Print artikel

Russerne kommer!

Katja Petrowskajas roman 'Måske Esther' er udkommet på dansk på Tiderne Skifter
Kritik
30.08.16
Den østeuropæiske indflydelse på den tysksprogede samtidslitteratur har været massiv de senere år. Det har været en gave.

Allerede i 1999 fremlagde filmkritikeren Tunçay Kulaoğlu den berømte tese, at den »nye tyske film er tyrkisk!« Ifølge Kulaoğlu kom al virkelig innovation, udvikling og nyskabelse i tysk film hovedsageligt fra instruktører som Thomas Arslan, Fatih Akin og Ayşe Polat – efterkommere af tyrkiske gæstearbejdere, der siden begyndelsen af 1960’erne blev hentet som arbejdskraft til det daværende Vesttyskland. Og på tilsvarende vis vil man indenfor skønlitteraturen kunne pege på et stort antal tysk-tyrkiske forfattere, der har bidraget til den mangfoldighed, som den tysksprogede litteratur i dag er præget af. Alligevel vil en tilsvarende tese om udviklingen af den nye tyske litteratur lyde lidt anderledes end Kulaoğlus udsagn fra sidst i 1990’erne, nemlig snarere: »Den nye tyske litteratur er russisk!« Eller, for at gøre det mere konkret: »Den nye tyske litteratur er østeuropæisk!« Sagen er nemlig, at en stor del af de mest indflydelsesrige og succesfulde forfattere i den tyske samtidslitteratur i dag har østeuropæisk baggrund. Typisk er der tale om forfattere, der var med i den store indvandringsbevægelse fra og omkring den forhenværende Sovjetunion efter Murens fald – i alt regner man med, at der kom omkring tre millioner med østeuropæiske rødder til Tyskland i årene efter foreningen af de to tyske stater: fra Rusland, Rumænien, Ungarn, Bulgarien, Polen, Tjekkiet etc. I litteraturen er mange af disse indvandrere og deres børn efterhånden toneangivende – og viser i stor grad, hvordan Tyskland i dag er præget af mennesker med mangfoldige baggrunde og livshistorier.

Post-migrantiske erfaringer

En del af de nye bøger handler i høj grad om erfaringen efter migrationen; om de udfordringer og forhandlinger, der sker efter ankomsten til Tyskland. Berømte er i denne forbindelse de meget underholdende kortprosatekster af Wladimir Kaminer (f. 1967), der i 1990 kom fra Rusland til Berlin, og som i dag tæller blandt de mest succesfulde nyere forfattere i Tyskland. Ikke mindst hans bog, Russendisko (2000, på dansk 2014), er fyldt med ironiske indspark: Der gøres grin med alle og enhver, såvel de såkaldte Russlanddeutschen, der siden 1990’erne i stort antal udvandrede til Tyskland, som alle mulige andre minoritetsgrupper og traditionelle tyskere. Med afsæt i beskrivelser af dagligdagen i Berlin viser bogen, hvor mangfoldig og livlig byen er – ikke mindst på grund af indvandringen fra Østeuropa.   

Tilsvarende beskrivelser af dagligdagen i Berlin findes i andre bøger af forfattere med østeuropæisk baggrund. Eksempelvis formår den russiskfødte Nellja Veremej (f. 1963) i sin roman med den sigende titel Berlin liegt im Osten (2013), ’Berlin ligger i Øst’, at gøre de forskellige russiske migrantmiljøer omkring Berlins Alexanderplatz levende – og koble dem til fortællerens minder om barndommen i Leningrad og, senere, i Kaukasus-området. Beskrivelser af dagligdagen i Berlin veksler mellem historier om opvækst i forskellige landsbyer, ofte tilkoblet spørgsmål om erindringens mulighedsrum, og fine naturbeskrivelser: »Som så mange andre barndomme var også min gennemstrømmet af en flod. Vores flod var tam og rolig. Om foråret gydede laksen der, og vores fædre blev til neandertalere, når de spiddede de tunge og drægtige fisk med spidse stokke,« hedder det eksempelvis i begyndelsen af romanen, inden fortælleren skifter over til at beskrive livet i storbyen. Den særlige fortællerstemme i Veremejs roman finder sit samtidige modstykke i romaner af de ungarsk-tyske forfattere Zsuzsa Bánk (f. 1965) og Terézia Mora (f. 1971), der på hver deres måde gør erindringer levende – og ofte kobler dem på nutidens udfordringer i det aktuelle Tyskland. 

