Print artikel

Janusansigtet alle taler om uden at ville det

Illustration af aftenen, hvor Anderson løj om sit tilhørsforhold til Stasi i Ekkehard Maaß’ køkken. Grafik af Ralf Kerbach, 1992. Sascha Anderson leverede også informationer til Stasi om Kerbach, som han tidligere havde arbejdet sammen med.
Reportage
15.05.16
DDR-forfatteren Sascha Anderson blev ansigtet på en oprørsk litterær generation i arbejderrepublikkens sidste dage. Da hans Stasi-forræderi kom frem i offentligheden, blev han en sort plet på deres eftermæle. I dag kæmper hans samtidige for at vriste historien fri af Andersons mørke skygge.

»Mærkeligt,« mumler bibliotekaren foran den hvide metalhylde med påskriften L246 AND.

Hun lader blikket glide over rækken af bøger, hvor der burde stå i hvert fald en håndfuld digtsamlinger af forfatteren Sascha Anderson imellem, men uden held. Biblioteket ligner ude fra mest af alt en kold, grå boligblok, lige bortset fra ordet Gedenkbibliothek, der står bøjet i lysstofrør øverst på bygningen, men indenfor er det varmt, pulserende og ganske velbesøgt, ja, faktisk overraskende fyldt på en hverdagsaften. Her findes en af Berlins største bogsamlinger, men tilbage ved skærmen må bibliotekaren dog konstatere, at samtlige af Andersons værker ikke er blandt dem. De er sendt i kælderen.

»Pladsmangel,« forklarer hun.

Udbud og efterspørgsel tænker jeg, og sætter mig i en af de store sækkestole, pædagogisk placeret i børneafdelingen, for at vente på kælderpersonalets eftersøgning. 30 minutter senere kan nogle af bøgerne findes i et stort, bokslignende rum specielt reserveret til specialbestillinger, resten vil tage natten over. Digterens bøger er i noget, bibliotekaren kalder ydredepotet.  

DDR-spionen, der stjal rampelyset

Udgangspunktet for denne artikel er sensationen. Det er forræderiet som portal til en litterær generation, og hovedpersonen i det forræderi er Sascha Anderson. Født ind i en socialistisk familie i 1953. Protagonist, musiker og forfatter under DDR, men i dag måske mest af alt kendt som stasi-spionen, der rystede Tysklands kulturscene med sit dobbeltspil. Manden, der måske var selve symbolet på den litterære generation, der skrev sig ind i historien som den intellektuelle modpol til Østtysklands sidste styre. Som i hvert fald blev janusansigtet på en generation, da hans forræderi blev kendt. 

I løbet af 1980’erne udgav han digtsamlinger, var del af flere musikgrupper og initierede kunstnerprojekter og -arrangementer. Han er af tidligere venner blevet beskrevet som en okkult person, den absolutte pave, ja selv måden, han bar sine jeans på, var ifølge en gammel bekendt bemærkelsesværdig. Det var ham, der havde kontakterne på forlagene i Vesttyskland, og ham, der kunne trække i snorene og få ting til at ske. Synet på ham ændrede sig dog brat, da det til stor forargelse og skuffelse i 1992 blev klart, at han under en række dæknavne i en lang periode havde aflagt regelmæssige referater af, hvad der rørte sig i kunstnermiljøet til Stasi – selv efter, at han i 1986 flyttede til Vestberlin.

