Print artikel

Verden står, men hvor længe endnu?

Ifølge Johannes' Åbenbaring vil fire ryttere være et af tegnene på apokalypsen. Her afbildet af Viktor Vasnetsov (1887). Illustration: Wikimedia Commons
Kritik
16.03.17
Der er gang i undergangen som aldrig før. Særligt i litteraturens verden bliver der taget nogle chancer med det efterhånden gennemtærskede emne. Tre romaner skiller sig ud og er værd at læse.

Man ser den her, der og alle vegne: verdens undergang. Ikke ét år uden en håndfuld spillefilm, hvor Jorden står over for altødelæggende naturkatastrofer, atommissiler, vrede aliens og meget andet.  Populærkulturen er i det hele taget et overflødighedshorn af undergangsscenarier. Men undergangen går også sin sejrsgang i politiske taler, hvor retorikken særligt i krisetider er gennemsyret af apokalyptiske udtryk. De sidste tider er i høj kurs, med andre ord. Ikke mindst i litteraturen, hvor den ene roman efter den anden på den ene eller den anden måde tematiserer undergangen. Særligt tre romaner fra det seneste års tid stikker ud i mylderet, Michelle Teas Black Wave, Thomas von Steinaeckers Die Verteidigung des Paradieses og Richard Shirreffs War With Russia. Det er dem, du skal læse, hvis du vil have apokalypse med tyngde frem for de typiske actionscener, machomænd og flotte billeder.

I Michelle Teas Black Wave lurer undergangen allerede på de første sider: »De stod midt i den apokalyptiske tid, den tittede frem blandt alle de ødelagte og efterladte ting«. Træer dør, en omfangsrig tørke tiltager, og dyrearter uddør og nye og mærkelige opstår. »Planeten begyndte at dø«, og tegnene var der allerede dengang, konstaterer den tilbageskuende fortæller. Men de vidste ikke bedre, eller også var de bare ligeglade. »De« er Michelle og hendes veninder, »storbylebber« i San Francisco, der lever et hårdt liv med stoffer og druk.

Omverdenens forandring interesserer dem ikke, eller også har de gradvist bare »tilvænnet« sig. De går mere op i de sociale koder, der hersker i deres nærmiljø, som er domineret af kunstnere, poeter og seksuelle minoriteter, der alle er optaget af at »spille deres rolle« så godt som muligt. Rollen som oprører er noget, de alle tilstræber, også selvom generationen før dem har udvandet mulighederne for oprør. De eftertragtede rettigheder er i princippet allerede tilkæmpet, og Michelle og hendes veninders oprør består derfor først og fremmest i opdrivelsen og konsumeringen af stoffer og alkohol.

Tingene ændrer sig, da Michelle beslutter at flytte til Los Angeles. Utroskab og et ustabilt forhold til den lidt mere jordnære Andy får hende til at skifte livsbane. Los Angeles er byen, hvor hun bliver clean og får skrevet et filmmanuskript, håber hun. Måske endda også en ny roman, for Michelle er med én udgivelse bag sig en lokal berømthed i San Francisco. I Los Angeles er hun ingenting, og netop dét kan måske gøre den otteogtyve årige Michelle mere »voksen«. Med andre ord: hun vil finde sig selv, løsrevet fra rollespillet og det hule oprør i San Francisco.

I Los Angeles tager undergangen for alvor fat: direkte tv fortæller, at verden som vi kender den kun har ét år tilbage. Tsunamier, tornadoer og andre voldsomme naturfænomener hærger allerede flere dele af verden, og det er kun et spørgsmål om tid, inden store bølger har slugt hele den menneskelige civilisation.

Michelle ser det hele udefra: »Hun ville have, at billederne på tv skulle få hende i knæ, følelsesmæssigt. Så at hun virkelig kunne føle, hvordan det var, virkelig føle, hvad der skete«. Dagene indtil jordens undergang tilbringer hun med tømmermænd på sit arbejde i en boghandel, først underligt distanceret, men senere accepterende. Til sidst føler hun sig »rustet« til at gå ikke bare undergangen, men også fortiden og sin egen generelle livsindstilling i møde.

