Print artikel

Forfærdelige fremtider

Illustration: Mari Kanstad Johnsen
Feature
08.02.18
Den pessimistiske fremtidsroman har oplevet en genopblomstring, og både i Danmark og udlandet vælter det ud fra forlagene med dystopier.

Global opvarmning, plasticfyldte oceaner, stigende ulighed, politisk ustabilitet og kapitalistiske samfunds dekadente festen sig selvforglemmende ind i undergangen a la romerriget før kollapset. Det handler om, hvor galt det muligvis går, hvis vi fortsætter ud ad de stier, vi måske lidt for længe har befundet os på. Det handler om dystopien i litteraturen i dag. Der sker i disse år en revitalisering af genren: det pessimistiske fremtidsscenario. Præcis som vi kender det fra klassikere som Orwells 1984 eller Huxleys Fagre nye verden.

På trods af, at vi er rigere end nogensinde før, lever længere og mere sikkert (i hvert fald her i i-landene, som sjovt nok er der, hvor dystopigenren er opstået, og hvor den igen huserer så voldsomt), skriver forfattere dystre fremtidsscenarier som aldrig før. Tidens politiske, økonomiske og miljømæssige omvæltninger kalder tydeligvis de skønlitterære forfattere til tasterne.

Ifølge en artikel af Harvard-historieprofessoren Jill Lepore i The New Yorker, opstod dystopien som et modsvar til oplysningstidens fremskridtstro og de jublende utopier, der voksede ud af denne epoke, begyndende med Thomas Mores Utopia fra 1516. Siden har der i litteraturen udspillet sig en konkurrence mellem de negative og de optimistiske fremtidsbøger. Lepore skriver: »Utopians believe in progress; dystopians don’t. They fight this argument out in competing visions of the future, utopians offering promises, dystopians issuing warnings.«

Utopien indeholder på den måde dystopien i sig, genrerne er gjort af samme stof: det gennemplanlagte samfund, som utopien er, ender altid galt, det slår altid om i sin modsætning. Der er en dialektik på spil, utopiens konsensus og konfliktløse harmoni ender altid i tankekontrollerende, modstandsdræbende totalitarisme. På den måde kan dystopien betegnes som skønlitteraturens svar på den filosofiske tradition modoplysning. Modoplysningen er en gren af filosofien, der opstod i 1700-tallet som et råben vagt i gevær over for oplysningstidens jublende fremskridtstro. Nej, mennesket er ikke godt, forstås. Som idéhistorikeren Mikkel Thorup beskriver bevægelsen i sin bog Fornuftens perversion: »Når mennesket arrogant søger at overtage Guds plads og gøre sig til sin egen skaber, da styrter det ned i sin mest degenererede former«. Fremskridtet kommer ikke uden omkostninger. Videnskabens herredømme fostrer også ustyrlige monstre, som Mary Shelley skrev om i Frankenstein fra 1818. Med rigdommen følger klimakatastrofer og udbytning af svage arbejdstagere, og det stiller både modoplysningsfilosofferne og dystopi-forfatterne skarpt på.

Historiens hjul, matematisk etik og rynket liderlighed

Den nye bølge af dystopiske fremtidsskildringer lader til at være særligt stærk i landet, der mest af alle står i et skæbnesvangert vadested: midt mellem en imperielignende almagt og et sandsynligt fald fra tinderne: USA. I den roste roman American War skildrer Omar El Akkad et USA, der gennemlever sin anden borgerkrig i årene 2074-2095. Bogen tegner et portræt af en lille flygtningefamilie fra Sydstaterne, der kæmper sig gennem et delvist oversvømmet, varmt og sammenbrudt USA. American War trækker åbenlyst på USAs historie og minder os om, hvor kort tid siden det er, at landkortet så helt anderledes ud end netop nu, i begyndelsen af det 21. århundrede. Den tidligere supermagt er sunket i grus og har måttet overlade pladsen til nye imperier. I American War er en stor bid af det sydlige USA under mexicansk herredømme, ligesom tilfældet var i 1800-tallet. Og krigen, den altfortærende, ødelæggende borgerkrig, udspiller sig mellem et teknisk overlegent Nord og et stædigt, konservativt Syd, der nægter at indordne sig under den føderale regerings love om udfasning af fossile brændsler.

Akkad viser dermed en version af den vestlige, kapitalistiske civilisation, der har bevæget sig ud over rampen: det politiske system er brudt sammen, klimaforandringerne forårsager katastrofale ødelæggelser, og i luften over de slidte menneskers hoveder flyver herreløse krigsdroner og truer alle med den tilfældige død. Historien går i ring. Det USA, der i 1800-tallet var kaotisk, borgerkrigsplaget og fragmenteret, vender tilbage i en ny og næsten grummere version godt 200 år senere. American War er et dystert blik på den fremtid, vi kan ane ude i horisonten fra en samtid præget af opbrud, en tilbagevenden til autoritære styreformer i lande, der ellers var overgået til demokrati, og et klima, der går mere og mere amok. Denne dystopiske fremtidsroman behandler således først og fremmest sin egen samtid, diagnosticerer og kritiserer den. Akkad viser, hvor galt han mener, det vil gå, hvis de demokratiske institutioner i USA får lov at blive ved at forfalde, og hvis vi ikke bremser udledningen af fossile brændsler.

