Print artikel

Norsk, nazist og filosofisk fantast

Illustration: Zven Balslev
Feature
03.08.17
Norsk fascismes førstemand var overbevist om, at der er liv i rummet. Og så havde han ambitioner om et filosofisk storværk, der skulle indstifte en ny intergalaktisk universalreligion, hvor Gud er summen af alle væseners kollektive bevidsthed. I år er det 75 år siden, at Vidkun Quisling blev udnævnt som norsk statsminister i spidsen for det pro-nazistiske parti Nasjonal Samling.

Lørdag d. 6. oktober 1945. Vidkun Quisling sidder i sin celle på Akershusfæstningen på næsset med udsigt over Oslofjorden. Han er udmagret og bleg. Det hele er slut. 26 dage tidligere er han blevet dømt til døden for landsforræderi, og om få dage skal højesteret behandle hans anke. Quisling bevogtes tæt og i cellen er lyset tændt døgnet rundt af frygt for, at han skal begå selvmord. Og det må ikke ske, for om få dage skal han henrettes. Ingen tvivler på, at højesteret vil forkaste anken.
Ingen andre end Maria Quisling. Hun skriver en lang række desperate breve til forsvarschef Otto Ruge, statsminister Einar Gerhardsen og kong Haakon 7., hvor hun trygler om sin mands benådning. Også Vidkun Quisling bruger ventetiden på at skrive. De seneste seks dage har han brugt på at opsummere det, der optog ham hele hans voksenliv. Det som han havde forestillet sig, han skulle blive husket for. Ikke for politik og krig. Ikke for Nasjonal Samling og nazisme. Ikke for landsforræderi.

Hvad han derimod havde udset som sit livsstykke, og som han havde skrevet på de sidste 30 år, var intet mindre end et filosofisk storværk. Quisling forestillede sig tre omfattende bind. Det første skulle handle om grundlaget for en ny livsanskuelse, det andet om universet og tredje bind om mennesket og verden. Han så sig selv som mere end en politiker. Han så sig som en religionsstifter, der skulle overbringe menneskeheden sandhedens lys. Lyset kaldte han »universismen«, en helhedslære, som forklarer alt ved at etablere årsagsforhold mellem alle – absolut alle – fænomener i universet. Quislings storværk skulle indstifte en ny verdensorden, skabe kollektive bevidsthedsforbindelser på tværs af planeter og galakser, etablere et nyt og kosmisk tusindårsrige. I stedet blev han årsagen til, at ordet »quisling« er blevet synonym for landsforræderi.

Gud er et levende kollektivt væsen

Vidkun Quisling havde tjent som norsk diplomat i Sovjet, været forsvarsminister i to norske regeringer og inden da arbejdet for polensfarer og Folkeforbundsdiplomat Fridtjof Nansen med at organisere nødhjælp under den brutale hungersnød i den russiske Volgadal i starten af 1920'erne. Den 9. april 1940 standsede tyskerne Quislings forsøg på at overtage magten i verdens første radiotransmitterede statskup. To år senere, i februar 1942, indsatte selvsamme tyske besættelsesmagt Quisling som leder af marionetregeringen. Men i virkeligheden havde han, der var flittig præstesøn fra Telemark, og hvis far og lillebror begge var forfattere (bl.a. skrev den et år yngre Jørgen i 1921 bogen Sexualstudier, hvor det hedder at »Dansens drivkraft er den løsagtige sexualdrift. Dansen har nemlig flirten bak sig, men den har prostitutionen foran sig«), hele tiden set sine universistiske tanker som sin hovedbestemmelse.
Men hvad går Universismen egentlig ud på? De godt 800 siders notater og udkast, der tilsammen udgør hans efterladte papirer, tegner et billede af Quisling som en både sværmerisk og dilettantisk fantast, hvis tanker er svære at holde rede på og hvis manuskript mildest talt er forvirrende. En del af teksterne er små prosalyriske stykker, nogle mere nøgterne argumenter for musikken som den højeste kunst, mens andre er forvirrede drømmesyn, hvor en guddommelig stemme taler i forfatteren. Andre tekster igen fortæller om universets fysiske indretning eller om den gode, universistiske levemåde.

Quislings storværk skulle indstifte en ny verdensorden, skabe kollektive bevidsthedsforbindelser på tværs af planeter og galakser, etablere et nyt og kosmisk tusindårsrige. I stedet blev han årsagen til, at ordet »quisling« er blevet synonym for landsforræderi.