 

Altså, når jeg her er gået med til at tale med dig i dag, må jeg slå noget fast. For mig handler det slet ikke om Sascha Anderson mere. Han er en fodnote i historien. Denne ubetydelige spionfigur

Anderson er nævnt i størstedelen af de artikler, bøger og programmer om undergrunden og den unge kunstnergeneration i DDR, der er skrevet og produceret, i 80’erne såvel som i dag. Her går han fra at blive portrætteret som en slags talsmand for generationen til at være dens forræder. Et andet litterært forræderi, poeten, essayisten og Stasi-medarbejderen, Rainer Schedlinskis, skabte ikke så stort et røre, men Anderson var også stjernen i gruppen. Hans bedrag placerede, ifølge Die Zeit-journalisten Iris Radisch, »den østberlinske undergrund i tusmørket.« En holdning, hun gav udtryk for i en artikel i 2014 i forbindelse med premieren på filmen Anderson af Annekatrin Hendel. Man tvivlede på de østberlinske undergrundsdigteres autenticitet og spurgte, som litteraturkritikeren Hajo Steinert i Die Zeit anno 199: »Skal vi nu læse de litterære tekster af digterne fra Prenzlauer Berg helt anderledes?«

Jeg forsøger at forestille mig situationen. Hvordan det må føles at have dyrket et menneske, et venskab måske ligefrem, på hvad der synes at være noget nær idolniveau, måske værst af alt: at have været kreativt inspireret af og have set op til en mand, for senere at finde ud af, at han arbejdede for en regering, man samledes om at kritisere.

Opgør med legenden

Ekkehard Maaß ved om nogen, hvordan det føles. Citeret flere gange for ordene »Vennebedrag er i mange andre samfund lig døden,« har han aldrig lagt skjul på skuffelsen over sin tidligere kollegas bedrag. Maaß, der er musiker samt stifter og leder af det Tysk-Kaukasiske Selskab, hvor han blandt andet rådgiver tjetjenske flygtninge, startede i 1978 en litterær salon, der kom til at få en afgørende rolle som samlingspunkt for den østberlinske, kulturelle undergrundsscene. Her charmerede og imponerede Anderson sig hele vejen ind i kernegruppen af digtere, malere, musikere og andre kreative. Og her, selvsamme sted, godt ti år efter, skuffede og forrådte han sig ud af den igen.

Schönfließer Straße 21, Prenzlauer Berg. En ydmyg lejlighed udefra, men en historisk lomme indenfor; intet bedre sted at starte udredningen af kunstnerkontroverset Anderson.

Mellem farverige malerier, fotografier og lysekroner hænger et lille sort-hvidt tryk. Motivet forestiller en gruppe mennesker samlet rundt om et bord. Det samme bord, jeg er blevet placeret ved. Scenen på trykket gengiver en vigtig aften i Sascha Andersons og hans medkunstneres historie, nemlig den aften, hvor Anderson svor, at han ikke havde haft noget med Stasi at gøre. Hvor hans venner gav ham muligheden for at skrifte, måske ligefrem få syndsforladelse, men hvor Sascha Anderson valgte at blive i løgnen.

Afbrudt af telefonopkald, besøgende og mig forsøger Ekkehard Maaß at finde et frit øjeblik til at hugge sit spejlæg i sig. Fra sine utallige bogreoler har han fundet Andersons digtsamlinger frem, en flyer om lejligheden og Sascha Anderson og sin mappe med Stasi-akter, og det bliver hurtigt tydeligt for mig, at det langt fra er første gang, at han har præcis denne samtale.

Ud over at være stifteren af den litterære salon var hans liv nemlig sammenfiltret med Sascha Andersons på andre måder. Det var Maaß, der bød Anderson indenfor og tilbød ham husly, da han i 1981 flyttede til Berlin. Det var Maaß, der kørte Anderson rundt i sin bil fra møde til møde som en anden privatchauffør. Det var Maaß, der måtte se hjælpeløst til, da Anderson og Maaß’ daværende kone Wilfriede Maaß efter en affære besluttede at flytte sammen og gifte sig. Og så var det Maaß, der var en af Andersons fokuspunkter i arbejdet for Stasi.

Ja, Maaß har haft denne snak før, og han har fået nok.

»Altså, når jeg her er gået med til at tale med dig i dag, må jeg slå noget fast. For mig handler det slet ikke om Sascha Anderson mere. Han er en fodnote i historien. Denne ubetydelige spionfigur,« siger Maaß til mig et stykke inde i interviewet.