Det særlige fokus på de postmigrantiske erfaringer i Berlin – erfaringerne efter migrationen – ses dog især hos en af de nyere stjerner i tysk samtidslitteratur, Olga Grjasnowa, der blev født i 1984 i Baku i Aserbajdsjan. Grjasnowa fik sit litterære gennembrud med romanen Der Russe ist einer, der Birken liebt (2012, på dansk 2013), der er blevet rost for at give stemme til en ny generation af kvinder i Tyskland. Ligesom i hendes seneste roman, Die juristische Unschärfe einer Ehe (2014, på dansk 2015), er Grjasnowas personer kendetegnet ved, at de helt selvfølgeligt færdes blandt mennesker med vidt forskellige etniske og religiøse baggrunde, taler et hav af forskellige sprog og typisk ikke er rodfæstede ét enkelt sted – de bevæger sig snarere og med største selvfølge gennem Europa og verden, ofte ledsaget af forskellige rejsepartnere og med skiftende identiteter. Således rejser hovedpersonen i Grjasnowas debutroman på et tidspunkt til Israel og udgiver sig samtidig for at være både tysker, russer og franskmand. Forfatterens anden roman udspiller sig mellem Moskva, Baku og Berlin – samtidig med at hun også her, som allerede i sin første roman, forbinder de mangfoldige nationale tilhørsforhold, der overlapper hinanden i et opgør med alt for entydige seksuelle identiteter: Hovedpersonerne lever typisk i mere eller mindre åbne forhold med både mænd og kvinder og færdes ofte i undergrundsmiljøerne i både Tyskland og Rusland. På denne måde tilbyder de et nyt blik på unge menneskers stræben efter ikke at blive bundet fast af forudbestemte kategorier og identiteter. Eksempelvis beskrives et besøg i Gayhane i det berømte SO36 i Berlin-Kreuzberg som en fest for homoseksuelle, »hvor der blev spillet jugoslavisk, arabisk, persisk og tyrkisk pop i vild forvirring – inden en mavedanser klatrede op på scenen og begyndte at danse foran et overdimensioneret fotografi af Arafat.« Berlin fremstår her som et sted, hvor alle muligheder åbner sig, hvor diversiteten er det normale. At have en såkaldt indvandrerbaggrund er i disse kredse intet særsyn, men snarere en normalitet, som disse forfatterskaber helt selvfølgeligt tager afsæt i og forholder sig til uden videre problemer.

Historiens mangfoldighed

I mange bøger skrevet af forfattere med østeuropæisk baggrund er historien af gode grunde ikke begrænset til den traditionelle tyske historie, som den for eksempel bearbejdes i de kendte Wende-romaner om DDR-tiden, eller i de mange historiske romaner om nazitiden. Mange af de tyske forfattere med østeuropæisk baggrund fortæller den europæiske historie ud fra en helt anden vinkel. På sin vis er dette også gældende for de postkoloniale historieromaner, som for eksempel Ilija Trojanows (f. 1965) internationale beststeller Der Weltensammler (2006, på dansk 2011). I romanen fortæller Trojanow, der er født i Bulgarien og sammen med sin familie kom til Tyskland som asylansøger, historien om den engelske officer Richard Burton og hans ophold i hhv. Indien, Mellemøsten og Afrika i 1800-tallet. De østeuropæiske erfaringsbaggrunde kommer dog imidlertid især til udtryk i romaner, der direkte omhandler erfaringer med livet i Østeuropa inden Murens fald, og ikke mindst med den østeuropæiske stalinisme. Ved siden af den rumænskfødte nobelprisvinder Herta Müller (f. 1953), der i alle sine romaner på en sproglig avanceret måde forholder sig til erfaringerne med og eftervirkningerne af de østeuropæiske diktaturer, træder tilsvarende erfaringer frem i andre forfatteres romaner. Eksempelvis i tjekkiskfødte Jan Faktors (f. 1951) gennembrudsroman med den lange titel Georgs Sorgen um die Vergangenheit oder Im Reich des heiligen Hodensack-Bimbams von Prag (2010). I romanen fortælles historien om en ung drengs opvækst i Prag fra 1950’erne til 1970’erne i skyggen af de omfattende fortrængninger af holocaust, der gjorde sig gældende i Tjekkiet i de første årtier efter Anden Verdenskrig.

