Print artikel

Vi tripper i den lune nat

Anmeldelse
11.06.18
Hvedekorn manifesterer sig til stadighed som Danmarks bedste rendezvous for digtere i alle aldre.

Det er ikke fordi, det skal handle om noget så kedsommeligt som alder, men alder er alligevel en pointe, som er værd at hæfte sig ved i det nye Hvedekorn 1, 2018. Se således hvordan samlingens yngste, debutanten Sascha Trier, behandler noget så vidtløftigt som tro: »I forgårs sagde en fætter til en anden:/ jeg har lagt læben på Guds beskæggede kønslæbe/ og det smagte fælt./ I går sagde en fætter til en anden:/ nu sætter jeg altså mit tyggegummi på væggen og/ lærer dig at slikke fisse./ I dag bliver den ene fætter og den anden snart/ gale over hvorvidt Guds beskæggede kønslæbe/ smager fælt«. Se så hvordan veteranen Hans Chr. Bøgholm, første gang i Hvedekorn i 1969, griber det samme an: »Du kan lige så lidt fjerne dig fra Gud,/ som du kan fjerne dig fra dig selv –/ du kan gå uden om/ hvem som helst du møder,/ men du kan ikke gå uden om Gud –«. Det er to meget forskellige måder at tale om religiøsitet på, og det afhænger af om digteren er født i ’98 eller ’46, men i kraft i deres ligeværdige tilstedeværelse i Hvedekorn, taler de også sammen. 

Det er derfor Hvedekorn til stadighed manifesterer sig som Danmarks bedste rendezvous for digtere i alle aldre. Det er litterært indhold af høj karat, spændvidden er forfriskende bred, og der er både højt og lavt til loftet. Mens Trier og Bøgholm er eksempler på det første, er Olga Ravns Celine Dion digt et godt eksempel på det sidste. Ikke fordi der ikke er masser af plads i den drøm om en Celine Dion koncert, der komisk og selvudleverende bliver kædet sammen med en affære med en musiklærer i virkeligheden. Men fordi digtet er optrykt med en introduktion, der beskriver oplæsningen af selvsamme digt på brorens højskole, hvor der pludselig føles tåkrummende trangt i foredragssalen: »Jeg ville gerne gøre min bror stolt. Jeg så mig selv udefra læse et langt digt op om mit sexliv«. Der er masser af begavet humor her og faktisk mange andre steder i Hvedekorn 1, 2018. Digtene danner forbindelser til hinanden, og der sker det, at de får hinanden til at lyse kraftigere. En sjældenhed i forbindelse med poetiske sammenskudsgilder, og det peger jo på en kyndig redaktørhånd.

Sarah Elise Bruun, for eksempel, skriver stilfærdigt smukt med nærmest Thøger Larsen’sk ynde, mens vi i øvrigt ikke er i Danmark, men har Sankt Petersborg et sted i horisonten: »Du, alt for lyse sommernat,/ du er her på en kort visit som et vibrerende skelet, en hvirvel nede fra søen/ med hele din sensommer spændt ud og blanke turkise øjne«. Det samme gør Sigurd Buch Kristensen med den fremragende strofe: »Jeg overlod/ mine følelser/ til en fremmed/ Ved skovbrynet/ forbinder jeg/ mine sår/ med skyld/ Der er mælken/ og roen/ ved græsset/ det/ som får lov/ at være«. Jeg ved ikke om »Vi tripper/ i den lune nat« hos Sarah Elise Bruun, som vi gør hos Sigurd Buch, men der bliver skabt en resonans, der virker til begges fordel ved at åbne de ved første øjekast lidt hermetiske digte helt op.

Der er altså helt vildt meget god poesi at komme efter

Det samme kan siges om forbindelsen mellem Caroline Albertine Minor og Line Toftsø, der begge fletter sig ind i den gamle tradition at skrive om dét, der skrives, og begge gør det med overraskende opfindsomhed. Line Toftsø sætter digterens position på spidsen og stiller sig tvivlsom overfor lyriske konklusioner, mens hun i samme nu lægger en charmerende skråsikkerhed for dagen: »Jeg ved ikke om havet anstrenger sig/ jeg var ved at skrive at havet ikke anstrenger sig/ men jeg ved det simpelthen ikke/ og hellere skrive det/ som det er/ at græsset synger med lyse stemmer/ at sivenes knæ bærer på/ en helt helt tynd krop«. Caroline Albertine Minor derimod er sådan set godt i gang med et godt digt om at fodre ænder i lykkelig ensomhed, men »Da et eksamensbevis/ og en oppustet fisk/ slutter sig til er digtet/ egentlig slut, men/ navnet er Ouzandja/ (Collège Edgar Varèse)/ og en mand standser og spørger/ om jeg tror, at fisken har/ lidt en naturlig død// Jeg siger ja,/ siger ikke definer naturlig,/ selvom –«. Og sådan får det lov til at stå og dirre.

Man lægger også mærke til de tekster, der egentlig ikke burde fungere, men som alligevel kommer mere end i mål. Som debutanten Birk Danø, der kører på med den fuldstændigt umulige og helt banale figur »Jeg græder«, og med sin insisteren ender med et stærkt digt: »Jeg græder fordi det skimtes gennem grenene/ Jeg græder fordi de hænger sådan, grenene/ Jeg græder fordi solen bryder frem/ græder fordi den er kold/ gulbrun/ Jeg græder fordi vinden fortsat, hele tiden«. Eller Signe Gjessings prosadebut, hvor hun på en eller anden måde konstant tager forskud på det næste ord i nogle stemningsformidlende breve til en uklar »Kære«: »(Du må vide, at den lyse morgen er CC til dette brev […])«.

Og så lægger man mærke til de tekster, der falder uden for kategori, eller måske snarere falder ned i den gruppe af tumultariske tekster, som Hvedekorn bliver ved med at være forbilledlig rugekasse for. Særligt debutanten Simon Skovbo Mosers speedsnakkende digt, der vælter ud over det hele uden retning, men starter charmerende med at vade lidt rundt i den slags samtaleåbner, der taber sin retningssans, mens den siges: »Nogen der kan fortælle mig: Hvor er det helt præcis Danmark ligger? Fordi jeg slog en frisbee, og i går lå den i mit køleskab, men DK er stadig uden for real, fordi euroen osv. osv. Men med det indefrosne… altså det indefrosne… jaja, whatever«.

Det skal retfærdigvis siges, at Hvedekorn udover poesi fortsat også er et tidsskrift for kunst, og det manifesterer sig i denne udgave ved nogle reklamer for produkter af billedkunstneren Anders Bonnesen. Jeg forstår til dels godt, at man kan have lyst til at sælge poesi og kunst med reklameæstetik, det gør Texas Longhorn for eksempel også, men at forsiden skal ligne en Matasavis virker mest som en gimmick. Men om ikke andet er den småhypnotiske reklame for halstørklædet I HAVE HAD IT UP TO HERE et glædeligt gensyn med digteren Palle Sigsgaard, som vi savner digte fra. Et par grafiske svipsere skal dog ikke lægge det samlede indtryk til last. For der er altså helt vildt meget god poesi at komme efter i det nye Hvedekorn 1, 2018.