Print artikel

Det hemmelige Tyskland

Artikel
10.08.16
Engang var Stefan George den mest kendte og kontroversielle digter i Tyskland. I dag er han mere eller mindre glemt. I de første årtier af det 20. århundrede bevægede han sig langsomt fra poesiens verden til politikkens. Han samlede en kult af helt unge mænd og drenge omkring sig, den såkaldte George-kreds, der skulle skabe en ny og åndfuld nation, styret af digterne.

Natten til den 21. juli 1944 stod den tyske officer Claus von Stauffenberg foran en henrettelsespeloton i Bendlerblokkens gård midt i Berlin. Egentlig var han nummer tre i rækken af modstandsmænd, der skulle henrettes. Men da det blev Stauffenbergs tur, trådte én af hans medsammensvorne ind foran ham og modtog skuddene. Da pelotonen endnu engang fik ladet og taget sigte, skulle han, få sekunder før sin død, have råbt: »Es lebe das geheime Deutschland!« Længe leve det hemmelige Tyskland.

De fleste kender nok Stauffenberg bedst i skikkelse af Tom Cruise. I filmen Operation Valkyrie spiller han adelsmanden og soldaten, der i krigens sidste år blev én af frontfigurerne i den militære modstandsbevægelse mod Hitler. Han var tæt nok på nazipartiets top til at placere en bombe i nærheden af føreren under et møde. Men på grund af julivarmen var mødet blevet flyttet fra en bunker til en barak af træ, så Hitler døde ikke af eksplosionen, og kuppet blev afværget.

Det hemmelige Tyskland, som Stauffenberg i sine sidste sekunder hyldede, var imidlertid ikke den tyske modstandsbevægelse, som man måske skulle tro. Det var kredsen omkring en af den moderne, tyske litteraturs mest indflydelsesrige digtere: Stefan George.

I sine teenageår var den unge grev Stauffenberg en del af Georges kunstnerkult, som også gik under navnet Det hemmelige Tyskland. Han var smuk, begavet og havde en stor interesse for poesi, hvilket gjorde ham til en perfekt discipel for den store digter.

Men selvom George tilsyneladende inspirerede den mest kendte modstandsmand til at udføre det attentatforsøg mod Hitler, der var tættest på at lykkes, har han altid haft et blakket ry i den tyske historie. Hans digte er nærmest ikke oversat til andre sprog, han er sjældent med i litteraturhistoriske værker, han deler til stadighed folk mellem en lille gruppe forblændede beundrere og en hel masse forargede kritikere. Og bevares, det er ikke uden grund.

Digterprofeten og hans kult

Fra årene op til Første Verdenskrig og frem til sin død samlede George på unge, flotte, mandlige tilhængere, han anså for værdige til at blive optaget i sin kreds. Ofte fulgte indlemmelsen i kredsen et ganske bestemt mønster. Hvis den unge kunne svare tilfredsstillende på en række spørgsmål, måske endda recitere et digt, bad George om et møde med forældrene (mange var endnu ikke myndige og gik stadig i skole eller i gymnasiet). Herefter fulgte en fotosession, hvor den udvalgte skulle posere som lidende kunstnersjæl sammen med George. Og endelig et ritual, hvor den nye discipel ydmygt måtte servere te for digteren.

George havde en mystisk tiltrækningskraft på folk. Han blev – både inden- og udenfor kredsen – tilbedt som en ny Messias, der som den eneste kunne redde verden og føre den tilbage til fordums storhedstid. Fanbreve ankom i stakkevis, og han blev idoldyrket, som kun giganter som Elvis og Bowie er blevet det siden. I digtsamlingen Stern des Bundes, forbundets stjerne, lyder det eksempelvis sådan her:

