Print artikel

Spøgelsesgeografi

Illustration: Kasper Mikael Jacek
Kritik
13.07.18
Den tyske forfatter W. G. Sebalds 'De udvandrede' gør det, som Sebalds værker gør allerbedst. Den taler med de døde i takt med, at Sebalds fortæller samler erindringsskårene op fra den jord, han betræder i fortidens Europa.

Vi starter lige midt i det hele i en lille tysk by. På samme måde som den tyske forfatter W. G. Sebald ofte selv gør det i den nyoversatte De udvandrede. Sebalds fortællinger starter ofte i en allerede påbegyndt vandring, en omvej, en ekskursion eller en historisk ekskurs. Den sidste af i alt fire fortællinger i De udvandrede har bragt Sebalds fortæller til den lille tyske by Steinach på jagt efter maleren Max Aurachs forældre, der gik til grunde i Theresienstadt. Under sit ophold i Steinach rammes Sebalds fortæller af tungsindig irritation over det, han beskriver som »åndsforarmelse og erindringsløshed hos tyskerne, som jeg var omgivet af på alle sider, den dygtighed, hvormed man havde renset alting væk«.

Det er denne kollektive glemsel, som Sebald forsøger at hvirvle op med hvert skridt, han træder på sine vandringer rundt i de udvandredes Europa. Men Sebald forsøger ikke at give de døde hvile. I fire fortællinger insisterer han på at tale med de døde og give dem en stemme, der godt nok er medieret gennem hans egen, men alligevel formår at ruske op i den hengemte og tilgroede europæiske fortid.

Fælles for de fire fortællinger er en ubestemmelig uro, som Sebalds fortæller ofte selv har været vidne til hos de personer, som han møder: Henry Selwyn bor i et lille udhus i haven til det hus, som fortælleren skal leje, hvor han tæller græsstrå og falder i staver i haven; Paul Bereyter, som var fortællerens lærer i den lille by S., der ofte og på uforklarlig vis begyndte at græde i klasselokalet, og mange år efter tog han livet af sig selv; grandonklen Ambrose Adelwarth, der en dag indlagde sig selv på et hospital, hvor han troligt mødte op til sin elektrochokbehandling, der ifølge en, på det tidspunkt, ung læge, som Sebald senere møder på en af sine rejser, var et udtryk for et inderligt ønske om at udslette både »tænke- og huskeevnen«; og til sidst beretningen om Max Aurach, som Sebald møder på havnen i Manchester, dækket af støvet fra en kulstift, hvor han utrætteligt maler »en lang anerække af grå, kremerede ansigter, der stadig spøgte i det mishandlede papir.« Først mange år efter deres første møde, videregiver Aurach sin mors dagbogsnoter fra Nazityskland til Sebalds fortæller, hvor hun har beskrevet sin tysk-jødiske barndom.

Sebalds navnløse fortæller fortaber sig i de personer og steder, som han støder på. Det oprindelige formål med rejsen i De udvandrede bliver hurtigt glemt, og Sebalds fortæller går ad historiske omveje og tager på ekskursioner, der ofte står uklare for læseren. Det betyder, at vi som læsere hele tiden mister fortælleren ud af syne i takt med, at han flakker rundt i den europæiske fortid, der manifesterer sig som en ubestemmelig uro i de personer, som han møder.

Den fortabte vandringsmand

W. G. Sebald døde selv i 2001. Før sin litterære karriere var Sebald akademiker med interesse i germansk litteratur og kultur, Franz Kafkas forfatterskab og efterkrigstidens østrigske litteratur og teater. Sebalds værker er tætte og komprimerede. Ofte er de akademiske som Sebald selv var det. Andre gange er de dybt rørende og udsvævende som feberdrømme, der mister blikket for det egentlige i tågen. Hvis den tjekkiske forfatter Franz Kafka eller østrigske Thomas Bernhard havde skrevet en ‘Turen går til’, så var det måske sådan den ville se ud. Susan Sontag har beskrevet Sebalds fortællere som vandringsmænd, hvor ‘Turen går tilbage’ til noget. Som Sontag skriver om Sebalds værker i A Mind in Mourning fra 2000: »It is the return to a place for some unfinished business, to retrace a memory, to repeat (or complete) an experience«.

Sebalds fortæller finder ikke sig selv, men fortaber sig hele tiden i andres fortællinger.

Hans vandrende fortællinger er aldrig drevet af et klart ønske om selvrealisering, selvoptimering eller idéen om at ‘finde sig selv’, der sommer efter sommer driver hobevis af nutidens Camino-vandrere ned ad en steghed grussti i Spanien. Og hvis Caspar David Friedrichs Vandreren over Tågehavet (1818) står højt hævet over verdens uigennemskuelige rod, så synes Sebalds fortæller i De udvandrede at være kastet lige ned i det. Sebalds fortæller finder ikke sig selv, men fortaber sig hele tiden i andres fortællinger. Han lader sig berøre af de skæbner, som han støder på i takt med, at han går igennem det Europa, hvis minder - især om Holocaust og Anden Verdenskrig - stadig gemmer sig under stenene og murbrokkerne, hvis man bare vender dem.

