Print artikel

Dagene i paradis er ovre

Maleri: Gotfred Rode: Lyset bryder gennem skyerne over et hedelandskab, 1891
Essay
11.10.18
Husk menneske! Universet er ikke til for dig. Husk det, eller det skal blive din undergang. Jeg sluger din sol og dræber din gud. Et essay om ulvens tilbagekomst.

I begyndelsen af september kørte jeg en tur til Vestjylland sammen med en veninde. Vi ville gå en tur i de plantager, hvor der efter sigende nu findes ulve i dagens Danmark. Jeg havde medbragt en lydoptager og en kikkert, som jeg fra tid til anden tog frem og panorerede hen over skovbrynene og de åbne felter, hvor fyrretræerne for nyligt var blevet fældet. Dagen var grå og vindstille. Af og til begyndte det at støvregne, det var den slags stilfærdige brusen, man aldrig bliver rigtig våd af, uanset hvor længe man går i den.

Et sted kom vi forbi en nedlagt gård. Den lå på Paradisvej, men trods den prominente adresse syntes stedet at være ved at vokse sammen med naturen igen; postkassen i indkørslen var viklet ind i sort gaffatape, vel for at signalere at man ikke modtog nogen form for post. På gårdspladsen lå tingene spredt rundt, som om nogen havde smidt en håndgranat; toiletkummer og algebegroede håndvaske, et badekar, oversavede træstammer, brændestykker, børnecykler, legetøj, en motorsav, tøj, havestole og haveredskaber, alt lå smidt hulter til bulter rundt på grunden. Dørene i staldbygningen stod på vid gab, og man fornemmede at kaosset bare fortsatte derinde. Midt på gårdspladsen holdt en sølvgrå Audi A4 uden nummerplader. Græsset groede op omkring hjulene og i det hele taget så den ud til at have stået der et stykke tid; men af en eller anden grund var det svært at vurdere nøjagtig hvor længe. En måned? En uge? Jeg stod lidt og mærkede stemningen. Var bilen blevet parkeret her tidligere på dagen? Noget i mig frøs. Jeg gik om i baghaven, hvor der stod et kæmpemæssigt drivhus. Også det var i gang med at forfalde, det meste glas var knust, og der groede flere meterhøje plantestængler ud af taget. Vanrøgt, tænkte jeg, også da jeg kiggede ind ad husets vinduer; der lå et tykt gråt gulvtæppe på laminatgulvet, en madras uden sengetøj, stuen gav et dystert genskin i eftermiddagslyset. Jeg gøs og  skyndte tilbage til grusvejen.

Vi så aldrig nogen ulv i Stråsø Plantage nær Ulfborg. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Vi så end ikke et tegn. Ingen spor af poter i gruset, ingen tuden, ingen ekskrementer, ingen flygtig skygge af et slankt hundevæsen inde mellem træstammerne. Menneskelig tilstedeværelse synes at stresse ulven. Ikke at det er noget, jeg ved. Jeg har læst det et sted, ligesom jeg har læst mig til næsten alt andet, jeg ved om verden.

Alt i universet forfalder. Langsomt og uundgåeligt; det sker via naturlovene. Hvis man ikke hver dag gør et arbejde for at opretholde en given orden, vil den nedbrydes med tiden. Det gælder huse, haver og biler. Det gælder også menneskelige relationer; logikken synes at være i alt, og naturvidenskaben har et navn for den – entropi.  Hver dag er fuld af små tegn på den; en aften læner man sig tilbage ved spisebordet, stolens ryglæn løsner sig og man vælter bagover. Papkasserne ude på sommerhusets terrasse blødgøres langsomt af eftermiddagsregnen, indtil de til sidst går i opløsning. Man kommer hjem en sen aften, og en af plakaterne er faldet ned fra væggen. Det er aldrig det modsatte, der sker. En stol reparerer ikke sig selv, hvis bare man venter længe nok, nedbrydning og forfald er uundgåelige processer i naturen, en fundamental og fremadskridende lovmæssighed; stuegulvene dækkes af støv, hvis ikke man gør rent, pludselig en dag er der en revne i væggen, og nogle måneder senere har den delt sig i to, fugten siver ind, skænderier begynder at opstå, umærkeligt, gennem gentagelser og hverdage, med en hastighed hinsides menneskets forståelse, måske nærmere geologiens; disse love skulpturerer vores livsbaner, de former vores verdener og relationer. Den sølvgrå Audi A4 foran den dystre gård; fuglenes ekskrementer ville dække taget og køleren indenfor på få år. Dækkene ville tabe luft og blive flade, et efterår går, en vinter, et forår, en sommer og endnu et efterår; planeten svæver rundt om Solen i sin bane igen og igen, og imens bliver bilen grøn af alger og mos, sæderne er nu for længst ødelagt af årstidernes skiften, en bøgestængel spirer ud ad forruden, snart et mindre træ med rødder ud af de hule vinduesrammer. Tusind år fra nu. Det er ingenting. Titusinde år, hundrede tusinde. Hundrede tusinde år, det er heller ikke meget. Men bilen ville være forsvundet. Et fingerknips i planetarisk tid.