 

 

Hans holdning kommer ikke bag på mig, da vi på daværende tidspunkt har vendt temaer som forræderi, såvel som Andersons angiveligt manglende lyriske betydning. Maaß er bitter, og han er ikke alene, mener han: »De fleste ærgrer sig over denne historie om Sascha Anderson, og alle er enige om, at der bliver talt alt for meget om ham. At han er blevet tildelt større betydning, end han egentlig havde.«

For Ekkehard Maaß synes selve kunstnerbevægelsen at være vigtigere end dens enkeltpersoner. Litterært kan der peges på en helt ny måde at lege med sproget på, som et kendetegn ved denne nye generation af DDR-forfattere. I et opgør med statens propagandistiske retorik og sprog forsøgte mange at splitte sproget op og sammensætte det på ny, og der opstod hermed en ny tone.

Politisk sås en frigørelse fra ideen om socialisme og stat. Hvor den tidligere generation af forfattere ville reformere DDR, gjorde Maaß og mange af hans medkunstnere op med de politiske kategorier og den »moralske forpligtigelse«til at blive og kæmpe i DDR. Alligevel er der dette fokus på Sascha Anderson, og Maaß har en klar teori om hvorfor.

»Med hjælp fra Stasi indtog han rollen som kongen af scenen. Han havde kontakterne til Vestberlin. Til forlagene. Han udgav de her tre bøger, og de blev naturligvis en stor succes. Andre ville også udgive bøger i Vesten, og alle kom de til ham. Han organiserede også kunstnerbøger, altså rigtigt fede ting, men altid efter aftale med Stasi.«

Og dér har vi et af de helt store dilemmaer. Hvordan skal vi forholde os professionelt til Andersons værker, projekter og initiativer i dag, i skæret af han bedrag? Jeg har aftalt at besøge forfatteren Elke Erb, der tilbage i 1985 udgav antologien Berührung ist nur eine Randerscheinung sammen med Anderson, en samling tekster og illustrationer af unge forfattere fra DDR.

Hun er en ældre kvinde, født i 1938, og hukommelsen svigter hende, fortæller hun mig som noget af det første. Hun har glemt mit navn, men vores aftale er hun mere end velforberedt til. Faktisk har hun skrevet en lang liste med minder lige fra hendes første møde med Anderson i start-80’erne til det sidste.

Hun husker, hvordan han en dag kom hjem i Ekkehard Maaß’ stue med en mappe fyldt med illustrationer af R. A. Penck og udbrød »Vi infiltrerer markedet,« hvorefter han solgte hende mappen med egentlig ret værdifulde illustrationer til blot 10 DDR Mark.

»Der kan du se, hvor generøst og impulsivt et menneske, han var,« siger hun med en snært af varme i stemmen.

Men også Elke Erb brød kontakten med Anderson i starten af 90’erne. Egentlig havde hun besluttet sig for at forsvare ham og hans ære, men da hun gav ham chancen for at tilstå, benægtede han, og løgnen kunne hun ikke tilgive, hvilket hun i dag godt kan fortryde en smule.

»Indimellem tænker jeg hm.... Når jeg nu igen ser, hvor god han var. Hvorfor egentlig ikke? Det er jo ikke min sag at dømme, hvad andre gør.«

Aftenen inden interviewet med Elke Erb har jeg modtaget et afslag om et interview med en professor, jeg har taget kontakt til. Hans begrundelse var, at Anderson var en middelmådig forfatter, blæst op af andre forhold end hans talent. Yderligere, at Anderson var et af de værste tilfælde af forræderi i litteraturhistorien, og at han ikke ønskede at citeres i nogen som helst sammenhæng med ham. En holdning til Andersons værker, der gør Elke Erb ondt.

