Print artikel

Mellem dyrisk liderlighed og romantisk længsel

Anmeldelse
06.06.18
Med 'Digte 2014' blev Theis Ørntoft hele Danmarks økodigter og gav postapokalypsen sprog. I romandebuten 'Solar' skrider Ørntoft til (prosa-)handling.

Den første scene i Solar udspiller sig i et IC3-tog fra København mod Skanderborg. Højskolelæreren og digteren Theis er på en rejse igennem Danmark, som han har foretaget så mange gange før. Han er på vej til Ry Højskole, hvor han skal læse op. Theis er modløs, mørk og tom, som han beskriver det, og vil benytte rejsen til Jylland til at foretage en velkendt og lettere klichéfyldt handling som værn mod den depression, der lurer i jegfortællerens system: Theis vil vandre på Hærvejen uden grund og uden idé om, hvor turen ender, og gøre sig fri. Fri for weekendbyturenes tristesse i København, fri for det litterære miljøs forventninger og fri for de velfærdsnærede elever, som Theis underviser.

Friheden på Hærvejen er dog illusorisk. Det er en indbildning, som Theis er bevidst om, men som han undersøger på trods af, at vandringen næppe bliver en Thoreausk åbenbaring i ødemarken: »Aldrig nogensinde ville man fare vild i dette lands parodi på en infrastruktur. I de flade gyllegeografier, i de lunkne velfærdszoner, i den spektakulært middelmådige privilegiesump som var Danmark.«

Romanen er en opløsning med fremdrift, en aggression, der giver slip og handler sig frem til sin kritik af vores måde at leve og bedrive samfund på.

Efter et møde med en gruppe af sine elever fra højskolen, to tilfældige kvinder og nogle politimænd på øvelse med deres glammende hunde vender Theis hjem til København. Og herfra begynder romanens tematiske figur at folde sig ud, eller måske snarere, så går konturerne til den figur, som er blevet optegnet, i stykker. For hvad der starter som en forelskelse i vestegns-pigen Nadja ender med en planløshed, hvor Theis har fraskrevet sig det meste, han kom fra. Han taber kontrollen og sidder i Nadjas lejlighed, liderlig, og spiller GTA. Herfra går det stærkt, og Theis tager mod Sydeuropa uden penge, spiser resterne fra serveringsbakkerne ved en restaurant i Lissabon, bor i en varevogn ved en golfbane og sover i klipperne som et krybdyr.

Solar er en befriende prosabevægelse, som, hvis man skal sammenligne, vækker mindelser om Lars Frost og Jeppe Brixvold, men mest er Solar bare Theis Ørntoftsk. Romanen er en opløsning med fremdrift, en aggression, der giver slip og handler sig frem til sin kritik af vores måde at leve og bedrive samfund på. Solar går imod det velfærdsnærede og det opbyggelige, raser mod skandinavisk konsensus og undersøger en ny retning for vores visioner; den retning som kommer, nu hvor vi har indset, at vi har brændt planeten af og vores oplyste, rige og velfungerende samfund ikke er, hvad vi troede, de ville være.

Romanen undersøger en retning, eller en fornemmelse for en retning, som livet og vores samfund bevæger sig imod. Sproget navigerer et sted imellem krop og sind, imellem dyrisk liderlighed og romantisk længsel, apokalypsen og visionen, og hvis man vil have absolutte svar, hvis man vil vide, hvilken retning vi skal gå, så lader romanen meget tilbage at ønske. Svaret er kosmisk, uden for jorden og vores atmosfære, det er en fornemmelse: »Polynesierne var kosmiske stifindere! De brugte stjernerummet og bølgerne til at finde vej! De fornemmede havstrømmene og bølgernes rytmer, planeternes positioner og fuglenes migrationsruter. De havde sgu ikke brug for nogen gps.«