Print artikel

Det gyldne og det pixellerede

Illustration: Zven Balslev
Reportage
24.11.17
Mikkel Rosengaard skriver om kryptovaluta, to mystiske øriger og to ligeså mystiske konger, som måske/måske ikke har planer om at genindføre guldstandarden for at befri alverdens forgældede nationer.

Når det lille bip fra mit dankort for tiden klinger, eller en overførsel tikker ind på min telefon, kan jeg ikke lade være med at tænke på tvillingekongedømmerne Me'ekamui og Papaala og deres regent, Kong David Peii II, der mellem servere og computere dybt i den melanesiske jungle kæmper mod den globale finansverden. Kongens navn hørte jeg første gang fra Julia Weintraub, en Ph.d. i tysk litteratur ved NYU, som selv var stødt på historien i et af de akademiske tidsskrifter, hvor hendes kolleger deponerede deres ulæste forskning.

Den vinteraften havde jeg skypet med Julia fra hendes forskerophold i Berlin, og vi havde mistet al fornemmelse for tid og sted i en diskussion om de bitcoins, hendes kæreste var begyndt at udvinde. Mørket var faldet på i hendes lejlighed, gennem skumringen samledes og opløstes hendes ansigt i de elektromagnetiske bølger, eller hvad det var, der sendte vores ansigter og stemmer gennem sneen og blæsten og forstædernes betonblokke, mens Julia forklarede, at der var noget djævelsk ved bitcoins, for de fornægtede virkeligheden. Som mareridt fandtes de kun i vores fantasi, degenererede og skævvredne, og havde kappet alle bånd til virkelighedens verden.

Og pengene på din konto, de er også fantasifostre, sagde Julia og forklarede, at gennem hele menneskehedens historie havde penge altid været baseret på værdifulde genstande. Først byttede man varer, siden handlede man med guld- og sølvmønter, og da verdens regeringer begyndte at trykke papirpenge, kunne sedlerne altid veksles til guld. Den amerikanske centralbank definerede længe én dollar som 1/35 del af en ounce guld, og da alle andre valutaer kunne veksles om til dollars, hvilede alle verdens penge i sidst ende på en seng af guld. Det var den såkaldte guldstandard. Så vidt så godt, men for et halvt århundrede siden skete der en forskydning. Vores symboler begyndte at slippe deres forbindelse til den fysiske verden.

Det var et eksperiment, verden aldrig havde set lige. Hvis en dollar ikke længere kunne veksles til guld, hvad var den så værd?

Engang i 1960'erne, da genopbygningen efter anden verdenskrig var overstået, og vestens økonomiske vækst begyndte at rende ud, manglede den amerikanske regering penge til at betale sine regninger. Enten måtte man skære ned på udgifterne eller printe flere penge. At skære ned gik ikke midt i et atomkapløb og en Vietnam-krig, men man kunne ikke bare printe penge ud af det blå, når hver en dollar skulle kunne veksles til guld. I 1971 tog Richard Nixon konsekvensen. I en tale til nationen erklærede præsidenten, at han ville frigøre dollaren fra guldet og lade alverdens penge hvile på – ja, på ingenting.

Det var et eksperiment, verden aldrig havde set lige. Hvis en dollar ikke længere kunne veksles til guld, hvad var den så værd? Fra den ene dag til den anden var penge ikke bundet til den fysiske verden, men baserede sig kun på vores forestilling om værdi.

Der er noget perverst ved det, sagde Julia. Vores penge har vristet sig fri af virkeligheden, de er som julemanden. De er kun noget værd, så længe vi tror på dem.

Jeg indvendte, at en dollar vel altid ville have værdi, når bare der var efterspørgsel efter den, men den slags nærsynet sludder gad Julia ikke høre på. Jeg skulle se det store perspektiv: Det var som hvis ordet træ havde sluppet sit tag i popler og graner, og ikke længere refererede til eg, birk og rødel, men kun pegede tilbage på sig selv i en evig selvrefererende cirkel, som en slange der fortærede sin egen hale.