Langt hen ad vejen ser Erb Andersons samarbejde med Stasi som selvforsvar. Det er lettere at spille med fjenden end mod. Han ønskede, at Stasi var indforstået med kunstnerscenen i Prenzlauer Berg. Han havde selv været i fængsel ad to omgange i 1970’erne, bl.a. for at have hjulpet forfatteren Wolf Biermann i forbindelse med uddeling af løbesedler, samt for svindel med en check. Han ville ikke i fængsel igen, mener hun.

»Du skal vide,« siger hun alvorligt til mig, »at han prøvede at overbevise dem (de andre undergrundsforfattere, red.) om at integrere sig med Forfatterforeningen for at få Stasi på deres side.«

»Faltenbirge, Faltengeborgen,« læser Elke Erb op af et digt, hun skrev, da det kom frem, at Sascha Anderson havde arbejdet for Stasi. Ordnung IM hedder det, IM som i Inoffizieller Mitarbeiter (uofficiel medarbejder, red.). »Faltengebirge er et geologisk ord, og geborgen betyder, at man skjuler sig,« forklarer hun pædagogisk.

 

Elke Erb har et ambivalent forhold til Sascha Andersson: »Digtene bliver overhovedet ikke dårligere, tværtimod meget bedre. Ike fordi han var ved Satsi, men fordi de viser hans virkelige eksistens«. Foto: Maja Lundager Pedersen
Elke Erb har et ambivalent forhold til Sascha Andersson: »Digtene bliver overhovedet ikke dårligere, tværtimod meget bedre. Ike fordi han var ved Satsi, men fordi de viser hans virkelige eksistens«. Foto: Maja Lundager Pedersen

 

I digtet sætter hun sig i Andersons sted. Afrapporterer, hvad der ligger på et skrivebord – hvis skrivebord vides der ikke noget om, og det slutter af med at spørge søgende, usikkert, om det vil gøre ham godt at betræde einen Birkenhain, en birkelund. Hun sætter Stasi op mod naturen og placerer Anderson i et limbo derimellem.

»Når du har forstået dette digt, har du forstået ret meget om min holdning til sagen, og også om, hvordan det går et menneske som Anderson. Det er en virkelig sørgelig sag. Han gjorde noget, han ikke burde. Han forrådte nogle mennesker. Fortalte, hvad de havde på deres bord. Men nedenunder og ved siden at det, er livet også dårligt.«

Nøglehullet til Vesten

Man kan stille spørgsmålet, om Anderson i virkeligheden havde knækket koden til et friere kunstnermiljø. Fundet en måde at spille sammen med Stasi på – de forstod alligevel ikke digtene, sangene, kunsten, de ville bare holde hånd i hanke med, hvad der foregik, mener Elke Erb. Hvem, der var de vigtigste personligheder, hvem, de potentielt skulle frygte.

Modsat kan man argumentere for, at han havde en splittet personlighed, et koldt hjerte og et kæmpe ego. At han ønskede anerkendelse fra både undergrundsmiljøet og sine føringsofficerer og ikke skyede nogle midler for at opnå den.

Hans egne forklaringer får man ikke meget ud af. Efter at have set og læst flere interviews har jeg stadig svært ved helt at danne mig et billede af, hvem denne Sascha Anderson er. Jo, altså, at han i dag bor i Frankfurt am Main, hvor han arbejder som tekstforfatter og layouter, at han i 2002 udkom med selvbiografien Sascha Anderson, og at det sidste, han udkom med, var en digtsamling i 2008 med titlen Da ist … 33 Gedichte über Kunst oder Leben, vidner om en noget anden livsførelse end 80’ernes Prenzlauer Berg, men hvordan han forholder sig til sin historie, er svært at gøre rede for. På den ene side virker han ikke til at angre det mindste, på den anden side er han trist og tynget at se på. Han undviger spørgsmål, taler uden om, og når han endelig forholder sig til sine valg og gerninger, er det med en abstrakt og forvirrende tilgang.