Er det fordi den kan slå vores børn ihjel? Fordi den tager vores kvæg? Er det de gule øjne, rovdyrets vilde blik, er det nedarvet i mig som en biologisk erindring om udsathed?

For mig er meningen med et menneskeliv ikke svær at lokalisere. Den er at opretholde beboelige verdener. Bidrage til deres bæredygtighed. Det er et dagligt arbejde. Meningen med livet er ikke noget særlig stort, det er tværtimod noget meget småt. For mit eget vedkommende: At opretholde en orden i en lejlighed på Nørrebro. Et sommerhus på Møn. Relationer til venner, familie, kærester. Min krop, min empati. Min nysgerrighed, åbenhed og tolerance, alle de sociale økosystemer, jeg indgår i og hvor forfaldet vil finde sted, hvis ikke jeg arbejder. Jeg ved ikke, om jeg er god til det. Jeg er ikke altid sikker på, jeg er så god til det.                       

Mennesket er destruktivt. Ja. Men vi er også et ordnende, organiserende fænomen i kosmos. Vi opfører ting, samler og bygger dem og bringer dem ind i en højere orden. Vi begyndte allerede med det i tidernes morgen, da vi grundlagde de første civilisationer. Agerbrugets fødsel i Mesopotamien for 10.000 år siden; indhegningen af en fast lokalitet, et område, marker og huse, grænsedragninger. Domesticeringen af planter og dyr. Og ude bagved lå bjergene. Eller skoven. Det landskab, som med tiden, forestiller jeg mig, fremstod mere og mere ukendt. I den forstand begyndte vores kultur med indramningen af en have. Menneskets verden blev et afgrænset sted som med sin orden stod i større og større modsætning til den mørke, kaotiske natur udenfor murene. I vore dage er kulturen mest en have i symbolsk forstand, for kulturen har for længst overskredet sine geografiske grænser, kapitalismens tidsalder har påvirket og forandret hver eneste kvadratmeter af planeten Jorden – der er ikke længere nogen natur ‘derude’. Så hvorfor er det, at vi bliver ved med at tro det? Hvorfor bliver naturen i vores tanker alligevel ved med at ligge derude? Den mørke, kaotiske, destruktive, og utæmmede natur, i behørig afstand af den civiliserede kultur?

Når jeg cykler igennem Københavns gader tænker jeg ofte på, at der ingen fysiske farer eller trusler er i det danske samfund. Selvfølgelig kan man blive slået ned på en bytur eller blive kørt over af en bus, hvis man er uheldig. Men der er ikke for alvor nogen trusler for den priviligerede senmoderne dansker: Jeg er øverst i fødekæden. Her er ingen farlige dyr, ingen slanger, løver eller isbjørne. Her er ingen krig. Her er ingen diktator, ingen tysk besættelsesmagt, ingen selvmordsbombere, ingen naturkatastrofer, ingen vulkaner, tsunamier eller jordskælv. For mig giver det livet et præg af noget uautentisk. Jeg længes efter noget virkeligt, noget jordnært, en kropslig samhørighed med den materielle verden. Og det bliver ikke bedre af, at byen er fuld af luksus-karamelbutikker og flødebollebutikker. Flødebollebutikker – for voksne mennesker? Hvor uværdigt kan det blive? Jeg cykler videre gennem byen, blinkende lyskryds, rød, gul, grøn, disse børnefarver, alle er plastret ind i cykelhjelme og cykellygter, selv de små hunde på fortovet blinker i vintermørket, og hvis det fryser så meget som en grad, kommer en hær af saltspredere farende til undsætning og salter byens gader; folk skulle nødigt falde og slå sig.