Julia sendte mig et par grafer og forklarede, at banker og centralbanker siden Nixon-chokket i 1971 havde introduceret tre komma syv billioner nye dollars til økonomien. Altså 3700 milliarder dollars digtet ud af det blå, men hvordan vidste vi, at alle de penge var noget værd, hvis ikke de var bundet til den fysiske verden? Det var illusion, blændværk, og var det tilfældigt, ville Julia vide, at det var lige netop i 1971, at uligheden i samfundet begyndte at eksplodere? I alle de år penge havde været bundet til ædelmetal, havde produktivitet og timeløn fulgtes ad. Når en arbejder producerede mere på én time, blev han også betalt mere for sin tid. Men i det øjeblik man slap valutaerne fri, og penge kun var bundet til en forestilling, stagnerede timelønnen, selvom samfundets produktivitet fortsatte med at tordne i vejret.

Se på den graf, sagde Julia. Der er ingen økonomer, der kan forklare, hvad der skete. Og hvordan skulle de også kunne det? De ved ikke engang hvad en dollar er.

I 1976 slettede den amerikanske centralbank alle referencer til guld i sin definition af dollaren, og siden da har ingen definition eksisteret. Det samme gælder euro og yen og så videre: enten har centralbankerne ingen definition, eller de definerer sig i forhold til andre valutaer, som dit lille lands efteraber af en krone, sagde Julia, der er fastlagt som én 7,46038-del af en euro, altså en fiktion defineret på en fiktion, og så bad jeg Julia slappe lidt af, og fortælle, hvordan hun var kommet på alt det her. Åbenbart var hendes interesse blevet vakt af en tekst, hun var stødt på, da hun researchede tysk kolonihistorie i Stillehavet, en artikel som fortalte om en ny guldstandard, der var ved at tage form i kongedømmet Papaala.

Det kongerige havde jeg aldrig hørt om, og mens Julia fortsatte sin monolog om monetaristisk kvantitetsteori, googlede jeg navnet og fik præsenteret et par tumblr-profiler og en rejseblog. Når jeg tilføjede kingdom og gold standard dukkede et sparesort og en afdeling af Jehovas Vidner op, men Papaala var der intet om. Julia, irriteret over at blive afbrudt, prøvede forskellige stavemåder: Papala, Papalaa, med og uden pacific ocean, men uden held. Før vi loggede af – det var blevet sent i Berlin – insisterede hun på, at der var tale om et ørige i Bismarckarkipelaget. Klart, klart, sagde jeg og ønskede hende godnat; forestillede mig vist, at kongeriget stammede fra en film eller tv-serie, og at det i Julias hoved havde filtret sig sammen med de mange teorier om penge, hun nørklede med. Før jeg slukkede computeren, gled jeg over Stillehavet med Googles virtuelle globus, og de velkendte lande forsikrede mig om, at forestilling og virkelighed måtte være smeltet sammen i Julias tanker.

Næste morgen skrev hun til mig fra det Etnologiske Museums bibliotek. Hun havde artiklen foran sig på skærmen i et nummer af Governance and Development in Melanesia, okay, et tidsskrift godt ude på det akademiske overdrev, det indrømmede hun gerne, men her stod det altså: The Royal Kingdom of Papaala, en pseudostat på den sydlige del af Bougainville, der selv var en selvstyrende ø på størrelse med Cypern i det østlige Papua Ny Guinea. Jeg sagde til Julia, at den artikel ville jeg gerne læse, og snart dukkede pdf'en op i min indbakke.

Artiklen fortalte om en finansiel bevægelse, der ville vriste først Bougainville og siden resten af verdens udviklingslande fri af det globale banksystem. Ideen var simpel nok: Bevægelsen ville skabe en virtuel blockchain-valuta, Vectorgold, der ligesom bitcoins kunne handles frit over internettet uden bankernes indblanding. Men hvor dollars og kroner og bitcoins kun baserede sig på tillid, kunne Vectorgold til enhver tid veksles til guld. Den nye valuta skulle sikre stabilitet og bæredygtighed, penge skulle igen basere sig på det fysisk håndgribelige, ikke på luftkasteller, og snart ville alverdens forgældede nationer skifte valuta, vriste sig fra af bankernes stavnsbånd, og sende en fed fuckfinger til finansgribbene i London, Frankfurt og New York.