Som læser kastes man derfor ind og ud af fortællinger og vandringer, som altid allerede er i gang. Men Sebalds forførende sprog og de rørende beretninger, der er flot oversat til dansk af Niels Brunse, fastholder læseren, selvom vi aldrig helt er sikre på, hvor vi nu er på vej hen. Denne flakken afspejler sig også i de overlappende og sammenviklede genrer i De udvandrede. Nogle gange er værket selvbiografisk, andre gange er det biografisk. Nogle gange er værket historisk, andre gang fiktion som for eksempel i fortællingen om grandonklen Adelwarth, hvor fortællerens feberagtige drømme bliver en del af det biografiske og historiske ærinde.

I skumringen kommer de og søger efter livet’

Sebalds ærinde med at berette om andres liv gør hans vandringer til en slags gengangeri, der lader de døde gå igen i takt med Sebalds egne skridt. Kulturgeografen John Wylie har beskrevet Sebalds vandringer som en ‘spøgelsesgeografisk’ proces med udgangspunkt i den franske filosof Jacques Derridas begreb om det ‘spektrale’: »The spectral not only displaces place and self through the freight of ghostly memories; it works to displace the present from itself.«

Sebalds gengangeri er derfor heller ikke terapeutisk, katharsisk eller eksorcistisk. Der er ingen genfærd, der bliver ledt ind i lyset eller finder evig hvile. Der er ingen djævel, der bliver fordrevet. I stedet insisterer han på at give de døde en stemme. Med hvert nyt skridt, som Sebald træder på sine ekskursioner, hvirvler han historien op på ny. Et eksempel herpå, er den sidste fortælling om maleren Max Aurach fra Manchester. Efter at have videregivet sin mors dagbøger, skrevet i Nazityskland i årene mellem 1939-41, begynder en tredive-sider lang gengivelse af Luisa Lanzbergs dagbogsnoter om sin tysk-jødiske barndom i en by, hvor der ikke længere bor nogen jøder, som Sebald spydigt bemærker ved sin ankomst: »At der i dag ikke længere er nogen jøder i Steinach, og at lokalbefolkningen kun med besvær, hvis overhovedet, kan huske de tidligere medbeboere, hvis huse og ejendomme de har overtaget, det er næsten overflødigt at sige.«

Sebald insisterer på at give de døde en stemme

Sebald insisterer på, at vi betræder den samme jord, som dem der var der før, og at vi har delt værelser med dem, vi har glemt. Som Wylie skriver, så indstifter Sebald en evig sørgende tilstand, der nægter at lade glemslen vinde: »Sebald’s texts and images avoid all presumptuous and clichéd emotional closure in constituting a mourning without end.« Undertitlen til De udvandredes fjerde og sidste fortælling er da også I skumringen kommer de og søger efter livet. Sebalds gengangeri handler ikke om at finde hvile til de døde, men at lade dem gå igen; at hvirvle den jord op, hvori de døde er blevet glemt (som den tilgroede jødiske kirkegård, han finder i Steinach). Den minutiøse genfortælling af Luisa Lanzbergs dagbogsnoter lader livet i den engang jødiske by stå både rørende og levende igen: »Nu står jeg igen, skriver Luisa, i dagligstuen. Jeg er gået gennem den halvmørke forstue, der har gulv af stenfliser, jeg har, som næsten hver morgen dengang, forsigtigt lagt hånden på dørhåndtaget og trykket det ned, åbnet døren og set mig om derinde, stående barfodet på det hvidskurede gulv og fuld af forbavselse, for der er så smukke ting her i stuen.«

En historisk bevidsthed

Selvom Sebald var historiker, så er han i sine værker ikke historisk i klassisk forstand. Sebald veksler mellem det historiske og det fiktive, og som læser er man aldrig helt sikker på, om bogens gennemgående fotografier og de personer, som Sebald beretter om, referer til noget ‘sandt’. Spørgsmålet er om det overhovedet betyder noget, fordi Sebald tilbyder os en bestemt historisk bevidsthed.

Det er ikke en historisk bevidsthed i faghistorisk forstand, men i lige så høj grad en drøm, en fortælling eller en poetisk indskydelse, der vækker fortiden til live i et kort øjeblik. Som Max Aurach siger i sit malerværksted på havnen i Manchester: »Tiden, fortsatte han, er en upålidelig målestok, ja den er ikke andet end en slags sjælelig maverumlen. Der findes hverken fortid eller fremtid. I hvert fald ikke for mig. De fragmentariske erindringsbilleder, jeg bliver hjemsøgt af, har karakter af tvangstanker.« Det er den samme besættelse, som driver Sebalds De udvandrede frem. Det er en bevidsthed, fiktion eller ej, hvor Sebald fortaber sig og føler sig forbundet med nogen, der har været døde i mange hundrede år. Det er dét, som Sebalds værker gør allerbedst: de taler med de døde i takt med, at han samler skårene af erindring op fra den jord, han betræder. For i det Europa, hvor Sebald skriver fra, er der hverken fortid eller fremtid.