Print artikel

Afrofuturisme i Trump-æraen

Kritik
10.12.17
Ta-Nehisi Coates' livtag med den første sorte superhelt Black Panther udforsker tegneseriens højteknologiske fremtidsutopier og placerer helten i en sjælden rolle som politisk magtmenneske og -misbruger.

I Afrikas hjerte, gemt væk mellem høje bjerge og store søer, omkranset af fattige nabolande, ligger kongeriget Wakanda – klodens mest videnskabeligt avancerede nation bygget på stolte traditioner og enorme forekomster af verdens stærkeste metal vibranium. Wakanda bliver regeret fra den gyldne by Birnin Zana af en enevældig hersker, hvis trone og titel som Black Panther – halvt konge, halvt superhelt – er gået i arv fra generation til generation. I årtusinder har de sorte pantere bekendt sig til panterguden og levet i fred og selvvalgt isolation fra omverdenen. Men ved grænsen til nabolandet Niganda ulmer uroen.

Det seneste bud på en fortælling om Marvel Comics første sorte superhelt og hans fiktive hjemland kommer fra uventet kant. Den Pulitzer-prisvindende amerikanske forfatter og journalist Ta-Nehisi Coates har nemlig skrevet manuskriptet til de tolv hæfter (samlet i tre albums), der udgør historien Black Panther: A Nation Under Our Feet. Den forsøger at skabe et nybrud i superheltegenren, men det er også en politisk thriller om magt, undertrykkelse og frihedstrang.

Mellem fortid og fremtid

Som tegneserie skriver Black Panther sig naturligt ind i den klassiske amerikanske superheltetradition. Men figuren, der så dagens lys i 1966, er også en del af det kompleks af spekulative fiktioner, som med en betegnelse opfundet næsten 30 år efter panterens fødsel, bliver kaldt Afrofuturisme. Det var den amerikanske kulturkritiker Mark Dery, der i sit essay Black to the Future fra 1993 definerede begrebet, som dækker over tværkulturelle og -kunstneriske praksisser, der beskæftiger sig med rumalderens teknologisk-utopiske tanker i en særskilt sort kontekst. Mark Dery spurgte i sit essay: »Kan et samfund, hvis fortid forsætligt er blevet visket ud, og hvis energi siden har været opslugt af en søgen efter aflæselige spor efter dets historie, forestille sig mulige fremtider?« Afrofuturismen søger så at sige at ”genforestille” sig livet som sort i USA som svar på det åbne spørgsmål.

Coates er hverken afroutopist eller -futurist i sine essays. Han forsøger at afmontere den naive forestilling om, at »alle sorte mennesker er konger i eksil«

I sin essaysamling Between the World and Me fra 2015 skriver Ta-Nehisi Coates også om livet som sort i USA. Om, hvordan det var at vokse op i 70'erne og 80'erne, om hvordan USA, som vi kender det i dag, er et resultat af vold mod sorte kroppe og om, hvordan han forestiller sig livet i fremtiden. Coates er hverken afroutopist eller -futurist i sine essays. Han forsøger at afmontere den naive forestilling om, at »alle sorte mennesker er konger i eksil« og vise, hvordan volden i samfundet og volden mod den sorte befolkning stadig – måske i stigende grad – er et vilkår i USA såvel som i resten af verden.

Egentlig fandtes afrofuturismen som kunstnerisk praksis længe før Mark Dery gav futurismen sit afro-præfiks. En række afroamerikanske kunstnere søgte i 1960'erne og 70'erne inspiration i den afrikanske diaspora og kombinerede ægyptiske og etiopiske mytologier, mysticisme og magisk realisme med moderne teknologi og science fiction i et afrocentrisk modtræk til den hvide, vestlige dominans. Musikere som Sun Ra og Parliament/Funkadelic og forfattere som Octavia Butler og Samuel R. Delany trak alle på afrofuturismens æstetik og ideer, og så det ydre rum og alternative fremtidsforestillinger som en vej væk fra det undertrykkende sociale og politiske klima under Vietnamkrigen og tiden efter 60'ernes borgerretskamp. Black Panther-serien har siden sin begyndelse i 1960'erne især trukket på afrofuturismens æstetik og tankegods, selvom serien er skabt af to hvide mænd: Stan Lee og Jack Kirby. Efter den første sorte mainstream-superhelts gennembrud i USA fulgte en stribe afroamerikanske helte efter i Marvels serier: Falcon i 1969, den fjerde Grønne Lygte, John Stewart, i 1971, Luke Cage i 1972 og Black Lightning i 1977.

