Print artikel

Et nyt Sarajevo eksisterer i hvert et øjeblik

Foto: Scanpix
Kritik
16.06.17
Europas fortid, nutid og fremtid står for skud i Alexander Kluges udfordrende små historier. Introduktion til den tyske multikunstners forfatterskab.

Den unge Alexander Kluge (f. 1932) skulle egentlig have fortsat som advokat for Institut for Socialforskning i Frankfurt, bedre kendt som Frankfurterskolen, husende så prominente filosoffer som Theodor W. Adorno, Max Horkheimer, Herbert Marcuse. Men litteratur og spillefilm var nu alligevel for interessant til, at han kunne lægge sine skriblerier og undersøgelser af filmkunsten på hylden. Det var blevet til mere end blot en fritidsinteresse. Adorno havde dog mere gavn af Kluge som advokat end som udøvende kunstner og allierede sig derfor med filminstruktøren Fritz Lang, der gav Kluge lov til at besøge et af hans filmset. Det var Adornos håb, at Kluge ville blive skræmt af de kunstneriske, såvel som tekniske udfordringer i et kreativt arbejde, for derefter at vende tilbage til juraen. For hans eget bedste og til gavn for Adorno og hans kollegaer.

Der skete det stik modsatte. Mødet med Lang opildnede Kluge og bekræftede hans interesser i det kunstneriske: det var her, han hørte til. Kluge gik fra at være advokat til at være forfatter, filmskaber og tv-producer. En sand multikunstner – én af de få blandt efterkrigstidens intellektuelle, og én af dem, der stadig er going strong i en alder af 85 år. Han er samtidig også en mand, der har sit at sige om Europas fortid, nutid og fremtid. Men mere om det senere.

Kluge har et hav af udgivelser, film og tv-materiale bag sig, fordelt på fem årtier. Den første spillefilm havde premiere i 1961, og hans første bog så dagens lys i 1962. Siden har det taget fart, og Kluge har mere end 20 bøger og 30 film på sit CV, foruden alle de interviews, kulturmagasiner og andet, han har produceret for de store tyske tv-kanaler.

På trods af sin lange og alsidige karriere, regnes Kluge stadig den dag i dag for den »mest ukendte blandt de kendte« tyske intellektuelle, som forfatteren Hans Magnus Enzensberger engang har sagt. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt, for Kluge har vundet nogle af de største priser tildelt inden for litteratur, film og journalistik, og han optræder og blander sig med jævne mellemrum i den offentlige debat.

Det, der primært interesserer Kluge, er historien. Særligt den europæiske, men også den amerikanske, russiske, ja, stort set verdenshistorien i sin helhed. Kluges perspektiv er bredt og i hans bøger - man ikke kan kalde dem romaner i gængs forstand, men heller ikke novellesamlinger - springer han frem og tilbage i tid. Bøgerne er samlinger af små historier, hvor vi i det ene øjeblik befinder vi os midt i et teselskab med Mussolini, i det næste øjeblik på bunden af havet sammen med den forulykkede russiske ubåd Kursk, for dernæst at rette blikket helt tilbage til menneskehedens begyndelse i stenhulerne.

Historie er ikke én historie, men flere, og sådan set aldrig afsluttet og fikseret.

Springene i tid og de små historier er Kluges varemærke. Hans stil, så at sige. Nogle af historierne minder om anekdoter, nogle om klassiske og fuldendte noveller, mens andre leder tankerne hen mod kalenderhistorier, uddrag fra drømmedagbøger og avisudklip. Fælles for dem er, at de oftest er korte, rækkende fra et par linjer til enkelte sider. Men én historie, løsrevet bogens øvrige historier, afslører ikke altid forfatterens intention. Den bliver ofte først tydelig, når man har læst de andre historier i den pågældende bog.

Arven fra Frankfurt

»Montage-teknik« er Kluges litterære fremgangsmåde blevet døbt, hvor tilsyneladende uafhængige og vidt forskellige historier alligevel viser sig at stå i en meningsfuld relation til hinanden. Ligesom det også er tilfældet i Kluges film og i hans samarbejde med filosoffen Oskar Negt, der tydeligvis adskiller sig fra henholdsvis den klassiske lineære fortælling i en spillefilm og det traditionelle, stringente filosofiske værk, ved at være et sammensurium af forskellige elementer, som stikker i den ene og den anden retning.

