Problemet med sanktioner

Når det kommer til Mellemøsten og andre områder i verden, virker det til at et bestemt ord har overtaget agendaen: sanktioner. Mens Israels premierminister  Netanyahu bruger alle mulige platforme til at plædere for smertefulde sanktioner mod Iran, har Israels ambassadører travlt med at bekæmpe en bevægelse, der kalder på boykot og sanktioner mod Israel.
I mellemtiden er den diplomatiske og økonomiske boykot, som det internationale samfund har underlagt Hamas-regeringen, gået ind i sit femte år. I Washington diskuterer kongresmedlemmer at lempe på sanktionerne mod Syrien, mens organisationer, der repræsenterer eksilerede koptere kræver sanktioner mod Egypten, som til gengæld presser USA for at løfte sanktionerne mod Sudan. Sudan forlanger imidlertid sanktioner mod Eritrea, som er blevet godkendt af FN’s sikkerhedsråd på trods af modstand fra Libyen, der selv har været genstand for sådanne midler i begyndelsen af 1990erne sammen med Saddam Husseins Irak.
Listen af boykottere og boykottede fortsætter.

På trods af populariteten virker det imidlertid til, at sanktionsvåbenet er problematisk, ikke bare fordi det rammer udiskriminerende, men også fordi, at resultaterne