P Møller og fremtiden.

Københavns nye bydel skyder frem. Kolonner af lastbiler transporterer i døgndrift byggematerialer til og fra den igangværende metroudgravning. Gamle vandsiloer har fået nye skinnende vinduer. Den nye FN-bygning mangler kun af hejse flaget. Og fra den ellers ækle betonklods, med det evige HVA DRIKKER MØLR graffiti, hænger nu løftet om The Silo og 40 topmoderne ejerlejligheder med udsigt over Øresund.

Idet pedalerne ivrigt fører mig forbi byggepladser, gamle forladte industribygninger og stablede skibscontainere, svinder storbyens højhuse langsomt væk bag mig. Her er ingen fodgængere, ingen cyklister, kun lastbilerne som bestrider vejene. Højresving – kun ved fri bane. Efter et par kilometer i minefeltet af potentielle højresvingsulykker bliver ingenmandslandet pludseligt erstattet af små farverige huse eller skure, som beboerne insisterer på at kalde dem.

Fiskerihavnen ånder ro på Nordhavnens fjerneste spids. Langs kajen gynger små lystfiskebåde imellem et fåtal blå gammeldags kuttere, som stædigt forsøger at holde liv i det gamle erhverv. Hver dag lægger de fra land i jagten på blandt andet ål. En fisker klargør kutter 387 og fortæller, at fiskehandleren før i tiden kom og hentede deres fangster dagligt. I dag skal han selv ringe. Jeg ønsker ham en god weekend. Han siger, at han glæder sig til sin pension, og at jeg aldrig skal gå ind i fiskebranchen. I dag er der cirka fem traditionelle erhvervsfiskere tilbage i havnen.

Skudefolket

De små landsteder ejes derfor i dag af mere eller mindre aktive lystfiskere, hvor de fleste bruger skurene som fritidshuse. En af dem er Ebbe Pedersen. Han er formand for Fremtidens Frie Fiskeriforening, som udgør én af fire foreninger med landplads i havnen: »Det er imponerende at have sådan et lille fristed som det her. Her er ligeså stille som på sydspidsen af Lolland. Du hører ikke noget. Ingen ambulancer, ingen toge, ingen larm«, siger han smilende og fortæller, at hans skur har ligget her i knap 20 år.

Før det lå hans og mange af naboskurerne i den såkaldte Skudehavn side om side med kutterne. Skudehavnen ligger lidt længere inde mod Århusgadekvarteret, men i takt med at antallet af containere voksede, havde havnen brug for mere plads. Det gik ud over skudefolket, som sammen med fiskerne blev beordret væk. En rømning som blandt andet fik forfatteren og tegneren Ib Sprang Olsen til at skrive bogen Skudehavnen – Byens Hjerte.
Det var fjerde gang, havnen blev flyttet, fortæller Ebbe Pedersen. Han opholdte sig i den gamle Skudehavn med sin færøske kone Hildur fra 1980 til midten af halvfemserne. I dag håber de, at de er blevet rykket for sidste gang, for som han siger »vi kan jo ikke komme længere ud.«

Forsker i byplanlægning og gentrificering Peter Skriver har afholdt mange byvandringer i Nordhavnen. Han følger bysaneringen i hovedstaden nøje, og kalder fiskerihavnen for »et af de få uformelle huller, der er tilbage i København«, og fortæller om kulturren i det lille fælleskab.

»Det som oprindeligt drev dem herud var først og fremmest, det at man kan passe dig selv. Det at have et indbyrdes fælleskab med egne spilleregler, og som kun brugte ”samfundets spilleregler” i yderste nød. De er en blanding af fiskere og lystfiskere, hvor du kan købe ti rødspætter for en hund«, siger RUC-forskeren.

Spillereglerne falder i øjnene på diverse oplagstavler og indgangspartier. En hjemmelavet seddel proklamerer, at »Henkastning af affald anmeldes ikke til politiet. Nej, det straffes med TÆSK! Venlig hilsen Ivan og eventuelt Micheal«, og et andet sted er nationalhymnen omskrevet til datid: »Der var et yndigt land, det stod ved brede bøge«. Her går livet sin egen stille gang på larvefødder.

Foto: Frederik Sundby-Lebech.

 

En bydel for alle

Nordhavnen er et ambitiøst byudviklingsprojekt, som på sigt skal huse 40.000 nye beboere og ligeså mange arbejdspladser. Den 31. august indviede overborgmester Frank Jensen (S) stolt projektets første etape, Århusgadekvarteret, der inden for få år forventes at have cirka 3000 nye tilflyttere. Tilflyttere som, med det delvist kommunalt- og statsejede byudviklingsfirma By og Havns egne ord, kan glæde sig til en »miljøvenlig og levende bydel med plads til alle.«

Byplanlægningsforsker Peter Skriver kalder lokalplanen for området speciel. De ofte udførligt beskrivende lokalplaner for kommunens områder gør sig ikke gældende i Nordhavnen. Her bliver de forskellige områdeinddelinger udbudt til tegnestuer – som derefter kommer med deres bud på den ideelle bydel. En bydel som altså skal rumme alle, men med nyistandsatte lejligheder med havpanorama, er spørgsmålet snarere om alle har råd. Især da By og Havn ikke må stille krav til boligpriserne. Det bekymrer Københavns Teknik- og Miljøborgmester:

»By og Havn er tvunget til at sælge til markedsprisen. Det kan være fint nok. Men når man ikke må gå ind og tage sociale hensyn, kan boligerne blive uforholdsmæssigt dyre«, sagde Teknik- og miljøborgmester fra Enhedslisten Morten Kabell efter indvielsen til Politiken og fortsatte »Vi skal ikke have en rigmandsghetto i Nordhavnen.«

De høje boligpriser i indre Nordhavn huer ikke familien Pedersen, som nyder eftermiddagssolen på deres terrasse:

»Så længe det er en stigning, vi kan overkomme er det okay, men det kommer jo an på, hvor grådig man er. For du kan jo se Århusgadekvarteret, der får de jo nogle helt andre priser nu. Det kan bliver for dyrt for beboerne her, og så flytter de. Nogle har kun deres folkepension«, fortæller Ebbe Pedersen, som inderligt håber, at området vil forblive uforandret. Taktikken hedder for tiden lav profil.

