Print artikel

Skillelinjen mellem mennesker og stakler

Senecas død af Rubens, Museo del Prado, Madrid
Essay
01.04.16
Årsagen til menneskehedens elendighed er, at vi lader os styre af vores umiddelbare impulser. Sex, magelighed og magt trækker mere end fællesskabet med vores medmennesker. Men stoikerne hævder, at mennesket fra naturens hånd er indrettet til at kunne træffe korrekte valg, og dermed også gøre det etisk 'rigtige', på trods af vores dyriske reflekser.

»I am more willing to risk imprisonment or any other negative outcome personally, than I am willing to risk the curtailment of my intellectual freedom and that of those around me, whom I care for equally as I do for myself. And again, that is not to say that I am self-sacrificing, because I feel good in my human experience to know that I can contribute to the good of others.«

Sådan forklarer Edward Snowden i dokumentarfilmen Citizen Four, hvorfor han gjorde, som han gjorde, men det kunne ligeså godt være taget fra en bog om stoisk etik. Hans kobling mellem ønsket om at 'gøre det rigtige,' omsorgen for andre og oplevelsen af velvære, sætter fingeren på en central del af stoikernes etik og deres syn på, hvad vi som mennesker bør lægge til grund for vores handlinger. Og selvom jeg ikke skal kunne sige, om Snowden nogensinde har hørt om stoikerne, ville han langt fra være den første, der har fundet en slags moralsk opbakning i deres tanker.

Cato den yngre (en efterkommer af ham med Karthagos ødelæggelse), der, efter sit nederlag til Julius Cæsar, foretrak selvmord frem for et liv i politisk underkastelse, var overbevist stoiker. Og da statsmanden Cicero, kort efter Cæsars død, valgte at trodse den nye stærke mand, Antonius, skete det samtidig med, at han skrev sit stærkt stoisk inspirerede skrift De Officiis (Om forpligtelser). Senere i historien finder vi folk som Hugo Grotius, Voltaire og Frederik den Store med stoiske skrifter i hånden. Om disse mænd er heroiske, afhænger nok af øjnene, der ser. Men ikke mindst gennem Ciceros førnævnte skrift om pligterne er stoikernes idéer om, hvad det vil sige at handle moralsk rigtigt, og dermed også, hvornår man kan kaldes en helt, gledet dybt ind i vestens etiske tradition og derigennem i vores moderne forestillinger om rigtigt og forkert.

Verden ifølge stoikerne

Stoicismen blev grundlagt af Zenon fra Kition (335-262 f.v.t.) et par generationer efter Sokrates' død i det filosofiske centrum Athen, og det var i bund og grund ret overraskende, at den udviklede sig til at blive den stuerene herskerideologi den - omend i en ofte temmelig udvandet form - blev i romersk og senere europæisk kultur.

De centrale ingredienser i stoikernes etik er et organisk verdenssyn, en fatalistisk tro på, at alt er fastlagt af skæbnen samt et syn på mennesket som rationelt handlende – og dermed i stand til frivilligt at indordne sig under denne guddommelige plan, skæbnen. Zenon illustrerer menneskets plads i dette organiske hele ved at sammenligne os med en hund, der er bundet til en vogn: Vi vælger selv, om vi vil stritte imod eller følge efter vognen, men vognen kører, hvad enten vi vil det eller ej.

Der er noget underligt radikalt, ja næsten skizofrent over det, stoikerne får ud af denne suppe af semireligiøse forestillinger. På den ene side, er deres filosofi præget af en blind tillid til fornuften som det styrende princip i både mennesket og universet. Enhver afvigelse fra det fornuftige er derfor at betragte som meningsløs, fejlagtig og idiotisk. På den anden side, er deres skrifter gennemsyret af en nøgtern bevidsthed om, at der formodentlig ikke er nogen af os, der nogensinde vil få held til at undslippe idiotien og leve fuldstændig rationelt.

