Print artikel

Da Terror-Tørk tog fejl

Fra Karoline Stjernfelts 'I morgen bliver det bedre'
Kritik
25.08.16
Tegneserier udløser store priser, forsideinterviews og seksstjernede anmeldelser. Men vejen til anerkendelse har været lang for 'de kulørte blade'. En situationsrapport om tegneseriens vej fra terrorbeskyldninger til statsanerkendt kunst

»Tegneserier er ikke (kun) for børn og dedikerede fans.«

Sådan skrev bogbranchens blad BogMarkedet sidste år, og man kunne nærmest mærke, at skribenten var helt overrasket. Til det er der kun at sige: suk. Det er rent ud vanvittigt, at en hel kunstart skal finde sig i at blive talt ned til og reduceret til noget kuriøst.

Da Karoline Stjernfelt i begyndelsen af marts i år blev tildelt 75.000 kr. af Statens Kunstfond for sin blændende debuttegneserie, I morgen bliver bedre, periodedramaet om Christian 7., Caroline Mathilde og livlægen Struensee, markerede hendes forlægger begivenheden ved at poste fem korte citater på Facebook. Carsten Søndergaard har været en del af tegneseriebranchen i 40 år, og hans statusopdatering indkapslede på mange måder hele den danske tegneseries moderne receptionshistorie. De fem citater strækker sig nemlig over 55 år og afslører de skiftende stemninger, vilkår og muligheder i den danske tegneserieverden. Vi vender tilbage til Carsten Søndergaards citater om lidt. Men først lidt baggrund:

De seneste år har vi set en slags opsving i tegneserieopmærksomheden herhjemme. Med den brede læsende offentligheds anerkendelse af de tegneserier, man ofte kalder graphic novels, er der blevet åbnet op for nye muligheder og nye læsere. Og selvom der er langt til opfattelsen af tegneserien som en kunstart med fuld intellektuel og kunstnerisk gyldighed, som man kender det fra fx Frankrig, er det tydeligt, at udviklingen er positiv. Men sådan har det altså ikke altid set ud. Langt fra, endda.

For 60 år siden skrev Politiken-skribenten Tørk Haxthausen en bog om, hvordan det at læse tegneserier gør børn til kriminelle, sexfikserede og mentalt forkrøblede afvigere, og undervisningsministeren nedsatte endda et udvalg, der skulle håndtere truslen fra »de kulørte blade.« Siden da er der sket en del. I dag får tegneserier og serieskabere priser og legater fra Statens Kunstfond og store forsideinterviews og seksstjernede anmeldelser i aviserne. Undervejs er det gået op, op, ned og op for de danske tegneserier.

Den danske tegneseriehetz

Det første citat i Carsten Søndergaards samling kommer fra kontorchef i Undervisningsministeriet Vagn Jensen, der i 1961 udtalte, at »det må stå helt klart, at den kriminelle fare ved ikke at forbyde tegneserier er større end ved at forbyde dem.« Det er svært at forestille sig, hvordan Batman- og Superman-hæfter ligefrem skulle kunne gøre børn til superskurke på jagt efter verdensherredømmet. Men der var ikke desto mindre en udbredt forestilling i 50'erne om, at tegneserier forvandlede børn til vaneforbrydere. Efterkrigstidens danske kulturdebat var præget af en stor skepsis overfor amerikansk kulturimport, og Vagn Jensen mente simpelthen, at forbud var den eneste måde at undgå negativ påvirkning af ungdommen på.

Det må stå helt klart, at den kriminelle fare ved ikke at forbyde tegneserier er større end ved at forbyde dem.

Tørk Haxthausens bog Opdragelse til Terror (1955) gik til angreb på tegneserierne, der »frådser ganske uhæmmet i sanseløs brutalitet og sadisme.« De hæmmede børns læsefærdigheder, forkrøblede og udtørrede deres fantasi – og ikke nok med det: Børn blev kriminelle og voldelige af at læse tegneserier. Han skrev harmdirrende om »Seriefabrikanternes sindssyge fantasi,« om »førerdyrkelsen« og om »unge homoseksuelle, der enten mener at kunne spore deres erotiske sygelighed tilbage til en tidligere optagethed af seriefigurernes privatliv, eller som simpelthen finder skildringen af heltenes og deres drenge-tilbederes eventyr ophidsende.«

Samme år nedsatte den socialdemokratiske undervisningsminister Julius Bomholt et udvalg, der skulle undersøge, hvad man dog kunne gøre for at bekæmpe tegneseriernes samfundsundergravende virkning. Og næstformanden for »det kulørte udvalg« var altså Vagn Jensen, der blev en af den danske ungdomsdebats mest energiske deltagere. Både det ministerielle udvalgs og Tørk Haxthausens kritik var heftigt inspireret af den amerikanske psykiater Frederic Werthams bog, Seduction of the Innocent, fra 1954. I USA førte bogen både til høringer i Kongressen og til tegneseriebranchens selvcensursystem, The Comics Code, et forsøg på at undgå statslig regulering. Selvom det var frivilligt at tilslutte sig, var The Comics Code i mange år de facto påbudt, da de forlag, der ikke underlagde sig forhåndscensuren, ikke kunne få distribueret og solgt deres serier. Først i 2011 døde Comics Code endeligt.