Den første del af teksten virkede lødig nok, men som læsningen skred frem, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at sproget blev tåget, vendingerne kryptiske. Artiklen nævnte to semi-fiktive stater, Papaala og Me'ekamui, hvor den finansielle verdensrevolution var startet, men om staterne havde nogen reel magt, om de regerede over en befolkning, var kun vagt og tvetydigt beskrevet. Jeg understregede for eksempel, at Papaala præsenterer sig selv som det finansielle fundament for en ny stat, og endnu mere kryptisk: Me'ekamui er hardwaren, Papala er softwaren; Me'ekamui er kroppen, Paapala er ånden.

Senere den uge sendte Julia mig sit login til NYUs servere, og med adgang til alverdens akademiske tidsskrifter, dykkede jeg ned i Bougainvilles historie. Tilsyneladende var kongedømmet Me'ekamui opstået som resultatet af en blodig konflikt om guld, tonsvis og tonsvis af guld. Midt på Bouganvilles højderyg lå nemlig verdens rigeste guld- og kobberbrud, Panguna, der indeholdt metaller til en værdi af 250 milliarder kroner. Siden 1930'erne var guld, sølv, kobber, og uran blevet gravet ud af Panguna, mens rigdommene kanaliseredes i lommerne på det australske mineselskab Rio Tinto og Papua Ny Guineas regering i Port Moresby. Men måske man havde gravet for dybt og for grådigt, for fiskene i floderne begyndte at forsvinde, kvinderne fødte misdannede børn, og på få år uddøde alle øens flyvende hunde.

Den lokalfødte ingeniør Francis Ona, der var ansat i mineselskabet og havde set miljøovergrebene med egne øjne, krævede handling, og en arbejdsgruppe blev nedsat. Men da rapporten konkluderede, at vandet i floden var sundt og rent, og at de flyvende hunde var døde af en virus, marcherede Ona ud af Panguna. Da han vendte tilbage, var det med en oprørshær. Minen blev saboteret, elektriciteten kappet, og da Papua Ny Guineas regering indsatte en politistyrke, begyndte Onas økomilits at myrde minens udenlandske konsulenter. Mineselskabet og politiet trak sig ud, lufthavnen blev brændt ned, og fra minen udråbte Francis Ona øen som den selvstændig stat Me'ekamui.

Regeringen og Rio Tinto opgav selvfølgelig ikke verdens rigeste guldmine uden kamp, og de svarede igen med en militær invasion. Øen sank ned i en blodig og brutal borgerkrig. Landsbyer blev brændt ned, civile henrettet, op mod 15,000 mennesker omkom, men selvom regeringen hyrede lejesoldater, selvom Francis Ona døde af malaria i 2004, kunne invasionshæren ikke vriste guldminen fri fra Me'ekamui.

Så vidt var artiklerne enige, men hvordan al den ulykke og elendighed hang sammen med de globale pengemarkeder, forstod jeg intet af. Og hvad med Papaala, hvad med den virtuelle valuta? Julia forhørte sig forgæves på universitetet, og efter hun havde spurgt en tysk antropolog med speciale i Melanesien, vendte hun tilbage med samme svar: Ingen havde hørt om Papaala eller Vectorgold.

II

Et halvt år senere på en sløv augustdag, hvor min chef var på ferie og mine kollegaer sunket ned i deres snapchats, datingsites og bryllupsønskesedler, skrev min veninde Chloe, om jeg havde tid til at læse noget for hende. Det var ellers sjældent, at Chloe spurgte om noget. Som barn havde hun oplevet sin far investere hele familiens opsparing i Flooz.com, et dotcomboble-firma, der med Whoopi Goldberg som bannerfører solgte onlinegavekort, og det var i ruinerne af det falliterklærede fantasifoster, at Chloe var vokset op. Familien solgte huset, Chloe måtte dele værelse med sin teenagebror Gabe, og da forældrene blev skilt, flyttede faren til en nykristen menighed i Costa Rica. Collegeopsparingen var ribbet, så Chloe og Gabe arbejdede for sæbefabrikker og cykelsmede, mens de sled deres vej gennem midtvestens billigste aftenskoler, men på trods af discountuddannelserne havde de kapret fine jobs. Chloe som fuldmægtig for en velgørende fond, Gabe som digitalt ansvarlig for en investeringsbank i Singapore.