Udfordring af superheltegenren

Ta-Nehisi Coates forsøger at nedbryde de fasttømrede forestillinger om Afrika, Amerika og verden, der eksisterer i de mange Marvel-universer, gennem en fortælling, der kritisk udforsker sin titelfigur og hans hjemland. Med sin version af Wakanda vender Ta-Nehesi Coates sig bort fra de billeder af det »primitive« og »vilde« Afrika man kender fra fx Tarzan-bøgerne og skaber sammen med seriens erfarne hovedtegner Brian Stelfreeze en selvforsynende, futuristisk magtfaktor, der aldrig var blevet koloniseret og underlagt hvid, vestlig imperialisme.

Ta-Nehisi Coates er en uerfaren tegneserieforfatter, og tonen bliver til tider lige lovlig højtidelig og fortællingen lang i spyttet – den mangler naturlig dynamik og savner fremdrift. Men samtidig udfordrer fortællingen superheltegenren til at beskæftige sig med tanker om statsdannelse, national identitet, individets magt, demokrati og diktatur. Coates fortæller en historie om magtens begrænsninger, og om det paradoks, at Wakanda og dets hersker T'Challa forsøger at bevare freden og fastholde magten, når det netop er udøvelsen af denne magt, der underminerer freden og træder Wakanda under fode. Det fiktive afrikanske kongerige og T'Challa, der bærer Black Panthers kostume i dobbeltrollen som monark og superhelt, optrådte for første gang i juli 1966 (tre måneder inden Black Panther Party, som Coates' far var medlem af, overhovedet blev stiftet) i Marvels storsælgende serie Fantastic Four. Her inviterer T'Challa De Fantastiske Fire til sit teknologisk avancerede hjemland for at prøve kræfter med dem, og for at overtale kvartetten til at støtte ham i kampen mod superskurken Ulysses Klaw. Efter sin debut blev Black Panther hurtigt en tilbagevendende figur i både Fantastic Four og i The Avengers, inden han i 1973 fik sin egen historie i bladet Jungle Action, hvor han kæmpede mod den brutale Erik Killmonger, der ville tilrane sig kongemagten i Wakanda – og siden bl.a. mod Ku Klux Klan i serien Panther vs. the Klan fra 1976. I 1977 fik Black Panther sin egen eponyme serie, der blandt andet blev skrevet af legendariske Jack Kirby, som i første omgang havde skabt figuren mere end ti år tidligere.

Coates bruger den vold, der traditionelt er kernestof i superheltetegneserier, til at vise, hvad mennesker egentlig er i stand til

Et upersonligt udtryk

Ta-Nehisi Coates' første samlealbum byder på et genoptryk af Black Panthers debutoptræden i Fantastic Four #52, og originalen står som en bemærkelsesværdig kontrast til den seneste version. Coates' perspektiv er fjernt fra det blik, der blev kastet på Wakanda første gang landet optrådte hos Marvel, hvor The Thing fra De Fantastiske Fire chokeret udbrød »hvordan får en eller anden flygtning fra en Tarzan-film dog fingre i sådan en tingest her?« Jack Kirbys ekvilibristiske tegninger er dog langt fra så bedagede som The Things replik. Kirby minder nemlig med al ønskelig tydelighed om tegneseriemediets enorme potentiale for opfindsom billedfortælling og kreativ energi – egenskaber som Brian Stelfreezes tegninger savner. For selvom han utvivlsomt er en teknisk velfunderet tegner, kæmper Stelfreeze med et uklædeligt poleret og upersonligt udtryk. Hans forkærlighed for falskt-filmiske ruder i hele sidens bredde giver fortællingen et langsomt tempo, der ikke kan følge trop med handlingen, som hovedsageligt foregår i højspændt action eller højstemt dialog. Figurtegningen undgår behændigt stereotyper i portrætteringen af Wakandas sorte befolkning, mens baggrunde og miljøskildring ikke helt lykkes med den fusion af maskinteknologi og jungle, der på én gang gør Jack Kirbys Wakanda ældgammelt og futuristisk. Farvelæggeren Laura Martins mørke og overmættede pallet savner overraskelse og kontrast. For mange ens (jordfarvede) nuancer skaber billeder, der har svært ved for alvor at træde frem fra siden – og hvor farvelægningen i alt for høj grad konkurrerer med Brian Stelfreezes streg, så motiver næsten flyder sammen.