Det kræver en indsats at læse Kluges historier. Ikke kun for at aflure intentionen bag det skrevne, men også for selv at tænke videre, ud over forfatterintentionen, som Kluge ofte har opfordret sine læsere til. Forvirring og et manglende overblik er godt, mener han. Det sætter gang i den kritiske tænkning.

Den opfordring er et af de tydeligste eksempler på det intellektuelle gods, Kluge har taget med sig fra sine gamle venner fra Frankfurterskolen, hvor der blev insisteret på individets frie og kritiske tankevirksomhed. Også montagestilen er hentet derfra, nærmere bestemt hos Walter Benjamin, om end Benjamins relation til Frankfurterskolen kan diskuteres. Kluge har flere gange vedkendt sig en stilistisk arv fra Benjamin, specifikt hans Passageværket, der som Kluges bøger er karakteriseret ved et mylder af forskellige tekster.

Blind idealisme, gamle alliancer og fjendskaber kan hurtigt og meget pludseligt vækkes til live igen, blomstre og atter sætte sine dybe og hæslige spor i et fremtidigt Europa.

I sine historier veksler Kluge mellem forskellige genrer, såsom den journalistiske artikel, fotoreportagen, novellen og meget andet, så man kommer i tvivl, hvad der er konstrueret, og hvad der ikke er. Kluge opererer oftest ikke med kildeangivelser og vedkender sig også, at det kan være svært at kende forskel på de fiktive og mere dokumentariske elementer i hans historier. Det er dog ikke et »problem«, hævder han, men mere en stilistisk udfordring og et opgør med ideen om, at man kan hente »rent« råstof fra »virkeligheden«. Den er nemlig allerede konstrueret eller »behandlet«.

Hans blik på det historiske stof er alsidigt, men gang på gang vender han tilbage til den tyske historie, specifikt tiden under Anden Verdenskrig. Mest kendt i den sammenhæng er Der Luftangriff auf Halberstadt am 8 April 1945 fra 1977 og 30 April 1945 – Der Tag, an dem Hitler sich erschoβ und die Westbindung der Deutschen begann fra 2014. Historierne i de to bøger skildrer henholdsvis de allieredes bombning af en tysk by og de sidste dage i det Tredje Rige. Det sker fra flere perspektiver, både fra de allieredes og tyskernes, som en påmindelse om, at historie ikke kan skrives med stort H. »Historie« er ikke én historie, men flere, og sådan set aldrig afsluttet og fikseret.

Kluge »samler erfaringer« og videregiver dem. Erfaringer, der er blevet gjort, mens krigene rasede i Europa, og i freden, der indtraf derefter. Det er en historieskrivning, der ikke ender ud i en klinisk gengivelse af de historiske fakta, men i stedet i en opsamling af subjektive erfaringer. Med andre ord, levet liv, med alt hvad dertil hører af drømme, håb, had og fortvivlelse. Historier fra artikler, bøger, film, mundtligt overleveret materiale og meget andet, som Kluge støder på under sin research til sine bøger, sættes ind i en mere eller mindre fiktiv ramme, så en given periode, fænomen eller andet belyses fra flere perspektiver. Ikke uden grund bærer det opsamlingsværk, der udkom i 2000, og som huser alle Kluges små historier fra 1962 og frem til 2000, titlen Chronik der Gefühle – en oversigt over de erfaringer, og dermed de følelser, europæerne har gjort sig i særligt det 20. Århundrede.

De erfaringer bør vi tage ved lære af, mener Kluge, så vi undgår et nyt »skuddet i Sarajevo«: »Sarajevo eksisterer i hvert et øjeblik. Det ligger til alle tider og venter et eller andet sted i verden«, som det står i Die Lücke, die der Teufel lässt fra 2003. Blind idealisme, gamle alliancer og fjendskaber kan hurtigt og meget pludseligt vækkes til live igen, blomstre og atter sætte sine dybe og hæslige spor i et fremtidigt Europa.

Da Hitler mødte Heidegger, næsten

Men historien er selvfølgelig ikke uden lyspunkter, selv når det har set allermest sort ud. I momenter har reel forandring været mulig, så den historiske udvikling, som vi kender den, kunne have været undgået. Kluge kalder dem »flugtveje« og »udveje«, når eksempelvis folk tæt på Hitler har forsøgt at afholde ham fra at invadere Polen, eller når et møde mellem filosoffen Martin Heidegger og Hitler skulle have fundet sted, men blev forhindret.

