Print artikel

I ferien er alle forfattere

En glad Ernest Hemingway danderer den på Cuba i 1946.
Virginia Woolf og søsteren Vanessa Bell i færd med et spil cricket.
Max Brod og Franz Kafka på stranden.
Essay
11.07.16
Forfatterens måde at dandere den på siger noget helt centralt om vores hverdag: I feriens optik tager hverdagen sig ud som en slags menneskeligt status quo. Men behøver det være sådan?

Ferien er en skarpt afgrænset periode, hvor man beslutter sig for at have god samvittighed. Der skal læses romaner, ses film. Hængekøjen finder sin årlige og kortlevede berettigelse inden den igen ender i et skur. Hverdagen suspenderes, og en god del bekymringer går op i solcreme og badehætter.

På den måde er den store F Ferie en mental kategori, som man lægger friheden ind under. Man holder først ferie når man kalder det »ferie«, også selvom et samfund som det danske for længst har nået et stadie, hvor det er muligt at holde helt fri efter arbejde. Her skriver Roland Barthes for eksempel om, hvad det vil sige når en forfatter holder ferie:

»[Forfatteren] indrømmer at han er udstyret med en menneskelig eksistens, med et gammelt sommerhus, med familie, med shorts, med en lille datter, osv.; men forfatteren er forskellig fra de andre arbejdere, som skifter deres essens, og som på stranden ikke længere er andet end ferie-skabere, ved det at han beholder sin forfatternatur over alt«

Læseren kan trygt ignorere den lidt pompøse skildring af forfatteren som en slags ferierende essens i badeshorts. Det er nemlig ikke (kun) forfatterens måde at dandere den på, Barthes taler om. Nej, det er en fælles opfattelse af den skrivende—og af det kreative arbejde i det hele taget—som irriterer filosoffen.

Ferien, mener Barthes, er en prosaisk tilstand, en tilstand der hviler i og hylder det banale. Deraf fascinationen af den ellers sublime forfatters lavpraktiske ferievaner: Hvad mon hun skal læse? Langs hvilken badestrand spadserer hun, og hvor længe? Med hvilken hund? Drikker hun te, kaffe, saftevand?

Det er selvmodsigelsen i dén opfattelse af forfatteren, Barthes er ude efter: Den eneste grund til at tro, at drikkevarer og strandture er særligt relevante, er nemlig den ophøjede status man i forvejen tillægger den skrivende. Med andre ord: Når forfatterens banale ferie er interessant, er det paradoksalt nok fordi den i læserens øjne umuligt kan være banal. Selv det ligegyldige bliver magisk, når det gøres af en kunstner.

Men hvad er det egentlig man længes efter, når man forfægter forfattermyten i alle landets kultursektioner?

Barthes’ eget svar er simpelt: Man forfægter bourgeoisiets kunst. Ved at henføre forfatterens evner til en verdensfjern periferi af livsverdenen (hvor ferie ikke engang er Ferie) kan man indhegne den potentielt samfundskritiske skribent. Skulle han skrive noget kritisk, kan man trygt pege på hans status som sjover, og med ro i sindet tænke tilbage på dengang, han i Informations rejsetillæg tilstod aldrig at have læst Proust. Med badeshorts tager man brodden fra kunstneren: Han er bare et menneske som alle andre.

Den mobile arbejdsplads

Men er det så enkelt, som Barthes mener? Interessen for forfatterens ferievaner skyldes måske slet ikke ferien, men snarere arbejdet. For forfattere hænger de to uløseligt sammen, forestiller man sig, og derfor holder de aldrig rigtig fri. Det er netop denne forestilling, Barthes karikerer.

For læseren er det interessante ved forfatterens ferie dens karakter af ikke-ferie. Af samme grund ophøjer man også forfatterens arbejde til et ikke-arbejde—en slags magisk normaltilstand, hvor svømmebriller og græsk salat har tabt sin relevans.