For blot nogle århundreder siden har det skandinaviske rum været fuld af trusler. Ting man kunne være bange for. Der var røvere i skoven for eksempel, og det gav mening at være bange for dem når man skulle på besøg i nabolandsbyen. Der har været en relativt stor sandsynlighed for, at man ville blive overfaldet af folk som ville dig det ondt. Så du var bange. Jeg tror ikke, at ret mange i vor tids Danmark er bange på den måde. Til gengæld har vi angst. Angst for hvad? Det ved vi ikke, for her er ikke nogen røvere længere. Engang var diktatoren et menneske af kød og blod – nu er de tider forbi, nu er de blæst til atomer. Man fristes til at tænke, at vi er angste, fordi der ikke er noget at være bange for. For angst lever i det abstrakte, det symbolske, det immaterielle og det usynlige – og derfor trives den så godt i vores højteknologiske virtuelle verdensmiljø, hvor solen, vi arbejder i lyset af, er elektrisk blå og stråler inde bag en skærm, og hvor kroppene kun bliver brugt, når man farer stillestående afsted på et løbebånd i træningscenteret.

Angsten trives i disse økosystemer, vilkårerne er perfekte, den trives som en bakteriekultur i et åbent sår. Personligt tror jeg, at de fleste jordboer for blot et par århundreder siden havde for travlt med at overleve til at gå rundt og udvikle angst; i de tider var man bundet til sit sted, sin gård, sit arbejde, det daglige slid med at skaffe mad, høste marken, passe dyrene, holde styr på de mange børn, kæmpe med sygdomme, frostvejr, venner og fjender. De boede stadig i verden, var integreret i den og bundet af den, angst er et overskud, en kraft, der opstår, når livet løsriver sig fra det materielle. Livet i tidligere bondetider har først og fremmest været et dagligt slid, det forestiller jeg mig, noget der skulle klares uden alt for stor ulykke, det blev ikke præsenteret for dig som nogen særlig fantastisk gave, som noget spektakulært eventyr af oplevelser og individualitet. Friheden er gift for mennesket. Da jeg sidste vinter var i Etiopien og vandre i bjergene, kom vi forbi en del drenge og piger, der gik rundt og passede kvæg. Ofte sad de også bare på en sten med tørklædet viklet om hovedet og hyrdestaven over skuldrene og kiggede på os, mens vi travede forbi. Solen var nådeløs over det tørre ørkenlandskab, der var ikke meget andet at tage sig til her end at gå rundt og vogte dyr. Nogle af børnene løb efter os, det var ikke hver dag, der kom hvide mennesker forbi. Jeg vil tro, de er de fattigste mennesker, jeg har set. Måske tager jeg fejl, og jeg påstår ikke, de så videre lykkelige ud. Men de lignede ikke nogen, der kæmpede med angst, personlighedsforstyrrelser og depression.

(Vi så ulve i Etiopiens bjerge. En tidlig morgen. Thomas vækkede mig i teltet, jeg tumlede ud og fulgte med ham hen til skråningen, hvor vi kunne se ned over dalen. Og der, halvtres meter under os, løb de forbi os i den gyldne morgensol. Moderen og faderen forrest. Ungerne i en spredt vifte bag dem.)

Flødebollebutikker – for voksne mennesker? Hvor uværdigt kan det blive?

