Print artikel

Flagrende realisme

Interview
23.04.18
Utopi er en fremtid, som skinner tilbage ind i nutiden, siger den danske forfatter Jonas Eika. I hans nye novellesamling 'Efter Solen' forbereder karaktererne sig i messiansk forstand på en ny verden, der ligger et sted derude og gløder.

Omtrent halvvejs inde i den første af de to Bad Mexican Dog-noveller fra Jonas Eikas nye novellesamling Efter Solen opdager man, at der er flere virkelighedsplaner på spil end vi er vant til. Jeg-fortælleren er ikke så meget en 15-årig dreng, som han er en beach boy og bogstaveligt talt gjort af et andet stof, og den virkelighed, der knytter sig til strandresortet i Cancún, er viklet rundt om en stor sol, der dikterer den surrealistiske økonomi. Beachboyen Ginger bliver slået ihjel med de bare næver af en strandgæst, mens de andre balancerer drinks og solcreme, men ved fyraften bliver han i et orgastisk ritual manet tilbage til livet gennem drengenes udløsninger ved strandbredden. Jonas Eika skriver ufatteligt godt i Efter Solen, med tryk på begge: godt og også temmelig ufatteligt. Det burde måske være svære noveller at læse, for det er nogle komplekse narrativer befolket af mennesker med begær efter at opnå ting, som ligger på den anden side af sproget. Men prosaen er ligefrem og uden snøvlen, og situationerne opridset med en stærk visuel orientering, der samtidig giver rigeligt plads til at læseren selv kan byde ind.

Flere steder i novellerne oplever man, at virkeligheden pludselig tager en uvirkelig drejning, men teksterne har deres egen virkelighed, pointerer Jonas Eika, da ATLAS møder ham: »Jeg tænker jo helt klart, at virkelighedsskredet faktisk sker i teksten, og at det sker i den form for flagrende realisme, som de her tekster er. Men det er rigtigt, at handlingen nogle gange overskrider denne her virkelighed. Det tror jeg har noget med farten at gøre: ikke på forhånd at have bestemt sig for, om det her er en realistisk tekst. Det, der er vigtigt for mig er, at når der så sker noget, som bryder med genren eller virkelighedsplanet, så har det en konsekvens, og det har en logik,« fortæller Jonas Eika og fortsætter:

»Jeg har det grundlæggende sådan i forhold til litteratur, at ting må fungere på alle de måder det vil, og det må godt fungere på måder, som jeg ikke kan genkende. Bare det har sin egen logik og en konsekvens, så er jeg med«.

Den flagrende realisme i Efter Solen står i kontrast til den sociale realisme i Jonas Eikas første roman Lageret Huset Marie, en Aarhusroman om en den sene ungdom, hvor den unge mand Elias, blandt lagerarbejde, morgenfester og ambivalent kærlighed, skal til at tage nogle mere langvarige valg for tilværelsen. Bogen fik ros for dens skildring af en dansk arbejdervirkelighed på Lageret (konsekvent skrevet med stort, som en arketype), der efterhånden forekommer mere og mere uvirkeligt, ligesom de stedsfiktioner, man finder i Efter Solen: noget der ligner London, noget der ligner København, men samtidig er alle mulige andre steder:

»Efter min første bog havde jeg et behov for at komme væk fra det her tætsammenhængende prosaunivers og det hverdagslige«, konstaterer han. Efter Solen er en afsked med det velkendte, og selvom novellekaraktererne indgår i hver deres hverdag, som har sin egen logik og kosmologi, så er de samtidig en del af et større projekt: »Vidende eller uvidende deltager de alle sammen i afviklingen af denne verden, i forberedelsen til den der skal komme«, informerer bagsideteksten.

Hvad er det for en verden?

»Det har noget med det messianske at gøre. Jeg har været ret optaget af Paulus, som også er citeret i bogen. Han levede og prædikede i en tid, hvor man troede, at Jesus ville komme tilbage som messias lige om lidt. Tit snakker man om messianske samfund som passive eller tilbagetrukne, men for Paulus og dem, han henvendte sig til, skabte messiasforestillingen en vild følelse af noget presserende: Messias er ikke en, der bare kommer, hans komme må forberedes. Så der er noget, der må gøres hele tiden. Man må skabe et nyt samfund eller leve på en bestemt måde for at han kan komme. Jeg kunne godt lide den måde at tænke utopi på: utopien som en fremtid der skinner tilbage ind i nutiden og trækker nutiden mod sig«.

Beachboyen Ginger bliver slået ihjel med de bare næver af en strandgæst, mens de andre balancerer drinks og solcreme, men ved fyraften bliver han i et orgastisk ritual manet tilbage til livet gennem drengenes udløsninger ved strandbredden

I virkeligheden virker Jonas Eika ikke interesseret i selve den utopiske fremtid, men snarere den måde den forestillede fremtids genskin på nutiden får folk til at leve på. I alle tilfælde er Jonas Eikas brug af utopi og dystopi sammenfaldende, for hvorvidt utopien er mørk eller dystopien skinner er underordnet. I Efter Solen handler det om erkendelsen af en fremtid, der ser radikalt anderledes ud, og at et brud med den måde tingene fungerer på er på vej. Det samme gælder uden for litteraturen. Men Jonas Eika synes ikke man kan tillade sig at være pessimist i dag og giver ikke meget for tesen om historiens slutning og katastrofetænkning i øvrigt.

»Jeg har det sådan med katastrofen, at den, i modsætning til messias-forestillingen, ikke skaber nogen form for uopsættelighed. Det er et ubestemt mørke, man går og venter på. Og det med at være pessimistisk på politikkens vegne, det har vi bare ikke tid til, for eksempel fordi der er for mange, der lider under statsmagten. Man bliver nødt til at vælge utopien, vælge handlingen, på trods af at det ser sort ud. Men det er noget andet, jeg vil, når jeg skriver, end når jeg involverer mig mere konkret politisk«.

Siden sin første roman har Jonas Eika mistet tiltroen til et politisk potentiale i litteratur, i hvert fald i den litteratur, der ikke opstår og indgår som en del af politiske bevægelser. Litteraturen kan give omsorg for menneskers sensibilitet og empati, og så kan den levere nogle utopier og andre måder at tænke på, men reel politik tror han ikke på, at det giver anledning til. Alligevel er der et gådefuldt globalpolitisk perspektiv i Efter Solen. Den gløder i en pendulering mellem fascineret betragtning og dystopisk indignation: »Hvis man skal gå ind i de her senkapitalistiske steder og være der på en interessant måde, så kan man ikke bare stille sig udenfor og tale om fremmedgjorthed. Sproget må udlevere sig til stedet, suspendere kritikken lidt og indimellem slå over i fascination«.