Jeg er den ene og er begge

Jeg er faderen og er skødet

Jeg er det sete og er seeren

Jeg er tegnet er betydningen

Jeg er skyggen er det sande

Jeg er en og en begyndelse

Ja, selvtillid manglede der ikke. Det kan være svært at forestille sig, at en digter kunne have så stor en magt. Men alene det, at han gik under navnet »Mesteren«, siger næsten det hele. I en avis i 1929 optrådte hans billede side om side med folk som Lenin, Gandhi og Woodrow Wilson under overskriften »nulevende, som er blevet legender.«

George forventede da også, at de unge beundrere blindt underordnede sig hans vilje. Der er flere eksempler på disciple, der ikke måtte gifte sig. Og da den 17-årige, østrigske stjernedigter Hugo von Hofmannsthal nægtede at lade sig besnære af den forføreriske George, som endda havde forsøgt sig med en buket røde roser, endte Mesteren med at sende rasende dødstrusler og dueludfordringer, så Hofmannsthals far måtte gribe ind og bede den sårede og fornærmede George forlade Wien.

Georges tiltrækningskraft og herskersyge kunne altså også være ubehagelig. Et af Hofmannsthals digte fra samme periode, Profeten, ender sådan her:

Fra hans ord, de uanseligt stille

Strømmer et herredømme og en forføren

Han får luften til omklamrende at kredse

Og han kan dræbe, uden en berøren

Overkønslig kærlighed

Det var da heller ikke alle, der følte sig tiltrukket af digterprofeten. Lige så meget som hans tilhængere elskede ham, lige så meget hadede hans modstandere ham og hans mystiske poesi. Han måtte ofte høre, at han blot kopierede franske digtere som Baudelaire og Mallarmé. Én kritiker skrev, at han var en simpel svindler, der spillede radikal og moderne ved at skrive højtideligt og undlade at sætte kommaer.

Sommetider blev kritikken moralsk. Det var en offentlig hemmelighed, at George var homoseksuel og tiltrukket af de unge mænd, der omgav ham. Mange af hans digtsamlinger tematiserer det erotiske forhold mellem en yngre og en ældre mand. Og selvom de altid finder sted i en antik, græsk fortid (hvilket var nødvendigt, hvis ikke forfatteren ville dømmes for utugt eller »sodomi«), ja, så efterlader de ikke megen tvivl. Læs bare den saftige metaforik her:

Du blomstrende kvist af ædel stamme

Du som en kilde skjult og simpel

Du slank og ren som en flamme

Du som morgenen sart og lys

»Så længe Georges lille menighed holder sig for sig selv, kan de såmænd uforstyrret fejre deres impotente orgier,« kunne man læse i Kölnische Zeitung.

Ikke bare offentligheden, men også disciplenes forældre, skævede skeptisk til Georges homoseksualitet. Hvad foregik der egentlig til alle de møder og ceremonier? Da Stauffenbergs mor hørte om sine to sønners omgang med digteren, hoppede hun straks på toget til Heidelberg, hvor George på det tidspunkt befandt sig, for at forsikre sig om, at det nu også var ok, at hendes lille Claus og lille Bertold var med i kulten. Og med sin karismatiske charme fik George hende naturligvis overbevist om, at det var det skam.

George med to disciple
George med to disciple

Om George rent faktisk havde sex med sine disciple er meget tvivlsomt. Først og fremmest fordi der ikke foreligger nogen særligt troværdige kilder.

Men også fordi George betragtede seksualitet som noget rent og helligt. Han var meget inspireret af Platons erosbegreb, hvor det erotiske begær er en stræben efter det guddommelige og skønne. Lysten til en ung, smuk mandekrop er første skridt på vejen mod det evige. Derfor brød han sig heller ikke om betegnelsen homoseksuel, men talte i stedet om en ophøjet, poetisk overkønslig seksualitet.

Han brød sig ikke om betegnelsen homoseksuel, men talte i stedet om en ophøjet, poetisk overkønslig seksualitet.

