Print artikel

Med kunst og litteratur skal rådne samfund smadres

Alter opført i Pergamon i første halvdel af det 2 århundrede f.kr. af kong Eumenes 2. af Pergamon. Fragtet til Tyskland i slutningen af 1800-tallet og udstillet i Berlin.
Kritik
30.12.16
I Tyskland har man fejret hundredårsdagen for Peter Weiss’ fødsel og hyldet hans roman 'Modstandens æstetik', der er et indædt forsvar for kunsten og litteraturen som våben mod tyranni og undertrykkelse. Forfatteren er for længst død, og romanen udkom for mere end 30 år siden, men det gør hverken Weiss eller romanen mindre aktuel.

D. 8. november ville Peter Weiss være fyldt hundrede år. Den tyske forfatter, dramatiker, maler og filmmager døde i 1982 og efterlod sig et betydeligt eftermæle, der både har inspireret og skabt kontrovers. Hans værker, og manden selv, blev fejret på dagen med udstillinger, foredrag og oplæsninger på universiteter, højskoler og kulturinstitutioner rundt omkring i Tyskland, men også i Sverige, der blev Weiss’ andet hjem. Weiss’ historie minder desværre om så mange andres under 2. verdenskrig: faderens jødiske baggrund, der ifølge racelovene per automatik også gjorde den dengang unge Peter Weiss til jøde, på trods af at han ikke identificerede sig som en sådan, tvang ham og hans familie til at søge tilflugt i udlandet, nærmere bestemt Sverige. Dér skrev Weiss romaner og dramastykker på både tysk og svensk, og det var dér, han primært virkede som forfatter mm., afbrudt af længere ophold i det daværende Vesttyskland i forbindelse med opsætningen af hans teaterstykker.

Siger man Peter Weiss, siger man automatisk også Modstandens æstetik, som Weiss udgav i tre bind i 1975, 1978 og 1981. Romanen, der i den danske oversættelse er på knap 900 sider, regnes for at være Weiss’ magnum opus, og det er ikke uden grund, at det netop er dén af Weiss’ romaner, der blev genudgivet i forbindelse med hundredåret for forfatterens fødsel. Det er og bliver Modstandens æstetik, som forfatteren er mest kendt for, og det afspejler sig også i de arrangementer, artikler og portrætter, som hundredeårsdagen har ført med sig; romanen er unægtelig omdrejningspunktet.

Modstandens æstetik er først og fremmest en dannelsesroman, en roman om det kritiske intellekts dannelse. Man følger den navneløse fortællers vej gennem en æstetisk og politisk dannelsesrejse, hvor mødet med diverse kunstværker, romaner, teaterstykker og lignende vægter højest. Det er også et kunstværk, fortælleren står foran med sine to venner Hans Coppi og Horst Heilmann på romanens første sider. Pergamonalterets friser – der i en traditionel fortolkning siges at afbilde militære sejre og den herskende klasses triumfer – synes de tre venner også indeholder hentydninger til den daværende undertrykte klasses kamp mod uretfærdighed. En kamp, der stadig er igangværende, for i friserne ser de tre unge mænd også oprindelsen til det samfund, de selv lever i, det klassedelte samfund. Her er forskellen mellem rig og fattig, fabriksejer og arbejder, eliten og proletariatet stor og virker uoverkommelig at nedbryde. Specielt i 1937, hvor romanen tager sin begyndelse. Den frie tanke har nemlig trange kår under naziregimet, en »tankemæssig tomhed« hersker i landet, ført an af »demoraliseringens og fordummelsens stormløb«. De tre venner føler, at de opererer i det skjulte: »Det vi lærte kunne kun opnås ad fordækte veje«. Men det virker som det eneste rigtige at gøre i et land, hvor slægtninge og venner sidder indespærret i tugthuse, og arbejderklassen må slide sig halvt ihjel for overhovedet at kunne få til dagen og vejen. Tilegnelsen af viden sker på trods af, at de tre venner selv er fattige og har så meget andet at skulle tænke på: »Den beskæftigelse med tankemæssige rigdomme, der virkede absurd i vores fattigdom, var vores andel i kampen mod overlevelsen«. Alt imens brunskjorterne tramper rundt omkring dem på museet, står fortælleren, Coppi og Heilmann og taler sagte om det revolutionære potentiale i friserne på Pergamonalteret. De ønsker ikke kun et opgør med Nazityskland, men hele det kapitalistiske system som sådan:

»Alt hvad vi havde tilegnet os af kundskaber i de sidste år stod i relation til denne vekselvirkning mellem nødvendig afsondring og yderst årvågen rekognoscering i et fjendtligt område, hvis grænser hele tide udvidedes«