Michelle Teas eksistentielle tilgang til verdens undergang minder om den, J. G. Ballard insisterer på at sætte i centrum for sine undergangsfortællinger. Undergangen er hos Ballard snarere en undskyldning for at sætte spot på menneskers evne til at tilpasse sig forandringer. Eller manglende evne, for det kan også gå grueligt galt. Forandringer kan kaste mennesker ned i resignationens dyb, men de kan også åbne et mulighedsrum, hvor identiteter og roller pludselig bliver flydende og modellerbare. Eller de kan føre til indsigter om en selv, ens fortid og fremtid, noget, der kan føles som selvfølger, men som kan muliggøre en sjælefred, der paradoksalt nok ikke var til stede før undergangen. Alt det gennemlever også Michelle.

En sådan Ballard-feeling får man under læsningen af Teas roman, hvor fokus også er på det eksistentielle. Undergangen er en katalysator for at snakke om andre ting, i Teas tilfælde temaer som køn, seksualitet, ædruelighed, det at blive voksen, og vanskeligheden ved at inddrage virkelige personer i et fiktiv univers – som en stor del af romanen også beskæftiger sig med.

Bidrager Black Wave så med noget nyt til genren? Nej, ikke hvis det skal måles i originalitet. Men romanen tilfører noget, som man godt kan savne i den nogle gange lidt action-fokuserede genre, hvor der oftest går mere op i at konstruere et så fantasifuldt undergangsscenarie som muligt end at sætte tid og sider af til karakterudvikling. Black Wave insisterer nemlig på den eksistentielle dimension, hvilket også er grunden til den relativt lange forhistorie i San Francisco, som optager første halvdel af romanen.

Undergangen i Tyskland

I Thomas von Steinaeckers Die Verteidigung des Paradieses er undergangen allerede indtruffet. Store gevaldige lysglimt har lagt alting øde med undtagelse af et lille alpeområde i Bayern, hvor romanens hovedperson Heinz sammen med en lille håndfuld andre har levet beskyttet under en stor kuppel. Kuplen dækker et område, der har fungeret som feriested for teknologitrætte storbyboere, og hvor man har kunnet dyrke det enkle bondeliv i en tro kopi af det førindustrielle Tyskland. Under kuplens selvregulerende økosystem har den lille gruppe overlevet i over et årti, afskærmet fra forfaldet og ødelæggelserne på den anden side.

Det er Heinz, der fortæller historien, som tager sit udgangspunkt i det lille idylliske alpeområde. I korte glimt fortæller han om tiden inden undergangen, hvor der var elektroniske reklamevægge langs motorvejene, håndholdte scannere og »mindesteder« i form af hologrammer af de afdøde. Det meste af sin viden har han fra sine venner på feriestedet, der er ældre end den blot femtenårige Heinz, som næsten intet kan huske fra tiden før undergangen. Lille Heinz blev reddet af de barmhjertige venner umiddelbart efter de dødbringende lysglimt, da de selv var på vej mod kuplen for at søge ly og beskyttelse. Heinz’ forældrene derimod stod ikke til at redde.

Den lille gruppe af overlevende er i princippet lykkeligt uvidende om tingenes sande tilstand uden for den trygge kuppel, men de lever ikke desto mindre med overbevisningen om, at de må være nogle af de sidste mennesker på kloden. Det ændrer sig dog, da kuplens økosystem en dag slår ud, og gruppen tvinges ud på de brandvarme og ødelagte veje. Dér bliver de vidner til lidt af hvert, lige fra ekstrem sult til nødvendigheden af at dræbe, kannibalisme, bunkevis af friske lig i nedlagte lagerhaller og noget, der minder om en voldtægtslejr styret af mutanter. Gradvist går det op for gruppen, at de ikke er alene, og den endelige realitets-kæberasler indtræffer, da de får at vide, at »undergangen« kun har fundet sted i midten af Europa med Tyskland som sit epicenter.