Umiddelbart skulle man forvente, at sådan et verdenssyn ville resultere i frustrationer og resignation, men stoikerne reagerede i stedet med den ubændige beslutsomhed og foragt for skæbnens tilskikkelser, som ligger til grund for udtrykket 'stoisk ro'. Forklaringen skal findes i deres syn på den menneskelige natur og hvad det vil sige at handle rationelt.

Den grundlæggende antagelse indenfor stoisk etik er en forestilling, de delte med størstedelen af deres samtidige, nemlig at målet for et menneskes liv, og dermed også vejen til menneskelig lykke, kan udledes af menneskets natur. Stoikernes version af ideen er grundlæggende en slags 'intelligent design' teori: Vi er fra naturens hånd udstyret med en række fundamentale ønsker og behov i livet, og opfyldelsen af disse udgør på én gang formålet med vores eksistens og vejen til et lykkeligt liv. Stoikerne kaldte dette intelligente design 'Fornuften' og så den som en guddommelig, skabende og ordnende kraft, der er fysisk tilstede i hele universitet i form af en slags ildfyldt ånde, de kaldte pneuma.

Størstedelen af universets skabninger er indrettet således, at de ubevidst finder deres plads i dette organiske hele og følger naturens orden. Mennesket skiller sig til gengæld ud ved at være bevidst om sine handlinger og kunne kontrollere dem, og det er i dette spillerum mellem naturlig adfærd og individuel kontrol, at moralen og det moralske ansvar opstår. For stoikerne er moral derfor et spørgsmål om at finde ud af, hvilken adfærd, der er i overensstemmelse med ens naturlige indretning og plads i helheden.

Denne bekendelse til en højere orden, og idéen om at basere moralen på den menneskelige natur, kan virke meget fremmed, og den har i nyere tid været udsat for stærk kritik, for så at opleve en vis renæssance indenfor de sidste 25-30 år. Det religiøse aspekt af tankegangen er imidlertid ret forskelligartet fra forfatter til forfatter, og hvis man er villig til at acceptere tanken om, at der, i en eller anden form, eksisterer en naturens orden - som ikke i sig selv er uforanderlig, men som det enkelte menneske ikke kan ændre grundlæggende ved – så giver tanken om at lægge denne tingenes tilstand til grund for sine handlinger måske meget god mening. I hvert fald er det et åbent spørgsmål, hvad man ellers skal basere sine moralske overvejelser på.

Menneskets mål

Det springende punkt er så naturligvis, hvordan stoikerne opfattede den menneskelige natur - og livet i overensstemmelse med denne natur. I tilgangen til dette spørgsmål virker stoikerne forbløffende moderne. De griber således til en blanding af sociobiologi og udviklingspsykologi og forsøger, på baggrund af en række betragtninger om spædbørns adfærd og udvikling, at nå frem til den naturlige, menneskelige adfærd.

Der er særligt tre ting, stoikerne hæfter sig ved i deres observation af mennesket:

Det udviser omsorg for sig selv. Præcis ligesom alle andre levende væsner er mennesket fra fødslen indstillet på at opretholde og bevare sin egen organisme.

Det udviser omsorg for andre. Ligesom de fleste andre dyr tager mennesker sig af deres afkom, og de indgår desuden i mere omfattende fællesskaber.

Det er rationelt. I modsætning til dyrene udvikler mennesket med tiden fornuft, hvilket giver dem en helt anden tilgang til verden og egne handlinger.

De to første træk ved vores natur er udgangspunktet for enhver form for moralsk overvejelse. Stoikerne taler således om, at vi instinktivt genkender de forskellige dele af os selv - og holder af dem. Og de bemærker, at allerede spædbarnets opfattelse af selvet inkluderer andre mennesker - først mor, så far og søskende og senere, en i princippet ubegrænset række af slægtninge, venner, bekendte osv. Stoikerne konkluderer derfor, at vi, udover at være 'programmeret' til at søge føde, undgå kulde og lignende, også er naturligt indstillet på at være sociale og indgå i fællesskaber med andre mennesker.

