Russerne kommer!
Allerede i 1999 fremlagde filmkritikeren Tunçay Kulaoğlu den berømte tese, at den »nye tyske film er tyrkisk!« Ifølge Kulaoğlu kom al virkelig innovation, udvikling og nyskabelse i tysk film hovedsageligt fra instruktører som Thomas Arslan, Fatih Akin og Ayşe Polat – efterkommere af tyrkiske gæstearbejdere, der siden begyndelsen af 1960’erne blev hentet som arbejdskraft til det daværende Vesttyskland. Og på tilsvarende vis vil man indenfor skønlitteraturen kunne pege på et stort antal tysk-tyrkiske forfattere, der har bidraget til den mangfoldighed, som den tysksprogede litteratur i dag er præget af. Alligevel vil en tilsvarende tese om udviklingen af den nye tyske litteratur lyde lidt anderledes end Kulaoğlus udsagn fra sidst i 1990’erne, nemlig snarere: »Den nye tyske litteratur er russisk!« Eller, for at gøre det mere konkret: »Den nye tyske litteratur er østeuropæisk!« Sagen er nemlig, at en stor del af de mest indflydelsesrige og succesfulde forfattere i den tyske samtidslitteratur i dag har østeuropæisk baggrund. Typisk er der tale om forfattere, der var med i den store indvandringsbevægelse fra og omkring den forhenværende Sovjetunion efter Murens fald – i alt regner man