Hvad kunne det ikke være blevet til? Kluge funderer, fiktionaliserer og perspektiverer på de positive aspekter af historien, der for ham er mindst lige så vigtige som de negative. Den lære, der kan drages af historien, bør ikke kun fokusere på faldgruberne og fælderne, men i lige så høj grad også på de mulighedsrum, der har været til stede.

De oftest store tidsmæssige spring mellem Kluges historier er også en indirekte pointering af, at mennesket er et historisk væsen. En slags konklusion på alle hidtidige erfaringer: »Vi bærer faktisk rundt på alle vores døde forfædre, i vores moralske overbevisninger, i vores fejltrin, i vores vaner«. Historien løber i vores årer, og kigger man godt efter, kan man spore mennesket fra flere tusind år tilbage inde i os selv.

»Oplysningens dialektik er min grundbog«, har Kluge medgivet om Adorno og Horkheimers fælles filosofiske værk fra 1947, der var med til at sætte den teoretiske dagsorden for Frankfurterskolen. Og der er sandelig også en god portion kritisk teori at spore i Kluges forfatterskab, der ud over opfordringen til læseren om at gøre brug af sin kritiske sans under læsningen af hans historier, også findes i pointeringen af mennesket som et historisk væsen. Vi er som mennesker rundet af tidligere erfaringer, der gives videre til os gennem opdragelsen; den vi får af forældrene, den vi får i skolen, og den vi senere udsættes for på arbejdspladsen.

I de små historier kritiserer Kluge blandt andet ideen om den private ejendomsret og »retten« til at ekspandere sit territorie, ved at køre dens logik ud i det absurde. Som i en historie om en rigmand, der køber sin egen planet, eller en soldat, der kommer faretruende tæt på at blive straffet, da han beskyldes for at have stjålet fra de døde, efter at have fjernet kugler fra nogle lig.

Han er ikke uden humor, og det nærmer sig det tragikomiske, når han illustrerer det absurde i en stædig fastholdelse af identitet og autoritetslydighed, når alt falder ned om ørene på én under et luftangreb. Autoritetsfigurerne er enten flygtet eller for længst blevet dræbt, men karakterne i historierne føler stadig en trang til at afrapportere til myndighederne. Det, de historier fortæller os, er, at mennesket i bund og grund er små beholdere af ideer og overbevisninger, og at de ideer og overbevisninger er historisk betingede. Det lugter langt væk af Adorno og co.

Vi bærer faktisk rundt på alle vores døde forfædre, i vores moralske overbevisninger, i vores fejltrin, i vores vaner

Kluge er relativt ukendt i Danmark. Foruden Schlachtbeschreibung fra 1964, der er et udemærket og tidligt eksempel på Kluges litterære metode og tematiske interesser, og som udkom i en dansk oversættelse i 1967, er det så som så med tekster af Kluge på dansk. En enkelt historie eller to er det blevet til i diverse hedengangne tidsskrifter. Det er en skam, da Kluge har haft, og fortsat har interessante ting at sige om Europa som fortidig, nutidig og fremtidig ide og virkelighed.

I anledningen af hans 85års fødselsdag tidligere på året, fortalte han, at litteraturen ikke nødvendigvis kan tilbyde en løsning på et samfunds problemer, men snarere en slags virkeliggørelse, med blikket rettet mod det væsentlige: »Selvom det ærgrer mig, selvom det sårer mig, selvom jeg hellere ville fravælge virkeligheden, kan jeg, så snart jeg får den fortalt i en historie, erkende den«. Det gælder også de konflikter og problemer, som Europa står over for.

Senere på året udkommer en række af interviews i bogform, som Kluge har ført med en gruppe af forskere, filosoffer og forfattere om Europa. Symptomatisk for de interviews, der allerede nu kan ses på hjemmesiden for Kluges produktionsselskab dctp, er, at Europa er mere end én ting. Meningerne er mange, og sådan vil det fortsat være. Måske er det til det fælles bedste. Måske gælder det om at erkende, at de europæiske lande har forskellige kulturelle, sociale og historiske erfaringer, og at man bør være sig de forskelle bevidst. Måske skal værdien af forskellighederne anerkendes på lige fod med lighederne. Og måske det skal fortælles igennem en historie.

Hvilken forfatter kom der så ud af advokaten Kluge? En samler, kritisk tænker og multikunstner, én af dem, man ser så sjældent, og som har bidraget til den tyske intellektuelle scene på alsidig og interessant vis. Det sidste skrevne ord fra Kluges hånd har vi ikke set endnu.