Kombinationen af instinktiv selvopretholdelse og socialitet er på ingen måde unik for mennesket. Stoikerne hæfter sig således også ved, at mange dyr uden tøven risikerer livet for at beskytte deres unger, og at dyr som bier og myrer forlader sig fuldstændig på samarbejdet med artsfællerne. Ifølge stoikerne er mennesket imidlertid udstyret med en endnu stærkere form for socialitet, og vi indgår derfor i langt tættere fællesskaber med hinanden end andre dyrearter og betragter grundlæggende alle vores artsfæller med velvilje. »Jeg er et menneske, jeg anser intet menneskeligt for at være mig fremmed«, som et af stoikernes yndlingscitater lyder. Følgelig har alle vores medmennesker derfor i princippet krav på vores omsorg.

Moral handler så helt grundlæggende om at vurdere, om en given handling er i overensstemmelse med vores instinktive trang til at udvise omsorg for os selv og vores medmennesker. Jeg ser fx en ostemad, mærker at jeg er sulten og konkluderer, at det ville være gavnligt for mig at spise den. Men min søn er også er sulten, og da det, ifølge stoikerne, er en del af min natur at inddrage andres behov i mine overvejelser, vil en fuldkommen vurdering af situationen indbefatte, at jeg overvejer, hvor ostemaden gør størst gavn - i min egen eller min søns mave.

Det moralske valg er således for stoikerne et spørgsmål om at holde en given situation op imod vores natur - og på den baggrund nå frem til den passende reaktion i den pågældende situation. Den natur, der her er tale om, er både vores medfødte fællesmenneskelige natur, vores individuelle træk og hele den bagage, vi har med os fra vores tidligere liv.  Cicero taler et sted om, at vi »fra naturens hånd nærmest er blevet iklædt to masker, en fælles og en individuel som tildeles hver enkelt af os.« I situationen med ostemaden ville det derfor både være relevant at tage med i betragtning, at jeg er naturligt indstillet på at tage hensyn til andre, og at jeg er far til drengen samt ikke lider af laktoseallergi.

Det, der sætter os i stand til at foretage den her slags vurderinger, er vores fornuft. Hvis en mus stod i samme situation, ville den kun have sine instinkter at forlade sig på, og uanset om den spiser osten eller giver den til sine unger, skyldes det en impulsiv reaktion - med alt hvad det indebærer af begrænsninger.

Mennesket er derimod potentielt i stand til at opbygge en korrekt forståelse af vores egen og universets indretning - og på denne baggrund vurdere de impulser, vi oplever i forskellige situationer. Dette giver os muligheden for at handle både korrekt og konsekvent i enhver situation. Men naturligvis kun i princippet. I realiteten er der ingen af os, der forstår verden til bunds, det er endda de færreste af os, der har et klart billede af vores egen naturlige indretning. Derfor er vores beslutninger som oftest håbløst forkerte.

Det er her stoikerne bliver radikale. Da evnen til at opnå fuldkommen indsigt og handle derefter indgår i vores natur på lige fod med de øvrige aspekter af vores indretning, må et menneske, for at være et rigtigt, lykkeligt menneske, besidde en sådan fuldkommen og ufejlbarlig indsigt - og fremvise den konsekvens i sine handlinger, som følger deraf. Snart sagt hele menneskeheden lander derfor på den forkerte side af skillelinjen mellem mennesker og stakler, lykke og ulykke, vismænd og idioter.

Og her opererer stoikerne ikke med grader. Cicero illustrer det med en sammenligning: »For ligesom man ikke kan trække vejret under vand, hvad enten man er tæt på overfladen og til enhver tid kan svømme op, eller allerede er langt nede i dybet, så er den der har gjort et vist moralsk fremskridt, stadig ikke mindre ulykkelig end den der ikke er kommet nogen vegne.« For stoikerne er vi altså alle sammen en flok stakler, selvom nogle af os er tættere på redningen end andre.

Årsagen til denne elendighed er, at vi alt for let lader os rive med af vores umiddelbare impulser - og her er det forbigående ting som sex, magelighed og magt, der trækker mest i os. Vi lader os nøje med disse overfladiske følelser og nydelser, og gør os ikke den ulejlighed at overveje, hvad vi i virkeligheden har behov for, og hvordan disse behov lader sig forene med omverdenens behov. I stedet burde vi lære at tilsidesætte vores følelser og lade fornuften være styrende for vores handlinger.