Eller sådan havde det i hvert fald været indtil for nylig, for den dag over chatklienten fortalte Chloe, at hendes bror havde sagt sit job op for at grundlægge et FinTech-firma med en gruppe japanske investorer. Det lød jo godt nok, men der var noget ved firmaets prospekt, Chloe ikke brød sig om. Sproget var på én gang uldent og eksalteret, som det nyreligiøse mumbojumbo deres far prakkede dem på, og før vi loggede af, lovede jeg at tage et kig på dokumentet.

I toget på hjem fra arbejde scrollede jeg gennem pdf'en, og da jeg læste overskriften skyllede en besynderlig, prikkende fornemmelse over mig, en svimmelhed jeg ikke vil beskrive her, for det her er historien om Me'ekamui, Papaala og Vectorgold, og ikke om mine nerver. Under overskriften Vectorgold introducerede prospektet ideen om en virtuel valuta, der kunne veksles til fysisk guld, og nederst på siden bemærkede jeg et orange logo og en underskrift: The First International Bank of Papaala, hæftet ved Kong David Pei II. Et halvt år tidligere var jeg stødt på rygtet om et fiktivt kongeriges finansrevolution, nu stod jeg med et dokument underskrevet af kongen for et land, der ikke fandtes, og alt sammen velformuleret, professionelt opsat, og uden det mindste spor af ironi.

Et halvt år tidligere var jeg stødt på rygtet om et fiktivt kongeriges finansrevolution, nu stod jeg med et dokument underskrevet af kongen for et land, der ikke fandtes.

Hvem var den her konge, der nu materialiserede sig og tog form i virkelighedens verden? Den aften googlede jeg hans navn, og blev ført til en mormonsk investeringsblog, et forum for australske neo-kolonister, en selvudgivet bog om Me'ekamuis oprørshær. Det var ikke meget, de spraglede websites var enige om. At kongens borgerlige navn var Noah Musingku; at han stod bag et pyramidespil i 1990'ernes Port Moresby; at han var stukket af til Me'ekamui, og at Francis Ona her havde tildelt ham sit eget sub-kongedømme og døbt det Papaala, så meget kunne de enes om. At Kong Pei II næsten aldrig forlod sit palads; at han brugte sine stille dage på internettet; at han havde omdøbt kalendermånederne efter ædelmetaller og bar en krone af solidt guld, det var der også flere der nævnte. Men hvor de australske skribenter betegnede Noah Musingku som en karismatisk svindler og leder af en cargokult, beskrev en håndfuld bloggere Kong Pei II som en pioner og frihedskæmper, der ville løsrive øen fra dets gældsfængsel.

Der var tydeligvis god grund til, at Chloe var bekymret for sin bror, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle skrive til hende. Hvad var sandt i det her virvar af pseudostater og guldminer, pyramidespil og digitale valutaer? Ét spørgsmål stod dog lysende klart. Hvis Gabe, Kong Pei II og deres partnere ville grundlægge en international valuta bundet til en guldstandard, hvor ville de få guldet fra? Panguna-minen, naturligvis. Men minen havde ligget stille i tre årtier, og hvordan ville de skaffe gravemaskiner, udsmeltningsanlæg og teknikere til en fiktiv stat, som ingen anerkendte?

I halvanden time havde Gabe fablet om Vectorgold, om guldatomerne, der var børn af stjernerne, og som opstod ved kosmiske kollisioner, mens Chloe lyttede og nervøst sippede af sin kaffe.

