Den sidste havn

Reportage

02.10.14

På Nordhavnens yderste pynt findes et fælleskab, som ikke lader sig kue af store pengepunge og armbevægelser. De »passer sig selv« og betragter i fordragelighed en ny speltspisende bydel, som langsomt rykker nærmere. ATLAS har besøgt hovedstadens sidste fiskerihavn, hvor der er ligeså stille som på sydspidsen af Lolland, til en snak om isboder, A.P Møller og fremtiden.

Mathias Mencke

Københavns nye bydel skyder frem. Kolonner af lastbiler transporterer i døgndrift byggematerialer til og fra den igangværende metroudgravning. Gamle vandsiloer har fået nye skinnende vinduer. Den nye FN-bygning mangler kun af hejse flaget. Og fra den ellers ækle betonklods, med det evige HVA DRIKKER MØLR graffiti, hænger nu løftet om The Silo og 40 topmoderne ejerlejligheder med udsigt over Øresund.

Idet pedalerne ivrigt fører mig forbi byggepladser, gamle forladte industribygninger og stablede skibscontainere, svinder storbyens højhuse langsomt væk bag mig. Her er ingen fodgængere, ingen cyklister, kun lastbilerne som bestrider vejene. Højresving – kun ved fri bane. Efter et par kilometer i minefeltet af potentielle højresvingsulykker bliver ingenmandslandet pludseligt erstattet af små farverige huse eller skure, som beboerne insisterer på at kalde dem.

Fiskerihavnen ånder ro på Nordhavnens fjerneste spids. Langs kajen gynger små lystfiskebåde imellem et fåtal blå gammeldags kuttere, som stædigt forsøger at holde liv i det gamle erhverv. Hver dag lægger de fra land i jagten på blandt andet ål. En fisker klargør kutter 387 og fort