I løbet af 60'erne forduftede den danske interesse for »den kulørte debat« dog, og lige så stille var tegneserierne ikke længere farlige, men højst underlødige og barnlige. Andre ting, nyere ting, blev med skiftende held udpeget som trusler – og i det hele taget minder 50'ernes tegneseriekritik meget om den kritik, som VHS mødte i firserne, og om 00'ernes computerspilsdebat, hvor man mente, at skolebørn dårligt kunne tage et joystick i hånden uden at blive voldspsykopater.
Tørk Haxthausen, der hele sin karriere befandt sig på den progressive venstrefløj, indrømmede i 1989, at tegneseriehetzen havde været helt galt på den, mens Vagn Jensen forblev en skarp kritiker af tegneserierne. At det var Julius Bomholt, der som kulturminister i 1964 var ophavsmand til Statens Kunstfond, som i dag præmierer tegneserierne, er en ironisk krølle på historien.

Boom og bundskrab
Mens offentligheden ikke længere var bange for de amerikanske hæfter, flyttede tegneseriemodstanden i 70'erne ind på universiteterne, hvor den marxistiske teori afslørede, at tegneserierne jo var ren kulturimperialisme og blot et led i monopolkapitalismens udbytning af arbejderklassen, der gennem de trivialmytologiske fortællestrukturer blev holdt fast i en falsk bevidsthed. Men tegneserierne slog tilbage og intellektuelle serieskabere, som franske Claire Bretécher, kom på mode på den danske venstrefløj. Og heldigvis førte ungdomsoprørets omfavnelse af populærkulturelle udtryksformer også til en øget interesse for både amerikanske superhelteserier og franske/belgiske album. Tegneserier blev mere tilgængelige. I tegneseriebutikker som Fantask i København og i danske oversættelser, især takket være pionerforlag som Arne Stenbys Interpresse, hvor også Carsten Søndergaard arbejdede som ung.

50'ernes tegneseriekritik minder meget om den kritik, som VHS mødte i firserne, og om 00'ernes computerspilsdebat, hvor man mente, at skolebørn dårligt kunne tage et joystick i hånden uden at blive voldspsykopater.

På den måde er Facebook-opdateringens andet citat helt tidstypisk. Kulturjournalisten Ebbe Iversen skrev i 1972 i Fyens Stiftstidende: »Tegneserien vil bestå. Denne spændende måde at kommunikere på nyder stadig stigende popularitet, og serielæserne kan glæde sig til en udvikling med stadig mere raffinerede udtryksformer.« Ebbe Iversen fik ret. For i slutningen af 70'erne befandt Danmark sig midt i et regulært albumboom, hvor oplags- og salgstallene steg i takt med kvaliteten: Helt enestående udkom første bind af Valhalla (1979) i et førsteoplag på svimlende 100.000 eksemplarer, som oven i købet blev udsolgt. Den danske tegneseriekultur kom for første gang på omgangshøjde med resten af verden. Og danskerne købte tegneserier. Mange tegneserier. I starten af 80'erne var danskerne blandt dem, der købte flest tegneserier i forhold til indbyggertal.

Udsnit fra Halfdan Piskets 'Dansker'
Udsnit fra Halfdan Piskets 'Dansker'

Boomet strakte sig nogle få år ind i 90'erne med serier som Niels Roland, Henrik Rehr og Morten Hesseldahls krigsfortælling Danmark besat og det desværre ufuldendte mesterværk Illustreret Danmarkshistorie, som Claus Deleuran i 1996 døde fra. Og Carsten Søndergaards tredje citat kommer fra 1992, hvor kulturminister i Schlüter-regeringen Grethe Rostbøll sagde: »Tegneserien er i stigende omfang avanceret til at være et kunstnerisk medie.«

Man kan selvfølgelig indvende, at tegneserien havde været et kunstnerisk medie siden midten af 1800-tallet – og hvad med fx Storm P.? – men det ændrer ikke på, at der i det forgangne årti var sket en væsentlig ændring i opfattelsen af, hvad tegneserier er, hvad de kan og hvem, der læser dem.

Men uanset Grethe Rostbølls blåstempling blev 90'erne et hårdt årti for den danske tegneseriebranche. Landskabet var et helt andet end i 80'erne: Salget styrtdykkede og produktionen af danske album faldt markant. Der udkom selvfølgelig stadig gode tegneserier, men de var relativt få og sjældne – og debutanter og talenter måtte ofte nøjes med undergrundsantologier som Fahrenheit og Achtung.