På samme måde flyder det gode og det onde, venner og fjender, rigtigt og forkert sammen i A Nation Under Our Feet. Ta-Nehisi Coates' fortælling bygger videre på en tendens i de senere års Black Panther-historier, hvor T'Challa har brugt mere tid på at hjælpe Marvel-universets andre (fortrinsvist hvide) helte end på sine kongelige pligter i hjemlandet. Coates og Stelfreeze lader hele handingen udspille sig i T'Challas hjemland, og tegneserien begynder med et billede af Wakanda i krise. Dr. Dooms kupforsøg og krigen imod Atlantis har dræbt tusinder – blandt andet T'Challas søster–, den stolte nation er i knæ og kongemagten usikker som aldrig før. Første side deler sig i et triptykon, hvor hver rude – T'Challas far, Atlantis' konge Thanos, søsteren Shuri – fungerer som inkarnationer af Black Panthers fiasko. Under disse skikkelser knæler den sorte panter med blodet strømmende fra hovedet. På næste side er kongen og hans soldater i åben kamp med strejkende vibranium-minearbejdere. Det idealiserede kongerige er ikke så stolt og stærkt, som legenderne vil have os til at tro. Folket er vredt over kongens fravær i svære tider og hans tilsyneladende egoisme og ligegyldighed over for sine undersåtter. Imens truer oprør i egne rækker og indtrængen udefra selve Wakandas eksistens. På den ene front står kampen mod en separatistisk folkeopstand anført af Dora Milaje, kongens korps af kvindelige supersoldater, og på den anden får den folkeforføreriske terrorist Tetu støtte af superskurke-kapitalister på jagt efter råstoffer. T'Challa lider under magtens ansvar og formår ikke at lytte til folkets ønske om mere demokrati og til deres slagord imod arvefølgen: »No One Man,« der rummer samme blanding af retfærdig harme og magtesløshed, som man også ser i Black Lives Matter-bevægelsen i USA. I første bind ser vi først og fremmest Black Panther som despot, ikke som superhelt. Men mod folkets vrede hjælper højteknologiske våben og superheltens vibranium-dragt ikke.

Volden som virkemiddel

Selvom Ta-Nehisi Coates og Brian Stelfreeze skærer ned på de hæsblæsende actionsekvenser, er overgrebene og volden hele tiden til stede i sproget og i erindringen hos Wakandas befolkning. Coates bruger den vold, der traditionelt er kernestof i superheltetegneserier, til at vise, hvad mennesker egentlig er i stand til. I fortællingen om Black Panther er alle på et tidspunkt skurke. I Ta-Nehisi Coates' afrofuturisme er teknologien hverken utopisk eller dystopisk. Der er snarere tale om en slags post-utopi, hvor fremtiden bliver indhentet af fortiden. I en tid, hvor USA's første sorte præsident er blevet afløst af Donald Trump, som Coates med henvisning til den radikale højrefløj i magasinet The Atlantic har kaldt USA's første hvide præsident, er Black Panther snarere et billede på magtens faldgruber end et symbol på black power. Og hvor Black Panther i 60'erne og 70'erne brugte KKK og borgerretskampen som tegneseriekrudt, lader Ta-Nehisi Coates nutidens politiske konflikter farve sin fortælling, så afrofuturismen får et tydeligt skær af amerikansk nutid. Fortællingen munder i tredje bind ud i en demokratisk forfatningsdiskussion, hvor (næsten) alle seriens stridende parter mødes. Og taler. Det største slag i A Nation Under Our Feet udkæmpes i samtale. For selv som pantergudens jordiske repræsentant er T'Challa et fejlbarligt menneske og først til allersidst indser han sandheden i rebellernes »No One Man« og forstår at lytte i stedet for at slås. 

Mest læste