Det siges, at ulven er et mytologisk dyr. Menneskets og ulvens historie fletter sig sammen et sted i urtågerne. De fleste palæoantropologer, jeg har læst, mener at mennesket domesticerede ulven for 15.000 år siden et sted i slutningen af stenalderen. Dengang må ulven have været en konkret trussel, den luskede rundt i mørket omkring bålet, og man har fundet på at kaste en luns kød ud til den fra det dyr, man stegte på bålet for på den måde at undgå, at den tog et barn. Denne økologiske fredsaftale har gradvist integreret menneskets og ulvens livsmønstre i hinanden, indtil udspaltningen af en ny dyreart var en realitet, og dette nye væsen levede nu ved menneskets side, jagede, hylede og vogtede for os om natten. Til gengæld skulle ulvehunden aldrig igen skaffe sin egen føde, den havde fået en anden art til at udføre arbejdet nu. Således migrerede ulven fra naturen ind i kulturen, fra det ukendte ind i det velkendte, og blev til hund. En intelligent evolutionær symbiose var en realitet.

Hvad er det velkendte? Det er det, som er indenfor. Det, som bor i haven. Planterne, dyrene og menneskene, som lever i haven. Det er det velkendte. Og udenfor lever det ukendte. Ulven for eksempel, den oprindelige, udomesticerede ulv, der forblev ude i mørket, udenfor tiden som en predatorisk omstrejfer i mytologiens tåger. Måske var det derfor, Nazityskland som den første stat i Europa fredede den, efter at ulven var blevet forsøgt udryddet siden middelalderen. Fordi den repræsenterede styrke og urkraft, var et symbol på den vidstrakte, mørke og utæmmede natur.

Myter fødes, når et givet fænomens oprindelse går tabt. Hvordan opstod verden for eksempel? Vi ved det ikke, men myterne om det er mange, senest har vi fået skabelsesberetningen om Big Bang, som med sit kosmiske superglimt skabte lyset og tiden, og på mange måder mimer strukturen i en kristen skabelseberetning. Hvad står i modsætning til myterne? Hverdagen. Hverdagen med sine hundrede banale mikrobegivenheder, mandag, tirsdag, onsdag, 2018 og 2019, solskin og snevejr, hente og bringe. I alle disse processer glimter det mytiske ved sit fravær. Eller gør det? Det handler vel om øjet, der ser. Jeg går rundt i Kvickly og handler ind. Det er tidlig aften på Nørrebro, alle triller deres røde kurv afsted, man kommer produkter ned i den; Urtekram-shampoo og peanutbutter, letmælk fra Thise eller Änglamark. Samtidig, lige inde bag hverdagens overflade, er det en ur-situation. Sschh, se: En gruppe aber bevæger sig rundt i deres habitat og finder føde. Kvinden, der på denne onsdag aften i september føder et barn på Rigshospitalet; hun ligger og råber på fødeafdeling C, tøjet bærer kommunens logo, slanger og drops går ind i hende, og på en skærm ved siden af sengen blinker digitale cifre. Samtidig er det en ur-situation: Et kvindedyr føder en unge. Slim, blod, afføring og materie, væsker, der øjeblikkeligt skjules af vejen i enhver civilisation, vælter ind i verden. Jeg går ned i i Londons eller New Yorks undergrund; et varmt lufttryk rammer mig, idet et metrotog standser og åbner dørene, over mig er luften fuld af lystavler og højtalerstemmer, der annoncerer forsinkelser eller sporændringer. Og samtidig står jeg i Underverdenen. Dette er Hades, Hel, Helvede; metroerne er hvide orme, der snor sig gennem tunnellerne, jeg rejser gennem samfundets underjordiske gange, forbi floder og rødder, indtil jeg nogle minutter senere står af på en anden station, finder op ad metroens rulletrapper, flere hundrede meter synes det, jeg træder ud i byens lysinferno og skrår over gaden, det er blevet mørkt. En prostitueret kalder på mig inde fra en gyde. Hun er en sirene. En sirene, der lokker mig fra en gammel tid.

Jeg længes efter noget virkeligt, noget jordnært, en kropslig samhørighed med den materielle verden.

Sådan er det for mig. Scanningen af hverdagen er altid dobbelt; den er konkret og materiel, skjuler ingen mysterier. Samtidig er den mytisk. Uforståelig som en drøm, man altid har drømt.