Og så alligevel. For rundt omkring i resten af verden skete der nemlig ting og sager, der fik stor betydning for tegneserierne herhjemme, og som på mange måder har formet det tegneserielandskab, vi ser i Danmark i øjeblikket, hvor der kommer kvalitetstegneserier fra både etablerede kanaler og fra undergrunden. I 2005 kunne man i Berlingske læse, at en »ny tegneserie-genre kommer til Danmark.« Selvom forlaget Politisk Revy allerede i starten af 90'erne havde udgivet Art Spiegelmans MAUS på dansk, var det først med bøger som Marjane Satrapis Persepolis (2000) og Jason Lutes' Berlin-serie (1996-), at the graphic novel for alvor blev opdaget på de danske kulturredaktioner.

»Rundtossede og lykkelige«
For ti år siden var graphic novels altså stadig nyhedsstof, og der var mange, der syntes, at det lød smart at sige, at »tegneserien var blevet voksen.« Og man støder stadig alt for ofte på den enten fladpandede eller bare brutalt uvidende kliché om, at tegneserier kun er for børn og sære nørdtyper. Men der er mange opmuntrende og solide tegn på tegneseriens trivsel og brede berettigelse herhjemme, fx oprettelsen af Dansk Tegneserieråd i 2009, den fireårige serieskaberuddannelse i Viborg, et dansk tegneseriemuseum under Storm P. Museet, en genoplivning af Pingprisen i 2012 og priser i regi af tegneseriefestivalen Art Bubble og foreningen Danske Tegneserieskabere samt 5000 besøgende på sidste års Copenhagen Comics-festival. Og mens Anders And & Co. mistrives – både oplagstal og kvalitet styrtdykker – trives undergrunden med bl.a. tegnestuen Kulkælderen og to års succesfuld Zine Fest i Ungdomshuset med det bedste af hjemmelavede serier og mikroudgivelser.

Carsten Søndergaards fjerde citat kommer fra Statens Kunstfond, som i 2015 for første gang nogensinde gav det treårige arbejdsstipendie til tegneseriekunstnere: »Rundtossede og lykkelige kvitterer vi med et treårigt legat.« Modtagerne var Halfdan Pisket og Rikke Villadsen. Og begivenheden en tegneseriehistorisk milepæl, der for alvor tyder på, at tegneserien er blevet - ikke ”voksen” - men en anerkendt kunstart.

Den marxistiske teori afslørede, at tegneserierne jo var ren kulturimperialisme og blot et led i monopolkapitalismens udbytning af arbejderklassen

Flosklen om, at tegneserien er blevet voksen synes så småt at blive afløst af en anden: nu er tegneserien blevet litterær. Forlag, der ikke traditionelt har udgivet tegneserier, begynder at profilere sig med netop tegneserier. Mest fremtrædende er Basilisks tegneserielinje og Gladiator, der dels udgiver tegneserier og dels har etableret egen tegneserieuddannelse. I sommer var Rikke Villadsen og Signe Parkins på programmet på Louisiana Literature - og det endda mere eller mindre selvfølgeligt. Og i marts gav Politiken den nye litteraturpris 'Frit Flet' til Halfdan Pisket for sidste bind i hans trilogi, som Kim Skotte kaldte »Et nødvendigt værk til tiden.«

Carsten Søndergaards femte og sidste Facebook-citat – det citat, der faktisk var anledningen til, at han overhovedet postede de andre – kommer fra den nye formand for Statens Kunstfonds legatudvalg, forfatter og dramatiker Tomas Lagermand Lundme, der skrev om Karoline Stjernfelts debut: »En utrolig helstøbt og gribende bog, der viser, hvor stærkt et medie tegneserien kan være.« Forlaget Cobolt kunne melde alt udsolgt af første oplag af I morgen bliver bedre og sende andet oplag i trykken.

I dag står det helt klart, at Terror-Tørk tog fejl. Måske kan vi ligefrem være så heldige, at tegneseriemediets sensationsværdi er væk. Tegneserier kommer nemlig ikke længere på forsiden, fordi det er tegneserier, men fordi det er gode værker. Halfdan Pisket og Karoline Stjernfelt får ikke priser og legater, fordi de laver tegneserier og derfor er eksotiske, men fordi de laver gode og vigtige bøger. Det er opløftende og bemærkelsesværdigt, at det ikke alene er gode tegneserier, men også tegneserier, der slår bredt igennem. Tegneserier, der kommer på forsiden af aviserne, som kommer frem i boghandlernes vinduer og som alle mulige mennesker læser – fordi de er gode. Ganske enkelt.