Neo-stoicisme

Den kategoriske afvisning af følelserne og det dystre billede af mennesket som en bevidst, men magtesløs brik i et større spil, kan være svære at finde sig til rette med. Det, der imidlertid redder teorien fra kun at være et fremmedgørende påbud om at indordne sig under et ydre ideal for, hvordan mennesket bør opføre sig, er dens insisteren på, at naturen har indprentet dette adfærdsmønster i vores natur.

Den romerske kejser og stoiker, Marcus Aurelius, giver ideen en ret håndgribelig udformning i irettesættelsen af sit morgentrætte og ugidelige selv: »Om morgenen når jeg vågner og er doven, skal jeg tænke på at jeg står op for at udfylde et menneskes funktion. Hvorfor brokker jeg mig når jeg skal til at gøre det jeg blev født til, det jeg blev sat i verden for at gøre.«

Det minder lidt om moderne evolutionspsykologi. Mens vi taler om endorfiner og lignende som adfærdsregulerende belønningsmekanismer, talte stoikerne om et liv i overensstemmelse med naturen som vejen til lykke. Og grundet deres menneskesyn er et sådant liv altså et liv levet efter de principper, vi efterhånden er kommet til at tænke på som moralske.

For mig at se, er udgangspunktet for stoikernes teori en oplevelse af, at moralsk forsvarlige handlinger giver os en helt særlig form for tilfredsstillelse; vi får en dårlig smag i munden når vi tilsidesætter andre - og omvendt oplever vi en meget fundamental og varig følelse af velvære, når vi lever i overensstemmelse med vores idéer om rigtigt og forkert.

Der er noget befriende over den måde at begrunde moralen på. Man slipper for krav om universaliserbarhed, nyttekalkyler eller en guddommelig garant for de moralske principper. Det, man til gengæld skal acceptere, er ideen om, at mennesker deler en række naturlige træk, og at en manglende bevidsthed om disse træk medfører utilfredshed.

Det er for stoikerne hverken mere eller mindre naturligt at risikere liv og lemmer for at redde et andet menneske end at ville stille sin sult, når maven knurrer.

Det er ikke umiddelbart klart, hvorfor følelser ikke spiller nogen rolle i udlevelsen af denne natur - og endnu mindre klart, hvorfor de slet ikke indgår i det gode liv, men man skal på den anden side ikke gøre stoikerne til rene asketikere. Der er stærke asketiske tendenser hos mange stoikere, men de er alle sammen lykkeligt uvidende om kristne syndsbegreber. Mad og drikke, sex og magt er alle sammen naturlige og nødvendige ting, men de er altid midler til et højere mål, og det stoikerne kræver er, at vi ikke gør os til slaver af disse behov, men gør os uafhængige af dem og i stedet baserer vores valg på fornuftige overvejelser.

Det er stadig et ret blodfattigt syn på menneskets følelsesliv, men det er ikke den distancering fra det kropslige og følelsesmæssige som noget besudlet eller syndigt, som vi kender fra Platon og den senere kristne tradition. Stoikernes tætte kobling mellem velvære og en korrekt vurdering af vores egen og verdens indretning var i øvrigt en af inspirationskilderne til den kognitive adfærdsterapi, som mange psykologer bedriver i dag.

Ved yderligere at insistere på, at hensynet til os selv og omverdenen er lige fundamentale dele af vores natur, undgår stoikerne det, for mig at se, håbløst utilstrækkelige billede af mennesket som et grundlæggende egoistisk væsen. Det er for stoikerne hverken mere eller mindre naturligt at risikere liv og lemmer for at redde et andet menneske end at ville stille sin sult, når maven knurrer. Begge typer adfærd er dybt indlejret i vores natur og medfører en følelse af tilfredshed og velvære, når vi udlever dem. Derfor findes der for stoikerne intet skel mellem egoistiske og altruistiske handlinger. Der findes kun menneskelige og umenneskelige handlinger, og begge dele er i sidste ende et spørgsmål om at udleve eller svigte sin egen natur.