Også ulven kunne beskrives i forskellige perspektiver. Leksikalsk og fysiologisk, ulven er 800.000 år gammel og har sin oprindelse i mellemste Pleistocæn, den opnår en kropsvægt på mellem 36-45 kilo, lever i kernefamilier hele livet, der findes 300.000 individer på verdensplan, som regel er den øverst i fødekæden, undtaget de områder hvor den lever tæt på tigeren eller mennesket. Jeg kunne også beskrive den som et kulturelt symbol. Ulven optræder i et væld af kosmologier verden over, fra de eurasiske over det amerikanske til de skandinaviske, og alle steder repræsenterer den noget nær det samme: Fare, ondskab, ødelæggelse. Alle kender fortællingerne om Den store stygge ulv, Peter og ulven, De tre små grise, Rødhætte og talløse andre variationer over fortællinger, som ingen ved hvor gamle er. Den optræder også i Bibelen, hvor vi hører om ulven i fåreklæder. I nordisk mytologi er der Skoll, den ulv, der ved Ragnaroks komme, vil sluge Solen, mens bror Hati sluger Månen, og Fenrisulven æder Odin. Det er stærke kræfter at tillægge ulven, at æde selveste lyset og den øverste Gud. Selv i vores senmoderne tid er ulven tung af symbolik. Sjældent har et dyr fået så meget opmærksomhed, som da det blev officielt, at den var indvandret til de vestjyske plantager. Så hvad symboliserer den da i moderne tid? Formentlig det samme som altid. Der er noget tidløst og evigt over symbolernes verden – ulven er det dyriske, det ukendte, kaos, seksualiteten, Den Fremmede, den kraft, der ødelægger civilisation, det ukultiverede og utæmmede, det ikke-sprogliggjorte, det som huserer udenfor paradisets mure, den mørke plet på landkortet. Vi tror altså stadig i 2018, at det fremmede findes derude.

Hvad hvis man for en stund vendte blikket indad i stedet? Ind mod det velkendte. Mod kroppen for eksempel. Der findes vel ikke noget mere velkendt end ens egen krop. En samfundsborgers krop. For er det ikke det, vi først og fremmest er – samfundsborgere? Man er først og fremmest en borger i et samfund, det er som en sådan, man slår øjnene op om morgenen – som medlem af det danske samfund. Først lidt længere nede på listen over, hvem man vågner op som, står der, at man er et menneske. Og endnu længere nede står der, at man er et dyr. Et dyr, som bor på en planet, der cirkulerer rundt om en brændende lyskugle i et uendeligt sort univers, og det er da meget sjovt, det slår én en sjælden gang imellem, når tankerne har en ledig stund, tænk sig engang, at man er et dyr! På en planet! Solen lyser ned på den! Den skinner ikke bare, den er virkelig en brændende kugle! Jaja, det er da meget pudsigt, tænker man, men først og fremmest er man en samfundsborger, alt det andet, det med dyret og den brændende ildkugle, det er en pudsighed, der dukker op en sjælden gang imellem i tankestrømmen, det er ikke noget, man tænker mere over, idet man stiger ud af sengen og går ud på badeværelset og tisser. Det er en samfundsborger, der står her og tisser. En aften, det husker man pludselig, hørte man nogen i fjernsynet, der begejstret råbte, vi er rumvæsener! Vi er rumvæsener for helvede! Og man tænkte et øjeblik over det og måtte sande, at det var morsomt. For det er jo rigtigt. Men så er det heller ikke mere end det, blot en spøjs pudsighed, ikke noget, man vil tænke for meget over. For det er først og fremmest en samfundsborger og ikke et rumvæsen, der står her og tisser.

Ulven er et kaoselement, se hvordan den vandrer ind i trygge Danmarks gyllegeografi, ligeglad med at der ligger et land her, den er som et spejl for os.