»Vi snakker selvfølgelig om det (byfornyelsen red.) og spekulerer på, hvad sker der nu? Er der nogen rygter om, hvad de vil gøre med området? Men der er ingen rygter for tiden, for så længe vi opfører os pænt – og det gør vi – får vi lov at være i fred. Her er jo ingen problemer, bander eller politibiler«, siger Ebbe Pedersen, der endnu ikke har hørt et ord fra hverken havnen eller kommunen.

Foreløbigt, forklarer Peter Skriver, er der ingen planer fra hverken kommunen eller tegnestuerne om at ændre ved Fiskerihavnen. På By og Havns hjemmeside skriver de kort, at »området ønskes bevaret«.

Industrikvarteret

Da solen sænkede sig i halvfemserne og skudefolket forflyttedes til Fiskerihavnen, tegnede de i samme ombæring en lejekontrakt med havnefogeden, som strakte sig knap tyve år frem. Kontrakten er netop udløbet, fortæller Ebbe Pedersen. Det betyder i praksis, at foreningernes landsteder og havneplads kan inddrages med kort varsel – men ikke til beboelse forklarer Peter Skriver.

»Fiskerihavnen er en planlægningsmæssig gråzone, for der bor jo ingen formelt. Og lokalplanen indeholder kun faste rammer, som skriver, at området er til industri, og det de bor i er jo skurer. Derfor står der intet om beboelse«.

Af sammen grund fortæller datteren Camilla Pedersen, at flere af skurene beholder deres gamle fiskegrej i tilfælde af uanmeldt besøg fra myndighederne. Derfor bekymrer det hendes far, at kutterne bliver færre og færre. Han forklarer, at foreningen for 20 år siden havde omtrent 15 fuldtidsfiskere. I dag har Fremtidens Frie Fiskeriforening kun en enkelt, og det er afgørende:

»På et tidspunkt så kommer der jo en hertil, som vil betale x millioner for et hotel med udsigt, og der står vi ikke særligt stærkt. Især hvis der ikke er flere erhvervsfiskere tilbage«, siger formanden. Han drømmer om at få havnen fredet som rekreativt område.

»Vi har jo mange pensionister her, som bruger stedet som rekreativt område. Hvis de lukker det hele, og vi skal forsvinde, vil det gå udover mange mennesker. For hvor skal de være henne? Skal de sidde inde på en bænk i byen eller et eller andet sted?«, spørger Ebbe Pedersen eftertænksomt. Der bliver stille et øjeblik, inden vi igen kan høre svejsningen fra Jakob Jensens Bådeværft.

En halv Club La Santa

Udsigterne er endnu lange for det mondæne Nordhavnen. De to nye metrostationer forventes at åbne i 2019. Til den tid vil Fiskerihavnen forblive uforandret, spår byplanlægningsforsker Peter Skriver. Men bydelen rykker nærmere, og snart vil tilflytterne få øjnene op for den hyggelige tidslomme. Der kan de flygte fra myldertrafikken og nyde udsigten med Strandvejsvillaerne på den ene side og Sverige på den anden.

»Det er klart, at når Århusgadekvarteret står færdigt, vil beboerne også komme og gøre krav på området«, siger forskeren. Et scenarie som, ifølge datteren Camilla Pedersen, ikke bliver hilst velkommen af alle. Hun har hørt om mange, der ikke ønsker folk rendende – for så kommer der isboder, pølsevogne og restauranter, som de siger. Hendes far er ikke helt så kategorisk.

»Så længe det bare bliver på isbodsniveau, er det fint, men konkurrerende restauranter med udsigt til Hven vil ødelægge det hele«, konstaterer han.

-Er det skrækscenariet?

Ebbe Pedersen nikker bestemt. »Ellers kan det hurtigt blive A.P. Møller og hans venner, som pludselig kommer herud og siger: Vi køber alle grundene, hvad vil I ha'? Så tager de den gamle bulldozer og kører fra den ene ende til den anden. Så kommer den store restaurant. Og så bliver det noget andet – en halv Club La Santa«, lyder dystopien.

Foreløbigt lægger kutteren stadig fra kaj i hovedstadens sidste havn. Kun de få som kender til områdets uforstyrrede ro vover at komme og forstyrre den. Sådan håber Hildur og Ebbe Pedersen, at det vil fortsætter »i hvert fald vores tid ud«. Helt så optimistisk er datteren Camilla ikke, som ellers drømmer om at overtage skuret med sine to brødre en dag. Hun tror bare ikke, det vil forblive det samme.

Jeg spørger, om foreningerne ikke bør slå pjalterne sammen og få området fredet – sammen sikre retten til at bevare deres fredsommelige frimærke? Ebbe nikker, idet Camilla siger: »spørgsmålet er bare, hvordan gør man det?«.