Stoikerne er imidlertid ikke urealistiske. De er sig pinligt bevidste, at vi kun alt for let lader os forlede til egoisme og hurtige følelsesmæssige fix - og selv, når vi sætter os ud over dette adfærdsmønster, er det begrænset, hvor meget vi er i stand til at udrette. Det er bare ikke nogen undskyldning. Verdens tilstand er ikke vores ansvar, den følger sit eget fastlagte mønster, men vi er forpligtet til at forholde os til den og følge vores naturlige tilbøjelighed til at opføre os ordentligt. Også når vi ikke kan gøre en egentlig forskel, kan vi i det mindste reagere anstændigt på det, der sker omkring os, og det er denne reaktion, der er indbegrebet af vores frihed og nøglen til vores lykke.

Heroisme?

Men tilbage til Edward Snowden og heltene. Det fascinerende ved stoikernes analyse af det moralske valg er nemlig, at de fanger både det menneskelige og det heroiske med en beundringsværdig skarphed.

Det tætteste, jeg kan komme på en definition af en helt må være en person, der ser, hvad situationen kræver og gør det uden hensyntagen til eventuelle personlige risici og ubekvemmeligheder.

I den ekstraordinære situation er den, der handler sådan en helt. Det er Edward Snowden, der tilfældigvis får indsigt i historiens mest avancerede og systematiske overvågningssystem og, trods katastrofale konsekvenser for sit privatliv, vælger at afsløre skidtet. Det er elitesoldaterne i toget til Paris, der har evnerne og viljen til at overmande den bevæbnede galning, der pludselig dukker op. Det er Lassana Bathily, der bringer 15 mennesker i sikkerhed under angrebet på et jødisk supermarked i Paris.

I mere dagligdags situationer er det os alle sammen. Det er den arabisksprogede jurist, der tager tid ud af kalenderen for at rådgive frustrerede asylansøgere. Det er lægen, der siger ja til at bruge sin fritid på at behandle hjemløse i Berlins gader. Men det er også Hr. og Fru Danmark, når de følger deres mavefornemmelse og griber ind i en ubehagelig scene på gaden, engagerer sig i den lokale fodboldklub eller inviterer de nye naboer på kaffe.

»For ligesom man ikke kan trække vejret under vand, hvad enten man er tæt på overfladen og til enhver tid kan svømme op, eller allerede er langt nede i dybet, så er den der har gjort et vist moralsk fremskridt, stadig ikke mindre ulykkelig end den der ikke er kommet nogen vegne.«

Disse valg er tit politiske, men de er ikke ideologiske. Vi kan nemt være uenige om, hvordan vi bedst tager hensyn til vores egne og andres behov. Det kan vi, ifølge stoikerne, fordi vi alle sammen er idioter og ikke kan gennemskue, hvordan hele verden hænger sammen. Det vi ikke kan gøre, er at nægte at tage hensyn til andre. Det er ødelæggende for vores egen lykke at ignorere andres lidelser, det gør ondt på os, og det strider imod vores natur.

Det er disse ting, jeg mener, at stoikerne har fanget med deres beskrivelse af den menneskelige natur - og Edward Snowden med sin begrundelse for at afsløre NSA's metoder. En grundlæggende symmetri mellem hvad vi kan, vil og bør, som gør sig gældende, selvom det tit ser ud til at forholde sig stik modsat.

Takket være den herskende verdensorden har de fleste af os i dag en større distance til de mennesker, der oplever de negative konsekvenser af vores valg, end Marcus Aurelius og Seneca havde. Det, stoicismen kunne minde både dem og os om er, at vi  - både for vores egen og andres skyld - ikke kan være ligeglade med disse mennesker. Vi hører ofte nok, at vi ikke kan redde dem alle sammen, og det er naturligvis rigtigt. Men vi kan reagere anstændigt i de situationer, hvor vi får valget mellem at følge vores menneskelighed eller sidde den overhørig - og det er med dette valg, helten adskiller sig fra kujonen.