Olga Grjasnowas romaner 'Russeren er en, der elsker birketræer' og 'Et ægteskabs mangel på juridisk skarphed' er udkommet på C&K i henholdsvis 2013 og 2015
Olga Grjasnowas romaner 'Russeren er en, der elsker birketræer' og 'Et ægteskabs mangel på juridisk skarphed' er udkommet på C&K i henholdsvis 2013 og 2015.

Faktors dybt melankolske, men også tragisk-komiske roman er ikke den eneste af disse nyere romaner, der omhandler Anden Verdenskrigs eftervirkninger. Ikke mindst Katja Petrowskajas (f. 1970) Vielleicht Esther (2014, på dansk 2015) beskæftiger sig på tilsvarende vis med erfaringerne om det europæiske holocaust fra et jødisk perspektiv. Hendes roman er dog især en afsøgning af hendes egen families baggrund. Hovedpersonen hér regner i begyndelsen af romanen ligefrem med, at hun vil kunne åbne hele det 20. århundredes historie, ved blot at »fortælle om de få mennesker, der tilfældigvis var ens slægtninge.« I modsætning til mange af de andre tyske generations- eller familieromaner er Petrowskajas roman imidlertid ikke en historie om en ung kvinde, der mere eller mindre tilfældigt finder frem til sine bedsteforældres nazistiske fortid, men præcis det omvendte: Det er en søgen tilbage til Anden Verdenskrigs forbrydelser set med en efterkommers øjne. Især forfatterens oldemors død i den berygtede Babi Jar massakre i Kiev, hvor nazisterne på blot tre dage skød store dele af byens jødiske befolkning, er omdrejningspunkt for romanen – samtidig med at det løbende går op for fortælleren, at historien ikke uden videre kan genfindes, men snarere unddrager sig fortællerens tilgang. Den snyder og bedrager hende, som det hedder et sted i romanen. I stedet for at opgive projektet erkender Petrowskajas fortæller, at fiktionen er et nødvendigt supplement. Den sande historie, kan man sige, kan kun fremstilles, hvis den udsmykkes med fantasiens kraft. Fejltagelser i familiens erindringsprocesser kan ofte, siges det et sted i romanen, »være mere udtryksfulde end de mest præcise redegørelser. Somme tider er det netop en smule fri fantasi, der gør erindringen sandfærdig.« Petrowskajas slægtsroman er således også, ligesom i øvrigt Jan Faktors roman og Herta Müllers prosa, en fortælling om erindringen, om dens muligheder og begrænsninger. Samtidig med, at det er en historie, der ikke er begrænset til noget bestemt land, men opsøger erfaringer fra lande som Ukraine, Østrig, USA, Polen, Rusland og Tyskland.

Chokoladefabrikker og russiske revolutioner

Det måske mest imponerende værk, hvad angår fremstillingen af den omfattende (øst-)europæiske historie, stammer fra den unge forfatter Nino Haratischwili, der blev født i Tbilisi, Georgien, i 1983 - og som i en del år har været én af de mest anerkendte dramatikere og romanforfattere i Tyskland. Hendes imponerende – og omfattende – slægtsroman Das achte Leben (Für Brilka) (2014) tager sit udgangspunkt i historien om Stasia, der blev født i 1900 som datter af en anset ejer af en chokoladefabrik i Georgien – og følger herefter seks generationer af familien gennem hele det 20. århundredes omskiftelige, europæiske historie, set med georgiske øjne: Oktoberrevolutionen i Rusland, Stalinismen, uroen og det store kaos i Georgien efter Murens fald er nogle af de pejlemærker, som optrævles af Stasias tiptipoldebarn Niza, der i 2006 er udvandret til Berlin, og nu, under anledning af en rejse til Georgien, opsøger slægtens historie. Ligesom de andre her anførte værker fortæller Haratischwilis næsten 1300 sider lange roman derfor også en historie om de mangfoldige baggrunde, som Tysklands nuværende befolkning er præget af.