»Jeg bevægede mig på grænsen mellem teori og praksis,« siger han i Hendels film, og her, mange årtier efter, virker det stadig som om, at han befinder sig der.

Ja, der er ting, der taler for og imod Anderson og hans motiver, og egentlig er jeg ikke ude på at fælde en dom. Det er, som bemærket fra flere kilder, mere end 25 år siden. Tid til at komme videre.

Men hvorfor så i det hele taget interessere sig for ham? Fordi hans indflydelse på, hvordan den litterære bevægelse udviklede sig i 80’erne og 90’erne, er umulig at komme udenom, om man vil det eller ej.

»Man havde altid øjnene på Sascha Anderson, og det ses selv i den nedskrevne litteraturhistorie fra DDR-tiden. Når Anderson var i Dresden, blev der inddraget et par Dresden-forfattere, men ellers var der fokus på Berlin, for det var her Anderson var,« lyder en nøgtern vurdering.

Jeg er taget ind på Humboldt Universitet for at høre, hvad professor i ny tysk litteratur Birgit Dahlke har at sige om Anderson og hans rolle i den tyske litteraturhistorie.

»Ødelæggende,« er det første tillægsord, der kommer til hende.

Birgit Dahlke underviser blandt andet i undergrundslitteratur og -kultur i DDR, og jeg spørger, om man helst ville slette Sascha Anderson fra den tyske litteraturhistorie, eller om han trods alt spillede en rolle.

»Det handlede altid om ham og hans optræden,« siger hun.

Både under og efter DDR var han en slags skæbnebestemmende karakter. Han havde succes med Killersatelit. Var i Spiegel, alle aviserne, han havde publicity, og der igennem selvfølgelig forbindelse til forlag, udgivere, anmeldere.

»Han var nøglehullet, kan man sige. Kun de tekster, som Sascha Anderson formidlede, nåede frem til journalister og forlag i Vesten.«

Det var et kildespørgsmål. Et problem, man også mærker i dag, hvor mange af forfatterne og teksterne ikke er til at få fat på, da de aldrig blev udgivet og kun findes i unikaer, fortæller professor Dahlke.

Efter murens fald startede Anderson - sammen med en gruppe medforfattere - forlaget Galrev, der ifølge Dahlke var eksperimenterende og havde et virkelig interessant poetisk koncept. Jeg tænker, det må have været prestigefyldt at blive udvalgt og publiceret af Galrev til at begynde med, men med offentliggørelsen af Sascha Andersons dobbeltliv ændrede det sig brat. Kritikerne ville ifølge Dahlke ikke længere omtale bøger, der blev udgivet af Galrev: »De forfattere, der havde offentliggjort alle deres første værker her, de er ofre for navnet Anderson. Og Andreas Koziol, for eksempel, der skrev utroligt interessant, han blev fuldstændigt ignoreret, fordi han valgte at blive på ’spionen Andersons’ forlag. Det samme gjaldt også mange andre forfattere, der blev. Og det er en ødelæggende virkning.«

En ny dybde

(…)

jeg selv ville finde formlen på min død

og kaldte mine erindringer

gule

jeg forventer intet

forstår du tingene glemmer os

hurtigere end vi tror

og jeg ved ikke hvem det var

 

gå over grænsen

på den anden side står en mand og siger:

gå over grænsen

på den anden side står en mand og siger:

gå over grænsen:

på den anden side står en mand og siger:

(…)

Sascha Anderson, Jeder Satelit hat einen Killersatelitten, 1982 *

 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor anderledes, menneskene omkring Anderson må have læst dette digt, da digtsamlingen Jeder Satellit hat einen Killersatellitten tilbage i 1982 blev udgivet. Og hvilken ny betydning, det pludselig fik, da sandheden kom frem knap 10 år senere. I et åbent brev til Sascha Anderson i Die Zeit den 22. november 1991, skrevet af forfatteren og kollegaen Uwe Kolbe, står skuffelsen og forvirringen tydeligt frem:

»Har du ikke selv skrevet: ’gå over grænsen, på den anden side står en mand og siger: gå over grænsen osv.? Nå, var det så denne ganske bestemte mand, denne velkendte Dunkelmann der stod der, parat til at tale med dig, såvel som du var parat til at tale med ham, og du er gået hen over grænsen, (…).«

Elke Erb kender til skuffelsen, men hun mener ikke, at Stasi-forbindelsen gør Sascha Andersons værker mindre værd, eller til løgne for den sags skyld, tværtimod.