På samme måde behandler en klassiker inden for dystopi-genren, russiske Yevgeny Zamyatins We, hvad konsekvensen af det kollektivistiske Sovjetunionen ville blive. Zamyatin skrev sin roman i årene 1920-21 og udgav den på grund af censur først i New York i 1924. Bogen er altså skrevet få år efter den russiske revolution, og man fornemmer allerede, hvor galt Zamyatin frygtede, det ville gå med Sovjetunionen.

En nulfejlskultur, der ville få tænderne til at løbe i vand hos cheferne i Moderniseringsstyrelsen.

We skildrer et samfund baseret på såkaldt videnskabelig etik, hvor alt er hyperrationelt, al etik er matematisk udregnet, og al tilfældighed er elimineret i den almægtige OneState. Fortælleren, et cyborg-menneske, der ikke er i stand til at tænke andet end rationelle tanker, ser med både gru og hånlatter tilbage på den tid, hvor begrebet frihed (og dermed også tilfældighed og usikkerhed) rent faktisk var noget, der fandtes: »It’s so funny, so improbable, that now I’ve written it I’m afraid that you, my unknown readers, wil think I’m making wicked jokes (...) But in the first place, I simply can’t make jokes – the default value of every joke is a lie; and in the second place, OneState Science declares that ancient life was exactly as I have described it, and OneState cannot make a mistake.« Det kan man kalde en nulfejlskultur, der ville få tænderne til at løbe i vand hos cheferne i Moderniseringsstyrelsen.

Zamyatins skrækvision af en kollektivistisk rationalitet gået amok forudsiger selvets opløsning i den sovjetiske folkemasse, retfærdiggjort af en videnskab, der ikke tager fejl (det gør den bare ikke!). Hvor Omar El Akkad viser et kapitalistisk fallitbo, viser Zamyatin et socialistisk et af slagsen.

Men vi kan også forestille os forfærdelige fremtider herhjemme, i den gode, trygge, danske velfærdsstat. En række danske forfattere har i de senere år udgivet fremtidsbøger, ofte med uheldige, dødelige eller i det mindste lettere ubehagelige visioner. Et par navne: Kaspar Colling Nielsen (Den danske borgerkrig 2018-24), Kristian Byskov (Mitose), Charlotte Weitze (Den afskyelige), Jeppe Krogsgaard Christensen (April 2026), Peter Adolphsen (År 9 efter loopet og Rynkekneppesygen).

Det indtil videre seneste skud på stammen, Adolphsens Rynkekneppesygen, er henlagt til år 2019, hvor en mystisk epidemi breder sig: den såkaldte MIWD, Mite Induced Wrinkle Disease. Symptomerne er eksponentielt voksende liderlighed og tiltagende rynkning af huden, hvorefter den smittede til sidst sprænger i luften og dør. Da sygdommen primært er seksuelt overført, er de ramte som regel smarte københavnertyper med en fri seksualitet, unge humanister fra universitetet, Nørrebro-beboere, den slags folk. Sygdommen sætter det frisindede danske samfund under pres og medfører en stærk bølge af nypuritanisme og berøringsangst. Folk tør simpelthen ikke røre hinanden, og enhver handling, der kunne tolkes som værende af seksuel karakter, er bandlyst i det offentlige rum.

Ofrene for rynkekneppesygen MIWD bliver på den måde en slags ekstreme ofre for det ungdomsfikserede, nypuritanske forbrugersamfund her i det 21. århundrede: de bliver nydelsessyge, jagten på stimulanser tager overhånd, altimens deres hud ældes, de kan ikke bevare den for samtiden så eftertragtede ungdommelighed. Rynkekneppesygen er som samfundskommentar tvetydig, den er hverken et liberalistisk eller et socialistisk skrækscenarie, men pointerer simpelthen, hvor lidt vi mennesker egentlig er i stand til at styre vore liv, hvor skrøbeligt menneskelivet er. På den måde er Rynkekneppesygen mere en behandling af eksistensens vilkår end en bekymret samfundsdiagnose i romanform. Den viser, at uanset hvor trygt og velsmurt en samfundsmaskine man bygger, uanset hvor solide lag velfærdsbureaukrati vi får stablet oven på hinanden, vil der altid kunne komme et rumvæsen dumpende ned i navlen på en forvirret humanist ved navn Winnie Hemmingsen, som så går ud og trækker et spor af død og liderlighed i sin sexpartnerslipstrøm. Nok er Rynkekneppesygen en uhyggelig fremtidsvision, men den fremstår ikke særlig eksplicit politisk.

