Print artikel

Nedrykningsfortællinger

Illustration: Constance Tenvik
Kritik
16.12.16
Hvorfor har vi i de senere år set en række romaner og film, der handler om at miste jobbet, flytte fra drømmehuset, falde ud af dagpengesystemet eller måtte gå over til at købe ind i Aldi? Social nedrykning er et voksende tema i kulturen efter finanskrisen, men hvad er det præcis ved vores tid, der afføder alle disse fortællinger og al denne angst?

I Jens Blendstrups nye roman Slagterkoner og bagerenker, har den netop fyrede elektriker Jørgen et mareridt. Han er passager på Germanwings-flyet, der i 2015 styrtede ned i de franske alper, og han står og banker løs på døren til pilotkabinen. Da han endelig får sparket døren op, ser han dukken Anna fra børnetimen Fredagsbio i pilotsædet hive tilfældigt i styrepinden, imens Lotte tværer sin slaskedukke Georg ned i instrumentbrættet. Han forsøger febrilsk at forklare dem, at det ikke er en leg, men de vil ikke lytte. Den arbejdsløse Jørgen har påbegyndt sit fald mod bunden, og der er ingen andre voksne til stede til at tage ansvar.

Jørgens mareridt kan ses som et billede på den følelse, mange socialt udsatte sidder med i de vestlige velfærdssamfund i dag. Flyet styrter, men hvor skal ansvaret placeres? Hvem er for eksempel skyld i finanskrisen eller den sløje økonomiske vækst, der er årsag til masseafskedigelser, og den langsomme afskaffelse af velfærdsstatens sikkerhedsnet? Hvem er skyld i globaliseringen, den sociale dumping og outsourcingen, der fjerner grundlaget for langvarige fastansættelser for lavtuddannede som Jørgen?

Den tyske sociolog Oliver Nachtwey taler i sin bog Die Abstiegsgesellschaft ligefrem om et »nedrykningssamfund«, hvor et stigende antal mennesker oplever at falde fra deres traditionelt så sikre plads på den sociale rangstige. Siden Anden Verdenskrig har de europæiske velfærdssamfund været præget af en kollektiv »elevatoreffekt« – et udtryk, Nachtwey henter fra Ulrich Becks klassiker Risikosamfundet (1986) – hvor vi i fællesskab er blevet rigere og er rykket op, selvom klasseskel måske nok har skilt os indbyrdes. Det er denne elevatoreffekt, der er under afvikling i dag, til fordel for en mere individuel risiko. Vi står med andre ord i en solidaritetskrise, hvor følelsen af at hænge sammen som samfund er erstattet af polarisering, indbyrdes konkurrence og angsten for social deroute. I modsætning til, hvad de nationalkonservative påstår, er det ifølge Nachtwey ikke indvandringen, der underminerer sammenhængskraften i Europa, men rettere fornemmelsen af ikke at rykke op og ned sammen.

Det er sjældent frygten for materielt armod, der præger folk i nyere nedrykningsfortællinger som The Queen of Versailles, men snarere skammen ved relativt set at måtte træde et skridt tilbage

Centralt i Nachtweys analyse står det såkaldt prekære arbejde samt tesen om, at den neoliberale økonomi er i gang med at omstrukturere arbejdsmarkedet til fordel for usikre ansættelsesforhold som vikararbejde, korttidsansættelser, deltidsansættelser og lignende. De prekære ansættelsesforhold, som er i gang med at overtage vores arbejdsmarked, skaber utryghed over en bred kam, for selvom det måske ikke er os, der denne gang kommer på halv tid eller mister vores job, ligger muligheden der jo altid og lurer. Ordet »prekær« stammer da også meget passende fra religiøs sprogbrug, hvor det på latin betyder at bede eller tigge. At være prekær indebærer en forestilling om at måtte lægge sin skæbne i andres hænder og bede til højere magter om, at det ikke skal være én selv, der mister jobbet, rykker ned, falder igennem eller bliver ladt tilbage.