I sine beskrivelser af ødelagte og døde landskaber og de grufulde ting, der finder sted midt i dem, adskiller Die Verteidigung des Paradieses sig ikke synderligt fra så mange andre romaner, som kan rubriceres under genren ”post-apokalyptisk skønlitteratur”: verden er smadret, der myrdes, sultes, dannes alliancer og fjendskaber, folk bliver dolket i ryggen og så videre og så videre. I de fleste af denne type romaner er pointen klokkeklar: mennesket afslører sig selv som et dumt svin, når civilisationens fernis fjernes. Anderledes er det heller ikke i Steinaeckers roman, hvor heller ikke medlemmerne af Heinz’ egen gruppe viser sig at være blandt Guds bedste børn.

Der er dog to ting, der gør, at romanen er helt sin egen og samtidig også er et vægtigt bidrag til den post-apokalyptiske genre: blandingen af forskellige genrer og romanens særlig fortællestil. Gnidningsfrit veksler Die Verteidigung des Paradieses mellem at være rejseroman, robinsonade, dystopi, horror, samfundskritik, dannelses- og udviklingsroman med mere. Det er sjældent set og er et frisk pust i de post-apokalyptiske litterære gange, hvor man får et indtryk af, at opfindsomheden stopper ved de overlæssede beskrivelser af den ødelagte verdens grusomheder og en eventuel parallelt løbende kærlighedshistorie.

Men særligt fortællerstilen tilraner sig opmærksomhed, og det er ikke noget, man oplever tit i den type romaner. Romanen skal forestille at være en samling af de hæfter, som Heinz nedfælder sin egen og gruppens historie i. I et sprog, der nogle gange er gammelklogt, andre gange poppet eller nøgternt, fortæller Heinz om at overleve under barske omstændigheder og samtidig finde sig selv og vokse med opgaven. Alt afhængig af de omstændigheder, som optegnelserne er skrevet under, er de enten afsluttede og fyldestgørende beretninger om et dagsforløb, eller afbrudte, nøgterne eller hurtigt forfattede noter. Enkelte gange er siderne kun en samling af bogstaver kastet løst ud på siderne.

Det er i skriveriet, at Heinz finder sig selv. Det viser sig at være en overlevelsesstrategi, men også hans egentlige kald, og det er svært ikke at læse det som en subtil kommentar om, at kunstnerisk produktion kan være modstandsform og selvrealisering i ét. Paradiset, som romanens titel hentyder til, findes måske ikke ude i den fysiske verden, men snarere inde i hovedet, dér, hvor sproget og fantasien har kraften til at overvinde rædslerne ved at lægge afstand til dem. Paradis er måske noget, man selv skaber.

Rusland vs. Vesten

I Richard Shirreffs War With Russia er vi langt fra Teas narkoforbrugende storbylebber-møder-verdens-undergang og Steinaeckers trøstesløse efter-undergangsscenarie. Vi har her i stedet at gøre med et opråb, en advarsel af en slags. Klædt i fiktionens klæder. Eller, fiktion er måske så meget sagt, for War With Russia er Shirreffs kvalificerede bud på, hvordan Rusland vil kunne finde på at agere militært i allernærmeste fremtid – nærmere bestemt i maj 2017.

Shirreff advarer os om, at Rusland planlægger at invadere de baltiske lande og indlemme dem i et nyt Stor-Rusland. Hvis der handles uklogt fra vesten og NATOs side, kan det munde ud i en atomkrig og endelig også i verdens undergang. Det kan kun forhindres, hvis »vesten vågner op«, som Shirreff skriver i sit forord til romanen. Med War With Russia har Shirreff taget opgaven på sig: han vil ruske op i de ansvarlige lande og forhindre en potentielt altødelæggende krig og »Denne bog er et wake-up call«.