Nej tak til DDD

For at en samtidsdiagnostisk ambition, som dem vi ser hos Akkad, Zamyatin og Adolphsen, skal kunne forenes med et højt litterært niveau, stiller det imidlertid nogle ret høje krav til forfatteren. Der er så mange faldgruber. Som Jill Lepore skriver i The New Yorker: »The duel of dystopias is nothing so much as yet another place poisoned by polarized politics, a proxy war of imaginary worlds.«

Forfattere af dystopier risikerer altså at blive aktører i en stedfortræderkrig af forestillede verdener, og så er der jo ikke megen plads tilbage til de kunstneriske ambitioner, kunne man frygte. Når American War, We og Rynkekneppesygen fungerer godt, både som samtidsdiagnostiske dystopier og litterære værker, skyldes det stor præcision i diagnosen. De rammer simpelthen plet i deres kritikker og indfanger klogt interessante og problematiske samfundstendenser. Desuden er bøgerne præget af humor, troværdig og indlevende persontegning, overraskende og originale kompositoriske greb – alt det, der gør romaner gode, uanset om de er dystopier eller ej.

Et fællestræk ved de fremhævede eksempler er desuden, at de behandler fremtiden på en overraskende måde, og det løfter dem fra det, man kunne kalde Den Dovne Dystopi, som der desværre findes en del eksempler på. Dem behøver vi ikke nævne her, men det sker desværre, at forfattere, der har ramt en kreativitetstørke, eller som bare tror sig mere sociologisk kompetente end tilfældet er, kaster sig ud i dystopigenren. DDD’en er fremtidsromanen, der blot fremskriver en udvikling, som de fleste nogenlunde samfundsinteresserede læsere ligeså godt selv kunne have forudset, og vel at mærke ikke fremskriver den på en særligt bemærkelsesværdig eller kunstnerisk genial måde. Ja, vi har opdaget, at klimaet går amok, belys det dog på en original måde! Og ja, vi ved godt, at der eksisterer en voksende kløft mellem elite og folk, lad os se, hvilken sprudlende roman om et smuldrende samfund med mennesker, der lever, dør og elsker i det her smuldrende samfund, der kunne komme ud af det! Men DDD’en kan også være en god, solid roman, der blot genspiller temaer, som tidligere dystopier har beskæftiget sig med, eventuelt i en let opdateret form. Det er altså ikke ret spændende at læse om et brutalt overvågningssamfund, hvor alle bliver kigget over skuldrene, når George Orwell skrev den bog i 1948. Medmindre det bliver skrevet, så noget nyt eller anderledes er på spil, enten i den litterære form eller selve dystopien.

Når American War trods sin ret ligeud ad landevejen-agtige leven op til dystopiromanens klassiske genrekonventioner alligevel fænger og løfter sig, skyldes det blandt andet, at Omar El Akkad fortæller fra Sydstaternes vinkel, fra dem, der ikke er veluddannede og ikke har de rigtige holdninger, ikke gider skifte fossile brændsler ud med solceller og alt det der, og han formår at vække sympati for de stolte, håbløst autoritært-konservative sydstatsboere. Desuden fortæller han med stort historisk og samfundsmæssigt overblik, og pointen om, at historien gentager sig, at USA måske en dag vender tilbage til en slags før-føderal tilstand, bliver afleveret subtilt og troværdigt.

Det politiske system er brudt sammen, klimaforandringerne forårsager katastrofale ødelæggelser, og i luften over de slidte menneskers hoveder flyver herreløse krigsdroner og truer alle med den tilfældige død.

I We må man bare lægge sig fladt ned og overgive sig til fortællerens dagbogsoptegnelser, der er gennemsyret af en grotesk humor og polemisk pegen fingre ad en irrationel fortid fra et overrationelt, uempatisk menneske, der hele tiden kløjes i sin egen overdrevne fornuft. Især når matematikken ikke stemmer, for det kan jo ikke passe, matematikken stemmer altid, det skal den gøre! Det er både sjovt og tvetydigt. Som læser bliver man ofte ligeså forvirret som hovedpersonen over, hvad der egentlig kan betegnes som rationelt, og hvorvidt og hvornår frihed er et privilegium eller en byrde.

Og i tilfældet Rynkekneppesygen bliver man som læser hvirvlet ind i et minutiøst opbygget univers, hvor det fyger rundt med medicinske videnskabelige betegnelser, så grænserne mellem fiktion og fakta udviskes. Så kan Adolphsen uden problemer tillade sig at kaste en usynlig rum-bacille ned i velfærdsdanmark og lade ske, hvad der må ske, og det er ikke kedeligt, men rusker godt og grundigt op i det søvnige, halvtolerante og halvfrigjorte samfund, vi render rundt i her knap tyve år inde i årtusindet.

Som de tre ovennævnte romaner viser, kan dystopier sagtens være vildere og mere interessante end skønlitterære propagandaindlæg i en fremtidsvisionernes proxykrig. De har rent faktisk potentialet til at behandle samfundsmæssige problemer som overforbrug og socialt kollaps på en litterært overbevisende måde. Og de kan være stærkt kontroversielle, vigtige stemmer, der udfordrer et totalitært styre, som Yevgeny Zamyatin gjorde med We i 1924.