Hinsides det grønne land

Januar var så sandelig ikke en nem måned at være en dansk sociolog i, da man både så en del af sit eget land måske på vej til at blive annekteret og samtidig måtte erkende, at alle ens rammeværker for at analysere geopolitik virkede mere eller mindre ubrugelige.

Ja, alt har været lige så underligt, som det har været alarmerende - så inkonsistent, så usikkert.

Milevidt fra et »skift i det geopolitiske landskab«, så var det, der udspillede sig, snarere en revolution af det, man troede, man vidste om verden - en situation, hvor man måtte sande hverken at have de epistemologiske eller psykologiske registre til virkelig at forstå eller reagere på tingenes tilstand.

Denne unheimlich oplevelse af usikkerhed har tydeligvis ikke været forbeholdt grønlændere, danskere eller samfundsforskere. I stedet synes den at opstå som en midlertidig global »sindstilstand«, hvilket forklarer, hvorfor der med lysets hast blev skrevet tusindvis af sider med analyser af det inkonsistente og uforudsigelige.

Vil han »tage det« med militær magt eller økonomisk magt? Forsvarsgrunde, ressourcer eller blot territorial ekspansion? Er det enden på NATO? Spørgsmål om 'hvad' og 'hvis', analyseret i det uendelige, i håb om at dulme vores bekymringer og lære os at navigere i mørket.

Men hvad kommentatorerne ikke har brugt så meget tid på at analysere, er det, der ikke er uforudsigeligt med Trump - nemlig hvordan anti-økologismen stadig ligger i hjertet i hans politik.

Allerede for ti år siden bemærkede filosoffen Bruno Latour, hvordan den systematiske benægtelse af klimaforandringer var en af de eneste ting, der var konsistente i trumpismen, en strukturerende politisk ingrediens – og han havde ret. Tænk over det: Fra Trump 1.0 til 2.0 har næsten alt ændret sig – politik, fakta, loyalitet, fjender - udover »drill, baby, drill« og foragt for økologiske bekymringer. 

Dette ville ikke være relevant at pege på, hvis Trumps tale i Davos ikke havde vist en tæt forbindelse mellem hans klimafornægtelse og hans imperialistiske drømme.

Prøv at genlæse hans tale: Hele vejen op til det øjeblik, hvor Trump (endelig…) nævner Grønland, var hans tale ét langt, gentagende anti-økologisk manifest, der kritiserede os europæiske »tabere« og vores grønne politikker og forsvarede den amerikanske »tilbagevenden« til traditionelle energikilder, og som kulminerede i følgende fascinerende sætninger: »Det Nye Grønne Svindelnummer - måske det største svindelnummer i historien (...). Vindmøller over det hele, ødelæg din jord, ødelæg din jord.«

Fra Trump 1.0 til 2.0 har næsten alt ændret sig – politik, fakta, loyalitet, fjender - udover »drill, baby, drill« og foragt for økologiske bekymringer. 

Ja, det er i sandhed kun ved at benægte klima-realiteterne og samtidig investere i fossile brændstoffer, at man midlertidig kan hævde at Make America Great Again – bag en mur. Og kun ved at gøre det - og hermed foregive at have forstand på god business, forvaltning af land og territorier - kan man hævde overlegenhed nok til at retfærdiggøre at gøre Amerika Større hinsides dets egne grænser.

Nej, klimaforandringerne er ikke årsagen til, at Trump vil have dette »store stykke is« – men kun på den anden side af det grønne land synes han at kunne legitimere at overtage Grønland.

Selv hvis min hypotese er forkert, er forbindelsen under alle omstændigheder værd at diskutere, da to typer krigstrusler - den ene mod klimaet, den anden mod en NATO-allieret - nu ser ud til at være smeltet sammen og fremført af den samme despot. »Ødelæg dit land, ødelæg dit land« - eller lær at forsvare dit land på to forskellige måder, samtidigt.

Kunne der opstå en stærkere klimakoalition på samme måde som et styrket Europa måske gør, når vi indser, at den samme nation nu truer os på sådanne to fronter? Det er nok for meget at håbe på, i hvert fald lige nu, midt i alt dette vanvid.

Men det er ikke desto mindre den svære situation og opgave, vi europæere står over for. Som Bruno Latour og jeg skrev i et efterskrift til Notat om den nye økologiske klasse, efter at Rusland havde invaderet Ukraine, to katastrofer på én gang - men denne gang eksplicit udløst af en ”allieret". Det er næsten for svært at rumme.