Svaret dukkede op i form af en videresendt mail tre uger senere. Et par dage forinden havde Chloe siddet på en kaffebar, da Gabe facetimede hende fra Singapores lufthavn. Han var på vej til Papua Ny Guinea, derfra skulle han videre til Me'ekamui og Paalapa, og Chloe havde spurgt ham, om det nu var en god ide, for hvordan skulle de få guldet op af minen? I halvanden time havde Gabe fablet om Vectorgold, om guldatomerne, der var barn af stjernerne, og som opstod ved kosmiske kollisioner, mens Chloe lyttede og nervøst sippede af sin kaffe, så meget kaffe, at hendes hånd rystede og teskeen tappede på bordet, som transmitterede den i morsekode: vågn nu op, Gabe, rejs hjem og glem alt om Papaala og dets fantasikonge, der nærer sig på kvasi-valuta og ikke-lov, på et land, der ikke findes. Den dag i lufthavnen fik hun aldrig et svar, men tre dage senere modtog hun en mail. Gabe kan få det sidste ord. Hans mail er her bragt i min forkortede, let redigerede oversættelse.

C,

Har du nogensinde hørt om Yap? Det er en lillebitte ø i Stillehavet. Jungle og strand det hele. Der findes ingen ædelmetaller derude, og i oldtiden brugte man kokosnødder, perler, den slags som penge. Engang for mere end tusind år siden ankom sejlere fra Yap til en ø mange sømil borte, og da de gik i land, så de for første gang kalksten. Af klipperne huggede de runde blokke så store som møllehjul og sejlede dem tilbage til Yap, hvor indbyggerne var som folk er alle vegne: fascineret af alt, der var nyt og smukt og sjældent. Snart blev de enorme sten et dyrebart eje og sejlere rejste ud for at hente flere sten. En kalksten kunne byttes til et hus, kunne fungere som en datters medgift, men der var selvfølgelig et problem. Stenene var tunge, besværlige og bekostelige at flytte. Der er ingen, der ved, hvordan det begyndte, men snart forvandlede stenpengene sig fra noget konkret til noget dybt abstrakt. En fisker byttede en sten med en tømrer, men stenen flyttede sig ikke. Den blev stående, hvor den altid havde stået, men alle i landsbyen vidste, at det nu var tømreren der ejede den.

Ja, stenen behøver ikke engang at befinde sig på Yap. En dag for flere hundrede år siden var en båd på vej tilbage til Yap med en nyhugget sten, da en bølge kæntrede prammen. Stenen sank i havet. Sejlerne nåede i land, de fortalte deres historie, og landsbyen besluttede, at stenen stadig havde værdi, selvom den nu lå på havets bund. Og den dag i dag er der stadig en familie, der ejer stenen, selvom ingen har set den i hundredvis af år.

Så hvor skal guldet komme fra, siger du?

Guldet har vi allerede. Det ligger under bjerget, det findes, selvom ingen har rørt det. Hvorfor skulle vi grave det ud? Vi har prøvebrydninger, vi har detaljerede geologiske kort, vi har halvtredsårs forurenende floder som bevis. Vi ved alle sammen, at guldåren findes. Og den tanke er alt, vi behøver.

Men det er jo bare fantasi! siger du. Det er fars selvbedrag om igen!

Det er et bjerg, Chloe. Det er en højderyg fuld af metaller, jeg har bogstaveligt talt fødderne plantet på den. Jeg kan mærke græsset mellem mine tæer, og herfra, hvor jeg sidder, kan jeg se trækronerne strække sig ned ad skrænten. Langt væk under mig åbner kysten sig, de grønne bakker glider over i turkist hav, og det er vel mere ægte end tallene på din bankkonto? Onlineprofilerne, du følger? Billederne på din telefon? Hvis du ikke tror mig, så kom herud, så kan du se det selv. Vandfaldene, palmerne, der svajer i vinden. Kom nu bare, lad de andre give sig hen til deres små skærme, deres aktiebobler, deres onlineliv. Det er ikke farligt, Chloe, du kan altid tage telefonen med. Du kan sidde lige her med din smartphone, du kan sidde på et bjerg fuld af guld og følge med, mens alt, der er fast og solidt, fordufter.