Internetvenner
Flere stemmer har påpeget, at vi er midt i en venskabsrecession, og at vores sociale liv kun bliver fattigere i takt med, at digitale platforme optager mere og mere af vores opmærksomhed. Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste undersøgelse af danskernes sundhed fra 2022 er antallet af voksne danskere, der føler sig ensomme, steget med 50 procent på fem år. 12 % procent af danskerne lider i dag af svær ensomhed. Børn og unge tilbringer mindre og mindre tid fysisk sammen med deres kammerater.
Imens de fysiske venskaber træder i baggrunden, interagerer vi i stigende grad med andre via digitale kanaler. Vi sms’er med familie og venner og ringer kun sjældent til dem, vi er i kontakt med børnenes vuggestue igennem en app, sender (for mange) mails til gud og hvermand og følger med i andres sociale liv – både folk vi kender og folk, vi slet ikke kender – gennem internetplatforme. Drejningen, vores sociale liv har taget igennem de sidste 30 år, er rent ud sagt enorm. Mange deler hjem med en partner og måske også nogle børn – og en del af os møder også andre mennesker på arbejdet – men i dag kan man faktisk godt have en velfungerende hverdag uden at se særligt mange mennesker i den fysis