Den tysk-jødiske litteratur

Sigende er det, at der i denne forbindelse ofte er tale om forfattere med jødisk baggrund: Grjasnowa og Kaminer, eksempelvis, er på hver deres måde med til at skabe en renæssance for den tysk-jødiske litteratur. Andre forfattere med jødisk baggrund tæller tjekkiskfødte Maxim Biller (f. 1960) og russiskfødte Lena Gorelik (f. 1981). Ikke mindst Gorelik, der blev født i Skt. Petersburg og med sin familie kom til Tyskland som såkaldt kontingentflygtning i 1992, arbejder aktivt med sin families baggrund og fremtiden for jøder i Tyskland. Det ses eksempelvis i hendes roman Die Listensammlerin (2014), og i hendes humoristiske rådgivningsbog Lieber Mischa…Du bist ein Jude (2011), der er skrevet til hendes søn, og i hvilken hun med en blanding af ironi og alvor gennemgår alle antijødiske stereotyper, han vil komme til at møde i sit liv. Sønnens mærkværdige næse, der ligner en karikatur fra nazisternes propaganda-blad, ’Der Stürmer’, bliver diskuteret udførligt, ligesom Gorelik i et af de senere kapitler giver ham gode tips om, hvordan man vinder verdensherredømmet.

Samtidig er Gorelik, ligesom mange andre forfattere med østeuropæisk baggrund, optaget af at være en del af det aktuelle Tyskland. I stedet for at dyrke en identitet som indvandrer eller påtage sig rollen som én, der er taknemmelig over at få lov til at bo i landet, gør de fleste af de her nævnte forfattere krav på at blive set som ligeværdige borgere i Tyskland. »De udbredte forventninger om integration bringer os ikke videre, de skaber i stedet en splittelse i samfundet,« skriver Gorelik eksempelvis. Meget bevidst ser hun sig selv som en væsentlig del af det nye Tyskland, der, ifølge hende, er på vej til at opstå. »Vi lever alle sammen,« skriver Gorelik i sin bog med den ironiske titel Sie können aber gut Deutsch! (2012), for længst i et »etnisk blandet samfund«. Det gælder om at anerkende det - og så komme videre derfra. Det betyder, at forfattere med østeuropæisk baggrund ikke nødvendigvis skal være bundet til at fortælle om deres specifikke erfaringsbaggrund. En forfatter som Trojanow beskæftiger sig med 1800-tallets kulturmøder, men der findes også forfattere, der skriver om helt andre og mere nutidige emner. Én af disse er Saša Stanišić, født 1978 i det forhenværende Jugoslavien. Omdrejningspunktet i hans første roman, Wie der Soldat das Grammofon repariert (2006, på dansk 2008) er erfaringerne med borgerkrigen i eks-Jugoslavien, men hans seneste roman, Vor dem Fest (2014, på dansk 2015), handler om den østtyske provins udenfor Berlin – desværre i en oversættelse, der ødelægger værkets poetiske struktur.

Fremtidens perspektiver

For den tyske samtidslitteratur er denne udvikling en gave. Vi er nu på vej ind i en fase, hvor den tyske samtidslitteratur bliver domineret af aserbajdsjansk-russisk-rumænsk-bulgarisk-ukrainsk-bosnisk-tjekkisk-serbisk-ungarsk-tyske forfattere. Sammen med de mange tyske forfattere, med for eksempel tyrkiske rødder, bidrager de til den aktuelle bølge af fremragende tekster, der har erstattet den ellers lidt støvede, tyske samtidslitteratur. Og de vidner samtidig om det nye Tyskland, hvor mennesker med vidt forskellige baggrunde lever sammen, fortæller deres familie- og slægtshistorier, genfortæller gamle historier eller opfinder helt nye historier. Samtidig vidner de tyske forfattere med østeuropæisk baggrund om det simple faktum, at indvandringsbevægelser typisk efter noget tid viser sig som en produktiv faktor i kunst- og kulturlivet. Allerede nu råder Tyskland over en del fremtrædende forfattere, der har iransk eller irakisk baggrund, og mon ikke vi om nogle år vil se den næste bølge af tysksprogede forfattere, der skriver ud fra tysk-syriske eller tysk-afghanske erfaringsbaggrunde? Indtil da kan man i dagens Tyskland nøjes med at konstatere: Russerne er kommet! Og heldigvis for det.

 

Moritz Schramm, lektor ved Syddansk Universitet, beskæftiger sig bl.a. med tysk politik, samfund og kultur efter 1989.