Startscenen er symptomatisk for resten af romanen, hvor fortælleren med sine venner diskuterer og hudfletter kunstværker, romaner og alle mulige andre kulturprodukter, for at undersøge deres potentielle undergravning af nazismen og det kapitalistiske system. Malere som Picasso, Géricault og Goya og forfattere som Kafka, Dante og Rimbaud rives ud af deres vante fortolkningsrammer for at blive omfortolket og kastet under et andet lys. Og det er endda kun nogle af de kunstnere og forfattere, som inddrages i romanen. Det vrimler med navne, værktitler og henvisninger til stilperioder og andet, og Weiss ender med at konstruere sin egen lille personlige kunst- og litteraturhistorie, der, lidt groft sagt, er stærkt inspireret af marxistisk kapitalismekritik.

Modstand udøver fortælleren og hans venner altså gennem et selvstudie af diverse værker, for hvis den fysisk-sociale og ydre omverden skal omstruktureres, kræver det i første omgang en psykisk og indre omstrukturering. De to aspekter er to sider af samme sag.

Modstandens forskellige former
Værker, der er forbudt af nazisterne, læser de tre venner også. De ’reclaimer’ værkerne og trodser på den måde Naziregimets kontrol over kulturlivet. Ingen skal bestemme, hvad de skal læse, eller hvilke kunstværker de må se på: »Vi fordømte det affald, der hver dag hældtes ud over befolkningen fra massemediernes kloakker«. Sådan en modstand, grundet i det æstetiske, tager fortælleren med sig, når han rejser til Spanien for at deltage i borgerkrigen. Dér føler han, at han kan gøre noget konkret, yde en anden form for modstand:

»Aldrig før havde vi så tydeligt ført vores ret til at træffe afgørelser og nødvendigheden af at gribe til magt mod de kræfter, der hidtil havde holdt os nede«.

Han gør tjeneste på et hospital, hvor den intellektuelle modstand kobles op på den konkret aktive modstand: alt imens han hjælper de sårede, taler han om malerier og romaner med sine kollegaer.

Senere lander fortælleren i Paris, desillusioneret efter kollapset af modstandsgrupperne i Spanien. Han spørger sig selv, om modstand overhovedet stadig er mulig, men efter at være rykket videre til Sverige, hvor han møder dramatikeren Bertolt Brecht, genoplives håbet. Fortælleren fungerer som Brechts assistent og hjælper ham med at samle materiale til et teaterstykke. Sideløbende skriver han på sine egne tekster, når jobbet på fabrikken ikke stjæler al hans tid. I Sverige er fortællerens  æstetiske modstand altså gået fra at være en passiv læsning af værker til at være en aktiv skabelse af egne værker, der helst skulle komme til at indeholde det samme revolutionære potentiale som dem, han selv har læst.

Modstand kan antage forskellige former, og det må fortælleren også sande, da hans to gamle venner Coppi og Heilmann hen ved romanens slutning dømmes til døden for aktivt at have modarbejdet det nazistiske regime. Coppi har uddelt flyveblade og via radio videregivet hemmelige oplysninger til Sovjetunionen, og Heilmann har, iført uniform, arbejdet imod systemet indefra ved blandt andet at advare meningsfæller om kommende arrestationer. De har gået en anden vej end fortælleren, der fra sit hjem i Sverige har nået til en erkendelse af, at han skal være forfatter, et erhverv, der samtidig arbejder imod den kapitalistiske logik og modvirker den fremmedgørelse, der følger med lønarbejdet: »som en, der aldrig har ejet det han producerede, så jeg i mit skrivearbejde min første egne værdi blive til«. Det er med forfatterlivet, hans dannelsesproces slutter, og det næste led i modstandskampen begynder. Hvad de tre gamle venner imidlertid deler, er de æstetiske erfaringer, der var resultatet af deres diskussioner omhandlende kunstværker, romaner og andet. Det er den fælles klangbund, hvorudfra de hver især har udviklet sig.