Hvis man i jagten efter det mystiske ukendte rejser en tur ind i kroppen på denne samfundsborger i stedet for ud i skoven eller til et fremmed land, så kommer man på et tidspunkt til hjertet. Hvad er hjertet. En pulserende kødklump, der sender rødlig væske rundt i den levende organismes kredsløb. Men hvorfor banker det overhovedet, hjertet. Hvilken kraft står bag, hvad får det til at arbejde, hvad er liv? Ingen ved det. Og hvis man rejser længere ind, ankommer man på et tidspunkt til endeløse kolonier af mikrober og bakterier. Millioner og atter millioner af bakterier. Verdener af dem. Vi ved næsten ingenting om disse livsformer. Andet end at vi består af dem. Vi er omvandrende arrangementer af bakterier, molekyler og celler. Og inde i cellerne er der verdener af DNA. Lange helix-snoede trapper af matematik. Haha, vi består af dem, ja? – Af endeløse snoede tråde af koder og tal? Ja, rigtigt. Og vi ved ikke, hvor de kommer fra. Vi er omvandrende mysterier af trappesnoet supermatematik, Danmarks miljøminister – når han om formentlig ikke så længe stiller sig på talerstolen i Folketinget og lovgiver et eller andet mod ulven, så er han selv en verden af mysterier og mørke, han er selv det dyriske, det ukendte, det underbevidste, det morderiske, det biologiske, alt det ukendte og fremmede er lige inden i hans hoved, han er  bakterier og helix-snoede trapper af genkoder; Francis Crick og James Watson, der opdagede DNA, har ingen idé om, hvor det stammer fra. Deres bedste bud er det ydre rum.

Så hvorfor er vi bange for ulven? Er det fordi vi har brug for et sted at placere det ukendte, udenfor os selv? Er det fordi den kan slå vores børn ihjel? Fordi den tager vores kvæg? Er det de gule øjne, rovdyrets vilde blik, der ligger nedarvet i mig som en biologisk erindring om udsathed? Man kan tænke over mulighederne, og formentlig vil man finde fragmenter af sandhed rundt omkring. Sådan er det som regel. Men man kan også tænke sig ulven som et sendebud. Som et sendebud eller et varsel. På samme måde som Donald Trump er et sendebud eller et varsel. Trump er tricksteren, arketypen, der springer frem fra æsken i forvirrede tider. Det er os selv, der har produceret ham. Vi kan foragte og hade ham så meget vi vil, vi hellige gode mennesker, men han er blot et spejlbillede af os selv og vores kultur, et monstrøst troldspejl, sådan springer han frem med tricksterens klovnehår og en humor strømmende direkte op fra den kollektive underbevidsthed; han holder spejlet frem og viser Vesten sit eget ansigt. Trump er et kaoselement. Jeg afskyr ham, og jeg afskyr hans politik. Men jeg har en vis forkærlighed for kaoselementer. Og også ulven er et kaoselement. Se hvordan den vandrer ind i trygge Danmarks gyllegeografi, ligeglad med at der ligger et land her, den er som et spejl for os.

Vi er omvandrende arrangementer af bakterier, molekyler og celler. Og inde i cellerne er der verdener af DNA. Lange helix-snoede trapper af matematik. Haha, vi består af dem, ja? – Af endeløse snoede tråde af koder og tal? Ja, rigtigt.

Nu holdes spejlet op. Hvad viser det?

En ung familiefar fra Vestjylland.

Ifølge DR Nyheder vil han “kunne tage på picnic i ro og fred uden fare for ulven”.

Men kære ven, det er ikke værdigt. Det er under den menneskelige værdighed. For verden er stor og vild og voldsom, og den er ikke skabt for, at du kan tage på picnic i den. Ulven er et sendebud og den hyler:

Husk menneske! Universet er ikke til for dig. Husk det, eller det skal blive din undergang. Jeg sluger din sol og dræber din gud. Glemte du yin og yang? Dagene i Paradis, som du kendte det, er ovre.  Nye verdener vil fødes. Opfør dig klogt, hvis du vil hjælpe til med at opføre dem. Der findes ingen orden uden kaos, ingen tryghed uden vildskab, ingen fred uden krig. Det er et dagligt arbejde at opretholde balance. At opretholde de bebolige verdener.

Pas på i trafikken, kære medmennesker – den er farligere end en ulv. Pas på den stressede forælder, der kommer tordnende langs søerne på sin tank af en motoriseret Christianiacykel – den er farligere end en ulv. Pas på, når du kommer luksuschokoladen fra Peter Beier i munden – det er farligere end en ulv. Pas på i kærligheden – den er farligere end en ulv.  Pas på med selfiestangen oppe på klippetoppen – det er farligere end en ulv.