Det er værd at tænke over, hvorfor man bevarer denne ideologisk tyngede forestilling om forfatteren som fri fugl. Marx’ beskrivelse af det kommunistiske samfund består netop i den frihed, man ifølge Barthes tillægger forfatteren. Det kommunistiske er et samfund, skriver Marx, hvor det er muligt »at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige sig med kvægavl om aftenen, kritisere ovenpå middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker.«

Forfatterens frihed er med andre ord en frihed fra fast definition. Idéen om kunstnerens liv som helligt, som grundlæggende uprosaisk, er selvfølgelig forkert, uanset hvor gerne man som læser forfægter den. Men idéen er forkert på en oplysende måde: Den tager udgangspunkt i hverdagen som uhelbredeligt kedsommelig og pligtfyldt, som klart definerende for hvem man er.

Og det er det pres ferien letter. Ferien giver en flig af forfatterens liv, et liv hvor idéen om arbejde som sådan er forsvundet.

Herhjemme fik man ottetimersdagen i 1919. De otte timers arbejde var svar på et konkret og tidsligt problem: Folk var fysisk tilstede på deres arbejdsplads i flere timer end i dag. Omtrent 50 år før indføringen af ottetimersdagen, i 1872, var en gennemsnitlig arbejdsdag på mellem 11 og 12 timer. De otte timer blev først indført efter et utal af strejker og et mislykket forsøg på en faglig sammenslutning af murere i 1918. Men som konsekvens af den russiske revolution i 1917, blev ottetimersdagen langsomt indført i lande som Finland, Luxembourg, Polen og Tyskland. Af frygt for en revolution i Danmark accepterede arbejdsgiverne ottetimerskravet, og danskerne kunne nu—på papiret i al fald—holde fri ligeså længe som de arbejdede.

Retten til afkobling

Den nutidige mobile arbejdsplads er ikke som for 100 år siden en erobring af tiden, men af tanken. Helt lavpraktisk gør teknologien i dag, at man altid kan rammes af mails, opkald eller beskeder.

Den slags er særlig farligt for en protestantisk arbejdsetik, hvor kun det personlige forhold til Arbejdsgiveren kan sætte os fri.  At man i dag mere eller mindre altid er på arbejde har kun umærkelige symptomer: Man befinder sig i hjemmet, men man er småstresset, hvileløs, og man checker måske mail til halv tolv om aftenen. Siden 1919 er antallet af ferieuger da også steget støt. Fra 1920, hvor man havde en halv uges ferie(!), til 2000, hvor man havde seks.

På den måde er Frankrigs nye lov om afkobling et de mere progressive arbejdsmarkedstiltag i nyere tid, fordi loven—helt ned i ordvalget—anerkender forbindelsen mellem teknologi og sind: Le droit de la déconnexion. Retten til afkobling.

El Khomri-loven, som den hedder, er ekstremt upopulær, blandt andet fordi den tillader skrantende firmaer at fyre deres ansatte uden varsel. Men lovens artikel 25 anerkender samtidig den vægt teknologien lægger på en almindelig hverdag:

»Mulige risici forbundet med brugen af digital teknologi er blandt andet en øget arbejdsbyrde og en overbyrde af information samt sløringen af grænserne mellem privat og professionelt liv.«

Fordi denne »sløring« er et faktum, og ikke bare en mulig fremtidig konsekvens (som den ellers præsenteres i loven), er ferien blevet et enligt helle. Igen og igen viser undersøgelser, at danskere i stigende grad finder det umuligt at holde fri, når arbejdsdagen er slut. At kræve otte timers fri i dag ville da også være en noget nær meningsløs gestus, ikke kun fordi fritid allerede findes i love og overenskomster, men fordi den klare afgrænsning mellem arbejde og fritid alligevel betragtes som umulig.

Forfatteridéen—den Barthes når frem til—er med andre ord en ønskeperson. Hun er den der evner en fredelig sammensmeltning af liv og arbejde. Hun er den for hvem arbejdslivets to vigtigste kasser—fri eller ufri—ikke gælder. Ved at fundere over forfatterens badeferie opdager Barthes noget centralt ved vores hverdag: Gennem feriens optik tager hverdagen sig ud som en slags menneskeligt status quo. Men behøver det være sådan?

Man kunne håbe—med Barthes—at man med tiden opgav ideologien om Ferien som den ultimative frisættelse, og i stedet gjorde som filosoffens landsmænd: Sluk for teknologien og hold ferie i hverdagen.