Georges seksuelle og åndelige betagelse af de unge mænd skal forstås som en del af hans pædagogiske projekt. Han ville oplære en kunstnerelite, samle en tæt kreds af trofaste og overbeviste georgianere, som ikke blot fulgte ham, men var ham. Tanken var, at ved at overføre sine ideer til disciplene, ville han leve videre i uendelighed.

Das Neue Reich

Formålet med Georges stat, som kulten i årenes løb oftere og oftere blev kaldt, var altså ikke at holde »impotente orgier«, som en af kritikerne formulerede det. Det var at ændre verden, simpelthen. Gennem en kompromisløs dyrkelse af kunsten (altså poesien) ville de genrejse Tyskland, skabe et nyt, sjælfuldt rige styret af George-kredsen med digteren som Führer.

George afskyede det moderne samfund og alt, hvad der hørte med af kølig rationalisme, markedsøkonomi og demokrati. I et af sine mest kontroversielle digte spår han, hvad der uundgåeligt må ske med denne beskidte verden og dem, der vælger ikke at slutte sig til ham:

Titusinde må rammes af det hellige vanvid

Titusinde må tages af den hellige syge

Titusinder af den hellige krig

En masse mennesker må altså lide og dø, før den nye nation kan rejse sig. Ideen om genfødsel gennem en rensende krig var ikke ny på det tidspunkt. Faktisk jublede mange forfattere og intellektuelle, da Første Verdenskrig brød ud i 1914, heriblandt også den senere humanist og demokrat Thomas Mann. Endelig kunne man få luftet ud, sagde man.

George var ikke en af disse krigstiljublende forfattere. Alligevel lyder den slags verslinjer ikke særlig godt i nutidens ører, der ved, hvordan en sådan udryddelse senere blev til virkelighed i kz-lejrene. Den tysk-jødiske filosof Walter Benjamin skriver et sted, at hvis der findes en profet, hvis forbandelse det er, at hans profeti gik i opfyldelse, så er det George.

Af samme grund er George i eftertiden ofte blevet sat i forbindelse med nazismen. Lighederne er ikke til at overse: Den guddommelige leder og hans folk, der er hævet over alle andre, den arrige modernitets- og demokratikritik og nogle uhyggelige forestillinger om, hvad der skal til for at skabe Das Neue Reich, som hans sidste digtsamling fra 1928 hedder. Flere af George-kredsens medlemmer blev da også nazister op igennem 30’erne, flere af hans digte blev hurtigt pensum i Det Tredje Riges skolebøger, og propagandaminister Goebbels tilbød George at blive formand for kunstakademiet.

George klædt ud som Dante. Vennen Karl Wolfskehl som Homer.
George klædt ud som Dante. Vennen Karl Wolfskehl som Homer.

Det skal dog med det samme siges, at George sagde nej til posten og flyttede til det neutrale Schweiz kort tid efter nazisternes magtovertagelse i 1933, hvor han døde samme år. På trods af lighederne i tankegangen var det ikke ligefrem den digternation, George havde drømt om. Mange af kultens medlemmer var skam også jøder, deriblandt Georges nærmeste venner Karl Wolfskehl og Friedrich Gundolf. Og desuden bør man huske, at især Georges tidlige værk på mange måder repræsenterer lige præcis den moderne, dekadente »Entartete Kunst«, som senere blev forbudt af nazisterne.

Det fortrængte Tyskland

Alligevel har de opfyldte profetier sikret ham en plads i den historiske skammekrog. Da en af hans nyere biografister rejste rundt i Tyskland og fortalte, at han skrev på en biografi om George, var de flestes reaktion: Hvorfor dog det?

Og det er måske forståeligt nok. Georges tanker spredte sig hurtigt i mellemkrigstiden (også til Danmark, hvor den senere Heretica-gruppe stod i direkte arv til ham). Selvom det er helt forkert at kalde ham nazist, bør man omvendt heller ikke forsøge at undskylde hans aristokratiske, småfascistiske tanker med, at han jo bare var digter. I dette tilfælde er det umuligt at adskille poesi og politik.