Tilbage til materien

I Bæreposeteorien om fiktion skriver nyligt afdøde Ursula K. Le Guin, at der i science fiction-genren er et rum for at undgå det lineære, det fremadskridende og det heroiske. Genren er mindre rigid og mere realistisk end de fordomme som følger med: »Det er en mærkelig realisme, men det er også en mærkelig virkelighed«.

Le Guins beskrivelse af science fiction som æstetisk strategi og kritisk potentiale – og Le Guins værk – ulmer i Olga Ravns De ansatte. Formen er fragmentarisk og bogen består af en række vidneudsagn fra besætningen på det sekstusinde skib, der er i kredsløb om planeten Nyopdagelsen. Besætningen består af menneskelige og menneskelignende ansatte, hvor sidstnævnte er en art androider, som er skabt af organisationen bag rumrejsen, der får udskiftet og programmeret deres bevidsthed for ikke at henfalde til uproduktive sysler som eksempelvis at drømme eller mærke efter hvad sanserne registrer.

Tidligt bliver arbejdet på skibet, hvor de menneskelige og menneskelignende er funktioner i et system, forstyrret af nogle levende sten ude fra dalen på Nyopdagelsen, der kommer ind gennem indslusningskorridoren i skibet. Stenenes ankomst er romanen