»Digteren som stikker er et tema, jeg arbejder med. Der er digteren som stikker, men der er også digteren, der var en stikker, og det er en smule anderledes. Her er han stadig en digter, og ikke blot digteren som stikker. Og der er en kæmpe forskel her.«

Det er et dilemma, hun allerede i 1995 opstillede i selvbiografien Der Wilde Forst, der Tiefe Wald, hvor hun igennem prosa, erindringer og interviews forholder sig til temaet Murens fald, herunder også temaerne Anderson og Statssikkerhed (Stasi). Her argumenterer hun blandt andet for, at spørgsmålet om, hvorvidt han er digter eller ej, ikke bør afgøres af hans virke som stikker, men af andre kriterier. Jeg har efterhånden spurgt ind til denne holdning et par gange, da hendes tilgang til hele Anderson-sagen er så anderledes i forhold til, hvad jeg ellers er stødt på, at jeg vil sikre mig, at jeg forstår hende ret. Og Elke Erb står fast.

»Digtene bliver overhovedet ikke dårligere, tværtimod meget bedre. Ikke fordi, han var ved Stasi, men fordi de viser hans virkelige eksistens.«

I skyggen af Anderson

Ok, spiondigter eller digter med spionage som sidegesjæft - uanset, hvordan man vender og drejer sagen, er historiens kendsgerninger svære at komme uden om, når man taler om Anderson. Selv Birgit Dahlke, der ellers de seneste fem år har prøvet at gøre op med, hvad hun synes, har været et overdrevent fokus på Stasi i DDR-kontekster, føler ikke, hun kan præsentere sine studerende for Sascha Andersons digte uden at indføre dem i hans Stasi-samarbejde først. Selvom hun ellers generelt prøver at skubbe teksterne, frem for historien, i forgrunden i sin undervisning. Når hun skal sammensætte pensum om DDR’s undergrundslitteratur, foretager hun, hvad der synes at være et næsten politisk valg. Selvom hun egentlig ikke vil påstå, at hun syntes Andersons tekster var totalt ligegyldige tilbage i 80’erne, fokuserer hun alligevel hellere på andre, mere ukendte, forfattere. Ja, hun ser det faktisk ligefrem som sin opgave. Jan Faktor, Bert Papenfuß, Stefan Döring, Ulrich Zieger, listen er lang og fyldt med navne, jeg efterhånden er stødt på i flere sammenhænge.

 

Jeg synes, at hele denne her hype om Anderson, disse evige interviews, er meget problematisk. Der er tre film om Anderson. Anderson-skandalen, og Stasi er stadigvæk god marketing, og det fordømmer jeg. Det skygger egentlig for, hvor mange ekstremt interessante tekster, der opstod på denne scene

Forfattere, hvis autenticitet, hun ikke mener, man længere stiller spørgsmålstegn ved. I hvert fald ikke fra videnskabelig side. Hvorfor skulle man det, bare fordi to ud af 80 viste sig at have været spioner?