Kultur til alle
Weiss er med Modstandens æstetik også ude i et opgør med kulturelitens monopol på kultur, deres eksklusive tilgang til den, og de koder der falder dem så naturligt at anvende på diverse kulturprodukter. Tilgangen til kultur skal, mener Weiss, gives til alle og ikke kun til de få. Fortælleren og Coppi – Heilmann er med sin borgerlige baggrund en undtagelse – stammer fra proletarhjem, hvor adgangen til kultur er noget, der skal tilkæmpes, og det sker primært efter arbejdet på fabrikken:

»Vi var, som børn fra et proletarkvarter, bestemt til betydningsløshed, et ord, der vidnede om refleksion, blev slået ned med knytnæver«

Deres erfaringer, problemer og verdenssyn tager de med sig, når de endelig har sat kløerne i kulturen, og det kommer der selvfølgelig også nogle andre tolkninger ud af:

»Hvis vi vil tage fat på kunst og litteratur, så må vi stryge den mod hårene, det vil sige, vi må frakoble alle de privilegier, der er forbundet med den, og lægge vores egne krav ind i den«

Spørgsmålet er dog, hvor aktuel den kritik er i vores middelklassedominerede nutid, hvor stadig flere og flere studerer på universitetet. Og hvad med internettet? Kan man ikke bare google sig til viden og dannelse? Måske. Mængden af dem, der har adgang til kulturen bliver med tiden kun større og større, men større bliver chancen måske også for, at den kultur bruges til at tryne dem, der af økonomiske, sociale eller andre grunde ikke kan eller må få del i kulturen – eller slet og ret ikke har en interesse i at have del i den. Måske bliver chancen større for, at de kategoriseres som ”uvidende”, ”dumme” og ”udannede”, eller at der ironiseres over deres levevis. Klassesamfundet findes bestemt stadigvæk, og spørgsmålet om adgangen til kultur er måske slet ikke færdigdiskuteret. Det er Weiss’ roman med til at minde os om.

Historien genfortolket
Det er ikke kun kunstværker, romaner og andet, der bliver genstand for en ny fortolkning i Modstandens æstetik, også selve historien genfortolkes. I Sverige hjælper fortælleren Brecht med at indsamle materiale til et teaterstykke om den svenske 1400-tals oprører Engelbrekt Engelbrektsson, som i Brecht og fortællerens optik, og dermed også Weiss’ optik, bliver set som et tidligt eksempel på en arbejderklassehelt og socialistisk revolutionsmand, der tog de svage og de undertryktes parti.

Historien er mestendels skrevet af samfundets top, men nu er det på tide, at den bliver skrevet af dens modsætning, den undertrykte arbejderklasse. Derfor skal Engelbrektsson hives frem igen, støves af og gives sin retmæssige plads i arbejderklassens – men også alle mulige andre klassers – bevidsthed. Håbet er, at fortiden kan lære mennesket noget om nutiden, som det også er tilfældet med studiet af Pergamonalteret og dets friser. Pointen er klokkeklar: historien er ikke en færdig størrelse, den er til evig forhandling, og det, romanen gør, er, at den med fortiden som udgangspunkt peger ind i fremtiden, hvor muligheden for et andet og mere retfærdigt samfund findes.

Det gælder om at holde mindet om sådanne muligheder – eksempelvis Engelbrektssons bedrifter – i live. Også selvom det har resulteret i nederlag og missede chancer, for Modstandens æstetik er lige så meget en roman om, hvordan modstand kan finde sted, som den er en roman om, hvordan den kan fejle og kæntre. Da stort set alle karaktererne i romanen er virkelige og historiske personer, med undtagelse af fortælleren selv, ender romanen også med at være et monument eller galleri over modstandsmænd, heriblandt også Coppi og Heilmann. Begge var de medlemmer af modstandsgruppen Rote Kapelle, og begge blev de i virkelighedens verden også dømt til døden for deres handlinger. Deres liv og gerninger, synes Weiss at sige, må statuere et eksempel og være en påmindelse om mulig modstand i vores nutid.

Spørgsmålet om, hvor meget ”virkelighed” der er i Modstandens æstetik, har optaget forskere og anmeldere gennem mange år. For eksempel: hvor meget af det, Weiss skriver om de historiske personer, passer én til én med den konkrete historiske virkelighed? Størst af alt er dog spørgsmålet om, hvor meget af Weiss selv, der er i romanen. Selv har Weiss kaldt Modstandens æstetik for sin »ønskebiografi« (tysk: »Wunschbiographie«). Weiss har tydeligvis identificeret sig med romanens fortæller, den videbegærlige proletardreng, der gerne vil redde verden fra uretfærdighed. Det ironiske er dog, at Weiss selv mere minder om Heilmann. Som ham havde han en borgelig baggrund og dermed en selvfølgelig adgang til kultur.

Når Weiss kalder romanen en »ønskebiografi«, skal det forstås på to måder: for det første skildrer romanen på mange punkter Weiss’ egen æstetiske og politiske udvikling, for det andet skal romanen illustrere, hvordan Weiss selv ville have udviklet sig, hvis han ikke kom fra et småborgerligt hjem, men i stedet var født ind i proletariatet.