From riches to rags

Faldet – og ikke mindst angsten for faldet – er med andre ord blevet en grundfigur i vores tid, hvilket også afspejler sig i kulturen. Siden finanskrisen har vi, foruden Wall Street-krakfilm som The Big Short, Margin Call og Wall Street 2, set en række film med interesse for, hvordan krisen forplanter sig til normale menneskers hverdag.

Nedrykningen er fx omdrejningspunkt for dokumentarfilmen The Queen of Versailles fra 2012, selvom nedrykningen her foregår fra et helt andet socialt klassetrin, end de fleste af os kender til. Instruktøren var oprindeligt hyret til at lave en film om parret Jackie og David Siegel og deres bestræbelser på at bygge USAs største og dyreste private ejendom, modelleret efter Versailles-slottet i Frankrig. David Siegel, som også er kendt som »The Timeshare King«, har tjent milliarder på at sælge luksuriøse timeshare-ferieboliger til fattige amerikanere, hvoraf størstedelen har været finansieret ved usikre boliglån. Da krisen rammer i 2008, og flertallet af David Siegels kunder får svært ved at betale af på deres lån, må Jackie og David sætte byggeriet af Versailles på standby. I en slags skæbnens ironi får David Siegels firma, der i høj grad baserer sig på at stavnsbinde fattige amerikanere til dyre boliglån, selv problemer med at betale af på sine lån. I resten af filmen følger vi den stressfyldte kamp for at vinde det tabte tilbage, ægteskabets langsomme sammenbrud og Davids begyndende depression.

Det er sjældent frygten for materielt armod, der præger folk i nyere nedrykningsfortællinger som The Queen of Versailles, men snarere skammen ved relativt set at måtte træde et skridt tilbage. Som de antikke stoikere allerede hævdede, er mennesket et relationelt dyr, der fortolker sin tilværelse i forhold til sine vaner og derfor føler stor lidelse, hvis det står til at miste tilvante privilegier. Når først Siegel-familien er blevet vant til idéen om at bo i et kæmpemæssigt barokt slot, føles det som et enormt personligt nederlag at flytte tilbage til det ellers pænt ekstravagante palæ, der hidtil var deres bolig.

Film som The Queen of Versailles lærer os, at selvom velstandsniveauet er et helt andet for Siegel-familien, end for alle os andre, er de bekymringer, vi går og slås med, meget ens. Som Davids søn meget passende udtrykker det: »Da jeg blev gift, fortalte min far os, at vi aldrig behøvede at bekymre os om noget igen. Vi bekymrer os hver evig eneste dag.« Relativt set, er nedrykningen en katastrofe, uanset hvilken social klasse, der rykkes ned fra.

Nedrykningsromanen

Også indenfor litteraturen er nedrykningen blevet et væsentligt tema i de senere år. I Storbritannien har den skotske stjerneforfatter James Kelman i Dirt Road (2016) omfavnet temaet, imens rising star Ross Raisin i Waterline (2012) har brugt temaet til at kommentere på opløsningen af det offentlige sikkerhedsnet og konsekvenserne for den traditionelle arbejderklasse i det moderne Storbritannien. I USA kan nævnes Dave Eggers’ A Hologram for the King (2012), der også er blevet til en film, hvor Tom Hanks mister kone og hus og må tage til Saudi Arabien for at genopfinde sig selv, samt Stewart O’Nans The Odds: A Love Story (2012), hvor et gældsat par fra middelklassen vælger at satse resterne af deres opsparing på rouletten. I Danmark har vi, foruden Jens Blendstrup, en forfatter som Kristian Bang Foss, der i Døden kører Audi (2012) beskriver det sociale fald fra den kreative klasse samt fornedrelsen ved at måtte skifte rødvin fra Irma ud med frysekyllinger fra Aldi.

Fælles for mange af disse nedrykningsromaner er, at de portrætterer faldet som en slags udefrakommende kraft, der er svær at stille noget op imod. Karaktererne i de nyere nedrykningsfortællinger har sjældent gjort noget galt, de har sjældent en indre brist eller en slet karakter, og de lever i store træk op til deres ansvar som arbejdende og lovlydige borgere. Det er snarere ydre omstændigheder eller rent og skært uheld, der er årsag til deres fald.