»Jeg synes, at hele denne her hype om Anderson, disse evige interviews, er meget problematisk. Der er tre film om Anderson. Anderson-skandalen, og Stasi er stadigvæk god marketing, og det fordømmer jeg. Det skygger egentlig for, hvor mange ekstremt interessante tekster, der opstod på denne scene.«

For kedelig til det store lærred

Tilbage hos Ekkehard Maaß udvikler sig nogenlunde den samme diskussion. Faktisk går Maaß så vidt som at nægte at diskutere Andersons værker med mig - til min store frustration, da jeg havde planlagt en øjenåbnende ’før- og efter-analyse’ af et digt, der havde berørt Maaß ekstra meget. Men jeg kan jo egentlig godt forstå det. Maaß, der viede så meget af sin tid til et projekt, han brændte inderligt for. Han kæmpede for frihed. Frirum for kunst, kultur og hvert et menneske, som han formulerer det. Alt, hvad DDR ønskede kontrol over, alt, hvad Sascha Anderson rapporterede om. Han ser litteratursalonen og den bevægelse, den støttede op om, som et vigtigt skridt mod Murens fald, mod noget meget mere betydningsfuldt end en spion fra DDR. Et opgør, Sascha Anderson viste sig at være en falsk del af.

Men hvorfor så sige ja til dette interview? Til at være med i Hendels film? Hvorfor nævne Anderson på sin reklameflyer for litteratursalonen? Det siger næsten sig selv på dette stadie af fortællingen. Fordi man må følge jungleloven. Man må spille med, selvom spillet er blevet kedeligt. Og Anderson er lig med omtale.

»Jeg vidste jo, at mig ville ingen lave en film om. Jeg er for kedelig til film. En digter, der ikke var spion for Stasi, er for kedelig til film. Mange forbinder naturligvis undergrundsscenen i Prenzlauer Berg med myten Anderson, så det har jeg før brugt som reklame. I dag ville jeg måske gøre det anderledes.«

Og at glemme ham fuldstændig kan man trods alt heller ikke, erkender Maaß, han var jo altså en del af scenen og salonen. Egentlig kan man vel se ham som et billede på DDR og de bitre minder, der også følger med. DDR-tiden har naturligvis præget ham og hans generation. Det er og bliver et tema i deres arbejde, og det vil tage i hvert fald en generation at bearbejde, mener han.

Modsat er den litterære arv fra DDR-tiden svær at spore hos de unge forfattere i dag, mener Birgit Dahlke.

»Universitetsfagene om emnet er altid fyldte,« skriver hun i en  Oxford-artikel om den uofficielle litteraturscene under DDR, »Men hvad der er vigtigst for de unge mennesker i dag, synes imidlertid ikke at være teksterne og kunstværkerne i sig selv, men derimod det at have adgang til en gruppe af kunstnere, hvis arbejde faktisk handler om noget, som de nok ville udtrykke det, hvor et personligt sprog blev et nødvendigt redskab til at svare en dominerende institution igen.«

Dahlke skriver et andet sted, at de enkelte forfattere i lang tid blev karakteriseret som deltagere i den uafhængige østtyske litterære scene, hvilket har været en medvirkende faktor i kanoniseringen af deres værker – trods forfatternes egne protester mod at blive skåret over en kam. Det, der binder dem tættest sammen, er nok i virkeligheden mere de ydre omstændigheder, historiens rolle i DDR-kunstnernes liv, frem for selve værkerne, og hvis Dahlke skulle pege på et levn fra 80’ernes Prenzlauer Berg-kunstnerscene, ville det være en litterær livsstil frem for en fælles skrivestil, og kun blandt en lille gruppe.

Mens mange af forfatterne på den måde bliver placeret i samme kategori, skiller Anderson sig ud. Det er måske derfor, at han stadig har medieappellen – han er jo netop et omvandrende eksempel på historiens gang. Engang var opmærksomheden baseret på hans sociale og – afhængig af smag – litterære talenter. I dag mestendels på forræderi og sensation. Hans bøger er sendt i kælderen på biblioteket, men det ændrer ingenting. Her sidder Maaß og jeg alligevel og diskuterer Anderson.

 

* Digtet er her oversat af skribenten selv.

Denne tekst er bragt i ATLAS Bogtillæg. Magasinet kan købes i bl.a. Politikens Boghal og Kihoskh på Søndre Boulevard