Digression, digression, digression
Modstandens æstetik er rig på digressioner, der, ud over at omhandle historiske personer, primært er udgjort af diskussioner mellem fortælleren og de mennesker, han møder på sin rejse gennem Europa. Det er diskussioner om politiske og historiske forhold, kunst, aktuelle begivenheder og så videre, der kan forløbe over mange, mange sider. Men jo længere man læser sig ind i romanen, desto mere bliver digressionerne selve romanens form og grundstof. Kritikere har spurgt sig selv, hvad alle de ”kedelige” diskussioner i en roman, der snarere minder om en ”essay-roman”, skal gøre godt for. Forsvarere for Weiss har argumenteret for, at de tjener et formål: de skal vise den dialektiske proces, som enhver dannelsesproces indeholder, hvor der ingen åndsmæssig udvikling er uden mødet med forskellige synspunkter.

Specielt uenighederne mellem kommunisterne og socialdemokraterne fylder en del i romanen, men også dét har en grund: de gengiver ikke kun datidens virkelige uenigheder, de illustrerer også enhver kollektiv modstands største udfordring, nemlig sammenholdskraften. Men for Weiss, der drømte om en udogmatisk socialisme, modsat den man fandt på østblokken, var det også et positivt aspekt ved lige netop dét: Det muliggjorde modstanden. Uden tankefrihed og diskussioner vil modstanden ende som det, den opponerer imod: en dogmatisk og ensidig klub for de indviede, som undertrykker enhver tanke, der strider mod ”den sande ide”. Socialismen i Weiss’sk forstand – for livet igennem troede Weiss på socialismen som det eneste reelle alternativ til kapitalismen – er en flydende størrelse, hvor diskussioner er velkomne.

Socialismen er altså ikke hellig, i den lurer altid også faren for autoritære strukturer. Den skal i stedet være inkluderende, og der skal være plads til forskelligheder, så man ikke behøver at frygte for liv og lemmer, hvis man siger sin mening. Selvfølgelig med et minimumskrav om at man accepterer grundpræmissen om, at socialismen er den eneste rigtige styreform. Det er et paradoks, og Weiss var måske også lidt af en naiv utopist.

Hvad nu?
Men hvad kan Modstandens æstetik sige os i dag? Er der noget at gøre modstand mod? Fascisme og nazisme, findes det stadigvæk, og er der ræson i at importere Weiss’ kritik ind i nutiden? Ja, hævder flere kritikere i kølvandet på fejringen af Weiss’ hundredårs fødselsdag. Verden er fanget i en politisk højredrejning, der minder om tiden inden 2. verdenskrig, og Weiss’ roman kan være med til at minde os om, at modstand altid er mulig, og at højreorienterede politikere og grupperingers læggen beslag på bestemte kulturprodukter ikke umuliggør, at man kan reclaime dem. Nej, mener andre, som siger, at det ikke giver mening at drage paralleller mellem fortid og nutid på den måde. Vi har ingen fascistiske eller nazistiske regeringer i den vestlige verden, og der lurer ingen ny Hitler lige om hjørnet, uanset hvor bange folk end måtte være for Trump, Putin, Le Pen og co. Men kapitalismen, skal der gøres modstand mod den? Tja, det afhænger af, hvor røde de øjne, der ser, er.

Hvad med litteraturen, har den udspillet sin rolle? Har På røven i Nakskov, Tv Avisen, radioprogrammer og spillefilm ikke monopol på beskrivelsen af for eksempel underklassen? Åbenbart ikke, for der skrives stadig litteratur med social indignation, og det læses og vækker genklang. Peder Frederik Jensen, Morten Pape, Yahya Hassan og nyligt afdøde Jan Sonnergaard, for blot at nævne nogle få, har berettet fra samme under- og arbejderklasse som Weiss, om end den er anderledes konstitueret end i 30’- og 40’ernes Europa.

Men er det ikke kun noget, der læses af et fåtal af mennesker? Ikke nødvendigvis. Hassans digtsamling har lavet salgsrekord, Papes roman har figureret på bestsellerlisterne i flere uger, og Jan Sonnergaards noveller er fast pensum på landet skoler. De har bred appel, når langt ud og afføder diskussion. Kritik, modstand, indignation og forargelse er stadig kernepunkter i den litteratur, der bliver skrevet i dag.

Weiss’ monumentale 900 siders roman kan minde os om mange ting, lige fra modstandens allestedsnærværende mulighed, til den problematiske kløft mellem kulturforbrugere og ikke-kulturforbrugere, og hvordan det kan afsløre en skyggeside ved kulturen. Men vigtigst af alt er dog den tillid til litteraturen, som romanen emmer af. Litteraturen kan antænde modstand, og Weiss’ Modstandens æstetik er uden tvivl et forsøg på det.