Slagterkoner og bagerenker er altså Jens Blendstrups take på en forholdsvis veletableret genre. Den traditionelt så seriøse genre er i Blendstrups gakkede univers blevet en slags sortkomisk nationalsatire, men præmissen er sådan set den samme som i andre nedrykningsfortællinger: En hovedperson mister det liv, han troede at have sikret, på grund af omstændigheder, han ikke har indflydelse på.

Romanen starter på dagen, hvor Jørgen bliver fyret fra sit job hos Due-El, hvor han har arbejdet i 22 år. Herfra følger vi hans langsomme deroute, idet Jørgen må sætte bil og villa til salg, imens han begynder at drikke mere og mere intenst med naboen Madsen. Ægteskabet til den ellers så overbærende kone Anita slår sprækker, og snart befinder Jørgen sig i en ond nedadgående spiral med bunden som eneste umiddelbare udsigt. Jørgen bliver aggressiv og konfliktsøgende og udvikler paranoide fantasier om polske fremmedarbejdere og syriske flygtninge, der i ledtog med IS og russerne planlægger at overrende landet og underminere den danske model.

Angst har i samtidens nedrykningsfortælling erstattet den modernistiske fremmedgørelse som eksistentielt grundvilkår

Det er altså den borgerlige drøm om villa, Volvo og vovse (Jørgen må aflive sit elskede gadekryds, efter den angriber naboen Dyremoses kongepuddel), der er i opløsning i Slagterkoner og bagerenker, der således også er en fortælling om det gode liv, der har præget det danske velfærdssamfund siden krigen. Jørgens traditionelle liv i trygge forstadsrammer er truet, men det er svært at se præcist hvor, truslen kommer fra. Først forsøger Jørgen at skyde skylden for sin afskedigelse på polske immigranter, der underbyder hans arbejdskraft. Senere bliver det Jørgens tidligere chef Poul, der, efter han blev gift med en russisk kvinde, skulle have mistet solidaritet med sine ansatte og nu er begyndt at gå i jakkesæt. Endnu senere bliver det naboen Dyremose, der skulle have plantet en kludedukke i Jørgens skorsten for at sabotere hans drøm om en Morsø-pejs. Ansvaret er flydende, og det er ikke ligetil at finde syndebukke.

Hvorfor drikker Jørgen?

Jørgens længsel efter en anden verden, hvor ansvar er noget, som kan placeres, får ham til at sværme om naboen Madsen, der med sine macho-arbejderklasseværdier står for et mere simpelt moralkodeks. Men ”Papa Madsen”, som Jørgen kalder ham, står samtidig fadder til Jørgens undergang, eftersom drukturene griber om sig og ender med at skubbe Anita ud.

En nedrykningsroman som Slagterkoner og bagerenker kan således læses i forlængelse af den modernistiske undergangsroman, som vi har en stærk tradition for i Danmark. Forfattere som Johannes V. Jensen, Tom Kristensen og Henrik Stangerup skrev alle romaner, hvis hovedperson ender med at gå i hundene på grund af eksistentiel livslede, manglende vitalitet eller fremmedgørelse fra det omkringliggende samfund.

Der er da også en del fællestræk, som forbinder Jørgen med en karakter som Ole Jastrau fra Hærværk (1930). Begge ender med at drikke sig fra kone og familie, begge længes efter det drømmeagtige og eskapistiske ved rusen og begge har en dobbeltgænger, der fremprovokerer undergangen (den unge kommunist Steffensen i Hærværk, naboen Madsen i Slagterkoner og bagerenker). Men hvorimod Jastrau synes at ville gå i hundene i protest mod det borgerlige liv og den mangel på livskraft, han finder der, skyldes Jørgens undergang snarere, at han mister sin plads i borgerskabet.