Mellem den sporadiske men glødende antisemitisme og tankerne om den ariske race som det sande menneske, spiller forestillingen om intelligent liv i rummet en helt afgørende rolle i Universismen. For Quisling var kristne, jødiske og islamiske gudsforestillinger blot misforståelser. Med Universismen ville han »som den förste – bevise at Gud eksisterer, […] kort, at Gud ikke er et avledet abstrakt begrep, men et levende kollektivt vesen.« Quisling mente, at alle menneskers bevidsthed hænger sammen i én stor verdenssjæl og at denne fællesbevidsthed, nærmest som en organisme, der transcenderer tid og rum, rent faktisk er at betragte som det guddommelige. Han blander Rudolf Steiners antroposofi, glacial-kosmologi, Thomas Carlyles Great Man Theory og ikke mindst den svenske 1700-talsmystiker og esoterist Emanuel Swedenborg, der bl.a. skrev om, hvordan han kommunikerede med engle og ånder fra andre planeter, sammen i ét stort rod. Resultatet er en hektisk skitsering af en filosofi med apokalyptisk-eskatologiske undertoner og holistisk altinkluderende såvel som arisk-fascistiske overtoner.
Og så er der det om rumvæsenerne. Rumvæsener? I 1929 skrev Vidkun Quisling en lille pamflet, der også er en del af det store Universisme-manuskript. Titlen var: Om at bebodde verdener finnes utenom jorden og betydningen derav for vår livsanskuelse. Her fremturer Quisling med løfter om at bevise, at der er intelligent liv i rummet, som er ligeså absolut mangelfulde, ufuldstændige og rablende som forsøgene på at bevise Guds eksistens: »Det er således at jeg her vil vise ved logisk resonnement på grunnlag av erfaring, at det nødvendigvis må finnes bebodde verdener andre steder i universet.« Hovedargumentet kan mere eller mindre reduceres til, at andet »ville ikke ha noen mening.« Om der er tale om forholdsvis mange eller forholdsvis få beboede kloder, vil han ikke gisne om. Og – desværre – heller ikke om, hvilke former dette liv måtte antage. Han føler sig dog ret sikker på, at »hovedmassen av dem vil være eldre og mer utviklet enn vår forholdsvis unge og umodne himmelske bolig.« Fælles for Vidkun Quislings ideer i universismen er, at de – naturligvis – er voldsomt uunderbyggede.

Rumvæsener og sci-fi-fantasier er langt fra noget, som Quisling var alene om. Det lyder mest som noget fra Indiana Jones, Captain America eller Hellboy, men blandt nazisterne i Tyskland var der mange, der dyrkede forskellige former for esoteriske og okkulte spekulationer. SS-lederen Heinrich Himmler var bl.a. optaget af ismåner og den såkaldte »Welteislehre« som den germanske antitese til den »jødiske« relativitetsteori og mente, at »det nordiske menneske er kommet direkte fra himlen ved det sidste tertiære månenedfald.« Quisling bevæger sig i Universismen også i nærheden andet af nazi-okkultismens kernestof, når han skriver om protofascistisk fascination af bl.a. taoisme og holisme, oldnordisk religion og »et nyt nordisk pavedømme«, Tibet som den ariske races oprindelsesland, eller når han bruger solkorset som Nasjonal Samlings partisymbol.

Opfinder uden opfindelse

Universismen er en fantasts værk. Et amatørisk forsøg, som aldrig samlede sig til nogen lære. På trods af svulstige ord om, hvad han skal udrette som Norges førstemand (»Fra min ungdom av har det alltid stått for mig: Du skal være de nye ideers mann og være med å […] grunnlegge det nye Europa som skal reise sig av ødeleggelsens vederstyggelighet som en fugl Føniks av asken.«) falder hans argumenter igen og igen under kategorisk affejende bemærkninger om, at »sådan er det« eller »så må det jo være klart«. Quisling opstiller et program, men når han skal være konkret, står kun tankestreger eller prikker tilbage: »Den fundamentale sandhet at...« og så ikke mere. Retorikken bliver latterlig og argumenterne reduceret til parodi.
Universismen er gennemsyret af en søgen efter svar på universelle gåder, højtsvævende og måske endda infantilt i sin skråsikre form. Quislings litterære inspirationskilder peger i retning af tysk romantik, mens han også flittigt citerer Norges store dramatiker Henrik Ibsen, bl.a. passager fra dramaet Kejser og Gallilæer og digtet Bergmanden. Oftest uden nogen form for kildehenvisning. Quislings mærkeligt indbildske tro på at være et guddommeligt redskab for grundlæggelsen af et tusindårsrige skaber en fjollet figur, der fremstår latterlig og ubehjælpelig som Ibsens Hjalmar Ekdal med hans »store opfindelse« i Vildanden. Men Ekdal gjorde ingenting, han var en opfinder, der aldrig opfandt noget. Quisling blev landsforræder. Måske han snarere så sig som en anden af Ibsens ikoniske figurer: Dr. Stockman fra En Folkefiende, eneren, som står alene og på sin ret mod den kompakte majoritet. Efter at have læst Universismen sidder man tilbage med den konklusion, at en, der ser verden så sort-hvidt, som Vidkun Quisling gjorde, bliver en farlig mand – hvis han altså rejser sig fra skrivebordet, lader universel massebevidsthed være universel massebevidsthed, og går ud og bliver politiker.

Universismen er en fantasts værk. Et amatørisk forsøg, som aldrig samlede sig til nogen lære.

Universismen nåede aldrig at blive til noget storværk og Vidkun Quislings ideer blev liggende i kladder og skitser kradset ned på telegramark, hotelbrevpapir, i små notesbøger og på løse sedler. I stedet brugte han dagene op til dødsdommen på at færdiggøre en sammenfatning af sin filosofi delt ind i 100 punkter med titlen Universistiske strøtanker. Men i cellen faldt det hele sammen for Quisling. Teksterne stritter i alle retninger og punkt nummer 94 handler nærmere om krigsanalyse end om filosofi: »Tyskland hadde seiret hvis det i 1940 hadde tatt op kampen med Russland i stedet for med England.« Måske blev han for ivrig, måske opgav han bare projektet, men da han nåede sin strøtanke nummer 93 gik nummereringen i uorden. Nummer 94 fik fra Quislings hånd nummeret 92. Dermed tæller hans 100 universistiske strøtanker i alt 102 punkter. 30 års arbejde endte snublende. 18 dage senere stod han foran henrettelsespelotonen.