Det starter med, at russiske agenter mobiliserer det russisktalende mindretal i de baltiske lande med en stor demonstration for øje. Et par mord på nogle demonstranter bliver orkestreret, og når man medregner amerikanernes nedskydning af et russisk jagerfly – bevidst fremprovokeret af russerne selv – har Rusland alle de undskyldninger, de har brug for for at kunne invadere Letland, Estland og Litauen. Folket i de pågældende lande søger »beskyttelse« af Moder Rusland, hævder de russiske tv-stationer, der, i Shirreffs romanverden, er i ledtog med den russiske regering. Inden længe kan de europæiske lande registrere en massiv oprustning på grænsen til de baltiske lande, og ganske kort tid efter er luftbaser, lufthavne og andre strategisk vigtige steder blevet bombarderet af russerne og de tre lande invaderet med et snuptag.

Shirreff skildrer det skete gennem flere sæt øjne på både den russiske, europæiske og amerikanske side. Forskellige militærfolk, ministre og et hav af diverse statsansatte får ordet, og Shirreff har forsynet deres dialoger med masser af militært og bureaukratisk lingo. Men også præsidenter og statsministre kommer til orde. Ser man på de adjektiver, der bliver hæftet på den russiske præsident, hersker der ingen tvivl om, hvem forfatteren sympatiserer mest med.

Med russernes invasion af de baltiske lande er verdens undergang altså endnu ikke indtruffet. Men den lurer lige om hjørnet, for hvis ikke NATO handler klogt, står ikke kun Europa, men også USA, Rusland og til sidst hele verden over for en altødelæggende atomkrig. Det er klart, at Shirreff maler det helt store worst-case-scenarie op, men det er et scenarie, der meget vel kan vise sig at blive virkelig, mener Shirreff. Historien har gang på gang vist os, at tingene kan tage helt uventede drejninger, og at det nemt kan gå grueligt galt. Katastrofen afværges dog i War With Russia. Et konstruktivt samarbejde mellem NATO-landene forhindrer atommissilerne i at blive aktiveret, og man fornemmer helt klart en direkte opfordring til medlemslandene, om at sammenhold er alfa og omega in the face of destruction.

Ifølge den franske filosof Jacques Derrida indeholder en apokalyptisk tekst grundlæggende tre ting: En åbenbaring om en kommende undergang, en insisteren på, at åbenbaringen er et sandhedsudsagn, og en opfordring om at sprede det åbenbarede. Det er svært ikke at se nogle af de træk i en sekulær udgave i Shirreffs roman. Skiftes Shirreffs »wake-up call« ud med »åbenbaring«, er vi tæt på at være der. At sammenligne romanen med Johannes’ Åbenbaring, som Derrida bygger sin definition på, er måske ikke helt så frækt som det kan lyde. Der er blot den forskel, at undergangen for Shirreff er negativ og noget, der skal undgås.

Der findes ikke særlig mange romaner af den her slags, og det gør den interessant. Apokalyptisk retorik finder man i mange politiske taler, debatbøger og andet, men samme agitation og advarselssprog, blot iklædt fiktionens gevandter og rettet mod en meget aktuel nutid, er ikke noget, man ser hver dag.

Romanen siger ikke kun noget om vores politiske klima lige nu, den er også et eksempel på tidløse interesse for verdens undergang. Undergangen fascinerer, og den er også blevet brugt som fortælle-motor i et hav af romaner. Black Wave og Die Verteidigung des Paradieses er blot nogle af de seneste bud på, hvordan det kan gøres, men bestemt ikke de sidste. Heller ikke Shirreffs War With Russia, der bruger undergangen i et mobiliserende og politisk øjemed. Verdens undergang er kommet for at blive. Den har faktisk altid været her. Indtil den dag, hvor himlen for alvor falder ned, er det sikkert og vist, at der vil blive skrevet om den i overmål.