Der er altså noget grundlæggende andet på færde i en nedrykningsroman som Slagterkoner og bagerenker, end der var i den modernistiske undergangsroman. Jørgen havde opnået, hvad han ville med tilværelsen: et trygt liv i en villa i kernen af velfærds-Danmark. Langsomt bliver disse ting taget fra ham: først jobbet, så hunden, så huset, så bilen og til sidst konen. I modsætning til Ole Jastraus revolutionsromantik og fascination af oprørerskikkelser, er Jørgen præget af angsten for at miste sine allerede etablerede privilegier. Sat på spidsen kan man sige, at Jastraus problem og grund til at drikke, var kedsomhed og fremmedgørelse, imens Jørgens snarere er angst.                                                                                          

De voksne kan også være bange                                                            

Det venstreradikale blogkollektiv Institute for Precarious Conciousness skrev i 2014 manifestet We Are All Very Anxious, som blæser til angreb mod angstens rolle i den neoliberale kapitalisme. Ifølge manifestet er hver fase af kapitalismen præget af en fundamental affekt, der med sin indflydelse på nervesystemet er med til at bevare det bestående. I starten af det 20. århundrede var denne affekt fortvivlelse, i 1960’erne blev den udskiftet med kedsomhed og i vores tid er den altså blevet overtaget af angst. Det samme gælder ifølge manifestet de midler, som effektivt kan bruges til at gøre modstand mod det bestående. Hvor det i 1960’erne måske gav mening at chokere og udflippe borgerdyrene, som hippierne fx forsøgte, for at gøre modstand mod datidens kedelige samlebåndskapitalisme, har vi i dag brug for helt andre midler i kampen mod angsten.

Selvom man godt kan kritisere manifestets simple modsætning mellem modstand og status quo, og inddelingen af følelser i historiske faser, er der noget rigtigt i at pege på angst som central for vores samtid. Det kræver ikke mange blik i avisen at få dette bekræftet. Den højrepopulistiske kampagne, som føres af Donald Trump i USA, Leave-kampagnen i Storbritannien og DFs ”Der er så meget vi skal passe på”-fremstød herhjemme, appellerer netop til vores angst samt til længslen efter en svunden (ofte fiktiv) national storhedstid, hvor vi ikke behøvede at bekymre os så meget. Oliver Nachtwey nævner da også angsten for social nedrykning som væsentlig for den stigende fremmedangst samt for fragmenteringen af de ellers traditionelt så sammenhængende europæiske velfærdssamfund.

Angst adskiller sig fra en mere håndgribelig følelse som frygt ved ikke at have noget entydigt objekt, men snarere at være omskiftelig og diffus. Det er en uhåndgribelig følelse, der er notorisk svær at få bugt med. Vi kender alle følelsen af at ligge søvnløs om natten uden at kunne sætte fingeren på præcis, hvad det er, der bekymrer os. Derfor er det også på en paradoksal måde betryggende, når højrepopulister retter fingeren mod indvandringen, globaliseringen eller EU og fortæller os, at det er dét, vi skal frygte. Det eneste problem er, at de lyver.

I Slagterkoner og bagerenker er Jørgen konstant ængstelig: Han er skiftevis ængstelig over IS, syriske flygtninge, somaliske pirater, Anitas kollega Frank A, polakker der vælter ind over grænsen og tager elektrikerstillingerne, at ryge ud af dagpengesystemet osv. Angsten følger Jørgen overalt, som når han fx drømmer, at han har et stort hul i maven, som han er tvunget til at fylde med angst fra spande, der står ude i skuret. Eller når han i en anden drøm deponerer sin angst i en bankboks med ordene: ”Fede angst, gå væk fra mig. Alverdens problemer, bliv til guld. Skrid pikangst.”

Angst har i samtidens nedrykningsfortælling erstattet den modernistiske fremmedgørelse som eksistentielt grundvilkår. Det er bl.a. blikket for dette, der gør Jens Blendstrups leg med undergangen i Slagterkoner og bagerenker til et så rammende billede på vores tid.